Åndeskibet - Bermuda Trekanten

Her sidder jeg så. I mit fine lille hus langs kysten. Jeg kan huske hver eneste detalje. Jeg husker, hvordan døden lugter, ser ud og lyder.
For tretten år siden, blev jeg sendt ud på en opgave. Jeg skulle opklare mysteriet om Bermuda Trekanten. Men en ubehagelig overraskelse ventede mig...
Åndeskibet.

(Denne movella er et konkurrence bidrag til Skriv om et billede)

4Likes
6Kommentarer
1071Visninger
AA

3. Kapitel 3 - fanget for evigt

En ukendts synsvinkel

 

Roret knirkede da han drejede på det nedslidte skibsrat.

Hans gennemsigtige, hvide skæg dansede i den behagelige kulde og luften piskede omkring ham. En hvæsende latter bag ham, fik ham til at vende sig om mod den rådne trædør der førte ind til hans familie. Eller nærmere, hans undersåtter. Han smilede ved tanken, nød da isen løb koldt rundt i hans ikke-eksisterende hjerte.

”Hvad vil du,” hviskede han i vinden. Hans bror Euros farede op i hans ansigt. Hans to grå tænder glinsede i den hvide himmel, da han hvæsende stemme svarede ham.

 

”Menneskebørn på klippeøen…”

Euros’s øjenbryn vippede ned over hans skumle, blodskudte øjne, da han vendte om igen på det knirkende trægulv.

”Vi mangler dødens næring!”

Han skreg det lydløst op i kulden der tog til og piskede på den mest behagelige måde.

Han drejede kraftigt og nød stanken af alt det rådnede træ, knuste sjæle.

Hans mundvige gled op i et smil, da han styrede direkte ind mod klippeøen… og ganske rigtigt – der stod to børn på bredden, skulede direkte ud mod hans skib.

Han hvæsede ud i havet og sendte det direkte ud til de to, latterlige børn. De satte i løb. Som om de kunne flygte fra ham.

Som om, de kunne flygte fra herskeren over Bermuda Trekanten! Han råbte de sidste to ord, men ingen kunne høre ham. Han var blot et åndevæsen. Men ikke noget ”blot”. Han var mægtig! Og han savnede at kvæle levende væsner med sine stinkende fangtråde… bare tanken fik ham til at glide op i et råddent smil.

 

Så snart han fik fat i Det Sorte Hjerte… så ville verden ligge i hans støvede hænder. Bermuda Trekanten ville kvæle alle menneskene… de ville blive ånder, som han kunne herske over.

Menneskene ville alligevel aldrig finde ud af, hvad der ville ske hvis dé fik fat i hjertet. De vidste sikkert ikke engang, at Det Sorte Hjerte fandtes.

Bermuda Trekanten ville forsvinde, og det samme ville han. Hans fangede sjæle ville blive befriet, ville komme op i Himmelen…

”Det vil ikke ske!”

Han hvæsede det ud i den kolde blæst, og fik øje på de to små børn. De løb stadig. Skibet farede frem, hundrede meter væk fra kanten. Han kunne ikke komme ind på land, men hvis de ikke kom ud i havet for at komme hen til Jungleøen, ville de inden længe dø af sult.

Desuden, var det også Klippeøen han havde magt over. Han kunne sende kvælende tåge langt ind på land, og de ville visne, give ham næring.

”Jaa,” hviskede han beslutsomt. Det var lang tid siden der sidst havde været ynkelige mennesker her, men han havde kværket dem med det samme. Ædt op af deres varme blod. Han brød ud i en forfærdelig, hæs latter.

 

Et andet sted på Trekanten…

 

”Vi må hellere gå lidt længere ind på land,” foreslog jeg de andre elleve personer der stod rundt om os. Dem, vi havde fundet på vores flugt. Vi havde ikke fundet andre. De var sikkert… døde eller noget. Jeg sank en klump og prøvede at tænke på os, der var her. Nutid. Ikke de andre. Det var ikke kun min opgave at passe på sig selv. Det måtte de selv gøre.

”Det har du jo sagt tre gange,” sukkede en brunhåret pige, som vidst nok hed Miriam. Jeg rystede på hovedet, men lige som jeg skulle til at åbne munden, kom en lidt buttet (men nu meget nuttet) dreng mig til undsætning.

”Vi aner ikke hvad dét der var… vi aner ikke, hvad for et klamt sted vi befinder os på,” sagde han. Hm, det lød meget klogt. Måske skulle han lede os, i stedet for det jeg havde gjort ind til videre.

”Vi må hellere være sikre, holde os væk fra stranden. Nej, jeg mener, kanten.”

Hans blik så dystert ud, da han nævnte det. Uf, jeg forstod ham godt. Det var simpelthen for gyseligt det her sted.

”Jeg vil bare gerne hjem!”

Vi kiggede alle hen, på den smukke blondine hvis øjne var fyldt med tårer. Jeg sukkede stille for mig selv. Det ville alle. Man skulle ikke tro, at hun var fattig.

”Lad være med at dømme andre!” lød en stemme i mit hoved. Jeg gik hen til hende og lagde forsigtigt min hånd på hendes skulder…

”Det tror jeg, alle gerne vil. Det eneste vi kan gøre er,” sagde jeg, prøvede at holde en lille pause. Åh, gid jeg kunne trække det ud til et par dage senere… eller et par uger, måske. ”At holde os selv i live.”

 

Jeg vendte næsen mod det, der vidst nok skulle være sydøst, og de andre fulgte med i hælene på os. Det var totalt øde her. Ingen planter, ingen dyr, intet ud over os. Der måtte da være et eller andet sted, de kunne finde mad? Vand? Men det var stensikkert ikke på denne ø. Ikke engang et træ var at se her.

”Måske skulle vi prøve at sejle ud til en anden ø,” forslog en rødhåret pige, som omsorgsfuldt stod og holdt armen af den grædende blondine.

Vejrtrækningen fra ham den kloge kom lynhurtigt, så jeg vidste, at jeg ikke skulle svare. Jamen, fint så.

Okay, han var nu lidt irriterende…

Der var den igen. Jeg dømte andre alt for let. Jeg tog en dyb indånding, og vendte mig hen mod ham.

”For det første… skibet er derude. Måske flyder det bare rundt. Måske er der klamme dyr derpå… noget der er ude efter os, formoder jeg.”

Hans ord gav mig kuldegysninger, men det blev værre endnu:

”For det andet, hvordan har du tænkt dig, at vi skal kommer derover? Vi har ingen materialer, overhovedet,” fortsatte han.

Tænk, jeg skulle tilbringe resten af mit liv her. Sammen med dem.

”Hold nu bare mund, bare fordi du er den klogeste behøver du ikke være led.”

Jeg smilte triumferende, men jeg skulle nok ikke lige ha’ sagt det…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...