War and Love, - ♥ One Direction ♥

Mød de to bedste veninder, Rose og Brooklyn. De var sammen om alt, men når en dreng kommer i mellem og fremkalder vrede, jalousi og ikke mindst tårer, sætter det venindernes forhold på prøve. Når nogle ellers hidtil hemmeligheder bliver afsløret, og når en fortid ødelægger alt. Små problemer bliver større for hver dag der går, uden de bliver løst. Forholdet udvikler sig til had, og man skal bevise noget for den anden. Når deres andre problemer indhenter dem, og en af pigerne møder hendes fortid igen. Men i sidste ende, er drengen så det hele værd?

2Likes
0Kommentarer
420Visninger
AA

2. My name is Rose, and you are?

Rose's synsvinkel:

 

Jeg sad i min sofa, med benene over kors, og lavede kryds og tværs. Syv bogstaver, og det starter med K.

Jeg trænger til et liv. Virkelig. 

Jeg sukkede ad mig selv, og lagde blyanten fra mig. 

Jeg hørte nogle bank på døren, og jeg var sprang nærmest op, og løb nærmest ud i gangen, så jeg var ved at snuble over mine ben. Jeg så ned ad mig selv, jeg rettede hurtigt lige mit top, og gik ud for at åbne op. Da jeg hev ned i håndtaget, og nærmest hev døren op, så jeg var ved at få den i lige hovedet. 

Jeg havde regnet med kun at se Brook, men da et ukendt ansigt gik mig i møde, kunne jeg ikke lægge skjul på at han var lækker, men så lo jeg kort, for at gøre den akavet stemning, ja, mindre akavet. Hans nøddebrune øjne fangede mine, og jeg mærkede et sus i maven, og jeg mærkede et strejf af kemi.

Hva'fanden? 

Du har lige mødt ham, Rose. 

Han tog hånden frem, med et smil som man ikke kunne andet end at gengælde, det tog først nogle sekunder før jeg fandt ud ad hvad han ville, så jeg tog hans hånd, "Liam," sagde han muntert, og så op på mig. 

Seriøst, der var som om hans øjne glimtede, jeg lyver ikke. 

Jeg smilede mit sødeste smil, "Rose," sagde jeg og lod ham ryste min hånd blidt, uden at bryde øjenkontakten. Han gav stille slip på min hånd, og det var der jeg så kort ovre på Brook, og lagde mærke til hendes blik, det var fuldstændig stivnet, og hendes mund var halvåben, hun så ud som om hun kunne finde på at løbe væk hvert sekund, for hun så sig tilbage to gange på de femten sekunder jeg betragtede hende. Hendes blik var nærmest slået fast på Liam, og hun så ud som om hun ikke ville være her.

Jeg lavede et kast med hovedet, for at hentyde til at de skulle komme ind, så åbnede jeg døren helt for dem, og lod dem komme ind. 

Han er nærmest perfekt. 

Mens han gik ind, tillod jeg lige mig selv at tjekke ham ud, bagfra, hm, ja selv bagfra var han lækker. 

Perfekt. 

"Hvor her hyggeligt," sagde han med et smil på læben, og hans fingre rørte ind reol, "mange tak," svarede jeg sødt, og fulgte hans hånd med øjne og gik lidt tættere på ham.

"Skal jeg ikke vise dig rundt?" spurgte jeg, og han nikkede hurtigt, og jeg så ovre på Brook, som stod som forstenet og så ned i gulvet, "vil du med?" spurgte jeg og smilede skævt, efter nogle sekunders tid, hvor det så ud som om hun overvejede sit svar, løftede hun hovedet, og så direkte på mig.

Hvis blik kunne dræbe havde jeg været død lige nu. 

"Nej," vrissede hun, og rystede samtidig på hovedet. 

Hvad gik det lige ud på? Jeg ved ikke hvorfor men det gik mig på at hun skal være sådan der, og så lige foran Liam, det var irriterende at hun ikke kunne vente, og så i det mindste lade som om hun var glad, i stedet for at spille så skide fornærmet. 

Jeg elskede jo Brook, ingen tvivl der, hun var den dejligeste, og de bedste oplevelser jeg har er med hende. Men hun kunne også være skide irriterende. Men hun var noget særligt. Speciel, den eneste der kendte til min fortid, og til mine værste hemmeligheder. 

Der var seriøst ingen som hende, jeg kunne alt med den tøs. 

Jeg valgte at ignorere det fact at hun var skide sur. Jeg havde tænkt mig at tage en snak med hende senere, når hun havde fået lidt tid.

 

 

 

Vi sad lige nu på en eller anden restaurant og spiste og på en eller anden måde havde jeg fuldstændig glemt alt om at snakke med Brook. 

Men inden jeg lige tager snakken med hende, vil jeg lige fortælle jer om hvad vi havde lavet; 

Efter rundvisningen fik Liam den idé, at vi skulle tage i biffen, hvilket Brook og jeg overhovedet ikke havde noget i mod, vi skulle jo gøre et godt indtryk på ham, og det virkede da hellere ikke som den værste idé. Inden vi kørte skiftede jeg lige, så lige nu havde jeg nogle stramme sorte jeans på, og en lidt løs, sart rosa farvet top. Jeg hader stramme bluser, mest fordi at hvis jeg har stramme bluser på, lægger man mere mærke til mine manglende bryster, hvilket er totalt uretfærdigt, for jeg bruger kun A-størrelse, hvilket ikke er nok når man i for vejen er alt for høj, men man kan jo ikke være perfekt, og ellers er jeg da meget glad for resten af mig, jeg har langt lyst bølget hår, og store tilpasse koralfarvede øjne, makerede kindben og en smal men bred mund. 

Nå, tilbage til historien. 

Vi kørte så de ti minutter som der var fra mig og til biografen, Liam valgte film, mest af alt fordi jeg ikke anede hvilke film der gik, og Brook var stadig fornærmet.. Men da vi kom længere ind i filmen slappede hun vidst mere af. Filmen var sikkert meget god, men jeg fulgte ikke med, for det var så frustrerende at Liam sad lige ved siden ad mig, og hans hånd op ti flere gange strejfede min, gav flere sus gennem min mave, og jeg kunne mærke hans blik på mig op til flere gange, mens jeg bare stod og lignede en tosse som bare så ud i luften.

 Efter vi havde set filmen, faldt mig og Liam straks i snak, og vi snakkede i flere minutter, da jeg begyndte at få skyldfølelse over at Brook bare stod der. Men jeg tænkte så at hun bare kunne bidrage med i samtalen. Men jeg fik lidt ondt ad hende, det var jo hende der viste mig for Liam.

"Hvilken skole gik du før på, inden du flyttede?" spurgte Liam intresseret mig om og afbrød mine tanker. Han tog endnu en pomfrit ind i munden, "en skole i det mere sydelige London," svarede jeg ligegyldigt, og heldigvis grinte han, men han lagde ikke emnet om min fortid være, "Hvorfor flyttede du endelig?" spurgte han, og tog endnu en pomfrit, og puttede godt med ketchup på. "Åh, det en lang historie!" svarede jeg hurtigt - for hurtigt. 

"Vi har tid," sagde han med skævt grin, jeg tvang et smil op. "Øh.." begyndte jeg, men stoppede op.. hvorfor var han så fandens nysgerrig? 

"Jeg valgte at flytte for at få en ny start," sagde jeg ligeglad, og lod mit blik fange hans.

Han nikkede bekræftende, og heldigvis lagde han emnet om min fortid være. Det var svært for mig at snakke om det, da det er noget jeg helst bare vil glemme, men det er svært. Der skete så meget den gang, og jeg aftalt med mig selv at det aldrig skal ske igen. 

Jeg nippede til min sodavand, og rystede på hovedet af mig selv. Nu var jeg helt muggent fordi jeg tænker på min fortid, det gør mig sur at jeg har og kunne være så dum. Så dum, at jeg ikke kunne se at jeg ødelagde mig selv.

"Skal vi gå?" spurgte Liam, som sikkert godt kunne mærke på stemningen, at vi skulle til at gå. Jeg nikkede bare, og jeg så ikke hvad Brook gjorde, men eftersom Liam rejste sig op, tænkte jeg at vi nok skulle gå. 

"Tør du ikke?" spurgte han, og lod sin finger strejfe min kind, som gav mig kuldegysninger overalt på min krop. Jeg havde lyst til at ryste på hovedet, men jeg ville virke moden. Sej. Så jeg følte jeg ikke havde andet valg end at nikke. Jeg fortrød straks mit valg, da han kom nærmere. Jeg ville ikke, nej. Men det var forssent, hans mund ramte min i et kort øjeblik, og jeg havde lyst til at skubbe ham væk. Fortælle ham han kunne rende mig og skride hjem til sin mor. Men jeg gjorde ikke. Sagde ikke noget. Han trak en pose op fra sin lomme, og grinede da han så min reaktion. 

"Rose?" sagde Liam, og vækkede mig fra min tanke. Jeg smilede anstrengt, og så kort på ham, og så væk igen. "Rose," sagde han igen, og jeg nikkede med blikket slået fast ned i jorden. Jeg var på nippet til at tude, tude foran ham. 

Det var løgn det her, hvorfor var jeg sådan? 

"Nå, men jeg skal nok også hjem nu," sagde jeg, og tvang mig til at se op på ham, med et smil. Hans øjne mødte mine, og det var som om alt andet forsvandt omkring os. Men så nikkede han, og lod blikket falde hen på Brook. 

"Jeg tager bussen hjem," sagde jeg og pegede ovre mod busstoppestedet, han nikkede bekræftende, og kom så tættere på mig, et øjeblik troede jeg han ville kysse mig, men da hans læber strejfede min kind, og han krammede mig hårdt men stadig blidt, smilede jeg forsigtigt. "Vi ses," sagde jeg og trak mig væk fra hans kram, "det håber jeg," svarede han, og blinkede med sit ene øje. 

Uhyggeligt, det andet øje bevægede sig ikke engang!!

Jeg smilede til ham en sidste gang, inden jeg vendte mig om og gik hen i mod busstoppestedet. Det var begyndt at regne lidt, fedt. 

Jeg sukkede irriteret, mens jeg stod der, faldt mine tanker hele tiden hen på Liam. Selv hvor meget jeg prøvede at få de tanker væk, gav de sig ikke. Hans ansigt blev ved med at dukke op i mit hoved, hele tiden. 

"Rose!" sagde en dreng, og pga. regnen kunne jeg ikke se hvem det var. 

Men da jeg så det, lyste mit smil nærmest. Liam. 

Jeg kunne ikke skjule hvor glad jeg var for at se ham, og da han kom hen i mod mig, smilede jeg som en sindssyg. "Rose," sagde han igen, og det var som om hans øjne smilede. 

"Må jeg få dit nummer?" spurgte han genert, og man kunne lige ane at han blev en smule rød i hovedet ved sit eget spørgesmål, jeg kunne ikke lade vær med at grine en smule, og så derefter bare på ham, for at trække ventetiden ud. 

Men så nikkede jeg så. Hans ansigt lyste op, og han gav mig sin mobil, og jeg tastede mit nummer ind. Da jeg gav ham den igen, stod han bare som et barn der lige havde fået en slikkepind. 

"Vi ses," sagde han, og han kunne ikke lægge skjul på hans glæde, og hans øjen fangede mine en sidste gang, inden han efterlod mig ved busstoppestedet, med et kæmpe smil, og mit hjerte bankede som en sindssyg, min ben føltes som mursten, og jeg stod i flere minutter og så efter ham. 

Liam. 

____________________________________________________________________________________

Mit smil kunne slet ikke fjernes næste dag, det sad som klistrede fast, og lige meget hvor meget jeg prøvet, tænkte jeg ikke på andre en Liam. 

Men jeg havde på fornemmelsen, at Brook kunne lide ham lidt. Jeg havde tænkt på hendes opførelse resten af dagen i går, og jeg kom frem til den konklusion at hun var jaloux - hendes væremåde og krop fortalte mig alt. 

Jeg ved godt jeg er ond, men hvis hun virkelig kan lide ham, hvorfor så ikke tage den med mig? Hun har ignoreret alle mine sms'er og opkald hele morgen. 

Jeg rystede en smule irriteret på hovedet, over mine egne tanker. Hun pissede mig så meget af. Men jeg er jo ikke engang sikker på om teori er rigtig, det kan jo også bare være hun havde en dårlig dag.

Hvem ved? 

Nå, men i hvert fald har Liam fucking inviteret mig ud!! 

Kan du tro det? Det kan jeg virkelig ikke, det er surealistisk.

Vi skal være sammen her til aften, og selv om der er to timer til, valgte sommerfuglene i min mave et vågne op, og gå amok, bare når jeg tænkte på ham, forvandlede sommerfuglene sig til krokodiller og valgte at holde fest inde i min mave.

Jeg kunne slet ikke sidde stille, lige meget hvor meget jeg prøvet.

 

 

Jeg ved godt det lyder underligt, men jeg har pisse hamrende travlt.

Liam kommer om ti minutter, og jeg havde kun fået lagt make up og været i bad. 

Jeg forstår det hellere ikke, jeg havde jo to timer, for en time og 50 minutter siden.

Tiden er fløjet afsted. 

Jeg rev noget tøj ud af skabet, og fordi jeg er så skide uheldig, røg størstedelen af mit tøj. 

Jeg sparkede irriteret til det, og bandede for mig selv, da jeg fandt nogle for lange sorte højtaljede jeans, og en grå oversize t-shirt med noget skrift på. 

Det var ikke kønneste, det må jeg indrømme. Men hvis jeg tog mine støvler på, for at skjule mine alt for lange bukseben. 

Jeg sukkede over det triste syn i spejlet, det eneste der var pænt, var min make up - som jeg også bare havde brugt mindst en time på at lægge. 

Jeg havde valgt en sort/grå øjenskygge, som fremhævede min helt blå øjne, og noget eyeliner for er understrege mine øjne, og så noget marscara. 

SHIT, klokken, Liam. 

Jeg redte mit hår i gennem, og bed smerten i mig da det stadig var vådt og derfor vildt filtret. 

Jeg valgte derfor at satte mit hår op i en høj hestehale, da jeg hørte nogle banke på nedenunder. 

"Jeg kommer," skreg jeg, og styrtede ned af trappen, og åbnede døren med det største smil, jeg kunne få frem. 

"Hej," sagde jeg og smilede skævt. Hans blik nåede mit og i et øjeblik, stod vi bare og så på hinanden, til han sagde; "hey."

Han havde en hvid trøje på, og sorte bukser der så godt ud på ham, og han havde ikke nogen jakke på, hvilket forvirrede mig, for selv om det var sommerferie, var det hundekoldt. 

"Kom," sagde han kort og kontant, så da han vendte sig om for at gå, fulgte jeg bare lydigt efter. 

Vi nåede til hans bil, som tog opmærksomheden fra alle andre biler. 

Han smilede chamerende til mig, og åbnede døren for mig, jeg smilede taknemmeligt til ham, og inden jeg gled ind i hans bil, så jeg et lysglimt der ramte mine øjne. 

 

___________________________________

Håber I alle nød den lige så meget, som jeg gjorde! Jeg kunne i hvert fald ikke få øjnene væk fra skærmen, så snart jeg begyndte at læse. <3

Håber I ville like historien!<3 

xx <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...