Fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Et forsøg på en lille historie om Kurt Hummel og Blaine Anderson.

16Likes
11Kommentarer
3859Visninger
AA

17. Kaos (del. 4)

Lettelsen væltede ind over ham, lige så snart han havde Kurt i sine arme. Hvis han havde grædt voldsomt før, var det intet i forhold til nu.
Rundt om dem stod en sygeplejerske og politimanden og smilede af parret og den måde de klamrede sig til hinanden.
”Jeg elsker dig” hviskede Kurt hæst mod Blaines øre og han mærkede hvordan tårerne også trillede ned af hans egne kinder. Blaine lo igennem sine egne tårer og pressede en masse kys ind mod Kurts hals.
Inden Blaine kunne nå at svare, brød Kurt ud i høje host og Blaine mærkede hvordan Kurts arme om ham blev svage. Kurt faldt sammen i hans arme. Panik blomstrede på ny inde i Blaine, da han lagde begge sine hænder om Kurts ansigt og så ind i de tågede øjne. Han var tydeligvis ved at miste bevidstheden.
”KURT, hvad sker der, sig noget” halvråbte han, men Kurt reagerede ikke, han hostede tvært imod endnu voldsommere.
Forsigtigt hjalp han Kurt ned og sidde på jorden, hvorefter han kiggede panisk rundt om sig.
”HJÆLP, en eller anden!” råbte han, fordi han ikke havde lyst til at forlade Kurt for at finde en læge. Nu havde han endelig fået Kurt tilbage, intet kunne få ham til at slippe ham igen.
Heldigvis var sygeplejersken allerede løbet hen imod dem, da hun havde opdaget at Kurt var begyndt at hoste.
Uden et ord, kastede hun sig ned på knæene og begyndte at gøre hvad hun kunne for at hjælpe Kurt.
”Gør noget, vil du ikke nok?” bad Blaine imens han med rystende hænder strøg Kurt hen over håret og holdte ham i et fast greb mod sig selv, så han ikke faldt om på jorden med overkroppen.
”Blaine, han har fået røgforgiftning, hjælp mig med at få ham hen til en ambulance” sagde hun alvorligt og Blaine nikkede og tog sig sammen. Aldrig havde han været så bange i sit liv.
”Kan…. ikke… får vejret!” fik Kurt fremsagt og han blev lettere blå i ansigtet imens han hostede voldsommere. Blaines hjerte gik i stå.
”GØR NOGET!” skreg han ind i sygeplejerskens ansigt, imens han græd fortvivlet og strøg Kurt hen over armen.
Sygeplejersken løb selv hen mod ambulancen og Blaine troede i et kort sekund at Kurt skulle dø for øjnene af ham. Hun kom hurtigt løbende tilbage og satte en maske hen over Kurt mund og tændte for en mærkelig flaske som hun havde slæbt med hen.
”Ilt” forklarede hun og de sad begge og kiggede på Kurt, der trak vejret voldsomt, som om han aldrig havde fået ordentlig luft før nu.
”Træk vejret Blaine” sagde hun uden at kigge på Blaine og Blaine pustede hårdt ud. Han havde slet ikke opdaget at han havde holdt vejret.
Blaine tørrede øjnene med hænderne og kiggede hengivent på Kurt i sine arme. Han havde lukkede øjne og så meget koncentreret ud, imens han trak vejret.
”Han må med på hospitalet” sagde sygeplejersken og rejste sig op. Blaine nikkede uden at fjerne blikket fra Kurt og han rejste sig forsigtigt op og trak Kurt med sig.
”Vi skal bare lige hen til ambulancen, så kan du sidde ned igen” sagde Blaine ind mod Kurts øre, da han mærkede hvordan Kurt lemmer gav efter og var trætte. Kurt åbnede øjnene og kiggede træt på Blaine og han kunne se hvor bange han var. Sammen med Sygeplejersken fik de Kurt hen og ind i en ambulance. Blaine fik lov til at sidde med ham, imens de kørte mod det nærmeste hospital.
Kurt lå på en båre og kiggede ind i Blaines mørke øjne. Smilet i Kurts øjne var ikke til at tage fejl af.
”Jeg elsker dig så højt, du kan lige vove på at gøre sådan noget her mod mig igen, jeg troede at jeg havde mistet dig for evigt” hviskede Blaine lettere drillende ind mod Kurts kind, hvor han derefter fra sin plads ved siden af Kurts båre kyssede sig vej hen over hans kind og hen på Kurts næse, for til sidst at kysse ham i panden og lade sin egen pande hvile mod hans.
Kurt lod sin ene hånd glide ind i Blaines krøller og lod den blive der, imens han blidt cirklede sin tommelfinger mod Blaines hovedbund, som han vidste at Blaine elskede.
Det var hans måde at berolige ham.
”Aldrig mere” gentog han sagte og lukkede øjnene.
Sådan sad de indtil ambulancen stoppede og Kurt blev kørt ind på hospitalet og ind på en stue med to andre patienter. Kurt havde et fast greb om Blaines hånd da en læge kom ind for at give ham noget beroligende og da Kurt endelig faldt ind i en dyb søvn, var det Blaine der klamrede sig til Kurts hånd. Mest af alt havde han lyst til at presse hele sin krop mod Kurts og bare mærke hans tilstedeværelse, men alt hvad han kunne holde om lige nu, var Kurts bløde hånd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...