Fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Et forsøg på en lille historie om Kurt Hummel og Blaine Anderson.

16Likes
11Kommentarer
3861Visninger
AA

16. Kaos (del. 3)

Blaine løb i hvad der føltes som en evighed. Hans ben og hele hans krop føltes tunge, men det eneste han kunne tænke på var at komme frem og hen til Kurt. Inden længe kom han hen til bygningen, men blev stoppet af en menneskemasse der stod og gispede og alle snakkede de i telefon eller græd, imens de kiggede op på den enorme brændende bygning. Blaine begyndte at skubbe sig igennem.
”Flyt jer, jeg må finde Kurt!” råbte han imens tårerne strømmede ned af kinderne på ham igen. Kun blikke fyldt med medlidenhed mødte ham. Ingen ord blev sagt. Da han endelig kom forbi alle menneskerne, så han at politiet og brandvæsnet allerede havde spærret området omkring bygningen af. Uden at stoppe, løb han mod afspærringen og gjorde klar til at springe over, men en høj og kraftig politimand greb fat i ham.
”Du kan ikke komme forbi, det er for farligt” sagde han bestemt, men hans ansigt blødte lidt op, da han så Blaines forgrædte ansigt.
Blaine vred sig voldsomt for at komme fri, men manden holdte bare bedre fat om hans overarme med begge hænder.
”Jeg må have Kurt ud, jeg kan ikke leve uden Kurt!” halvråbte han. Måske lød hans sindssyg, men han var ligeglad. Der var ingenting uden Kurt, han måtte gøre noget.
”Hvis du går ind nu, bliver du dræbt, lad brandmændene gøre deres arbejde” sagde politimanden bestemt og fik Blaine drejet rundt og skubbet hen til menneskemængden. Ren og skær panik slog igennem Blaine da han kiggede op og så hvordan røgen steg op mod himlen. Hele hans krop rystede voldsomt, da han langsomt satte sig ned med ryggen op mod en postkasse på gaden og bad til alle de guder han kunne komme i tanke om, at der intet var sket med Kurt.
Pludselig begyndte folk at råbe og Blaine kiggede ivrigt op og gned hårdt tårerne væk fra øjnene. En masse forskrækkede mennesker strømmede ud af  bygningens nederste etager, efterfulgt af brandmænd, der hjalp dem ud der havde slået sig på en eller anden måde. Blaines blik søgte desperat efter Kurts smukke ansigt, men forgæves. Blaines hjerte trak sig voldsomt sammen og han kneb hårdt øjnene sammen. Et mantra begyndte inde i hans hoved.
”Der er ikke sket noget med Kurt, der er ikke sket noget med Kurt….”

 Alting lugtede brændt. Hver vejrtrækning var besværet i den tykke luft af røg, men han trak i det mindste vejret. Langsomt satte Kurt sig op og han jamrede højt da smerten fra baghovedet virkelig slog igennem. Da han forsigtigt tog hånden op til sit hår, mærkede han noget fugtigt og da han kiggede på sin hånd, var den fyldt med blod. Da han kiggede rundt, så han intet andet end kaos. Alting var smadret og lå og flød på gulvet.
”Kurt?” hørte han en stemme sige svagt ved sin side. Det var halvmørkt, så det var svært at se hvem der havde sagt hans navn. En hånd tog fat i hans arm og han gispede forskrækket og en anelse af smerte. Der var noget galt med hans arm.
”Er det dig Anna?” spurgte han. Det sidste han kunne huske var at han havde stået med Anna på postkontoret.
”Ja, Kurt hvad er der sket, hvad skal vi gøre?!” lød Annas stemme panisk. Selv var Kurt også ved at gå i panik. Hans hoved dunkede og hele hans krop gjorde ondt, som havde han løbet otte maraton i træk.
Rundt omkring jamrede folk, men det var umuligt at se hvor de forskellige lå.
”Anna, vi må finde nødudgangen” fik Kurt fremsagt, inden han begyndte at hoste voldsomt. Sammen famlede de sig vej på alle fire, hen mod hvad de håbede var nødudgangen. På vejen mødte de en anden mand. Han lå på gulvet og kiggede op i loftet. Da Kurt skulle til at sige noget til ham, opdagede han det store hul manden havde i maven og hvordan alle indvoldene var faldet ud. Kurt skreg højt og begyndte at ryste. Hvorfor var han ikke blevet hjemme i dag. Åh gud, han kunne ikke forlade Blaine og Elizabeth. Blaine. Hele hans hjerte trak sig smertefuldt sammen ved tanken om aldrig at skulle se Blaines smukke smil igen eller aldrig at skulle røre ved Elizabeths bløde krøller. Han måtte sidde med lukkede øjne i adskillige minutter og tage sig alvorligt sammen.
”Kurt, hvad er der?” spurgte Anna bange, men Kurt åbnede øjnene og trak hende med sig mod udgangen.
”Ingenting, jeg…. fik bare et chok” mumlede han. Sammen fik de åbnet nødudgangen og bag dem hørte de skridt der fulgte med dem. Imens de alle løb alt hvad de kunne ned af den lille trappeudgang, prøvede folk at få svar på hvad der egentlig var sket.
Det føltes som om at de løb i en evighed, selvom det kun var 7 etager, inden de nåede bunden. Heldigvis lå postkontoret i nogle af de nederste etager. Pludselig fortrød han alle de gange han havde brokket sig over at skulle tage elevatoren hele vejen ned til bunden af bygningen hver gang han skulle hente post.
De nåede ikke engang at åbne døren, før den blev sparket op udefra og næsten ramte en ung mand lige i hovedet.
Alting gik så hurtigt og de brandmænd der stormede ind, greb fat i dem og begyndte at råbe om overlevende. Der var altså sket noget alvorligt, siden overlevende var noget man råbte sådan op om. Kurt hostede endnu engang voldsomt og mærkede en hånd mod sin ryg, det blidt klappede ham.
”Bare træk vejret langsomt” opfordrede en stemme ham og han kiggede ind i en brandmands ansigt og opdagede at det var ham der klappede ham på ryggen. Brandmanden første Kurt ud af døren og pludselig var Kurt ude. Hele hans krop føltes lettere og pludselig kunne hans hjerte slå normalt igen. Inden længe var han omringet af politifolk og læger, men den eneste han havde lyst til at skulle røre ham var Blaine.
Da det gik for Kurt hvor mange mennesker der stod og så op på bygningen, kiggede han også op og gispede højt. Hele den øverste del af bygningen var i brand. Pludselig gik det op for Kurt, at hvis han ikke havde været på postkontoret, havde han været død lige nu. En trang til at komme så langt væk som muligt slog ind over ham. Han ville hjem, hjem til Blaine og krølle sig selv rundt om hans varme krop og presse sit ansigt ind i Blaines bløde krøller. Han ville indånde duften af Elizabeth og holde hendes lille krop i sine arme.
I ren og skær panik kiggede han rundt på alle menneskerne. Han mistede pusten da han så et bestemt ansigt, eller nok nærmere nogle bestemte krøller, for han sad på jorden og kiggede ned på sine sko. Helt fra denne afstand kunne Kurt se at han rystede.
Så hurtigt som Kurts rystende ben kunne klare det, skubbede han alle omkring sig til side og løb hen imod en af sine yndlingsmennesker i hele verden.
En læge råbte efter ham, men han hørte ikke efter. Folk omkring ham prøvede at gribe fat i ham, men han rystede dem af sig.
”Blaine” prøvede han at råbe, men navnet kom kun svagt ud og kunne næsten ikke høres. Alligevel røg Blaines hoved op med lynets hast og de mørke øjne stirrede direkte ind i Kurts blå. Store tårer kom frem i Blaines smukke øjne og Kurt så hvordan han begyndte at hulke voldsomt, imens han prøvede at komme op og stå imens han bevægede sig mod Kurt.
Da han endelig kom op og stå, løb han alt hvad han kunne mod Kurt og denne gang styrede han uden om politimanden og hoppede over afspærringen.
Deres kroppe hamrede hårdt sammen og slog alt luften ud af dem begge, men det gjorde ingenting. Begge klamrede de sig til hinanden, som galt det liv eller død.
”Kurt!” hulkede Blaine ind mod Kurts hals og indåndede Kurts perfekte duft, mærkede Kurts krop mod sin og lyttede til Kurts forpustede åndedræt. Han var i live.
”Shhh, jeg er her, jeg forlader dig aldrig” svarede Kurt hæst og Blaine strammede sin greb om ham yderligere. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...