Åndeskibet - Bermuda Trekanten

Her sidder jeg så. I mit fine lille hus langs kysten. Jeg kan huske hver eneste detalje. Jeg husker, hvordan døden lugter, ser ud og lyder.
For tretten år siden, blev jeg sendt ud på en opgave. Jeg skulle opklare mysteriet om Bermuda Trekanten. Men en ubehagelig overraskelse ventede mig...
Åndeskibet.

(Denne movella er et konkurrence bidrag til Skriv om et billede)

4Likes
6Kommentarer
1087Visninger
AA

2. Kapitel 2 - de døde sjæles skib

Kapitel 2

 

Jeg vågnede ved en forfærdelig hosten fra én eller anden ved siden af mig.

Jeg forsøgte at rejse mig op, men det føltes umuligt. Jeg var øm i hele kroppen, alle led, alle knogler, overalt. Jeg fik mig til sidst op at sidde med en hel del masen og kiggede ned af mig selv.

Jeg skreg. Så havde det ikke været en drøm. Personen ved siden af mig, begyndte at mumle et par ord. Jeg førte mine trætte øjne hen mod personen, der viste sig for at være en ham.

Han havde klare, blå øjne og pjusket sort hår. Usædvanlig sammensætning. Hans krop så lille og spinkel ud i hans overlevelsesdragt, men da han stønnende prøvede at rejse sig op, kunne man se, at helt spinkel var han ikke.

Han hostede lidt igen, dog med blikket rettet mod mig.

 

”Godmorgen,” mumlede jeg. Det føltes virkelig akavet. Så akavet, at jeg faktisk syntes, det virkede normalt. Men det her, eller ham var alt andet en normal.

Han svarede mig ikke, men gik i stedet helt op på benene. Han kiggede skulende ud over det sorte, dystre hav. Det så virkelig øde ud. Jeg skuttede mig, men rejste mig også op.

Jeg kiggede hen langs den grå og mudrede kyst. Mit blik fulgte kanten, til mine øjne faldt på en stor bunke sorte klipper. Jeg kiggede ned ad min mudrede dragt. Jeg frøs heldigvis ikke, selvom der virkede bidendes koldt.

 

”Kysten er 4,3 kilometer bred. Der skulle gerne være mindst 2 andre øer inde for Trekantens område,” oplyste han. Hvad?

”O-kay…” mumlede jeg. Han rullede med øjnene, men fortsatte bare med at stirre ud i havet.

”Hvor er de andre?” spurgte jeg, da det gik op for mig, at vi faktisk kun var to blandt de atten andre, der blev sendt herud.

”Vi ligger lidt spredt rundt, men vi burde alle ligge indenfor en kvadratkilomet,” svarede han. Hvor vidste han overhovedet alt det fra?

Jeg kiggede på ham, vidste ikke om jeg turde spørge. Han var helt sikkert ikke normal. Jeg var sikker på, at hans lunte var meget, meget kort.

Jeg åndede ind og tog mig sammen. Jeg var en stærk pige, og han angreb mig nok ikke ligefrem. Det værste der kunne ske, var nok hvis han gav mig en spydig kommentar og nægtede at hjælpe mig igennem alt den tid vi skulle tilbringe her…

Åh nej. Kom jeg nogensinde hjem?

Jeg rystede tanken af mig, og spurgte ham, bare for at komme på andre tanker:

”Hvor ved du egentlig det fra?”

Lang pause, svarede han ikke. Jeg begyndte i utålmodighed at vippe lidt med foden.

”Mine øjne kan måle, søge…”

Han sank en klump og kiggede væk. Hvad var der med ham?

”Jeg har arvet det fra min far. Min fars evner omkring det var bare meget større, De…”

Han holdt en pause og kiggede hen på mig.

”Højeste…”

Han sank endnu en klump, kiggede væk…

”Mente at det var…”

Han kiggede hen på mig igen, denne gang med tårer i øjnene.

”Trolddom,” afsluttede han. Jeg formede ordet med læberne og gøs. Han var blevet dræbt, eller værre, tortureret. De Højeste vidste udmærket, et det ikke var nogen form for hekseri eller trolddom – når nogle fattige havde talent, skulle de dø.

 

Jeg svarede ikke, men vendte mig i stedet væk og begyndte at gå.

Et skridt, to skridt, tre skridt. Jeg kunne høre at han fulgte mig, men han forblev tavs. Jeg gik hen mod kanten – man kunne ikke kalde det en strandkant. Det var nærmere end kantet afgrund der uden videre førte direkte ned i det grumsede, sorte vand.

 

Jeg skulede ud langs havet indtil mine øjne ramte en grå, tyk tåge. Jeg forsøgte at gøre billedet skarpere.

Hvad var det, der flød rundt et sted, langt ude i havet? Det var som om, at den trak på tågen, førte den med sig… den flød hurtigt, jeg lagde slet ikke mærke til hvor hurtigt den kom tættere på…

Jeg fik øje på en gammeldags mast, og det gik op for mig, at det var et skib. Et råddent, gammelt skib.

Allerede herfra kunne man lugte det.

”Hvad er det?” drengens næsebor udvidede sig, og han rynkede på næsen efter at have snust den forfærdelige stank væk.

”Jeg tror hellere vi må komme væk herfra,” mumlede jeg, da skibet var kommet tættere på. Og så skete der noget sindssygt. Det var, som om at himlen åbnede sig, og en klam, gyselig kulde spredte sig ned over os. Tågen tog til, dykkede hen over hovedet på os.

Vinden rejste sig om ørene på os og mit overlevelses instinkt tog over.

”Løb!” råbte jeg. Skibet var højest hundrede meter væk, og stanken føltes kvælende og tæt omkring vores piskende hår.

Han fulgte min ordre og vi flygtede ind på den sjattede jord, indtil vi var ved at falde over fire andre der næsten lå stablet på hinanden. Vi begyndte at ruske i dem – vi var ikke langt væk fra kanten, og kulden var ikke blevet meget mindre.

 

”Vågn op!” forsøgte jeg, og en af dem løftede hovederne. Hendes blik faldt på et sted omme bag os.

Hun sugede luft ind, og skreg et hjerteskærende, langtrukkent skrig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...