Stilstand

Jeg har brugt billedet Fly (London) af Ulrik Møller som inspiration til min Movella. Stilstanden og uendeligheden i billedet er utrolig dragende og siger tusinde ord, selvom intet sker.

6Likes
3Kommentarer
432Visninger
AA

1. Dukkeføreren giver slip

Det føltes som om de bare hang der. Hang i luften var dukkeføreren standset i øjeblikket, nu var de bare der, der skete ingenting. Ingen trak vejret, ingen sagde noget, alle ventede bare. Hvem styrede det her? Var der nogen større mening med det? Eller var det hele bare snart forbi? Dukkeføreren kunne slippe flyet hvert øjeblik, hvert øjeblik kunne ham i det høje beslutte sig for at de var kedelige at lege med og bare slippe dem, lade dem falde i det uendelige. For faldt de først, så var der ikke mere for dem.

 

Så man på manden længest tilbage i højre hjørne, så man hvordan virkelig rædsel så ud. Hans mørke hud var spættet af sveddråber, øjnene var fyldt med vand og ansigtet var fortrukket i frygt og angst for at miste det liv han havde så kært. Havde han nogensinde opnået alt det han ville? At arbejde dag ud og dag ind havde måske ikke været den rigtige måde at leve på. Hvad med hans familie? Hans smukke kone der stadig var smuk som et maleri, aldrig forældende, en evig skønhed, i hvert fald i hans øjne. Men sandheden var at hun var slidt, hun druknede, det var svært at passe en hel familie når ens partner for livet aldrig var hjemme og ikke længere så til ens side. Hun havde lavet den dejligste middag og børnene havde hun fået passet ude, men det gjorde ingen forskel. Han havde lovet at være hjemme tidligt, men som altid var han blevet forsinket med arbejdet, og endda kaldt ud af landet. Så i stedet for at sidde hjemme konens skød, i stedet for at spise den mad hun havde lagt så megen kærlighed og varme i sad han her. Og han vidste hvor forkert han havde prioriteret i sit liv. Hvor ville han ønske at han fik en chance for at fortælle sin kone og sine børn at han elskede dem. At han tænkte på dem hver dag, og at han ville lægge sit liv om for dem.

 

Kiggede man i stedet hen mod midten sad der en ung mand. Han så ikke skræmt ud, han så heller ikke glad ud. Han sad der, tåget, som en zombie. Som et offer for en hypnose hvor han ikke længere kunne gøre noget, som om der slet ikke var mere af ham inde i hans krop. Han havde givet sit liv væk for andre. Han sad her ikke for sig selv, det havde han aldrig gjort, faktisk var han altid kommet ind som sidste prioritet. Han havde så stort et hjerte, det var uendelig stort, men til sidst havde det slet ikke rummet plads til ham selv længere. Det var fyldt op af andre menneskers kvaler og behov og de havde stjålet den person han engang havde været og efterladt dette væsen. Hvis man skubbede ham ud i tågen ville han ikke en gang dø, for han var ikke længere levende i sig selv. Hver dag af hans liv havde han hørt på de folk omkring ham, hørt på de problemer de gik og tumlede med alt imens de gang på gang bare trampede på ham og den tillid han viste dem. Der var aldrig en der overvejede at spørge ind til ham, der var aldrig en der tænkte at han måske også var et menneske og at han havde brug for at leve også. Og selvom han godt var klar over at han også var vigtig forsvandt han bare lidt efter lidt. For han vidste at selvom de ikke ville ham, men kunne ville det han tilbød dem, så ville han ikke svigte. Han blev ved med at holde fast og blev ved med at lade folk træde på ham indtil han ikke var mere. Nu var han bare flyets spøgelse, spøgelset der ikke eksisterede men alligevel sad der. Ikke for sin egen skyld.

 

Og så var der hende der sad forrest, den ældre kvinde der knugede hånden på manden der sad ved siden af hende. Ingen af dem sagde noget, men deres fingre flettede sig ind i hinanden, som den eneste bevægelse i dette sted der var mellem tid og rum. Deres ansigter vendte sig mod hinanden og de kiggede hinanden dybt i øjnene. Jo længere man betragtede dem, jo yngre blev de for øjnene af én. Rynkerne forsvandt, huden blev fastere, øjnene yngre, ansigterne varmere og kroppen spændstigere. Man vidste bare at de havde elsket hinanden altid. At samhørigheden mellem dem var så intens at ord ikke længere var nødvendige. De var måske gamle udenpå, de havde måske levet et helt liv sammen, men indeni var de stadig unge og nyforelskede. Mange frygtede denne tåge der langsomt lagde sig over flyet, mange frygtede hvad der var ske, men ikke disse to. De vidste hvad det betød, men de frygtede det ikke. I stedet fandt de ro, de fandt trøst, blot ved at kigge på hinanden. De havde et helt liv bag sig, men i modsætning til alle de andre fortrød de intet. For hvert valg de havde truffet i deres liv var grund til at de sad her. Sammen. Det var det vigtigste. Så i stedet for at græde, i stedet for at blive forstenede, og som de eneste havde de ikke spildt deres liv. De havde aldrig bidt sig selv i læben og holdt de ord inde der ville ud. De havde aldrig tøvet når noget måtte gøres, og de havde elsket. De havde elsket hinanden, de havde elsket livet, de havde elsket alt hvad der var blevet dem givet. De havde gjort det hele rigtigt, for endte man det rigtige sted, havde man aldrig truffet et forkert valg.

Et smil af kærlighed bredte sig langsomt på deres læber som flyet pludselig forlod den stilstand det havde været i så længe. Og så faldt det. Nogle faldt i rædsel, andre følte slet ikke at de faldt. Og nogle faldt velvidende at der havde været et helt liv at leve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...