Fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Et forsøg på en lille historie om Kurt Hummel og Blaine Anderson.

16Likes
11Kommentarer
3929Visninger
AA

13. Stranden

”Hallo Blaine, man kigger normalt på den man snakker med!” udbrød Rachel og Blaine fik et mindre chok og sled sit blik væk fra Kurt.
”Du er helt fortabt i ham” udbrød hun irriteret og Blaine sukkede og kiggede hen på hende med et undskyldende ansigtsudtryk, men han kunne ikke holde det lille forelskede smil tilbage. Rachel sukkede.
”Men han ser så sexet ud, jeg gør virkelig alt hvad jeg kan for ikke kaste mig over ham og…”
”OKAY, stop, jeg vil ikke høre mere!” afbrød Rachel og Blaine hørte Finn grine højt. Da Finn grinede, begyndte Elizabeth også at grine. Hun sad på hans mave og prøvede at lave et sandslot på ham. Det gik dog konstant i stykker, fordi Finn ikke kunne ligge stille. Hun virkede ikke som om at hun havde noget imod at bygge det om igen og igen. Da Rachel havde ringet og befalet at de alle sammen skulle på stranden, havde Blaine sukket og sagt at de nok skulle komme. Det var ret ironisk at Kurt havde været den der gad mindst og nu var den eneste i vandet. Blaine lod igen sit blik hvile på Kurt, der nu stod med vandet til hofterne og strøg fingrene igennem sit mørke hår. Blaine måtte synke op til flere gange og virkelig tage sig sammen for ikke at stønne højt. Den måde dråber gled ned over hans arme og mavemuskler når han strakte sig eller gjorde noget så banalt som at stryge håret væk fra øjnene, var helt utrolig sexet. Det var som om at der var gået ild i ham og det eneste han kunne tænke på var at slikke de små dråber af Kurts krop og gnide sig ind mod sin mands bagdel. Det var næsten pinligt hvor meget han havde lyst til Kurt lige nu og han tog det der lå tættest på, Elizabeths badebold og lagde den i sit skød for at dække over sin ophidselse.
”Nu stirre du på ham igen” sukkede Rachel og denne gang kunne Blaine ikke lade være med at grine også.
”Kan du bebrejde mig det, se lige min mands krop, han er som en gud” sagde han hengivent og slog en hånd ud mod Kurt, der nu svømmede længere ud.
”Du har vel ret, han er ret attraktiv, jeg mener… altså, ja du ved hvad jeg mener” mumlede Finn og både Blaine og Rachel kiggede forvirret hen på ham. Blaine løftede det ene øjenbryn og så hvordan Finn rødmede og prøvede at distrahere sig selv, ved at kilde Elizabeth, der nu var i gang med at begrave hans ene ben.
”Skal jeg være bekymret her, måske lagde jeg ikke tryk nok på MIN mand” sagde Blaine med påtaget alvorlighed og kunne ikke lade være med at le ganske svagt da Finn så chokeret hen på Blaine.
”Jeg tror mere at jeg er den der skal være bekymret, efter som jeg er hans såkaldte kæreste” fnisede Rachel og de brød begge ud i høj latter ved synet af Finns forfærdede ansigt.
Finn nåede aldrig at svare, da de alle kiggede op ved lyden af Kurts stemme.
”Hvad griner i sådan af?” spurgte han og lød egentlig ikke interesseret, imens han tog imod en sten Elizabeth gav ham og han var så optaget af at kigge på deres smukke datter, der løb tilbage hen til Finn for at begrave ham mere, at han fik et chok da et par arme hev ham ned og væltede ham om i sandet, så han lå på ryggen.
Han mærkede vægten af et menneske oven på sig og da han åbnede øjnene, kiggede han ind i de velkendte mørke øjne han elskede så højt.
”Shit Kurt, du er så smuk, så utrolig lækker at det gør ondt” sagde han sagte og lod sine læber vandre ned af Kurts kæbe og ned til hans nakke, hvor han bed ham ganske let og hørte Kurt sukke tilfreds. Snart var Kurts hænder i hans hår og han hev ganske let i de mørke krøller, så det nu var Blaine der stønnede svagt.
”Det her har jeg haft lyst til at gøre lige siden du smed den trøje og hoppede i vandet” hviskede Blaine og Kurt grinede kærligt. De blev afbrudt af Elizabeth, der kastede sin lille krop ind over dem begge, imens hun skreg af glæde og tydeligvis også ville være med.
Blaine rullede af Kurt og greb fat om Elizabeth, for at svinge hende op luften over dem.
”Flyvemaskine” sagde Blaine indtrængende, men Elizabeth skreg bare af glæde og sparkede vildt i luften, så Blaine var lige ved at tabe hende.
”Du kan flyve hen til far” sagde Blaine og lod hende sænke ned mod Kurt, der strakte armene ud og greb hende.
Han satte hende ned på sin mave og straks slog det lille barn armene om hans overkrop og krammede ham.
”I er så søde at det er ulideligt at kigge på” kommenterede Rachel og de kiggede alle tre op på hende og smilede.
Elizabeth mistede hurtigt interessen for sine to fædre, da de ikke gad lege mere, men i stedet begyndte at snakke med Rachel og hun gik hen til Finn, der altid var frisk på at lege. Snart sad de i vandkanten og prikkede til vandmænd.
”Finn er ved at forvandle vores datter til en dyrplager” pointerede Kurt tørt og stoppede med at stryge sine fingre op og ned af Blaines stærke mave, for at pege hen imod Finn og Elizabeth.
Blaine tog hans hånd tilbage og trykkede den ned mod sin mave.
”Du må ikke stoppe og har vi ikke alle prikket til vandmænd da vi var små, hvis hun stadig gør det når hun er ti, skal jeg nok stoppe hende” svarede Blaine og fik et lille smil frem på Kurt læber.
”Fint nok, lad os give barnet den glæde det er at prikke til vandmænd” svarede Kurt og lod endnu engang sin hånd tegne små mønstre på Blaines mave.
”Det er det andet dyr, udover kaniner, hun godt kan lide, måske skulle vi anskaffe os en vandmand” sagde Blaine henkastende og både Kurt og Rachel begyndte at le.
Blaine mærkede et varmt kys mod sin navle.
”Jeg synes stadig at i skulle give hende en kanin i fødselsdagsgave, hvis hun er så vild med dem som i siger” sagde Rachel efter noget tid og satte sig op og kiggede ned på Kurt og Blaine der lå sammenslyngede, stadig i sandet, hvor Blaine taklede Kurt da han kom op af vandet.
”Men de sviner så meget” stønnede Kurt og kiggede hen på Elizabeth, der nu var gået hen til at tage vandmændene op og kaste dem så langt hun kunne ud i vandet, hvilket kun var omkring en meter.
”Ja okay, men på den anden side, hvad fodre man en vandmand med?” sagde Rachel og denne gang var det Blaine og Kurt der grinede højt.
”Okay, vandmand er strøget af gavelisten” sagde Kurt og strammede sit greb om Blaine og lod sit ansigt begrave i hans nakke. Han sugede duften af Blaine til sig og sukkede tilfreds inden han langsomt faldt i søvn til lyden af Rachel og Blaines stemmer, der snakkede sagte.
 

”Kurt, vågn op” sagde en blid stemme. Han mærkede et par kys mod sine øjenlåg og derefter en masse ned over hans næse, kinder, hage og til sidst munden. Da han søvnigt åbnede øjnene, var det endnu engang Blaines smukke øjne der mødte hans egne.
Uden at tænke over det, lod han sin ene hånd glide hen over hans kind og hen på hans nakke og trak ham ned mod sig i et rigtigt kys, hvor deres tunger viklede sig sammen.
Da de trak sig væk fra hinanden igen, var de begge forpustede og Blaine smilede som en lille sol.
”Du har sovet som en sten og nu er Rachel og Finn gået i forvejen, imens jeg prøvede at vække dig” sagde Blaine hæst og strøg en hånd igennem Kurts silkebløde hår.
”De tog Elizabeth med” mumlede han og kyssede Kurt på øret og bed ham let i øreflippen.
Kurt sukkede tilfreds, men skubbede Blaine væk og satte sig op. Da han så Blaines skuffede ansigt, kunne han ikke lade være med at grine og presse sine læber mod hans.
”Lad os indhente dem, slæbe vores trætte datter hjem, lægge hende til at sove og derefter skal jeg nok tage mig af dig, du har været sådan hele dagen, tro ikke at jeg ikke har lagt mærke til det” sagde Kurt leende og lod sin hånd stryge hen over Blaines hårde erektion lige under badebukserne. Blaine snappede højt efter vejret og så panisk Kurt ind i øjnene.
”Var det så tydeligt?!” spurgt han og da Kurt begyndte at grine endnu højere, slog han hånden for øjnene og stønnede højt af pinlighed.
”Det var det Rachel hentydede til, da hun sagde at jeg bare kunne lægge mig på maven” mumlede Blaine og fik kun Kurt til at grine endnu højere.
Kurt rejste sig op og trak Blaine med sig, for at omfavne ham.
"Tro ikke at jeg ikke måtte ligge på maven et par gange på grund af dig og din alt for perfekte bagdel" hviskede Kurt og fik Blaine til at grine fjoget.
Sådan stod de et stykke tid og nød hinandens varme.
”Jeg elsker din duft, det er som at komme hjem” mumlede Kurt mod Blaines nakke og han kyssede ham ganske let.
”Mhhhmh” mumlede Blaine tilfreds og han mærkede hvordan trætheden langsomt strømmede ind i hans krop.
”Lad os indhente de andre og komme hjem” mumlede Kurt og slap Blaine, der nikkede og tog Kurts hånd i sin.
Sammen gik de i samme retning som Rachel, Finn og Elizabeth var gået i og inden længe kunne de se dem alle tre på en bænk, alle med en is i hånden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...