Fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Et forsøg på en lille historie om Kurt Hummel og Blaine Anderson.

16Likes
11Kommentarer
3856Visninger
AA

14. Kaos (del. 1)

Blaine stod i køkkenet og proppede ingredienser i en skål, så han kunne lave pandekager. Bag ham løb Kurt forvirret rundt og samlede de ting ind som han skulle bruge.
”Jeg er så ked af det” sagde Kurt endnu engang og Blaine hørte Kurt komme hen imod sig selv. Et par stærke varme arme gled rundt om ham bagfra og han fik kuldegysninger da Kurt pressede sine læber mod hans hals og op mod øret.
”Det er okay Kurt, du kan ikke gøre for at du bliver kaldt ind på arbejde, det er jo ikke sådan at du vælger at gå” svarede Blaine en anelse åndeløst og lod sig selv presse ind mod Kurt.
”Men det er vores eneste fælles fridag og nu bliver alle vores planer aflyst fordi…” Kurt talestrøm blev afbrudt af Blaines læber mod hans egne, da Blaine vendte sig om i hans favntag, med ansigtet mod ham.
Da de efter noget tid trak sig væk fra hinanden, så Kurt noget ulmende og mørkt i Blaines øjne, som han så utrolig gerne ville fortabe sig i.
En lille hånd trak i hans sorte bukser og Kurt kiggede ned og så Elizabeth smile op til ham og række armene ud mod ham.
Han slap Blaine og bøjede sig ned for at samle deres lille pige op.
”Der er en her der er meget morgenfrisk, hva?” sagde han til Elizabeth og kyssede hende på skift på begge kinder til hun begyndte at grine og sprælle. Han satte hende mod hoften og lod en hånd glide igennem hendes små krøller.
”Hun er den største cockblocker jeg kender” mumlede Blaine smilende og strøg en hånd hen over hendes kind, imens Kurt grinede højt.
”Jeg hader modekriser, jeg ville ønske at jeg kunne blive hos jer” mumlede Kurt og kiggede ind i Blaines smukke øjne. Nu havde de taget hende ud af vuggestuen  for at de alle tre kunne være sammen. Blaine sukkede ved synet af Kurt triste blik.
”Skynd dig tilbage så hurtigt du kan” svarede han og Kurt nikkede. Blaine tog imod Elizabeth og svingede hende rundt i sine arme.
”Skal vi lege med lego?” spurgte Blaine lidt overentusiastisk, men det fik hende til at hvine og klappe i hænderne. Pandekagerne var glemt.
”Vi ses, hav en fantastisk dag” sagde Blaine henne fra legoklodserne på gulvet. Kurt samlede sin taske op og proppede en sidste ting i, inden han åbnede døren og kiggede hen på Blaine fra døråbningen.
”I lige måde” sagde han smilende og lukkede døren bag sig da han gik ud.

Der var kaos på kontoret. Det kunne godt være at han ikke var chef for det store modehus han arbejdede for, men folk behandlede ham som en. Hvis der var den mindste ting folk var i tvivl om, kom de til Kurt og det både smigrede ham og irriterede ham. Det var svært at få lavet sit eget arbejde, når folk konstant kom ind på hans kontor for at spørge om hans mening om et tøj stykke eller hvordan et design kunne gøres bedre.
Han sad ved sit skrivebord og tog sig selv i at tegne krøller på en af de ansigtsløse mænd som han altid skitserede, når han skulle designe mandetøj. Hvor ville han gøre alt for at kunne være hjemme og kunne stryge sine hænder igennem Blaines bløde krøller. Kurt sukkede højlydt og kiggede hen på telefonen. Han ville ringe til dem og høre hvad de lavede, når han havde været henne og hente post. Da han rejste sig op og gik hen mod døren, var han lige ved at få den i hovedet, da en ung designer kom brasende ind og kiggede panisk hen på ham.
”Hvad nu?” sagde Kurt anstrengs, men han kunne ikke gøre for det. Det var mindst femte gang at Anna havde været der for at spørge om noget og han var ærligt talt træt af hendes lettere dumme spørgsmål.
”Du må snakke imens vi går” sagde han inden hun kunne nå at åbne munden og gik ud af døren. Straks var Anna lige i hælene på ham.
”Kurt, det er fordi at Clair gerne vil have en sort kollektion, men hun sagde at den ikke måtte være sort sort og nu er jeg forvirret, fordi sort er vel sort og..” hun stoppede med at tale og tog en dyb indånding.
Kurt sukkede.
”Hun vil bare gerne have flere forskellige slags sort, som læder, uld og andre slags sort. Du ved, der er mange forskellige slags sort Anna” svarede han. Da de endelig var ved poste vendte Kurt sig mod Anna, som nikkede eftertænksomt. Kurt prøvede at give hende et lille smil som opmuntring.
”Bare rolig, sidste år ville hun lave en grøn kollektion, men den måtte ikke være grøn grøn.. hele afdelingen var i panik fordi ingen vidste hvad hun mente”
Et lille grin kom frem over Annas læber og Kurt fik lidt dårlig samvittighed over at havet snerret af hende tidligere på kontoret.
”Men du reddede vel hele afdelingen?” spurgte hun og Kurt vidste ikke helt hvordan han skulle svare uden at lyde selvglad.
”Det gjorde jeg vel” svarede han en anelse svævende og Anna smilede stort til ham.
”Wauw Kurt, du er virkelig fantastisk” sagde Anna og rykkede lidt tættere på Kurt. Panik slog ind over Kurt, da det gik op for ham, hvad Anna havde gang i. Hun flirtede så åbenlyst med ham og han trak sig en anelse tilbage og prøvede at klø sig på næsen med den venstre hånd, så hans ring på ringefingeren var fuldt synlig. Enten så hun den ikke, eller også var hun ligeglad.
”Kurt, jeg tænkte på om du ville..” hun blev afbrudt af et kæmpe brag. Hele bygningen rystede voldsomt og alle mennesker begyndte at skrige. Kurt mærkede hvordan hans hjerte sprang et slag over og angsten slog igennem ham. Noget hårdt ramte ham lige i baghovedet og alting blev sort.

Da Blaine endelig kom i tanke om de pandekager han havde været i gang med at lave, var han gået i gang igen og nu sad Elizabeth og Blaine og kylede den ene pandekage ind i munden efter den anden.
”Nam nam, hva, er papas pandekager ikke bedre end fars?” spurgte han Elizabeth og da hun nikkede ivrigt og slikkede sine små fingre, der var fyldt med sirup, kunne Blaine ikke lade være med at grine. Hun havde ingen idé om hvad hun sagde ja til, men Blaine var sikkert på at det nu alligevel var rigtigt. Kurts pandekager var altid fyldt med alle mulige sunde ting, som han eksperimenterede med, hvilket resulterede i at de altid kom til at smage utrolig underligt. Blaine kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Hvor ville han ønske at Kurt kunne være sammen med dem i dag. Da de endelig var færdige med pandekagerne, var Elizabeth så klistret ind i Sirup, at et bad var det mest praktiske.
Så han tændte for det varme vand i deres lille badeværelse og imens badekarret blev fyldt op, tog han tøjet af hende.
”legøhtøj!!” hvinede hun glad og løb nøgen ind i stuen, hvor alle hendes ting lå. Blaine kunne ikke lade være med at smile og imens hun var væk, hældte han sæbe i badekarret, så der snart kom store bobler.
Da Elizabeth kom tilbage med en grydeske og en plastikhest, kunne Blaine ikke holde et stort smil tilbage.
”Godt valgt” kommenterede han og tog hende i sine arme og satte hende i badet. Straks plaskede hun og grinede af glæde, fuldstændig optaget i sin leg med grydeskeen og hesten, imens Blaine sad og så til med et smil på læben. Hvor ville han ønske at Kurt også var her nu, så de kunne sidde og kigge på deres fantastiske datter sammen.
Imens han sad på gulvet og holdte øje med Elizabeth, hørte hans telefon ringe inde i stuen. Han kunne ikke gå fra Elizabeth når hun var i bad, så han lod den ringe og blev siddende. I den tid Elizabeth var i bad, ringede den op til flere gange, hvilket undrede Blaine. Der var åbenbart en eller anden der virkelig gerne ville i kontakt med ham. Da han havde vasket hendes små krøller og vandet var blevet koldt, samlede han hende op og viklede hende ind i et kæmpe håndklæde.
Da hun var tør, satte han hende ned på gulvet.
”Kan du finde noget tøj at tage på?” spurgte han smilende og da hun sagde et eller andet på et mærkeligt sprog, kyssede han hende på næsen og tog håndklædet ud på badeværelset for at hænge det op, imens Elizabeth styrtede ned ad gangen. En insisterende banken hørtes på hoveddøren og Blaine rynkede brynene i forvirring. Alle var på arbejde. Et lille håb om at det måske var Kurt der havde fået lov til at gå alligevel, voksede inde i ham.
På vej ud for at åbne døren, så han Elizabeth der havde fundet en af Kurts gamle t-shirts og nu prøvede hun desperat at få den over hovedet.
Med et smil åbnede han hoveddøren, men smilet blegnede med det samme, da han så hvem der stod der.
Rachels øjne var helt røde og det samme galt hendes næse. Tårerne strømmede ned af hendes kinder og hun lignede en der virkelig skulle tage sig sammen for ikke at bryde sammen lige der, foran ham.
Straks lagde han den ene arm rundt om hendes skuldre og trak hende med ind i deres lejlighed.
”Rachel, hvad er der galt, er der sket noget mellem dig og Finn?” spurgte han bekymret og fik hende sat ned i sofaen. Rachel rystede bare på hovedet og tog en masse skælvende indåndinger. En masse tumult hørtes fra gangen og Blaine så at Elizabeth nu havde fået Kurt t-shirt ordentligt på. Desværre var den alt for lang og hun blev ved med at falde ned på sine knæ hver gang hun trådte i den.
”Rachæææl” skreg den lille pige af glæde da hun så sin gudmor i sofaen og hun forsøgte at løbe hen til Rachel i den alt for lange trøje.
”Ikke nu lille skat, Rachel er ehm… ikke nu” sagde Blaine lidt tøvende og samlede hende op. Elizabeth beklagede sig og vred sig i hans arme, men Blaine holdte fast og gik ind med hende, på hendes værelse.
”Leg her, se der er din yndlingsbamse” sagde han entusiastisk. Den lille pige blev heldigvis hurtigt distraheret og Blaine listede ud.
Da han kom ind i stuen, så han hele Rachels krop ryste og han satte sig ned i sofaen og slog armene om hende.
”Hvad er der galt?” spurgte han og strøg hende over ryggen. Han var alt for dårlig til det her. Når Rachel fik et sammenbrud og kom hen til dem, var det altid Kurt der trøstede hende. Kurt var så meget bedre til det her. I et kort øjeblik overvejede han at ringe til ham, men hans tanker blev afbrudt da Rachel endelig talte.
”Du har altså ikke set det endnu?” spurgte hun skælvende og kiggede på ham med sine røde øjne. Forvirringen blev endnu større inde i ham og han mærkede hvordan bange anelser langsomt strømmede ind i ham.
”Set hvad?” spurgte han bekymret.
Hun snøftede højt og pludselig strømmede tårerne ned af hendes kinder igen, imens en strøm af ord flød ud af hende.
”Jeg så det for en halv time siden i fjernsynet og jeg genkendte jo bygningen, så jeg ringede til ham en million gange, MEN HAN TOG IKKE DEN POKKERS TELEFON, så jeg ringede til dig, for måske havde ud hørt noget, men du tog den heller ikke. Derfor tog jeg hen på dit arbejde, men de sagde at du havde fri i dag og derfor er jeg nu her!” sagde hun og trak vejret ind i dybe indåndinger. Der var helt stille imellem dem. Blaine forstod stadig intet. Hvilken bygning, hvem havde hun ringet til før ham, hvad var det der var sket.
Uden et ord rejste Rachel sig op og fandt fjernbetjeningen. Det første der kom frem på skærmen var en bygningen i flammer og med røg stigende ud fra midten af bygningen. Alt i Blaine frøs til is. Det var ikke bare hvilken som helst bygning. Det var den bygning hvor Kurt sad lige nu og skulle havet arbejdet i fred og ro.
”Nej” var det eneste der kom ud af Blaines mund. Det lød fjernt og monotont.
”Ikke Kurt, nej nej NEJ!” råbte han og rejste sig op.
Rachel begyndte at græde igen på sofaen. Det her kunne ikke ske. Det var en dårlig joke i fjernsynet, en falsk nyhed. Blaine løb ind i deres soveværelse. Blaine og Kurt havde joket med at Kurts arbejde altid var der, fordi man kunne se hans kontorbygning fra deres vindue. Da Blaine panisk trak gardinerne fra vinduet og så ud på den brændende bygning, svimlede alt for ham. Han følte sig helt følelsesløs og forladt. Tom.
”Hvilken etage er hans kontor på?” spurgte Rachel grådkvalt bag ham. Han havde slet ikke opdaget at hun var fulgt efter ham.
”Helt øverst” hviskede han og hørte Rachel hulke endnu engang. Selv mærkede han tårerne strømme ned af kinderne inden alt blev mørkt og han besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...