War and Love, - ♥ One Direction ♥

Mød de to bedste veninder, Rose og Brooklyn. De var sammen om alt, men når en dreng kommer i mellem og fremkalder vrede, jalousi og ikke mindst tårer, sætter det venindernes forhold på prøve. Når nogle ellers hidtil hemmeligheder bliver afsløret, og når en fortid ødelægger alt. Små problemer bliver større for hver dag der går, uden de bliver løst. Forholdet udvikler sig til had, og man skal bevise noget for den anden. Når deres andre problemer indhenter dem, og en af pigerne møder hendes fortid igen. Men i sidste ende, er drengen så det hele værd?

2Likes
0Kommentarer
416Visninger
AA

1. The meeting

Brooklyns synsvinkel

 

De høje røde hæle gik foran hinanden hele tiden, som om de konkurrerede om hvem der skulle være først. Den stramme nederdel gjorde mine mine hofter synligere, og så var der blusen. Blusen som var stropløs og vinrød, sad stramt om brystpartiet, men alt i alt fik man et forkert udtryk af mig. Mit hår var sat op i en løs høj knold, det mest hverdags agtige, som fik mig mindst til at ligne en luder. Det var vaskedag, en ret dårlig dag at skulle i byen, men jeg kunne ikke udsætte det mere. 

 

Men jeg havde snublet over et par sko fra converse og en sød blonde bluse, så jeg fortrød ikke helt at jeg var taget afsted en lørdag eftermiddag for at handle ind. Selvom det også havde gjort min tidsplan lidt presset, for jeg havde en aftale senere. Men hun ville forstå. Efter langvarigt venskab kendte Rose mig godt nok, til at forstå at jeg blev nød til det. Det kendte jeg hende godt nok til at vide. Hun var en fantastisk veninde, en veninde du ikke kan gøre andet end holde af. Sådan havde jeg det med hende. Hun var betydningsfuld. 

 

Jeg gik forbi et lille supermarked, som egentlig var mere et lager med rester fra de større supermarkeder hvor udløbsdatoen var ved at overskride, så det var ikke så meget værd. Men så vidste jeg, at jeg ville støde på et større supermarked, hvis jeg bare gik lidt længere. Så jeg gik videre. Jeg tog et lille smug kig på mit hvide D&G armbåndsur, som viste at klokken nærmede sig tre om eftermiddagen. Jeg satte farten op, og var ved at snuble over en hund, som var blevet sat udenfor så ejeren kunne købe ind,- håbede jeg. Jeg havde ondt af hunden hvis den bare var blevet efterladt. Sådan nogle tanker havde jeg, hvis jeg så en hund stå og vente. Jeg havde måske set Hachiko lidt for mange gange.

 

Solen skinnede mig lige i øjne, så jeg hev solbrillerne på og slappede af. Jeg slentrede ned af gaden, og smilede til de forbipasserende. En vane jeg gjorde for at være venlig- men det var ikke altid man fik et tilbage. Jeg gik i mine egne tanker, kiggede fast lige ud, da en stemme brød ind i mine tanker. Der gik et stykke tid før jeg reagerede på mit navn.

 

Jeg vendte mig om og så en fyr på de nitten år, med en løs T-shirt med V-udskæring, et par shorts og et par Ray Bands som skjulte hans øjne. Jeg stod lidt og trippede, usikkert om det nu havde været til mig han talte til. Men da han ikke rykkede sig, kun så i min retning, antog jeg at det var til mig.

 

"Ja?" Spurgte jeg med en lidt for nysgerrig stemme. Langsomt tog han hans solbriller op i håret, så mit hjerte stoppede. No way. Bevægelsen han lige havde foretaget sig, kørte som en spillefilm om og om i mit hoved. No way! You must fucking kidding me!

 

"Liam? Liam Payne?" Jeg fattede ikke hvem jeg så på. Og så efter alle de år! Jeg var ikke sikker. Eller noget af mig var ikke sikker, den anden del skreg til mig at det var dén Liam, som jeg havde kendt som lille. Men mistede for kun få år tilbage. 

 

Det var umuligt. Eller selvfølgelig var det ikke umuligt, men det kunne ikke passe. Liam? Nej, vel..? Men jeg kunne ikke fatte det. Jeg så på ham. Liam. Min barndomsven! Jeg havde aldrig regnet med at skulle se ham igen. Min bedste ven. Min Liam. Det føles som.. en evighed, siden jeg sidst havde set ham. Og jeg havde aldrig forestillet ham i min fremtid, den gang vi skilles. Aldrig, ikke engang bare én tanke havde jeg skænket om at han ville komme tilbage. Ikke en. Men nu var han her. Lysende i live, havde det godt og han så på mig. Huskede mig. Sagde mit navn. No way!

 

"Hvor er det længe siden!" Hvinede jeg og uden at tænke mig om kastede jeg mig mod Liam. Han åbnede armene overrasket og tog mig ind i hans favn. Jeg kunne mærke tårerne presse på, men det var det forkerte tidspunkt. Han kunne kende mig! Endda med solbriller.. Han havde ikke glemt mig, og det bedste var at han var her. Lige nu.

 

"Hey," grinte han og jeg kunne mærke ham trække i smilebåndet. Jeg havde ikke lyst til at trække mig tilbage, men da han skubbede mig tilbage, blev jeg nød til det. Jeg trak solbrillerne op i håret, så han virkelig kunne se mig. Han sendte mig elevator blikket, hvilket fik mig til at grine. Jeg kunne mærke varmen i kinderne, så jeg så væk. Han skulle ikke se at en kompliment fra ham, stadig kunne få mig til at rødme. 

 

"Hvordan går det?" Spurgte han og så mig i øjne. Da jeg kiggede på ham, kunne jeg ikke lade være med at nær studere ham. Han var en smule anderledes. Men han lignede sig selv. Samme smil, samme gnister i øjnene.. Han var den samme, intet havde ændret sig. Det var måske også bare en fornemmelse, jeg havde, at noget have ændret sig. Det var jo længe siden, jeg sidst havde set ham.

 

"Godt.. Hvad med dig?" Spurgte jeg om. Han smilte skævt og tog hånden op for at skærme for solen. 

 

"Det går kun godt, her fra," svarede han. Jeg smilede større og det smittede vist lidt af på ham. Hans smil blev større, og det samme gjorde varmen i mine kinder. Han var fantastisk, så fantastisk.

 

"Det lyder godt," svarede jeg. Vi kiggede på hinanden. Og det gjorde vi længe. På et tidspunkt, blev jeg også nød til at skærme for solen, som gik direkte ind i øjnene. Da vi var færdige med at stirre, lod han sin hånd falde ned langs siden, kiggede rundt indtil hans blik faldt på mig igen.

 

"Har du lyst til en is?" Han smilte roligt, og jeg lod ordene synke ind. Hans stemme.. Jeg blev nød til at bide mig i underlæben for ikke at hyl grine, som en eller anden i idiot, for så derefter at kaste mig i armene på ham og fortælle hvor meget, jeg havde savnet ham. Hvor meget jeg havde savnet os to, gå og nippe til den samme is og snakke om alt og intet. 

"Det ville jeg gerne," 

 

***

 

Well, vi delte ikke is og vi snakkede ikke ligefrem om alt eller intet. Kun om alt. For der var en del at snakke om. Han fortalte om bandet, livet, hans forældre, venner, og vi grinte af at han skulle have make-up på nogen gange- specielt når han optrådte. Jeg fortalte om mine forældre, Rose, at jeg var startet på Gymnasiet og hvad jeg foretog mig til hverdag. 

 

Vi gik rundt og kiggede ind i butikkerne en gang imellem, uden helt at kigge på hvad de havde. Men mest sad vi på en bænk og snakkede.

 

"Jeg overvejer en tur til Sweitz til vinter," sagde han så. Jeg sad og lyttede interessant, og slugte hvert et ord. 

 

"Hvorfor Sweitz?" Undrede jeg mig om. Han kiggede ned på mig og sendte mig et smil.

 

"Ja, hvorfor.. " Spurgte han om, nok mest sig selv, i et fraværende tonefald. "Det ved jeg ikke," sagde han så efter lidt, "En dag hørte jeg Louis snakke om Sweitzerland og så blev jeg bare.. inspireret," i mine ører lød alt hvad han sage poetisk. Magisk. Jeg kunne ikke lade være med at se op til ham, som en eller anden fan. Han var magisk. 

 

"Tag mig med," sagde jeg halvt i sjov og halvt i alvor. Jeg havde i hvert fald et skævt smil plantet på læberne. Han kiggede på mig med alvorlige øjne og et sødt, svagt smil. Han strøg mig over håret.

 

"Ja, hvorfor ikke?" Han kyssede mig på panden, og jeg nød den lette, bløde berøring. Jeg sukkede tilfreds, og kiggede ud på fontænen. Jeg lagde hovedet på hans skulder, og han lagde armen om mig. Jeg nød øjeblikket. Lige nu og her. 

 

Sammen med Liam. Det var der, jeg skulle være.

 

***

 

Rose havde ringet. Bekymret. Hun havde ikke hørt fra mig, hvilket havde gjort hende bange- og da jeg ikke kom til tiden... Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men jeg beroligede hende. Sagde at jeg bare var stødt på en gammel ven. Hun var helt så helt rolig, og jeg kunne enda høre hende sukke i den anden ende af samtalen. Hun tilbød enda at han kunne komme med, så hun kunne møde ham. Jeg havde ikke fortalt hende om ham, men hvis jeg fortalte at jeg var barndomsvenner med Liam Payne, ville hun nok indlægge mig med det samme. Ikke engang det faktum at jeg havde en barndomsven, var kommet på bane. Så det eneste du vidste, var at han var en gammel ven. Men sådan skulle det ikke blive ved med at være. Så snart hun så ham, var jeg sikker på at jeg kom til at skulle fortælle det hele. Det var ikke bare en kort forklaring hun ønskede, kunne jeg forestille mig. Næ nej, én med detaljer og det hele. Men altså, hvem ville ikke det? Hvis hun kom hjem med Justin Bieber en dag, så skulle hun også forklare en hel del. 

 

Vi stod for enden af Roses vej. Vi skulle mødes hos hende, for derefter at tage i biffen og se Scary Movie 5. Det havde ikke været et stort problem for Rose at bestille en billet til, selvom det var næsten i sidste øjeblik. Men hun var bare glad for at møde nogen af mine gamle venner, -kende min fortid lidt nærmere, selvom fortid jo var fortid. Men Liam var ikke noget at skjule, så jeg tillod hende at se ham. Drengen i min fortid. Min fortid. 

 

Liam havde først planer i aften, hvilket var heldigt. Filmen sluttede halv elleve i aften, men det var først klokken tolv at han skulle mødes med nogen af hans venner, for så at holde Døgner. 

 

På vejen hen til Rose, startede det ud med stilhed. Selvom der var meget at sige, var det meste næsten allerede sagt. Jeg kunne personligt ikke komme på mere, som jeg havde i hovedet nu. Indtil jeg gravede dybere, og fandt noget, som jeg pludselig blev nysgerrig efter at vide mere om.

 

"Tænkte du nogensinde på mig?" Jeg bed mig usikker i læben. Jeg skulle havde omformeleret det, så det ikke lød så.. desperat. Som om jeg kun ønskede at han tænkte på mig. Hvilket jeg ikke gjorde, selvom en lille del af mig måske virkelig ønskede det. 

 

Men det var et spørgsmål, som havde plaget mig nogen aftener. Kun de nærmeste aftener efter han ikke var der mere. 

 

"Jeg tænkte på dig hvert sekund, efter vi havde skilles. Så begyndte jeg at savne dig, og så gjorde tanken om dig for ondt," han kiggede kort på mig, for så at kigge sorgmodigt ned i jorden. Jeg forstod hvad han mente. Jeg havde haft det på samme måde.

 

Da vi stod foran Roses hus, begyndte jeg at blive spændt. Nu var det nu, jeg skulle præsentere Liam for Rose. De to bedste personer i mit liv. 

 

Jeg bankede på, og kun kort efter kom Rose styrtende til døren. Hun så kort på mig, smilende, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at hun før havde haft det smil plantet på læberne. Jeg kunne ikke lade være med at gengælde det. Hun kiggede kun kort efter, på ham der stod ved siden af mig. Hendes smil falmede hurtigt, og hendes øjne blev store. En lille latter undslap hendes mund, og hun stod og stirrede på ham. Indtil smilet kom tilbage, og det lidt nervøse udtryk, var væk. Hun rak hånden frem, og præsenterede sig som Rose. Liam stod med et skævt smil på læberne, og et roligt og.. -sexet?- smil viste sig, og han tog fat i hendes hånd og rystede den let. 

 

"Liam," sagde han og blinkede. Jeg havde aldrig set ham sådan. Aldrig, og han havde hellere aldrig set sådan på mig. Jeg mærkede et sug i maven og en underlig knude samlede sig i maven. Jeg smilte nok stort og falsk, da jeg mærkede Liams blik på mig, men jeg var ligeglad. Jeg kunne mærke det. Den lille vrede, den lille del af mig, som jeg ønskede aldrig skulle frem. Hun var min bedste veninde, og han min bedste ven. Det kunne ikke ske. Jeg måtte ikke. Jeg kunne ikke tillade mig selv det. Hvorfor blev jeg det? 

 

Jeg bed mig i inderlæben, en vane jeg altid gjorde når jeg enten var nervøs eller usikker. Og jeg kunne helt klart vurdere at jeg var nervøs. Jeg kunne næsten allerede forudse, hvad aften ville føre til. Og jeg kunne ikke lide tanken. Jeg knyttede mine svedige håndflader. Det så ikke godt ud. Jeg fandt ikke ligefrem situationen behagelig. 

 

Den sugende fornemmelse tog til, da Rose nikkede ind mod entréen, som et signal på at vi skulle gå ind, og Liams skæve smil blev større og hans øjne glitrede. Jeg havde lyst til at flygte. Men jeg kunne ikke. Og det var umuligt, da Liam tog hånden på min ryg og skubbede mig ind. Jeg sank den klump, jeg havde i halsen. 

 

Hvor lidt jeg end brød mig om det, følte jeg at mit største mareridt, skulle til at begynde.

___________________________________________________________________________

Omg, jeg elsker Tati! Shit det er godt det her kapitel! Fantastisk, håber i kunne lide starten af det, det kunne jeg i den grad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...