Åndeskibet - Bermuda Trekanten

Her sidder jeg så. I mit fine lille hus langs kysten. Jeg kan huske hver eneste detalje. Jeg husker, hvordan døden lugter, ser ud og lyder.
For tretten år siden, blev jeg sendt ud på en opgave. Jeg skulle opklare mysteriet om Bermuda Trekanten. Men en ubehagelig overraskelse ventede mig...
Åndeskibet.

(Denne movella er et konkurrence bidrag til Skriv om et billede)

4Likes
6Kommentarer
1073Visninger
AA

4. Kapitel 4 - afgrunde er altid farlige

Jorden var pludret, våd og øde, ikke et øje... mine sko efterlod grå plamager på den lille sti regnen havde lavet på bjerget.
"Skynd dig nu!" lød en stemme fra toppen. Jeg sukkede, kiggede op og mødte de blågrå, irriterede øjne. Mit blik gled hen til de andre to personer, der også stod og nidstirrede mig.
Miriam, hende den rødhårede, drengen jeg vågnede op sammen med og jeg. Vi var nu et team - da jeg kom til at svare ham den buttede fyr igen, valgte han, at vi skulle splittes fordi han ikke kunne holde os ud.
Miriam kaldte på mig igen. Jeg valgte at løbe resten af vejen, så jeg var godt forpustet da jeg kom op på toppen.
Vi havde undersøgt bjerg-øen i flere timer. Vi havde gået og gået i tavshed, gået op ad bakker, ned ad bakker, indtil Miriam afbrød stilheden med sin snakken:
"Vi burde finde det højeste bjerg og kigge ud over havet, se om der ligger andre øer tæt på." Hun havde kastet med sit brune, lange hår, da hun vendte hovedet mod hende den rødhårede som ivrigt nikkede. 
"Enig," mumlede jeg, koncentrede mig om at gå.
"Hvad hedder du i øvrigt?" spurgte jeg, lidt tid efter og kiggede op på ham drengen. I lang tid svarede han ikke, og Miriam kom mig i forkøbet. 
Hendes smukke, grønne øjne skulede hen til ham, og det fik ham heldigvis til at hoste op. Han kiggede bagud på os, sukkede lidt og åbnede så langsomt munden.  En tynd, lille lyd kom op, og det fortalte os, at hans navn var Dan. Han havde sikkert heller ikke et efternavn, gik jeg ud fra.
"Hvad hedder du så?" spurgte jeg lidt efter, og drejede hovedet hen mod hende den rødhårede. Hun sendte mig et nervøst lille smil da hendes smalle læber skiltes. 
"Jeg hedder Aria Miah. Jeg har mellemnavnet fra min far," fortsatte hun. Aha, så hun var finere på den, tænkte jeg. Vi gik videre i tavshed, uden et ord.

Aria pegede langt ud mod vandet. Der lå en mosgrøn lille klat midt inde i den tykke tåge. Der så ud til at være græs... måske endda træer? Men den lå mindst hundrede sømil væk... så de skulle have fat i noget stort for at nå derud.
"Den ligger hundrede-og-seksten sømil væk. Måske kan vi finde materialer til en lille båd, men sandsynligheden for det er ikke stor," oplyste han.
"Hvad er der på øen, kan du se det," spurgte Miriam optaget. Jeg var dog optaget af noget helt andet... lidt øst for, blev tågen tykkere, koldere, mere... gyselig. De hvide skyer dansede omkring skibet. Jeg sank en klump, tog mig sammen til at løfte armen og pege, i det båden styrtede frem mod os, sikkert med en fart i tusind kilometer i timen. 
"Skibet!" skreg jeg, prøvede at løbe. Min Miriam greb fat i min arm, da hun fik øje på, at skibet styrtede den anden vej...
Dan strakte hals og hans øje glimtede på en mærkelig måde da han hurtigt mumlede, at skibet var på vej hen mod de otte personer vi var skilt fra.
"Åh nej," hviskede Aria kort, da skibet var nået hen til den bløde afgrund, da tågen tog til og rykkede langt ind på land...
"De er døde." Dans stemme lød koldt et sted bag mig, og jeg vidste det var ude med os. Der var INTET vi kunne stille op...

En ukendts synsvinkel

Han strakte sine store hænder op i den kolde formiddag da energien susede i gennem ham. Han kunne hører hans brødre skåle derinde, og fem af dem kom straks ud og åndede de dødes livsenergi til sig.
"Brødre," vrængede hans hviskende stemme der kunne få en hver til at klapre med tænderne... de kiggede hen på ham med deres forfrosne blik.
Respekt! 
Hans uhørlige ord susede gennem luften, og hurtigt ændrede deres blik sig. Respekt. Det var bedre, tænkte han. Det slidte trægulv knirkede da han tog et skridt hen mod dem. Det var langsomt, men ikke tøvende. Han gik mere som en løve der langsomt sneg sig ind på byttet. Han lod den kolde vind piske om ham, nød kulden, da han endelig følte, at nu måtte han komme til sagen.
"Gem energien til mig... I har ikke lavet andet end at sidde derine og drikke," hvæsede han og holdt en lille pause for at suge lidt energi. De andre var stoppet brat op, stod og gloede frygtindgydende på ham. Men det havde ikke nogen som helst frygtindgydende effekt på ham. Han var højere end dem. Han lo kort inde i sig selv.
"Men, hersker, vi har jo..." De blev brat standset, da han sagde en hvislende lyd. Hans arrigskab piblede rundt i hans blod. Det var en dejlig følelse...
Han slog ud med sin behårede hånd. Fire negle stak op fra hans beskidte fingre der stank af forrådnelse. De var fyldt med skidt, selv halvdelen af dem.
Og det skulle nok få de fem brødre til at gå hurtigt ind i hytten igen. 

"Idioter," mumlede han kort efter og kløede sig i skægget. Gad vide om der var flere? Det var han sikker på. De var sikkert flygtet, for han havde mærket nogle kiggede på hans skib. Og det var ikke de døde der havde kigget på ham. De havde haft travlt med at snakke.
Hvor mange var der mon? Hvis de var nok til at snøre ham, kunne de måske nå over på jungleøen... det måtte ikke ske. De måtte under ingen omstændigheder få hjælp. Han anede ikke hvorfor han følte sig så nervøs... de her unger virkede bare stærke. Men de kunne ikke slå ham! Han lillefinger havde flere kræfter en dem, ha!
Han brølede et sejrsråb ud over havet. Han havde vundet på forhånd, han var helt sikker. Men hvad han ikke vidste var, at man ikke kan sælge skindet før bjørnen er skudt.

 

***


Jeg sukkede håbløst. Vi havde ikke lavet andet end at gå langs den grumsede kant. Bare et blik fra min side fik mig til at ryste. Kanten var præcis som dette sted:

Nem at falde ud over, faldt man i, ingen vej tilbage.
Et stød af kuldegysninger gik i gennem min krop så jeg lod mind tanker vandre et andet sted rundt. Et meget mere behageligt syn mødte mig - Dans ansigt der lyste op og fortalte hvad hans øjne lige havde set.
"Der er land, derude, lidt nordøst. Det er ikke forfærdeligt langt væk, ca. 50 sømil," sagde han, stoppede kort op efter noget luft. Bagefter fortsatte han begejstret. "Det ser ud til at være et sted fuld af grønne planter, høje træer..."
Miriam smilede hårdt op til ham og mindede ham på, at det var svært at svømme hele vejen derud. Arias røde lokker hoppede op og ned da hun nikkede, men Dan lod sig ikke narre.
Han kørte en hånd gennem sit pjuskede, krøllede hår, fortsatte med sit blændene smil. Han kiggede mod afgrunden, for en gangs skyld uden afsky i blikket. Hans øjne sagde et lydlyst lille klik, og jeg havde gættet mig frem til det.  Der var planter under vandet som vi kunne bruge.
"Der er nogle mærkelige træer der gror under vandet," fortalte han, og Miriam tørrede for første gang sit hånlige smil af. Nu smilte hun oprigtigt, og det føltes vikrelig godt, på en eller anden mærkelig måde. Det var bare et smil - men helt ærligt, Miriam var smuk. Og det er ærgeligt når smukke mennesker som hende ikke smiler. Hun nikkede forstående, og kiggede så hen på mig.
Det samme gjorde Aria, da min mave brølede af sult. "Årh," stønnede jeg træt. "Vi skal altså have fat i noget mad."
Jeg kiggede hen på Dan. Dan, med alle sine gode idéer. Hans smalle øjne stirrede på mig, gav et lille klik fra sig. Igen - undersøgte han mig? Hvis det var tilfældet, ville jeg finde det ulækkert, indtil han oplyste, at jeg kunne klare mig i to uger endnu uden mad. Selvom jeg var fattig og kun spiste lidt én gang om dagen, betød det ikke, at to uger for mig lød nemt. Tvært imod, og jeg tror Aria tænkte det samme.
"Men det betyder ikke, at vi skal vente i to uger,"  sagde hun tøvende og tilføjede et spørgende lille "vel?"
"Ikke hvis vi finder mad, nej," svarede han fraværende, allerede parat med den næste sætning. "Hvis Miriam og Mariah hopper i vandet, så kan Aria og jeg forsøge at hugge dem halvt over." Han nikkede mod stålhårde Miriam og jeg. Jeg viste hurtigt tommel op, og Miriam mumlede også noget med 'fint med mig'.

Vandet viste sig at være koldt... iskoldt, men heldigvis var det tøj vi havde fået syet i noget stof som lynhurtigt tørrede. Så behøvede vi ikke at tage så meget tøj af. Jeg åbnede øjnene i det grumsede vand: ganske rigtigt. Der var høje, glatte grene over alt. De lignede lidt visne bjørneklør, de her var bare mere... mosgrønne i det. Men de var virkelig nemme at hive op, og det var en lettelse - det gik virkeligt hurtigt. Jeg dykkede ned efter min trettende gren. 
Vandet var blevet endnu mere grumset end før, fordi vi havde raget dem op og spredt det sorte, slimede sand der lå på den dybe bund. Dan havde målt bunden til syvogtredive meter, men havtræerne var virkelig høje, så vi skulle ikke mere end fem meter ned. Da Aria havde fortalt os, at vi havde samlet nok for nu, gik der alligevel lidt tid før jeg gik op af vandet. Min brølende mave havde forført min eventyrlyst så jeg havde dykket ned for at se, om der var nogle spiselige havdyr.
Mine øjne sveg i det klistrede vand, da jeg dykkede omkring femten meter ned. Det var svært at sige, for vandet var tykt og himlen var helt grå og jævn. Jeg lavede roterende bevægelser i vandet, som forhindrede mig i at stige til tops. Jeg håbede på, at det var derfor dyr var ude af syne, men jeg vidste egentlig godt, at enten var dyrene helt nede på bunden... som jeg umuligt kunne dykke ned til, eller også var der ikke et øje i det her vand. 

Mine tanker blev afbrudt, da jeg hørte en knirkene lyd... det lød som noget metal, noget der brokkede sig, men stædigt gav efter. Det lød som et rustent ror der drejede. Jeg spærrede øjnene op i vandet, da det gik op for mig hvor lyden kom fra. Jeg prøvede at skrige i vandet, men min hals var i brænd og knastør. Min idé om larmen blev hurtigt bekræftet af et stort brøl som kun skibe kan lave. Og så kunne jeg mærke den - den snigende tåge, det føltes som om den rest ilt jeg havde tilbage blev trukket op. Op. Det var på tide jeg svømmede op.
Jeg gispede efter vejret som det første da jeg kom op. Og så kiggede jeg mig bag min skuldre som holdt mig oppe på den smuldrende afgrund. Nu kunne jeg se skibet virkelig tæt på. Det gav mig kvalme, for blandet med den søde, krydrede havduft og den stinkende, ækle og indelukkede stank færgen sendte, kunne man virkelig ikke trække vejret ordentligt... selvom jeg kunne trække ilt ind, var det som om det sev ud af mig med det samme. Min hals sveg, men jeg var stivnet. Hvis bare... hvis bare den is der frøs mig sammen kunne smelte, så jeg kunne få noget at drikke... drikke, drikke, ferskvand... rent vand, noget rent...
Mit blik snurrede rundt og mine skuldre faldt sammen. Jeg røg ned i det kolde vand igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...