Fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Et forsøg på en lille historie om Kurt Hummel og Blaine Anderson.

16Likes
11Kommentarer
3851Visninger
AA

23. Aldrig nogensinde

”Hvordan har han det?” spurgte Burt lavmælt og kiggede bekymret ind i Blaines øjne. Et suk kom over Blaines læber og han kiggede hen på Kurt. Han sad på gulvet med Elizabeth i sit skød. Ved siden af ham sad Carol og de var alle tre opslugte af at lege med Elizabeths legetøj, at de ikke opdagede Blaine og Burts alvorlige ansigter henne i sofaen.
Efter ulykken, kom Burt og Carol meget mere jævnligt. Det var tydeligt hvorfor, når man så hvordan de kastede sig over Kurt hver gang de stormede ind af døren, for at kramme ham. Tanken om at miste Kurt havde været forfærdelig for dem alle.
”Han har det fint om dagen..” forsøgte Blaine og kiggede tilbage på Burt. En dyb rynke kom frem mellem Burts øjenbryn.
”Hvad mener du med det?” spurgte han kløede sig hen over sit skaldede hoved under kasketten. Blaine sænkede stemmen og rykkede en anelse tættere på Burt. Kurt hadede at vise svagheder, fuldstændig som sin fader, men Blaine vidste at han ikke kunne lyve over for Burt. Mandens blik borrede sig ind i hans sjæl og han ville vide med det samme hvis han løj.
”Han har marridt” næsten hviskede han og kiggede derefter hurtigt hen på Kurt. Han var stadig optaget af legen på gulvet og sad med en legetøjsbil i hånden og lavede billyde, så Elizabeth grinede højt.
”Det havde han også da hans mor døde” mumlede Burt nok mere til sig selv end til Blaine, men Blaines hjerte blev alligevel ekstra tungt i hans bryst.
”Det værste er at han ikke vil snakke om dem, han siger at han hellere vil glemme dem, men det virker bare ikke for ham” sukkede Blaine og gned sig i øjet med sin ene hånd. Kurt kunne virkelig være det mest stædige menneske på jorden, men Blaine ville gøre alt for Kurt, så længe han var glad.
”Jeg forstår godt at det har været skræmmende og netop derfor ville jeg ønske at han ville tage imod noget hjælp udefra” fortsatte Blaine. Burt så en smule fjern ud, men kiggede derefter hen på Blaine igen.
”Hvis jeg kender Kurt ret, har det ikke været selve oplevelsen der har været skræmmende for ham. Det er nok mere tanken om aldrig at skulle se dig og Elizabeth der har været værst for ham. Jeg tror mest af alt at han har brug for jeres nærvær” sagde Burt alvorligt og Blaine blev lettere overrasket. Sådan havde han ikke tænkt over det før. Da han igen kiggede ned mod Kurt, kiggede Kurt op og deres øjne mødtes. Kurt smilede blidt til Blaine og Blaines hjerte begyndte at banke hårdt i hans bryst. Det var hvad et enkelt smil fra Kurt kunne gøre ved ham.
”Måske har du ret” mumlede Blaine og smilede tilbage til Kurt.
”Det tror jeg for en gangs skyld at jeg har” svarede Burt og smilede af Kurts og Blaines forelskede blikke.
”Så må jeg vel bare forsikre ham om at vi er her og at vi aldrig forlader ham” svarede Blaine og rejste sig op for at deltage i deres lille leg på gulvet. Da han satte sig ned, kyssede han Kurt på kinden og kildede Elizabeth på maven så hun grinede højt og søgte dækning i Carols favn.
Carol rejste sig op med Elizabeth og gik hen til Burt, som også havde rejst sig op.
”Vi starter på maden” sagde Carol henkastende i retning af Kurt og Blaine der stadig sad på gulvet og kiggede smilende på hinanden.
Parret ænsede intet omkring dem.
Pludselig kastede han sig over Kurt og satte sig oven på ham, da han landede på ryggen på gulvet.
Kurt grinede højt og slog armene rundt om Blaine, der kiggede smilende ned på Kurts smukke ansigt.
”Mhhhm, du dufter af jordbær” sukkede Kurt tilfreds da Blaine kyssede ham over hele ansigtet og til sidst lod deres pander hvile mod hinandens.
Blaine lo svagt og nussede deres næser mod hinanden.
”Kan du huske hvad jeg sagde i badet?” spurgte han dog alvorligt og strøg sine hænder ind i Kurts hår. Varmen fra hans krop var dejlig og Blaine kunne drukne i de smukke blå øjne som han kiggede dybt ind i.
”At jeg fik dig til at dufte af jordbær med vilje?” spurgte Kurt forvirret og mærkede Blaines krop ryste da han grinede af Kurts dårlige hukommelse.
”At jeg aldrig giver slip på dig  Kurt. Aldrig nogensinde” mumlede han mod Kurt læber da han var færdig med at grine og Kurts øjne skinnede da han kyssede Blaine med et lille smil i mundvigen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...