Åndeskibet - Bermuda Trekanten

Her sidder jeg så. I mit fine lille hus langs kysten. Jeg kan huske hver eneste detalje. Jeg husker, hvordan døden lugter, ser ud og lyder.
For tretten år siden, blev jeg sendt ud på en opgave. Jeg skulle opklare mysteriet om Bermuda Trekanten. Men en ubehagelig overraskelse ventede mig...
Åndeskibet.

(Denne movella er et konkurrence bidrag til Skriv om et billede)

4Likes
6Kommentarer
1177Visninger
AA

5. Kapitel 5 - en fanget sjæl i et glas

Én af de fangede sjæles synsvinkel...


Det tørre sand varmede hendes altid kolde fødder. Hun vandrede rundt på øen, frem og tilbage, frem og tilbage... sådan var det, hvis man var en hvileløs sjæl. Hun spidsede ører. Hvad var det for en lyd? Det lød som et dyr, men det kom ikke fra junglen... de vidste hun, for da hendes krop kom ind i hendes sjæl, var hendes høresans forbedret rigtig meget. Det samme var hendes syn, bortset fra, at det var sværre for hende at se farver. Men hun så skarpere. Og meget længere. Men hun havde svært ved at lugte, føle og smage. Det var som om, de var blevet skruet ned...
I det samme hørte hun igen lyden. Hun spejdede ud i havet, ledte efter det sted, hvor vandet skiftede farve og konsistens. Hendes  blik fulgte det grå, klistrede vand og kanten på klippeøen. Der var intet at se. Hun prøvede at gøre det lidt skarpere, men det kunne hun ikke. Mærkeligt. Hun kiggede væk igen, plukkede en af de giftige blomster der slet ikke påvirkede hende. Hun snuste til dens søde duft, der på en måde var for sød. Ligesom... medicin. Det lugter ikke altid grumt, men noglegange virker det på en måde falsk. Eller, det virkede. Hun smed blomsten ned i sandet, trampede lidt på den da hun hørte lyden igen. Denne gang kunne hun se noget... lige i vandkanten. Hun stirrede derud, da hun så noget, der lignte brunt, langt hår. Et menneske? Hun måtte hjælpe dem! Hun blev så opkørt at begejstring, at hun glemte hun ikke kunne forlade Jungleøen.
"Nå ja," hviskede hun for sig selv, som kun en fanget sjæl kan hviske. "Jeg er fanget..."
Det eneste hun kunne gøre var, at vente til de kom herover. Hvis det gjorde, måtte hun hellere sige. De Hvide var stærke. Det vidste hun fra egen erfaring. Hendes lyse hår stod rundt om ørene på hende. Sandet lettede også en smule, da et enormt vindstød tog til. 
Hun smilte, da hun fik en genial idé. Hun ville samle alle de giftige blomster i en bunke og skrive i sandet, at de var giftige. Bagefter kunne hun tage alle de spiselige ting og gøre det samme! "Jeg må nok hellere bruge sten," hørte hun sin egen skrøbelige, lille stemme sige. Skrøbelig, det var også hvad hun var. Da hun levede, for omkring sekshundrede år siden, fik hun altid af vide, at hun lignte en lille pige, selvom hun var atten da hendes krop som ellers plejede at være hendes sjæls itui blev til hendes indre. Det var sikkert hendes store, blå og runde øjne. Hun smilte, da hun kom i tanke om, hvad hendes kæreste plejede at sige: "To smukke måner i panden."
Det gjorde hende næsten helt nedtrykt at tænke på det. Hvordan hun aldrig havde chancen for at sige farvel. Mon hun ville få chancen? Nå nej, han var jo død nu. Trist samlede hun den første sten op, og i et snuptag havde hun samlet tre mere. Da hun havde hevet en masse sten op fra det varme sand, skulle hun lige til at forme et ϣ. Men måske havde de et helt andet sprog nu? Hun måtte hellere lave et dødningehoved, eller noget. Noget der symboliserer døden...
"Når man nu taler om døden," hviskede hun, da hun i det samme hørte Åndeskibets mærkelige lyd. Det var som om den var lukket inde gennem tågen, men alligevel brølede den ud over hele trekanten. Hun skulede hen mod bredden til Klippeøen. Den brune hårtop kom straks op af vandet. Hun hørte et svagt skrig, og det lange flagrende hår forsvandt straks igen ned i dybet. Hun kunne ikke gøre noget. Det var for sent.

Et andet sted på Trekanten...


Mine lunger... de føltes maste, ømme og slidte... havde røgen været her? Jeg kunne mærke vandet stige op i halsen på mig da mine lunger blev klemmet helt sammen. Noget trak mig om på siden, og vandet løb ud af min mund. Jeg begyndte straks at trække vejret meget roligere og bedre. Ilten føltes rensende og helende...
Jeg åbnede mine øjne på klem og lyset eksploderede i mine øjne. Jeg blinkede et par gange, og så alt mere klart. Foran mig sad Aria. Hendes hår havde en meget kraftig farve...
"Kan du ikke lige," mumlede jeg træt, vist ikke helt mig selv. "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun stille, og hendes behagelige og blide stemme virkede så tryg og rar. Et par meter bag hende sad Miriam og Dan og rørte ved nogle mærkelige tørre grene. Hvad lavede de mon? Mine øjne gled tilbage til Aria igen. Hendes lyse hud var helt beskidt, men stod stadig i smuk kontrast til hendes mørkegrønne øjne som glinsede i den smule sol som havde trængt sig i gennem skyerne. 
"Dit hår er for rø-ødt..." mumlede jeg igen, da et svagt smil gled over på hendes smalle læber. Hun nikkede bare, uden at sige et ord. Hendes stemme var ellers så dejlig...

Hendes hår løftede sig fra hendes smalle skuldre, da hun drejede hovedet hen mod Miriam og Dan. Hun sagde et eller andet jeg ikke kunne høre, og Miriam sprang straks, let og elegant, hen til mig. Miriams lidt mere hårde stemme trængte i gennem min lille boble. Det var som om, at hun var en nål der prikkede hul på den og straks følte jeg mig ikke ynkelig mere. Jeg satte mig op på jorden, som for en gangs skyld ikke var pludret og våd. Nu kunne jeg også se hvad Dan var i færd med. 

Han sad med et rustent søm og kørte den op og ned ad grenene så de straks formede sig firkantede i stedet for runde og ujævne. De måtte være meget bløde. Jeg strakte mit ene ben frem så jeg kunne komme op og stå, og børstede så mudderet af mig og det værste vand. Så gik jeg med raske skridt hen til Dan som sad på knæ i det sjaskede havvand.
"Hvordan går det med undervandstræerne?" spurgte jeg, da Dan smed den sidste gren over i bunken. "Du mener, det vi nu har lavet til planker," svarede han med en hånlig stemme, som ikke var... hånlig-hånlig, mere for sjov-hånlig. Og det var godt. Hvem ville ellers lave sjov når de var fanget i en grum trekant sammen med et virkelig skræmmende skib der fløj rundt? Kun folk det gik meget godt for...
"Så nu kan vi gå i gang med at bygge noget vi kan bruge som båd," sagde jeg, med ordene tumlende lidt rundt oven i hinanden. Jeg hørte et suk fra Miriam, som hviskede et eller andet der lød som "hvad tror hun selv". Nok var Miriam ret spydig, men jeg kunne godt lide hendes selvsikkerhed. Hun var så hård at knække. Hun vidste hvordan man spillede kortene, også selvom man blev nødt til at gøre det en smule panisk.
"Ja," svarede han bare, i en smule fraværende tone og stirrede ud i det blå. Det blå? Hvad var der blevet af skibet? Jeg kneb øjnene sammen, og det hele kom tilbage til mig... de havde sikkert reddet mig i land. Det var først nu det gik op for mig, at jeg burde spørge hvor vi var. Og hvor lang tid siden det skete? Men Dan mente åbenbart det kunne vente til senere, da han satte os til at arbejde: "Jeg har regnet ud, at på denne type farvand, ville det være smartest at lave en sikker og stabil båd der kan holde til meget," oplyste han og kørte en hånd gennem hans pjuskede, brune manke.
"Derfor foreslår jeg, at vi bygger en tømmerflode bestående af to lag, med to runde hjørner og en kort kant på. Udover det, burde vi også lave noget vi kan ro med," fortsatte han. Woaw, han lød virkelig klog. Og det gik så godt for os! Nu kunne vi snart komme over tit l et sted hvor vi kunne få mad! Og vand... gud, hvor var jeg tørstig... men det måtte jeg tænke på senere, for straks blev jeg beordret at lave to af kanterne til båden. Godt så.

To døgn senere...
"Hvis vi går op til kilden, laver du så det andet ror færdigt?" hørte jeg Aria sige ved siden af mig. Hun svingede med sit røde hår, da hun kiggede hen på Dan. Han nikkede, fordybet i sit arbejde. "Godt, så smutter vi," svarede hun, tog mig i armen og trak af sted med mig. Aria. Så sød og rar, god til at holde humøret oppe. Men når hendes optimistiske side knækkede, så var hun noget af en tudemarie. 
Kilden havde vi fundet sidste nat. Miriam og jeg havde gået lidt rundt og snakket om båden, trekanten, hvad vi ville gøre når vi kom hen på den mærkelige ø. Jeg havde snublet over et par sten og jeg var faldet forover. 
"Der skete ingenting," havde jeg mumlet, forventet at Miriam kom med en eller andet spydig kommentar. Men det gjorde hun ikke. Jeg havde Børstet knæene af for smågrus og kigget op på hendes måbende, smukke ansigt, fuldent af den brune ramme der strakte sig helt ned til hendes hofter. Hun havde stille åbnet munden og peget på min fod, hvor noget klart, fint vand strømmede ud et par sten længere oppe.
"Vi må få Dan til at kigge på det!" stønnede jeg i det jeg hurtigt rejste mig op. Hvem ved, måske var det giftigt? Og det havde vi gjort... og  det var rent. Vi kunne overleve et par dage mere. Nu manglede vi bare mad...
Mine minder blev straks skubbet til side, da min mave rumlede højt. Aria rystede på hovedet og pegede på den lyse kilde foran os. Vi fyldte den dunk, Miriam havde haft i sin taske godt med vand, og spadserede hjem igen. Skibet så færdigt ud. Nu skulle vi bare stikke til søs! Jeg smilede glad ved tanken. Måske havde vi rent faktisk håb? Det var i hvert fald ikke kun en flig jeg havde nu.
- Men jeg skulle bare vide...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...