Monsters and Sprits

hovedpersonen Skye, har været igennem en masse ting, da hun mister sin storebror Damien. han blev slået ihjel af noget frygteligt. noget vi mennesker ikke engang tør tænke på. men livet går jo videre. nogle er heldige og andre er... ja, knap så heldige, og Skye er en af disse... nyd historien

3Likes
0Kommentarer
289Visninger
AA

1. Erindringen

Jeg hader når folk ikke tror på mig. Folk tror de er så bedrevidende. Det er de ikke! det er også lige meget, det er bare træls, når jeg ved at det er rigtigt.

”Skye? Vil du med på stranden?” Mine veninder så forhåbningsfulde ud. Stranden? Den kunne være farlig, rigtig farlig.

”Kan vi ikke lave noget andet i dag?” spurgte jeg, og håbede at de ikke så hvor meget jeg rystede. Men det gjorde de da.

”Skye, tør du ikke engang tage på stranden? Er du bange for at blive ædt?” spurgte de for sjovt. Og så gik de.  Bare lige sådan. Forlod mig i dørkammen. Jeg blev ikke overrasket. Det irriterede mig at jeg var så bange for at gå udenfor. Efter ulykken sidste år, har det eneste tidspunkt udenfor været turen til og fra skole. Jeg lukkede døren og gik ud i køkkenet, greb mig noget mad og gik med tunge skridt ind på mit værelse. Ikke lang tid efter, hørte jeg døren smække. Mine forældre var hjemme. Jeg sukkede. Jeg havde lov til at være i hele huset indtil de kom hjem. De vil ikke se på mig, og det havde jeg det fint med. Heller ignoreret end at blive mindet om den dag. Den dag. Jeg kunne stadig lugte det fugtige mos under os, mærke træet som vi var presset op af. Sveden der piplede ned af min pande. Mine hænder på Damiens skuldre, mens han stod i forsvarsstilling. Han var lige så bange som mig.

Pludselig var jeg tilbage i nutiden, siddende med hovedet begravet i en pude. Jeg faldt hurtigt i søvn, og blev liggende i sengen hele den næste dag. Jeg havde ikke haft sådan en erindring i lang tid. Sådan en erindring drænede mig altid for energi. De næste tre dage blev jeg bare liggende i sengen og græd. Ingen mad og intet vand. Det bankede på døren og mit hoved fløj op. Det bankede aldrig på. Hvem kunne det være? Stille åbnede min dør op, og der stod min mor. Jeg blev meget overrasket over at se hende. Og hun det blev hun vist også. Vi havde ikke set hinanden i et år. Hun listede ind og satte sig på sengen ved siden af mig. Hun fjernede stille mine tåre med sin tommelfinger. Det var faktisk dejligt at se hende igen.

”Hvorfor er du ikke på arbejde?” spurgte jeg hende.

 ”jeg har lagt mærke til at du ikke har været ude af sengen i 3 dage. Er der noget galt?” spurgte hun. Noget galt? Ja! ALT! Havde jeg lyst til at råbe lige ind i hovedet på hende. I stedet forblev jeg stille. Efter lidt tid, lød der et stille opgivende suk.

”Jeg ved godt at det ikke var dig.” sagde hun så. Jeg spærrede mine øjne op og kiggede på hende. Havde hun virkelig lige sagt det? Jeg sank en klump.
”Gør du.” min stemme svigtede. Hun nikkede.

”Du elskede ham lige så meget som vi gjorde. Måske endda mere. Du vil aldrig kunne gøre ham fortræd.” Hun havde ret. Jeg elskede ham mere end noget andet. Pludselig blev jeg overvældet af skyldfølelse. Jeg havde måske ikke dræbt ham. Men jeg havde forladt ham. Var jeg ikke stukket af som han havde bedt mig om. Var han måske ikke været død. Jeg skulde aldrig havde forladt ham. Jeg lod tårende løbe frit. Min mor trak og over til sig og satte mig i hendes skød. Det var rat at blive trøstet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...