Åndeskibet - Bermuda Trekanten

Her sidder jeg så. I mit fine lille hus langs kysten. Jeg kan huske hver eneste detalje. Jeg husker, hvordan døden lugter, ser ud og lyder.
For tretten år siden, blev jeg sendt ud på en opgave. Jeg skulle opklare mysteriet om Bermuda Trekanten. Men en ubehagelig overraskelse ventede mig...
Åndeskibet.

(Denne movella er et konkurrence bidrag til Skriv om et billede)

4Likes
6Kommentarer
1138Visninger
AA

1. Kapitel 1 - starten.

Kapitel 1

 

Skibet. Det stank langt væk af forrådnelse, knuste hjerter, hvileløse sjæle…

og det var præcis hvad det var. Kort fortalt, døden. Måske ved du ikke hvordan døden lyder, lugter, ser ud. Men tro mig, det gør jeg. Og man må sige, at jeg er heldig at jeg overlevede den tykke, sorte tåge – at jeg kan sidde her i dag. Jeg var én blandt de tre heldige.

 

”Nej, nej, nej…”

Jeg følte mig helt rolig, for jeg kunne alligevel ikke gøre noget ved det. Når De Højeste ville have noget, fik de det. Altid - overhovedet ingen undtagelser.

Jeg stirrede ned på den gullige kuvert med det flotte, røde mærke. Derefter stirrede jeg på den lille papirseddel der nu lå gennemblødt på den våde, kolde jord.

Jeg prøvede at holde hovedet koldt, men hvordan var det muligt? Jeg kunne jo ikke blive ved med at gøre det. Hvem kan det, når de sammen med nitten andre uskyldige, fattige unge skal sendes ud i tågen? Direkte ud i den visse død? Bermuda Trekanten…

Det var navnet på det sted, jeg troede, jeg skulle tilbringe resten af mit liv på.

 

Jeg sad der i lang tid. Uden at sige et ord, blinke eller synke. Jeg læste teksten igen og igen…

 

”Kære Mariah.

Du er en af de nitten heldige unge, der får lov til at opdage et eventyr som ingen andre vil opleve. Du skal opklare et af verdens største mysterier. Dog, er der en lidt ærgerlig ting omkring dette. Det kan meget vel risikere, at mange af jer omkommer. Men vi er så heldige, at vi i dette årtusinde aldrig har haft så mange mennesker på vores kære klode før. Men vi kunne få endnu flere… Bermuda Trekanten fylder i dag en kæmpe del af verden.

Hvis vi kunne løse den tykke tåge, ville alle verdens klimaproblemer også blive løst.

Og hvis du er blandt de overlevende, vil du blive hyldet i evig tid.

De Højeste,

år tretusindeogfireogtyve.”

 

Typisk dem. Kolde breve, intet held og lykke, næ. De valgte bare de fattigste. Dem, der var på listen over mennesker uden efternavn. Alle fine mennesker kunne eje op til fem navne. I modsætning til mig. Jeg havde kun et sølle fornavn, Mariah.

Et flere tusinde år gammelt navn. Ifølge De Højestes navnebog, betød det håb.

 

Endelig rejste jeg mig fra vores udhuggede stenstol og tøffede ind til min far. Den eneste, jeg kunne kalde for ”et menneske i min familie.”

Jeg rakte selvsikkert brevet hen mod min far der først smilede. Men hans smil forduftede, jo længere tid der gik, og til sidst efterlod smilet bare en kold grimasse.

Han rejste sig fra den læder beklædte lænestol vi havde stående i huset. Den havde kostet en formue, men den var enormt solid og kunne holde til alt.

Først lo han, men det alvorlige ansigtsudtryk viste, at han overhovedet ikke lo for sjovs skyld.

”Først troede jeg, at det her var en check fra De Højeste. En, ligesom den din mor, tante og bedsteforældre fik. Jeg troede, vi også kunne finde lykken,” sagde han skuffet.

Han begyndte at gå i små cirkler af frustration.

”Men så viser det sig, at De Snobbede og ulækre Høje sender min datter ud på Bermuda Trekanten. Måske har jeg kun ét efternavn, men jeg har ikke tænkt mig bare at stå og kigge på, det er…”

”Nej, far, kan du ikke se det!”

Tårerne begyndte at presse sig på. Jeg kunne heller ikke holde dem tilbage den sidste måned jeg havde før jeg rejste direkte ind i døden.

”De slår dig ihjel, hvis du så meget som rør din lillefinger omkring den sag! Du er den eneste jeg har tilbage. Desuden, hvad nu hvis jeg overlever? Tror du ikke på mig? Kan du ikke bare fylde lidt mere håb på den sidste lille flig jeg har tilbage? Støtte mig, i stedet for at planlægge min Kerneforenelse?”

Og med de ord, skred jeg ud af det tykke tæppe der skulle forestille vores dør og løb på den glatte vej, sjasket af sommerregn.

 

Kerneforenelse. Jeg gøs – det var det ord, De Højeste brugte når man… sank ind i døden.

De mente, at når man blev begravet, sank man længere og længere ned og smeltede til sidst ind i jordens kerne. Jo flere navne man havde, jo længere nede blev man begravet – der skulle jo altid være en forskel på rige og fattige. I alt den tid man synker, skal man føle den smerte og pine man har påført andre, alle de fejl man har begået. Men når man endelig kommer ned, får man fred.

Jeg gøs igen – jeg ville meget hellere tro på den ældgamle kristendoms forestilling om døden. At man kom op i himmelen og kunne danse rundt på skyerne, fuldkommen lykkelig, resten af sit udødelige liv.

 

Sådan ville jeg ønske det var. Men det var det helt sikkert ikke – selvom jeg ikke købte den der Kerneforenelse.

”Hvis De Højeste var tankelæsere, var jeg slagtet for længst,” mumlede jeg og drejede om svinget der førte ind til skoven. Den skov, jeg altid befandt mig i, når mit triste liv blev endnu mere trist.

Jeg stoppede op foran et enormt egetræ som gav mig ly for regnen. Måske burde jeg finde et eller andet vi kunne spise. Men det ville være bedre at dø af sult end på Bermuda Trekanten.

”Nej,” hviskede jeg i den behagelige lyd af regnen der klirrede på de tætte og høje blade på egetræet. Jeg snusede ind af den friske skovduft, og prøvede at fylde mig selv med en nogenlunde positiv energi.

”Jeg giver ikke op uden kamp.” Jeg stod lidt og tænkte for mig selv. Måske kunne jeg rent faktisk klare det…

”Jeg giver ikke op uden kamp, nej. Om jeg så dør eller ej.”

Nu havde jeg taget min beslutning. Jeg ville ikke lade min far begå uvist selvmord ved at klage til De Højeste.

Jeg gik ud for at lede efter lidt mad, og kom hjem med en masse lækre urter som havde næret sig af regnen der havde stået på i flere uger nu.

Vi nød måltidet, men uden noget snak. Overhovedet.

 

1 måned senere

 

Det var nu.

I morges var jeg blevet hentet af en mærkelig og kæmpestor bil. Der var helt utroligt derinde! Jeg fik nærmest et helt rum til at klæde om i det tøj de havde givet mig. En kortærmet og brun trøje, en grå-grøn sweater, et par sorte shorts som kunne foldes ned så de dækkede hele benet… Jeg fik et par skridsikre sko som var enormt praktiske… mere til.

Jeg havde efterhånden taget det hele på. Skoene var lige en smule for store, men jeg har heller ikke haft et par sko der passer i omkring syv år, nu. Jeg fik et par sko da jeg blev tolv, men jeg har kun skiftet ud én gang siden da.

Jeg spændte bæltet med den lille lommekniv omkring mine hofter, tog den brune rygsæk over skulderen… og steg ud af bilen. ”Farvel far,” var det eneste jeg kunne sige, før tårerne væltede ud af mig, og jeg begyndte at tudbrøle.

”Neeej!”

De prøvede at skubbe mig hen mod indgangen på toget, men jeg strittede imod.

”Bedøv hende bare,” kunne jeg høre nogle voksne mandestemmer sige.  Nej. Jeg lod dem skubbe mig ind, og rørte min fars hånd. Han klemte det sidste af mine fingre han kunne nå og hviskede:

”Held og lykke, min skat. Jeg tror på dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...