Isabella Giftekniv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2013
  • Opdateret: 13 maj 2013
  • Status: Igang
Isabella er en ganske normal 14-årig pige, som tilfældigvis er bedste veninde med skolens elevrepræsentant og sladretasken Amalie. Men det er ikke nemt at være bedste veninde med skolens smukkeste pige, da Amalie tankeløst kaster sig ud i at score skolens Gud. Skal Isabella nu til at lege Kirsten Giftekniv? Eller ender det hele helt galt, når hun knytter et tæt forhold til dem begge? Følg med i Isabellas kamp mod venskab, brudte løfter, livet som en 14-årig pige og ikke mindst kærligheden. ~ Denne movella har jeg allerede udgivet én gang, dog uden at færdiggøre den. Den passer perfekt nu, og jeg har endelig mine tanker tilbage på rette sted!

3Likes
3Kommentarer
302Visninger
AA

5. Kapitel 2

Jeg valsede rundt i stuen til tonerne fra The Voice, alt i mens jeg redte mit brune garn tilbage i en høj hestehale. Jeg glædede mig rent faktisk til, jeg skulle være alene med Marcus. Havde du spurgt mig for en uge siden, havde jeg aldrig i livet vovet mig ud i den slags. At date - date og date, det var vel en slags date - skolens Gud var ikke helt ufarligt, men jeg følte mig så underlig tryg og tilpas i hans selskab. Jeg tullede ind på mit værelse og fandt min parfume, Rockin Rio, frem. Jeg sprøjtede lidt ud i luften og gik igennem det. Den duftede så dejligt, syntes jeg. I modsætning til Amalie, nøjedes jeg med en parfume ad gangen. Hun havde 10-15 stykker af gangen, det var helt sindssygt. Da klokken var halv tre svang jeg tasken med bøgerne i over skulderen og hoppede så ud på cyklen.

Jeg stod i den karrygule opgang foran døren indtil Marcus' lejlighed. Jeg vidste jo egentlig godt, han boede i lejlighed, men jeg havde regnet med, der var mere stil over det. Det kunne selvfølgelig godt være, selve lejligheden var toptjekket indrettet, og det bare var opgangen, som var halvfesen. Jeg tjekkede min mobil, klokken var kun kvart i. Årh, jeg vidste, jeg kunne nå at lægge et nyt lag mascara! Var jeg nu også gået rigtigt? Hvad hvis nu, det var en gammel alkoholiker, der boede derinde? Og han ville måske blive sur over at blive forstyrret? Hvad hvis Marcus boede i næste blok? Eller hvad nu hvis, han boede i et helt andet kvarter? Jeg kunne mærke, jeg blev mere og mere urolig, og til sidst lod jeg mig dumpe ned på trappen og begravede hovedet i mine hænder. 
"Isabella?" Jeg kan sige dig, jeg blev så lettet, da han pludselig stod i døråbningen ind til lejligheden med et smil. Jeg rettede mig op og tørrede usynligt snavs af mine bukser, hvorefter jeg gik hen til ham.
"Hej Marcus!" sagde jeg og smilede garanteret over hele fjæset. Jeg håbet ikke, jeg skræmte ham, for han smilede fjoget til mig og slog så en indbydende arm ind mod lejligheden. 
"Kom da indenfor," sagde han stadig smilende. Hans smil var ret nuttet, syntes jeg. Der var sådan et skævt Taylor Lautner-smil. 
Mit hjerte slog et slag over, da jeg mærkede hans hånd på min ryg. Det var som om et lille elektrisk stød jog igennem min krop, og efterlod en varm og kildrende fornemmelse i maven. 
"Skal jeg ikke tage din jakke?" tilbød han, og jeg vendte mig om og stirrede på ham. Jeg havde lige indtil da været sikker på, sådan noget kun skete på amerikanske film. Jeg smilede og rakte ham min jakke, som han pænt tog i mod og forsvandt væk i næste rum med. 
"Bare sæt dig ind i sofaen, så henter jeg lige matematikken," råbte han, og jeg nikkede kort for mig selv. Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, hvordan hans lejlighed så ud, og jeg lod mit blik glide hen over den - efter min vurdering - forholdsvis nymalede entré. Den var malet i en hvid nuance, og på væggen hang tre sorte billedrammer. I den ene var der et billede, af en ung pige, som jeg regnede med var Marcus' storesøster, i en anden ramme et billede af en anden pige, som så yngre ud en os, som jeg hurtigt genkendte. Det var hans lillesøster, Rebekka, som jeg så ofte havde set ham hente nede i fritteren. Hun var ret køn, syntes jeg. Hun havde store, mandelformede øjne og halvlangt, lyst hår. Hun havde en let solbrun hud og de fineste, små fregner på næsen. 
I den tredje ramme hang et billede af en lille dreng, med lysebrunt hår og chokoladebrune øjne. Han virkede bekendt, men jeg kunne ikke huske noget om, at Marcus skulle have en lillebror. Og som man snakkede om solen, så kom Guden frem inde fra det rum, som han kort forinden var forsvundet ind i. 
"Står du stadig her, Bella?" spurgte han og smilede. Jeg stivnede. Bella? Det hele boblede, sitrede og summede indeni, og jeg kunne mærke mine kinder blusse op. Jeg vil vædde med, jeg var helt rød i kastanjen, så jeg vendte hovedet lidt væk fra ham og nikkede.
"Hvem er det?" spurgte jeg og pegede op på billedet af den lille dreng. Jeg anede et smil ud  af øjenkrogen. 
"Det er mig," svarede han og stillede sig om bag ved mig for at betragte billedet, "det blev taget, da jeg var seks år." Jeg bed mig i underlæben og begyndte at smile. Urgh, hvor var han dog lige til at spise! Ej, Isabella, behersk dig! Der var ikke mange 14-årige drenge, som stadig havde babybilleder, om jeg så må sige, hængende i hjemmet længere. Men Marcus var også noget helt specielt. Ikke ligesom de andre pubertetsunger i klassen, som bøvsede og pruttede og var total barnlige. Marcus var rolig og havde gode manerer. 
"Vil du ikke med ind i stuen?" spurgte han og pegede over skulderen. Jeg nikkede, og vi satte os derind. Jeg lagde forsigtigt min taske på gulvet og fiskede mine bøger op. Hans lejlighed var faktisk ret normalt indrettet, med et sort/hvidt tema og et par enkelte røde vaser hist og her. Der lå lidt bøger og flød på sofabordet, men ellers var der R&R - ryddet og rent. Han smed sig i sofaen og klappede på pladsen ved siden af sig. Jeg satte mig ned helt ude på kanten af sofaen helt stiv i kroppen. Jeg kunne mærke hans blik på mig, og jeg blev helt panisk. Hvorfor var jeg dog også her? Hvad havde jeg egentlig lige regnet med? At jeg bare ville komme og så ville det hele bare køre som smurt? Åh gud, Isabella, hvad har du dog rodet dig ud i? 
"Er der noget galt, Isabella?" spurgte han og så bekymret på mig, og jeg rystede hurtigt på hovedet, hvilket nok ikke var særlig overbevisende. Han satte sig lidt mere op og lagde en hånd på min pande, og ligeså snart hans hud rørte min, kom den samme, efterhånden velkendte, elektricitet tilbage. 
"Ingen feber," konstaterede han og smilede. Han havde sat sig lidt tættere på mig, hvilket bare gjorde mig endnu mere nervøs. Mine håndflader blev helt svedige og ulækre og jeg tørrede dem forsigtigt af i bukserne. Jeg lukkede øjnene, det var ikke særlig smart at sidde og dehydrere fuldstændig foran skolens Gud, han måtte ikke tro om mig, at jeg var den taber, som jeg jo egentlig i virkeligheden var. 
"Jeg har det helt fint, jeg har bare ikke drukket noget hele dagen, så dehydrerer jeg en smule," undskyldte jeg og sendte ham et lille, løgnagtigt smil som prikken over i'et. Der lød en dør smække udefra entréen og kort efter kom en dame ind, som lignede en midt i 40'erne. Hun fik øje på mig og lyste op i et smil, hvorefter hun tullede hen til mig og rakte mig hånden.
"Goddag, jeg er Marcus' mor, Bettina," hilste hun og betragtede mig nysgerrigt.
”Isabella,” svarede jeg og tog hendes hånd. Hun nikkede og smilede, og så nikkede hun lidt mere. Hun så ret tjekket ud, var iklædt en stram, kontornederdel og en hvid skjorte, der var stoppet ned i. Hendes arme var veltrænede, i modsætning til min mors mormorarme.
”Skal I til at lave lektier, Marcus? Ja, Marcus har jo altid været god til alt det der med piger, forstår du nok. Han har jo sine to søstre, og så er jeg her jo også. Marcus’ far flyttede, da Marcus var helt lille, så han har altid fået en kvindes opdragelse, hvilket nok har gjort, han har kunnet udtrykke sine følelser helt anderledes end hans venner, som jo altid er sådan nogen smartenheimere,” knevrede hun løs som en anden Lotte Heise. Jeg smilede og nikkede, og jeg kunne lige ænse Marcus rystede svagt på hovedet hvorefter han lo.
”Mor!” En hver anden på vores alder, inklusiv mig, havde givet sin mor et møgfald, hvis hun begyndte at kværne løs på den måde. Men ikke Marcus, selvfølgelig. Bettina smilede til Marcus og mimede ordet ”undskyld”. Jeg fnes lidt og smilede til Bettina.
”Det er rart at møde dig, Bettina. Marcus og jeg har aftalt at lave matematik sammen her i eftermiddag,” forklarede jeg og pegede hen på matematikbøgerne, som jeg havde lagt på bordet. Hun nikkede og smilede som en anden nikkedukke, som ikke kunne andet.
”Okay, unger, I siger bare til, hvis I vil have noget, ikke? Skal jeg bage boller?” spurgte hun og lagde vægten over på det ene ben. Jeg rystede på hovedet.
”Nej tak,” sagde jeg. Marcus rystede også på hovedet.
”Men mor, hvis du gider komme med et glas vand til Bella, så ville det være dejligt.” Det gav et sug i maven, da jeg hørte mig blive omtalt som ”Bella” igen. Jeg kunne egentlig meget godt lide det, men jeg var aldrig blevet kaldt sådan noget af en fyr før. Bettina var straks tullet ud i køkkenet, hvor man kunne høre det rislende vand fra hanen. Kort efter var hun tilbage og rakte mig glasset.
”Tak,” sagde jeg og smilede. Marcus og jeg begyndte at lave matematik, og der gik faktisk ikke mere end en time, så var vi færdige. Vi begyndte at sidde og snakke, og det lykkedes mig at kvaje mig adskillige gange. Jeg væltede glasset med vand, så Bettina måtte lægge sig på knæ og tørre det op og insisterede på, jeg bare skulle blive siddende, jeg kom til at nikke Marcus en skalle, så han måtte hente to Panodiler og jeg fik jogget ham over tæerne. Og det skulle vise sig, jeg ikke var færdig med at kvaje mig.
”Hvorfor slog dig og Rikke egentlig op?” fløj det pludselig ud af mig, og jeg skyndte mig at holde hånden op foran munden. Hvorfor skulle jeg lige spørge om det? Nice job, Bella...   
”Undskyld!” sagde jeg og pressede øjnene hårdt sammen. Hvordan i helvede kunne jeg spørge om noget så dumt og hjerteløst? Men som den fantastiske Gud, Marcus nu engang var, smilede han bare.
”Du skal ikke sige undskyld, for det er da et rimeligt spørgsmål. Alle de rygter, der går om, at Rikke er et forfærdeligt menneske, og at jeg er fuldstændig knust passer slet ikke, jeg kan da stadigvæk godt lide hende.” Jeg åbnede øjnene og hævede et øjenbryn. Hvis han stadig kunne lide hende, hvorfor dælen havde de så slået op?
”Jeg er forelsket i en anden,” sagde han, som havde han læst mine tanker. Hvem var han forelsket i? Amalie? Der tikkede en besked ind på min telefon, så jeg hev den straks op ad tasken.
'Hej søde, kommer du over, når du får tid til din bedsteveninde igen? xx' Tsh... 
”Hvem sms’er du med?” spurgte Marcus nysgerrigt, og det gik op for mig, hvor uhøfligt det var at begynde at skrive med nogen, når man var ude.
”Undskyld, det var bare Amalie,” sagde jeg og fik øje på et ludospil, ”hvad siger du til, jeg tæsker dig i ludo?” udfordrede jeg ham, og han lo.
”Kom an!” Vi hev spillet frem, og jeg kan fortælle jer, at Marcus snød så vandet drev, men det endte alligevel med, jeg vandt. Vi glemte fuldstændig tiden, og pludselig gik det op for mig, jeg nok skulle til at komme af sted, hvis jeg skulle nå hjem til Amalie, inden det blev mørkt.  Vi udvekslede numre, og så var det også bare afsted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...