Fanget af Tiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 13 jun. 2013
  • Status: Færdig
Et fly er på vej til London. Men tiden går i stå, og passagererne er fanget.

Til den konkurrence, hvor man skulle skrive en historie til et billede. Jeg er tilfreds med, at den kom med blandt de ti bedste!

6Likes
3Kommentarer
527Visninger
AA

1. Fanget af tiden

Vi er fanget. Af tiden, i tiden. Vi sidder fast og har gjort det længe. Og alligevel ikke længe, for tiden er ikke gået. Men det har den så alligevel, for her er vi jo, og her har vi været og levet i noget, der føles som lang tid. Jeg ved ikke, og man kan sige, at vi har levet, for hvis der ikke er gået nogen tid, så kan der jo ikke være sket noget. Men det er der. Helt bestemt. Helt bestemt en masse. Vi er mange, men kender alligevel alle sammen hinanden. Vi er blevet som en stor familie. En stor familie på niogfyrre mennesker. Vi var godt nok halvtreds, da vi fløj afsted. Men det er lang tid siden. Altså hvis tiden er gået, og det tror jeg, vi er kommet frem til, at den er. På en eller anden måde. Hun forlod os hurtigt, Sarah. Efter det, der føltes som et par dage efter det hele skete. Da vi begyndte at smøge ærmerne op, for at kigge på vores ure. Men de var gået i stå. Alle sammen. Klokken var fem minutter over halv otte om aftenen. Det er den stadig. Men vi har en til at tælle. Han siger, at han tæller sekunderne der går. Han sætter en streg på et stykke papir, hver gang der er gået et minut. Han er skør. Der er ingen der har talt stregerne. Bunken med papirer er stor. Mildest talt. Og der er ikke så meget papir tilbage. Altså papir, der ikke er fyldt med streger. Tidens mærker. Jeg har nogen gange overvejet, om flyet flyver videre mod London, når der ikke er mere blankt papir tilbage. Om det hele går i gang igen. Om vores familier hjemme i London stadig findes, om der er gået flere århundreder, når vi lander, hvis vi lander. Hvis, hvis, hvis. Jeg tror, det var det, der fik Sarah til at forlade os. Uvisheden om, hvad der sker. Jeg overvejer stadig nogengange at følge hende. Ud af vinduet. Ud i det blå. Men hvad er der derude? Det er det spørgsmål, der har holdt mig, og alle andre, tror jeg, tilbage. Nu er vi her. Prøver at leve så normalt man nu kan leve, når tiden ikke går. Vi prøver at få tiden til at gå, hvilket er svært, når den nok slet ikke går. Vi sover ikke, og har heller ikke brug for mad eller drikke. Ingen af os føler sult eller tørst. Ingen af os bliver trætte. Nogen sidder bare. Sidder og stirrer tomt ud i luften. En gang i mellem kan man høre halvkvalte hulk og snøft. Men efterhånden som tiden går - eller ikke går - der længere tid i mellem. Det var mere i starten, folk græd. Nu har mange sluttet sig til den stirrende flok. Jeg bruger meget tid på at kigge ud af vinduet og tænke på Sarah. På at tænke. At tænke på at tænke på at tænke. Der er ikke så meget andet at lave. Ellers sidder jeg og taler lidt med min mor. Eller prøver. Hun var en af de første, der lukkede af. Sidder bare. Måske bliver jeg den næste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...