Monsters and Sprits

hovedpersonen Skye, har været igennem en masse ting, da hun mister sin storebror Damien. han blev slået ihjel af noget frygteligt. noget vi mennesker ikke engang tør tænke på. men livet går jo videre. nogle er heldige og andre er... ja, knap så heldige, og Skye er en af disse... nyd historien

3Likes
0Kommentarer
300Visninger
AA

4. Far!

Vi snakkede længe, og hørte slet ikke da døren smækkede. Først da min far stod få meter bag sofaen, hørte vi ham. Vi blev begge meget forskrækket. Mor rejste sig op og gik om til ham. Jeg rejste mig også, og gik langsomt mod trapperne.

”Skye, bliv.” Gud hvor havde jeg savnet min fars stemme. Jeg havde tit ligget i min seng og prøvet at lytte til mine forældres samtaler. Men det at han talte til mig, det savnede jeg. Få tåre trillede lydløst ned af mine kinder. Han ville have mig til at blive, hernede, sammen med dem. Jeg tørrede hurtigt tårende væk, og vende mig om. Han gik et par skridt mod mig, og åbnede sine arme. Jeg gik over til ham og tog i mod hans kram. Jeg havde virkelig savnet min far. Vi tog mor med i et stort gruppekram, og blev i den stilling i langtid. Det var rart at være tilbage. Men noget ved dette kram virkede forkert. Vi manglede Damien. Damien, jeg savnede ham virkelig meget. Far tørrede mine nye tåre væk, og smilede til mig.

”Jeg har savnet dig Skye.” Sagde han.

”Jeg har virkelig  også savnet dig far!” jeg smilede tilbage og gabte så. Der var sket så meget på en dag, det havde gjort mig utrolig træt.

”Skal jeg ikke lave os noget aftensmad?” Tilbød mor. Jeg smilede bare, mens far nikkede og kyssede hende på kinden. Vi gik alle sammen ud i køkkenet. Far og jeg satte os på nogle stole, og mor gik i gang med maden. Min far og jeg var langt inde i en samtale, da duften af kødsovs fyldte min næse. Mhh jeg elskede spaghetti med kødsovs. Og det viste min mor alt om.

”Tak.”

”Alt for dig Mussi.” hvor havde jeg savnet at blive kaldt ting som Mussi og Prinsesse. Efter aftensmaden sad vi alle sammen på sofaen og så en film. Den var ikke særlig god, men jeg koncentrerede mig heller ikke om den. Jeg gennemgik dagen i mit hoved, igen, og igen. Det havde været en helt igennem perfekt dag. Jeg havde fået mine forældre tilbage. Fået konstateret at jeg ikke var den eneste der havde set de kradsmærker, ude i skoven. Så var jeg da i det mindste ikke skør. Eller i hvert fald ikke den eneste. En halv time efter filmen sluttede, bestemte vi os får at gå i seng. Vi gik sammen oven på og sagde godnat. Jeg gik ind på mit værelse og kiggede mig omkring. Der virkede indelukket, så jeg åbnede et vindue. Jeg fandt en stor T-shirt frem fra skabet og trak den over hovedet. Det havde været en af Damiens. Jeg elskede at sove i hans gamle tøj. Det var som om jeg stadig kunne dufte ham, føle ham. Jeg lagde mig på sengen, og var omgående væk. Dagen efter vågnede jeg, og havde n underlig fornemmelse i maven. Mit vindue var lukket. Jeg kiggede på mit ur. Shit! Den sagde 7:51. hvorfor havde mit vækkeur ikke ringet? Jeg kunne da ikke nå i skole på 9 minutter! Jeg skyndte mig at skifte tøj. Rede mit hår, og lægge mascara på. Jeg greb min skoletaske. Jeg måtte springe maden over, og løbe i skole. Men så snart jeg kom neden under, sad min far i en lænestol og kiggede op fra sin avis.

”Tidligt oppe.” Konstaterede han.

”Jeg skal være i skole om tre minutter!” Næsten råbte jeg i hovedet af ham.

"Rolig nu mus. jeg har ringet til skolen og sagt at du ikke kommer idag." Sagde han med sin rolige morgen stemme. Først forstod jeg ikke, men smilede bare. Jeg smed min taske, og gik ud i køkkenet. køleskabet indholde intet spændende. Så jeg lavede bare en oste mad og satte mig ind til min far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...