Underground girl - 1D fanfic.

Historien handler om den attenårige pige Nora. Nora flyttede hjemmefra i en meget tidlig alder, og siden da har hun klaret sig selv. Nora er undergrunds danser - og sanger, så dernede lever hun det meste af sit liv. Det giver måske ikke de bedste penge, men hun er i sit es, og gør hvad hun elsker. Nora bor i London, som så mange andre. Hendes venner er mest som hende selv - fattige, selvforsørgende, osv., men en dag møder Nora, Harry. Og det vil ændre hendes liv! Men vil hun være villig til at ofre alt for venskab? Og udvikler det sig måske til mere end venskab? Dette er historien om Nora og hendes liv - som indebærer drenge, penge, savn, sorg, glæde.

11Likes
20Kommentarer
1016Visninger
AA

13. Hospital smell

Harry sad med flettede fingre, i det hvide, kolde rum. Han frøs, men det var besynderligt varmt i rummet. Hvor længe der var gået siden han havde rørt hende, og set blodet løbe ned ad hans hånd, kunne han ikke huske. Alt han vidste var at han sad her, og at han ikke havde tænkt sig at gå før hun gik med ham. En krølle faldt ned foran hans øjne, men han ignorerede det. "Undskyld" hviskede han. Det var henvendt til Nora, men hvor var hun? I et rum, bevidstløs, og uden nogen form for idé hvad han sagde. Faktisk, kunne det være at kun aldrig kom til at hører det igen. Det stak i hans hjerte, så meget at han udslap en dyb vejrtrækning, som var så høj at en ældre mand sprang op ad stolen og kiggede forvirret rundt. Egentlig burde Harry have en lille smule skyldfølelse over at vække den gamle mand, men han ænsede intet af det - for i samme øjeblik, var en sygeplejer trådt ud af Noras stue, og kiggede rundt. Hurtigt rejste han sig op, og stod og kiggede på hende. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Åbnede han munden ville han sikkert begynde at skrige op om, hvor uretfærdig verden var. Hvor meget han ønskede at han aldrig havde bedt hende møde ham der. 


"Harry?" sagde sygeplejersken. "Harry Styles?". Harry nikkede. Hun smilede fortrøstningsfuldt, og vinkede ham, med hende. Han havde mest af alt lyst til at blive, at skide på hvad de havde sagt, og bare rive døren op og løbe derind. Finde hende. Nora. Et øjeblik stod han i sin egen verden, og stirrede på døren. Så tæt på. Han trådte et skridt fr- "Sir, vær venlig at følge med". Han blev afbrudt i sine tanker, og handlinger, og kiggede en sidste gang på døren, hvorefter han satte det ene lange ben foran det andet, og langsomt trak sig afsted. Damen stod med en blok tæt ind til livet, og kiggede bekymret på ham. Hun lod ham komme nogle få skridt foran hende, og fortsatte derefter, hurtigt, og med små skridt - hun mindede ham mest af alt om en mus. Han nåede op på siden af hende, og hun begyndte straks at tale. "Vi gør vores bedste", "hun dør ikke, det er jeg altså sikker på", "hun er rigtigt stæ"- "Jeg har hørt nok". Han afværgede hende med hånden, og kørte den anden igennem håret. Han var så træt, så træt. Hans øjenlåg var tunge, og hans hjerne arbejdede så langsomt, så langsomt. Hvis han nu bare kunne sove, bare give op i et øjeblik... "LISA!!!!" skreg en kvinde, og kom løbende, halvejs væltende på grund af hendes, meget, upassende stilletter. Klik klik klik. "Du må være Harry?" spurgte hun forpustet. Han nikkede blot. "Skynd dig at komme med!" sagde hun, og lavede håndtegn til at vende om. Det var som om, at han vågnede op fra en ordentlig gang tømmermænd. Hans øjne blev levende igen, hans hjerne kørte pludselig hurtigt, og hans krop føltes let. Hurtigt kiggede han på musen, som var mindst lige så forvirret som ham, men svingede hurtigt hans krøllede hoved den anden vej, og begyndte at gå. Damen med de høje sko, var straks med. Hendes klikken gik ham ikke på mere. Gangen var ikke længere så hvid, og kold, så.. Hospitalsagtig. Verden var ikke længere så grå. Han smilede til den gamle mand, også selvom han igen var faldet i søvn. Udenfor døren stoppede han brat op. Han havde ikke overvejet at der var sket noget slemt.. At han blev kaldt ind fordi hun... var.. Nej! Han skulle lige til at rive døren op, og løbe ind, men fik sig i sidste øjeblik taget en dyb indånding. Døren gav ingen lyd for sig da han åbnede den. 


Rummet var kun svagt oplyst, og da klokken var omkring 5 om morgenen var der ikke lys nok udenfor, til at kunne gøre en forskel. Damen med hælene var stoppet op udenfor, og talte med en læge, men nu kunne han høre hendes klikken. Ikke irriterende, bare.. som klikken.


"Harry, er det dig?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...