How they really see me.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2013
  • Opdateret: 14 maj 2013
  • Status: Igang
Dette er min dansk eksamen stil. I opgaven skulle man skrive et brev til sin bedsteven, og det var vigtig at man beskrev at personen følte sig som en "Sær og anstrengende bagage," til et bryllup hvor hendes far skulle giftes. Jeg har vagt at hovedpersonen er en pige, som er gode venner med Liam. Det var bare så i fik en lille forståelse af teksten.

130Likes
74Kommentarer
2568Visninger

1. Oneshot

Kære Liam

Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg starter ud med kære. Du vil sikkert undre dig over hvorfor, og mit svar vil sikkert gøre dig forvirret, men jeg tror det er på tide at prøve noget nyt.

Du ved hvordan jeg altid har gjort alt for at skille mig ud fra andre, for at være anderledes. Det har aldrig lagt til min natur at være som andre mennesker. Ikke engang mit eget navn kan falde ind under kategorien normal, hvad end normal så er

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om du nogensinde er flov over mig? Du ved, at ses med mig, eller snakke med mig, mens der er andre?

Jeg kan lige forestille mig, hvordan du ryster på hovedet lige nu, og tænker over hvad fanden der foregår, og jeg bebrejder dig ikke. Selvfølgelig kun, hvis du i alt hemmelighed kun ses med mig, fordi du har ondt af mig, men sådan er du ikke Liam, det håber jeg da ikke, men i sidste ende har man jo kun sig selv. Er det ikke sådan man siger?

Du sidder sikkert med den rynke du altid får imellem panden, når du er forvirret, ikke? Dine tanker kører sikkert rundt i hovedet på dig, men hvis det beroliger dig, så har jeg det på samme måde.

Jeg har altid haft så travlt med at være anderledes, at jeg ikke har tænkt på konsekvenserne af det. Jeg har altid været ligeglad med, hvad folk synes om mig, eller det er hvad jeg har bildt mig selv ind. Måske er tingene slet ikke som jeg går rundt og tror. Måske er der en dybere mening med det hele.

Min far blev gift forleden. Jeg ved du ville ønske du kunne have været her, og fejret ham sammen med mig, men jeg forstår. Dit liv er ikke specielt meget nemmere end mit er, og at rejse verdenen rundt hver uge, giver dig ikke ligefrem overskud til et ubetydeligt lille bryllup på rådhuset. 

Dog ville jeg nogle gange ønske, at jeg kunne komme med dig. At slippe mit hverdagsliv og få et pusterum ville være fantastisk, for Liam, jeg er så forvirret.

Jeg ved, at jeg bare kan tage mobilen og taste dit nummer ind. Jeg ved du er her for mig, men tingene er så uoverskuelige. Jeg ved ikke engang hvem jeg er længere.

Jeg ved det er normalt for en pige i min alder, at gå igennem en hård tid. Folk fortæller mig ofte, at det tager tid at finde sig selv, men jeg tror ikke jeg er der længere. Jeg tror jeg har fundet mig selv, og at jeg nu, har mistet mig selv.

Du vil sikkert modsige mig. Du vil sikkert fortælle mig det samme som altid, at jeg er en fantastisk pige, og netop dét at jeg er anderledes, er hvad der gør mig speciel.

Men du forstår det ikke. Du skulle have set de blikke de sendte mig til det bryllup. Jeg tror ikke du har nogen ide om hvilket følelser der fløj rundt i min krop den dag, og hvis jeg fortalte det, så ville du sikkert ikke tro mig.

Jeg ved godt hvilken speciel familie min far er ved at bygge op. Tro mig, jeg har for længe siden indfundet mig med, at mit liv aldrig vil blive det sammen igen, efter de sagde ja til hinanden, men jeg har aldrig nogensinde ville gætte på, at mit liv ville blive sådan her.

Jeg ved hvor meget det her betyder for min far, men jeg husker stadig så tydeligt, hvordan jeg krympede mig sammen, og havde lyst til at grave mig væk, hver gang gæsterne kiggede på mig.

Det var ikke med en glæde på mine vegne, om at min far endelig havde fundet sig en kone. Nej, det var med medlidenhed og forlegenhed, som om de havde ondt af mig. Det var som om jeg ikke var velkommen i min nye familie, som om mit anderledes-jeg skræmte dem.

Jeg har altid hørt så meget om bryllupper. Det skulle være den smukkeste ting i en kvindes liv, men det eneste det bryllup har gjort, er at skræmme mig så slemt, at jeg er bange for at forelske mig.

Jeg vil ikke giftes, og kun gud må vide hvem der også ville falde for mig. Ikke engang min nye familie kan lide mig.

Jeg prøvede virkelig at give det en chance. Jeg tog til festen, og jeg prøvede. Jeg svarede højligt på alle spørgsmål, og jeg gjorde virkelig mit bedste for at gøre et indtryk. Jeg skiftede endda fra min røde kjole, til min hvide bare for at se normal ud. Men hvem prøver jeg at snyde? Jeg er ikke normal.

Det føltes som om jeg bare var en sær og lidt anstrengende bagage, som bare var dér. Jeg gjorde ingen gavn. Det var som om jeg lige så godt kunne være blevet væk. Ikke engang min far så meget som sagde noget til mig.

Jeg har altid set positivt på mig selv, men efter det bryllup er det som om en facade, af positivitet, er knækket. Det er som et spejl der er knust i flere hundrede stykker. Jeg tør slet ikke tænke på hvad fremtiden vil bringe, ikke efter dette bryllup.

Jeg havde ingen ide om, at folk så mig som de gjorde, og jeg havde slet ikke regnet med, at folk havde ondt af mig.

Selvfølgelig har jeg overvejet at de kun ser sådan på mig, fordi jeg er ny i familien, men hvad nu hvis det rent faktisk er sådan folk ser mig? At det ikke kun er min mors nye familie der ser mig sådan, men hele verden?

Det hele var planlagt så smukt. Festen, maden, sangene, alt var så perfekt ved dette bryllup. Selv min nye mors’ kjole, som var specielt syet til hendes, bulede, gravide mave. Flere hundrede blomster stod inde i festsalen. Et hvidt klaver var hevet frem, og en dyr sanger var blevet lejet.

Folk var glade. De sang, grinede og proppede sig med maden, der stod på bordene. Et par taler kom hist og pist, og tårerne gled ned af min fars kinder.

Liam, du ved hvor meget jeg så frem til den dag. Du ved hvor meget jeg havde planlagt med hensyn til min tale og min gave. Hvis bare du havde været der, så havde alt været lettere.

Jeg har aldrig nogensinde følt mig så dum som da jeg slog kniven mod glasset. Alle folk blev stille, og min far greb hurtig min nye mors hånd.

Alle blikke lå på mig. Jeg husker tydeligt hvordan nervøsiteten fløj igennem min krop, og jeg bliver aldrig nervøs, så hvorfor denne gang?

Det var kun med nød og næppe, at jeg fik startet min tale, og allerede da de første ord forlod min mund, fortrød jeg. Jeg husker hvordan mine kinder blev varme, og hvordan papiret rystede i min hånd.

Jeg havde lyst til at grave mig væk i det øjeblik.

Men hvorfor? Hvad fik mig til at ændre adfærd så hurtigt? Det må være det spørgsmål jeg har stillet mig selv lige siden brylluppet, og jeg tror måske jeg har fundet frem til et svar.

Jeg så mig selv som de så mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...