Underground girl - 1D fanfic.

Historien handler om den attenårige pige Nora. Nora flyttede hjemmefra i en meget tidlig alder, og siden da har hun klaret sig selv. Nora er undergrunds danser - og sanger, så dernede lever hun det meste af sit liv. Det giver måske ikke de bedste penge, men hun er i sit es, og gør hvad hun elsker. Nora bor i London, som så mange andre. Hendes venner er mest som hende selv - fattige, selvforsørgende, osv., men en dag møder Nora, Harry. Og det vil ændre hendes liv! Men vil hun være villig til at ofre alt for venskab? Og udvikler det sig måske til mere end venskab? Dette er historien om Nora og hendes liv - som indebærer drenge, penge, savn, sorg, glæde.

11Likes
20Kommentarer
993Visninger
AA

7. He doens't like me

"Har.." nåede Nora at sige, før hun registrerede at han allerede havde rejst sig. "Hej babe" sagde han, og løftede den lille pige op. Hun grinte svagt, og klappede med hænderne. Derefter tog hun fat i en krølle og hev til - "HVAD LAVER DU?" råbte Harry med en mørk, mørk stemme. Pigen begyndte at skrige og grine på samme tid. "HVAD LAVER DU?" råbte han igen. "Hjææælp" sagde hun, og kæmpede sig ned. Harry satte hende ved siden af Nora lige inden hun fik vredet sig ud af hans arme, hvilket var klog for hvis den lille pige var faldet kunne hun lige forstille sig skrigeriget. "Lux, kan du sige hej til Nora?" sagde han, satte sig på hug, og pegede på hende. Den lille pige kiggede på Nora, og så næsten skræmt ud. Hun kiggede så op på Harry og greb fat om hans hals. Han rystede let på skulderen, og smuttede derefter ud af døren - for lynhurtigt at komme tilbage. "Hun kunne ikke lide mig" hviskede hun. Harry lo. "Den pige er kræsen. Det skal hun nok komme til". Han satte sig igen i sofaen og stak fødderne hen til Nora - "Hva, hvad var det du var igang med at sige?" spurgte han. Hun gennemtænkte hurtigt de forskellige måder at sige det på. "Ham Zayn.. Jeg tror altså ikke han kan lide mig", hun kom frem til det var den bedste og mindst sårende sætning. Sårende og sårende.. Fornærmende. Han kiggede ned på sine strømpetær, og vred sin hånd underligt. "Helt ærligt, Nora? Så kan han ikke lide dig. Eller han kender dig jo ikke, men han.. er meget skeptisk. Jeg ved han vil mig det bedste, det vil de alle. Men alligevel er de skeptiske. Nora, jeg har truffet nogle dårlige valg.. Taylor, og ja...." sagde han lavt. Nora fik øje på tatoveringerne ved hans ankel. Hun nikkede kort, og tog fat i hans fod. Det så sikkert mega wierd ud, og alt det der - men hun tog fat i hans fod. 

 

"Kan du ikke lide dem?" spurgte han, da de havde siddet i sofaen en halv times tid. Han snakkede sine tatoveringer, for han havde sikkert set Noras blik hvile på dem. De var smukke, eller det var tatoveringer i det hele taget. Hun elskede dem, men havde aldrig fået taget sig sammen til at få en. "Jo. Jeg kan rigtigt godt lide dem" svarede hun, og kørte en finger hen over hans ene ankel. "Du har ikke selv nogen, vel?" spurgte han, og lagde hovedet sødt på skrå. "Nix" sagde hun og rettede sig op "men jeg ville skam gerne". Han kiggede på hende, "hvorfor gør du det ikke bare? Spring ud i det". Hun grinte, og skubbede svagt til ham. Hun havde det vidunderligt, men kunne mærke hun  var ved at blive træt - hvilket betød at tiden rendt fra dem. Hun smed sig tilbage i sofaen og sukkede. "Jeg er træt" hun lagde en hånd under nakken, og lukkede øjnene. "Og min bus er forlængst gået" fortsatte hun "fuck". Han bevægede sig, og pludselig kunne hun mærke hans ånde på hendes kind. "Vi har en tourbus" hviskede han. "Og du får ikke lov til at tage hjem endnu" fortsatte han, og skubbede hende længere ind. Et bump kunne mærkes, og så hans skulder imod hendes. "Vi skal synge i overmorgen igen. Vil du ikke med?". Noras hjerte bankede kraftigt, og hun lagde sig om på siden. Da hun åbnede øjnene så hun direkte ind i Hr. Styles grønne øjne. "Seriøst?" spurgte hun tøvende. "Mhhh" mumlede han og lukkede øjnene. Han var så kær! Nora vendte sig om og kiggede op i loftet, da hun kunne mærke hans øjne hvile på hende endnu en gang. "Vi flyver og køre alligevel privat. Det er intet problem" hviskede han. Hun puttede sig ind til ham, og faldt i søvn.

 

Da hun vågnede var hun ved at dø af skræk - hun anede ikke hvor hun var. Hun tænkte tilbage, og det rum hun faldt i søvn i.. var ihvertfald ikke dette! Nora fik lynhurtigt sat sig op og kiggede forvirret rundt. "Harry?" hviskede hun, og håbede på at han var her. Hvis ikke, talte hun med luften. "Godmorgeeeeeeen" råbte han og hoppede ind i den seng hun sad i. Hvor kan han lige fra? Hun rejste sig, og skævede til ham i mellemtiden, for at åbne en dør -  tourbussen selvfølgelig! "Wow, Harry! Den er jo gigantisk" bare fra der hvor hun stod, kunne hun se en lang gang, og et spejl. Højst sandsynligt var spejlet der hvor chaufføren sad. I gangen var der tons af sofaer, og en masse andre ting -tv, xbox. Typisk drenge tænkte hun. Nora fik også øje på en trappe - "2 etager?!" spurgte hun forundret, og kiggede på Harry. Han lo, og nikkede. Hun kunne pludselig mærke en hånd hvile på hendes talje, og hans ånde i nakken. "Harry" hviskede hun. "De andre bliver bare sure over at jeg er her" sukkede hun. "Nej de gør ej" udbrød han, næsten lidt for ivrigt. Hun vendte sig om og grinte. "Du skør, Styles" sagde hun og kyssede ham.

 

"Zayn?" kaldte en lys pigestemme, kort tid efter Harry havde forladt Nora til sig selv i lidt tid - han og Niall skulle ud og spise. "Za-ayn?" kaldte hun igen. Nora kunne høre at der blev skramlet med noget derude, det lød som en pose af en art, efterfulgt af at dybt suk. Hun tabte sin mobil på gulvet, og pludselig var der helt stille. Pigen afbrød stilheden "Vent, er her nogen?" spurgte hun, og trak et gardin til side. Nora snuppede sine høretelefoner, og skyndte sig at smide sig på sengen. Pigen kom ind til Nora, og Nora gjorde som om hun var forskrækket.. I mod sætning til pigen, som vidst var oprigtigt forskrækket. Hun fjernede en enkelt høretelefon, og kiggede spørgende på den lillahårede pige. "Hvem er du?" næsten råbte pigen. "Ehm.." stammede Nora. "Jeg hedder Nora". "Hvordan er du kommet ind? Jeg bliver altså en smule sindsyg af jer fans! Se, og kom ud". Hun var lammet, Nora var lammet - handlingslammet. Hvad skulle hun gøre, hvordan skulle hun reagerer? Hvad skulle hun sige?! "Kom nu" pigen tonefald blev bedende "jeg gider ikke tilkalde vagterne". Nora sukkede, og slukkede helt for musikken. I et enkelt træk fik hun stillet sig op. "Mit navn er Nora, og jeg er her sammen med Harry" hun gjorde tegn til at give hånd. Den lillahårede pige gav hende tøvende hånden, alt imens hun ligeså tøvende sagde "Perrie. Perrie Edwards".  Nora smilede og prøvede at være optimistisk - Perrie, som hun nu hed, måbede. Hendes måben blev afbrudt af en dør, der blev smækket op.. Og en masse grin. Hun kunne høre Harry, og det kildede i hendes mave. Der indså hun, at hun havde det som en 13årig pige der var totalt væk i en eller anden.. Denne ene eller anden kunne så bare ikke være en helt normalt fyr, med et helt normal-ikke-super-stressende-liv, nej. Denne person skulle være Harry-superstjerne-kvindebedårer-charmetrold-supertravle-Styles. Pigen kiggede på hende, og Nora vidste hun forventede at Harry kom ind uden at vide hvem fuck Nora var - så da overaskelsen maledes i hovedet på Perrie, kom hun til at smile svagt. "Nora" råbte Harry og gik hen imod hende. Efter ham fulgte den lave, og lavede en parodi af "Nora". Det så sjovt ud, især fordi de langt fra var lige høje. "Du har mødt Perrie?" spurgte han, og greb fast i Nora - de mødtes i et kram. Hun nikkede, og Niall kom springende. Han havde vidst intet hørt for han begyndte med at sige: "Nora, det her er Perrie, og Perrie..". Mere nåede han ikke at sige før pigen stoppede ham med en enkel bevægelse. Hun vendte sig om, og gik imod trappen "godt at møde dig Nora", sagde hun, smilede, og fortsatte op ad trappen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...