Fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Et forsøg på en lille historie om Kurt Hummel og Blaine Anderson.

16Likes
11Kommentarer
3856Visninger
AA

20. Tilbage igen

Blaine hjalp forsigtigt Kurt hen mod døren til deres lejlighed og slap ham kun for at hive sine nøgler frem og åbne døren.
”Jeg ved godt at jeg bare skal være taknemmelig for alene tiden med dig, men jeg er en smule skuffet over at ingen kom og besøgt mig på hospitalet.. ikke engang min far” sagde Kurt netop som Blaine fik åbnet døren helt.
”Det er fordi de er her” svarede Blaine og smilede fjoget til Kurt og hjalp en helt igennem forvirret Kurt ind af døren.
”KURT!” var der en der råbte og pludselig var han omringet af mennesker.
”Vi har været SÅ bekymrede….”
”Ingen af jer tog jeres telefoner, hvad tænkte i på..”
”Godt at se dig i live mand..”
”Kurt, du må ALDRIG gøre sådan noget igen, hvad skulle jeg gøre uden min bedste ven?”
Det hele var meget overvældende for Kurt og Blaine så det med det samme.
”Okay okay, rolig nu, lad ham lige komme ind!” råbte han og skubbede folk til side, så han kunne komme hen til Kurt igen.
”Kom skat” mumlede han mod Kurt øre og mærkede ham slappe lidt af da han lagde sin ene arm om hans talje.
Da Kurt kom ned og sidde i sofaen, fik han endelig overblik over de mange mennesker. Hele hans familie var der og især hans far sendte ham bekymrede blikke. Alle Kurts skolevenner var også komme og en masse af Blaine og Kurts fælles venner var også troppet op. Da han så Elizabeth i Rachels arme, mærkede han for alvor hvor meget han havde savnet hende. Hun kiggede ned på ham med kæmpe øje og da det gik op for hende at det var Kurt, hyllede hun hysterisk op og strakte armene ud mod ham.
Uden tøven gik Rachel hen og satte hende i hans skød. Kurt trak hende ind mod sin brystkasse og begravede sit ansigt i hendes bløde krøller. Også hun klamrede sig til ham. Kurt kunne ikke kontrollere sig selv og brød ud i tårer der strømmede ned af hans kinder.
Han mærkede straks et par stærke arm om sig selv og Elizabeth og vidste med det samme at det var Blaine. Sådan sad de i en lille evighed og alle var de dybt taknemmelige for at have hinanden, for stadig at være en familie. Da de endelig trak sig tilbage, opdagede de at de mange mennesker var forsvundet.
”Nu får jeg helt dårlig samvittighed, jeg bad dem om at blive væk fra hospitalet til fordel for at de kunne hilse på dig her” sagde Blaine med rynket pande og kiggede hen mod hoveddøren.
”Det er okay, jeg ringer til dem og inviterer dem i små doser, det var alligevel alt for overvældende at se dem alle på en gang” svarede Kurt og sendte Blaine et kærligt smil, inden han vendte sinn fulde opmærksomhed mod Elizabeth. Hun så mere glad ud end hun havde længe og pludrede glad i Kurts skød.
”Hun er glad for at se dig” hviskede Blaine og smilede stort til sine to mest dyrebare skatte i verden. Kurt grinede lavt og kyssede deres lille datter på håret og hendes bløde babykinder.
”Jeg er også glad for at se hende” hviskede han og indåndede hendes duft, da han krammede hende endnu engang.
Pludselig gabte Kurt og det gik op for Blaine hvor træt Kurt måtte være og hvor meget han have savnet deres store bløde dobbeltseng.
”Kom, lad os gå i seng” hviskede han mod Kurts øre og gav ham et kys på kinden. Blidt tog han Elizabeth fra Kurt greb og satte hende på sin hofte. Med den anden hånd hjalp han Kurt op og ind mod deres værelse.
Imens Blaine fandt nattøj til Elizabeth, prøvede Kurt at tage sit nattøj på. Da han havde fået natbukserne på, orkede han ikke mere og hev i stedet sin t-shirt over hovedet og lagde sig ned i sengen med bar overkrop.
Blaines øjne flammede, men han tog sig sammen og sendte Kurt et kærligt smil. Med Elizabeth i sengen ville de på ingen måde kunne lave noget.
Elizabeth faldt hurtigt i søvn mellem dem, med et fast greb om Blaines pegefinger og i sin anden hånd, Kurts tommelfinger. Kurt og Blaine lå på siden og kiggede på hinanden hen over Elizabeths sovende skikkelse.
Kurts øjenlåg var tunge, men han ville så gerne kiggede på Blaines smukke ansigt, der kun var lyst op af gadelampernes skær, der kom ind af vinduet bag ham.
”Sov Kurt, jeg er her også i morgen”
Kurt kunne ikke lade være med at smile og lukke øjnene.
”Det håber jeg du er, jeg forventer nemlig pandekager på sengen” hviskede han og hørte Blaines latter.
”Pandekager skal du få, så meget elsker jeg dig nemlig” sagde han drillende og Kurt smilede.
”Jeg elsker dine pandekager.. og dig” hvskede han og mærkede senge ryste lidt og mærkede et kys mod sin kind, inden han faldt i søvn.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...