Fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Et forsøg på en lille historie om Kurt Hummel og Blaine Anderson.

16Likes
11Kommentarer
3846Visninger
AA

24. Snak

Burt og Carol blev og sov hos dem resten af weekenden. Kurt og Blaine havde insisteret på at trække Elizabeths seng ind i deres soveværelse, så Burt og Carol kunne få lidt privatliv og sove inde på hendes værelse. De havde dog først givet efter, da Kurt kom med det afgørende argument at Elizabeth alligevel aldrig kunne sove længe og ville komme ind og vække dem. Især Burt virkede mere overtalt, da han elskede at sove længe og tanken om at skulle stå op før klokken ti fik ham til at rynke næsen.
Kurt elskede at have besøg og især det at have sin far i nærheden gjorde ham ekstra glad. Når Burt kom på besøg havde han altid gode råd eller nogle vise ord han kastede rundt omkring sig og det var lige hvad Kurt havde brug for efter alt hvad han havde oplevet på det sidste.
Vejret var fantastisk og Carol besluttede at tage Elizabeth med ned i parken, så hun kunne lege. Blaine var straks med på idéen og han kiggede afventende hen på Kurt som nikkede og smilede. Blaine og Kurt havde altid elsket at tage Elizabeth med i parken af alle ting, mest fordi Elizabeth elskede det så meget. Blaine smilede varmt tilbage til Kurt og rakte ham hans jakke. Kurt tog imod den og plantede et lille kys på Blaines mund hvorefter han mumlede tak.
”Hey Kurt, jeg tænkte på om du måske ville blive her med mig og holde mig ved selskab?” spurgte Burt, selvom det virkede mere som en befaling med den måde han kiggede indtrængende på Kurt.
Kurt tøvede og kiggede tilbage på Blaine, der så en anelse skuffet ud, men nikkede. Han havde set frem til at holde Kurt i hånden og stjæle en masse kys imens Carol legede med Elizabeth.
”Du kan da bare komme.. ”
”Dårligt ben, knæet du ved” afbrød han og klappede i sædet på sofaen som han sad i, for at få Kurt til at sætte sig ned. Blaine kunne ikke lade være med at grine en anelse da han så Kurt rulle øjne af sin far.
I mellemtiden havde Carol fået Elizabeth i tøjet og de stod begge to og ventede på Blaine i døråbningen.
”Nuuuu” sagde Elizabeth utålmodigt og viftede Blaine hen mod sig med hendes små hænder. Kurt kunne ikke lade være med at grine af hendes utålmodighed Da han havde givet deres lille pige et kys på kinden, som hun stædigt tørrede af, gik han hen mod Blaine. Han trådte hen til Blaine og tog det tørklæde han var ved at tage på, ud af hans hænder. Hurtigt fik han det viklet perfekt rundt om Blaines hals og lagde sine hænder på Blaines kinder.
”Vi ses senere, jeg har tænkt mig at lave din yndlingsret” mumlede han og pressede sine læber mod Blaines i et dybt kys, der varmede ham helt ned i maven, især da Blaine jamrede sig lavmælt da de skiltes igen.
”Jeg elsker dig” sagde Blaine helt spontant og fuldstændig fortabt i Kurt. Han fik en anelse røde kinder da han hørte Burt hoste for at skjule sit grin bag Kurt.
Kurt smilede som en lille sol og gav ham et sidste kys inden han slap ham.
”Jeg elsker også dig” hviskede han mod hans øre og kig hen til sin far og slog sig ned i sofaen ved siden af ham.
Med lettere svage ben, for Blaine slæbt sig hen til døren og mærkede sin datter gribe hans hånd. På vej ud af døren nåede han lige at få øjenkontakt med Kurt inde døren blev lukket og han nåede også lige at se det smil der var plantet på Kurts læber. Det smil varmede ham resten af dagen.

Kurt havde svært ved at tørre smilet af sit ansigt efter at Blaine, Carol og Elizabeth var gået. Han havde absolut ingen idé om hvad han skulle gøre uden Blaine i sit liv.
”Du er virkelig hårdt ramt må man sige” mumlede Burt og Kurt rødmede. Det var åndssvagt, men det gjorde han altså alligevel.
”Tiden har intet ændret far, jeg elsker ham lige så meget som jeg gjorde da vi først datede” svarede han uden tøven og det fik Burt til at smile.
”ja det kan jeg se, i opfører jeg som i gjorde da i var teenagere” svarede Burt og om muligt rødmede Kurt endnu mere.
”Dengang tog det jer også et halvt år at sige farvel til hinanden, selv hvis i alligevel så hinanden senere, fuldstændig som nu” sagde han og grinede sagte ved mindet om sin søns forelskede blik dengang, det fuldstændig samme blik som han havde haft for ganske få minutter siden da han sagde farvel til Blaine.
Stilheden imellem trak ud og Kurt sukkede sagte.
”Hvordan har du det Kurt?” spurgte Burt sagte og Kurt sukkede endnu engang. Det var det samme spørgsmål han fik hele tiden af folk, men at høre det fra hans far betød mere. For en gangs skyld følte han at han faktisk kunne fortælle sandheden og ikke køre på den samme sætning om og om igen med ”jeg har det fint”
”Det ved jeg ikke far” svarede han og strøg en hånd igennem sit tykke hår, så det blev en anelse uglet.
Burt kunne mærke at der var mere på vej, så han holdte sin mund lukket og kiggede indgående på sin søn.
Kurt kiggede sin far direkte ind i øjnene og så hvor meget Burt faktisk bekymrede sig og holdte af ham.
”Jeg er så bange for ikke at se dem igen, for at jeg går glip af Elizabeths opvækst, for at miste min tid med Blaine, at det næsten er ubærligt ikke at være sammen med dem hele tiden” sagde Kurt så lavt at Burt næsten ikke hørt det.
”Jeg er bare så bange for at Blaine synes at jeg er for klæbende og jeg prøver virkelig at lade være, men lige så snart jeg ikke kan se ham, er jeg ikke for alvor rolig på noget tidspunkt” fortsatte Kurt og lænede sig frem, så hans albuer hvilede mod hans knæ og hans ansigt var presset ned i hans håndflader. Et frustreret suk kom fra Kurt og Burt strøg sin søn beroligende hen over ryggen.
”Du er nødt til at kunne lade Blaine tage steder hen og gøre ting uden dig, i kan ikke altid være det samme sted og gøre de samme ting” sagde Burt og Kurt sukkede.
”Med det sagt..” afbrød Burt da Kurt skulle til at sige noget og Kurt lukkede munden og kiggede opgivende op på sin far.
”..Så må du fortælle alt hvad du lige har fortalt til mig, til Blaine. Jeg er sikker på at han vil kunne forstå det og i kan måske finde en løsning sammen”
Kurt nikkede og blinkede som en gal for ikke at komme til at græde. Det var lige netop disse samtaler som Kurt havde brug for. Burt hev Kurt ind i et bjørneknus og de krammede hinanden længe.

Da de alle havde spist hvad Kurt havde lavet til aftensmad, spredte de sig i de forskellige møbler foran tv’et og satte en film på. Blaine havde hevet Kurt ned på den store sofa, med Kurts hoved i sit skød. Som altid havde Elizabeth gjort sig det behageligt på Kurts mave. Det var hendes absolutte yndlingssted at sove, hvilket Blaine fandt utrolig sødt.
Burt og Carol havde sat sig i den mindre sofa, hvor de sad ved siden af hinanden og holdte hinanden i hånden.
Blaine strøg sine fingre blidt igennem Kurts hår imens de så film og ind imellem snakkede han dæmpet med Burt. Snart sov alle undtagen de to og efter at Burt havde kigget om Kurt nu faktisk også sov, glemte han alt om filmen og kiggede alvorligt på Blaine.
”Han har det ikke så godt som han går og giver udtryk for og jeg tror at der er nogle ting i skal snakke om” sagde han og så Blaines triste ansigt.
”Ja jeg kan godt mærke på ham at han skjuler noget, men jeg har ventet på at han var klar til at sige hvad der går ham på” svarede Blaine og kiggede ned på den sovende Kurt. Som altid blev han betaget af hvor smuk Kurt var når han sov og slappede helt af.
Burt fik om muligt endnu mere respekt for sin svigersøn. Hvis der var noget der ikke virkede for Kurt, så var det er være under pres. Pludselig var han ikke nær så bekymret for sin søn længere, Blaine havde tydeligvis styr på tingene.
”I skal nok finde ud af det” sagde han og rykkede blidt i den sovende Carol ved sin side. Da hun delvis var vågnet, hjal han hende ind i seng og skiftede selv til nattøj. Da han gik tilbage til stuen, så han Blaine forsvinde ind på deres værelse med Elizabeth i sine arme og da han kiggede hen på sofaen, sad Kurt og kiggede næsten panisk rundt, tydeligvis efter Blaine.
”Inde på værelset” sagde han lavmælt og Kurt vendte sig omgående rundt og slappede mere af, da han så Blaine, der var på vej tilbage efter Kurt. Da han så at Kurt var vågnet, smilede han og tog hans hånd.
”Godnat Burt” sagde han og trak Kurt efter sig ind i værelset.
”Godnat far” nåede Kurt lige at sige, inden døren blev lukket bag dem.
Burt kunne ikke lade være med at smile for sig selv, inden han gik ind til Carol igen og lukkede døren bag sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...