Underground girl - 1D fanfic.

Historien handler om den attenårige pige Nora. Nora flyttede hjemmefra i en meget tidlig alder, og siden da har hun klaret sig selv. Nora er undergrunds danser - og sanger, så dernede lever hun det meste af sit liv. Det giver måske ikke de bedste penge, men hun er i sit es, og gør hvad hun elsker. Nora bor i London, som så mange andre. Hendes venner er mest som hende selv - fattige, selvforsørgende, osv., men en dag møder Nora, Harry. Og det vil ændre hendes liv! Men vil hun være villig til at ofre alt for venskab? Og udvikler det sig måske til mere end venskab? Dette er historien om Nora og hendes liv - som indebærer drenge, penge, savn, sorg, glæde.

11Likes
20Kommentarer
1043Visninger
AA

3. Harry styles

Arm i arm, gik Nora og Harry ned til hans bil. Harry åbnede døren for hende, sikken gentleman han var! Få som ham, kendte Nora. De fleste hun kendte så hende som en af gutterne, eller så på hende som mindreværdig. Der var varmt i bilen, og Harry hostede da han tændte bilen. "Er du syg?" spurgte hun med et kækt smil. "Nææææ, tror bare jeg har noget i halsen" sagde han, satte sig tilbage i sædet og kørte. De havde kørt to minutter i stilhed, da Nora spurgte "Hvor, ehh, skal vi egentlig hen?". Han smilede bare til hende, og holdt så igen øje med vejen igen. Hun begyndte at smile helt vildt, og var bange for at hun virkede lidt for ivrig. Hun trak benene op under sig, og lagde sit hoved på skrå - "Tager det langt tid?". Harry rystede på hovedet. Hans blik var stadig rettet mod vejen, men efter få sekunder vendte han hovedet og kiggede hende i øjnene. Der var ingen biler på vejen, så han kørte langsomt. Nora havde først troet hans øjne var blå, men de var faktisk mere grønlige. Han grinede, rystede på hovedet og kiggede op igen. Nora flyttede ikke sit blik.

 

"Hvorfor så stille?" spurgte Nora da de var kommet ud af bilen, og var på vej over mod en lejlighed - nok hans. Han kiggede bare på hende, sukkede, og vendte hovedet den anden vej. Hun var forvirret, men prøvede at være positiv. De skulle op af en masse trapper, og Nora prustede. Da de endelig var kommet op, smilede Harry til hende. Sådan et udfordrende smil - sådan et nu-skal-du-bare-se smil. Nora var spændt. Gud hvor var han dog sød! Harry tog nøglen og låste op. I slowmotion. Hun grinede, og tog fat i hans hænder. Låste op, ligesom han gjorde, bare hurtigere. Nora trådte ind, i en lille lejlighed. Der var ingen senge, men en masse sækkepuder, og puder. Ligesom hjemme hos hende. Udsigten var.. Perfekt. Vinduet var faktisk bare en væg, som var gennemsigtig. Foran stod to stole, og derhen rendte Nora. "Her er virkelig smukt, Harry" hviskede hun. Han kom hen til hende og satte sig. "Mhh" mumlede han. Hun kiggede over på  ham - han var smuk. Kunne drenge egentlig godt være det? Hun var ikke helt sikker, men det var han altså. Smuk. 

 

Nora og Harry havde siddet sådan længe. Hendes hoved, lå på hans skulder men ingen af dem sagde et ord. Han trak vejret dybt, og sukkede. "Harry?" spurgte Nora. Han mumlede noget, som hun ikke forstod. Alligevel forsatte hun - "hvad er der galt? Vi kender måske ikke hinanden så godt, men jeg kan mærke på dig at der er noget galt". Han sukkede endnu en gang. "Faktisk Nora, faktisk er der ingenting galt. Jeg har det perfekte liv" sagde han. "Hvorfor er du så, så stille?" spurgte Nora hurtigt, lige efter han havde talt færdig. Der gik fem minutter, fem lange minutter. Hun flyttede lidt på dit hoved. "Harry?" hviskede hun. "Jeg har bare så travlt, Nora. Jeg skal rejse imorgen, inden jeg har nået at lære dig at kende. Og det vil jeg virkelig gerne", den sætning tog pusten fra hende. "Hvordan rej-" hendes stemme knækkede over "rejse? Kommer du ikke tilbage?". Det var fuldkomment åndsvagt, men hun kunne mærke tåre presse sig frem. De kendte jo knap hinanden! Men Nora kunne godt lide det her. Det som de lavede sammen - ingenting. At de ingenting behøvede at gøre, bare være sammen. "Jeg.. ved ikke hvor længe jeg skal være væk" svarede han. Nora sukkede, og det samme gjorde han. Hun flyttede sig fra sin stol, og pressede ham væk så der var plads til hende hos ham. Bagefter begravede hun hendes hoved, i hans trøje. Der blev ikke sagt mere den dag, ikke før Nora skulle gå, og Harry sagde at de kunne mødes imorgen. Hvis hun kom om morgenen, havde de tre timer. Hun var lykkelig og grædefærdig på samme tid. 

 

Næste morgen vågnede Nora klokken seks. Hun smuttede hurtigt i tøjet, og løb ud for at hente hendes nye sko. De skulle hentes ved avisboden, som lå lige rundt om hjørnet. Hun var egentlig ret frisk, og hoppede afsted. Hilste lidt på alle, hun var helt forfærdelig... glad! Da hun ventede på Jay fandt hendes pakke, Jay er en ven af Nora som arbejder der, fik hun øje på en avis - ved avisboden, selvfølgelig. Først tænkte hun at det var indbildning, for ellers havde hun lige set Harry på forsiden. Da pakken endelig var blevet fundet frem, smuttede hun hen og tog avisen op. ".. One.. Direction" læste hun. "Harry styles" - hun satte sig på hug. Det var derfor han så bekendt ud, da hun så ham på baren! Det var ikke bare fordi at han var pæn, hun kiggede. Det var fordi hun kunne genkende ham. 

 

Nora havde aldrig været sådan en person, der var vildt stor fan af noget. Hun hørte lidt musik, havde ikke noget specielt hun hele tiden lyttede til. Det kunne hænde hun hørte One Direction, men ikke før nu havde hun bidt sig fast i navnet - det var bare kommet ind af det ene øre, og kort tid efter fløjet samme vej ud. Men at han, at Harry var verdenskendt havde aldrig faldet hende ind. Hun havde ikke skændet det en tanke, for sådan som han opførte sig.. Var han bare en dreng, som Nora rigtig rigtig godt kunne lide. Hun håbede at han havde det på samme måde, men nu hvor han skulle rejse - sikkert for at optræde og være sammen med en masse piger - var hun tæt på at opgive. Hun sad stadig på hug foran avishandleren, og kunne mærke et ondt blik hvile på sig. Hun lagde forsigtig avisen tilbage, smilede til den sure mand, og løb så hjem. 

 

_____

 

Jeg undskylder for det korte kapitel. Vil gerne have det der sker nu som ét samlet kapitel, derfor denne slutning. Håber I vil fortsætte læsningen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...