A Different Kind of Love | One Direction

Alting ramlede ned, og ingenting gav mening for boybandmedlemmet Harry Styles, indtil han mødte hende.

33Likes
36Kommentarer
1216Visninger
AA

2. Zayns nervesammenbrud, trang til Coca Cola og egoisme

"Flyt jer," skreg jeg til den lille flok mennesker, der stod foran mig. "Jeg hedder Harry Styles, og jeg skal forbi!" skreg jeg igen. En lyshåret pige gav et hvin fra sig. "JEG SKAL FORBI!" skreg jeg denne gang meget højt. De unge mennesker gav et uforståeligt forvirret blik fra sig og flyttede sig så. 
"Tak," vrissede jeg. Da jeg var noget et godt stykke væk, skreg jeg tilbage til den unge flok af mennesker: "Var det så svært?" Jeg gik med hurtige skridt hen til Louis' lejlighed. 
"Hej..." mumlede jeg og satte mine sko. "Hej," lød det inde fra stuen af. Men særligt en stemme skar igennem. Perries. Jeg kunne ikke udstå den tøs, hun var så... så glad. 
Da jeg kom ind i stuen, sad de alle sammen og drak te. Det skal lige siges, at jeg hader te. 
"Hvor er Zayn?" spurgte jeg og gik ud i køkkenet og tog cola. (Det skal lige siges, at jeg kun drikker cola, jeg hader Coca cola). "Han har fået et nervesammenbrud, "sagde Perrie med en trist stemme. "Jeg troede, at han var kommet over det," sagde jeg. "Han fik et tilbagefald i tirsdags," sagde Niall
"Når, men hvor er han?" spurgte jeg igen. "Han sidder inde på mit værelse i fosterstilling og græder," sagde Louis "Har han fået sine piller?" spurgte jeg og tog en tår af min cola. "Hm..." sagde Eleanor. Hun var mindre irriterende end Perrie. Men i længden talte hun kun om, hvor glad hun var for at hun havde Louis som kæreste.    
Jeg satte mig ned hos de andre. "Hvad laver I?" spurgte jeg. "Vi snakker bare om, at det er lang tid siden, du har haft en kæreste," mumlede Liam 
"Haft en kæreste... haft en kæreste..." mumlede jeg. "Jeg bestemmer sgu selv, hvornår jeg får mig en kæreste!" skreg jeg lige ind i Nialls ansigt. Det så næsten ud, som om at han skulle lige til at græde.
"Harry, vi siger bare, at..." 
"Du bare så irriterende, Perrie," skreg jeg og væltede min cola med en meget dramatisk bevægelse. De stirrede alle sammen på mig, som pm det var mig, der var den mærkelige her, men hvad, de ikke vidste, var, at det var dem, der var de mærkelige. 
Pludselig gik døren op. Zayn stod der, med sine røde øjne og kiggede rundt på os. Han havde taget sin frynse jakke på, som altid gjorde, når han fik et tilbagefald. "Har vi noget Coca Cola?" spurgte han Perrie. 
"Coca Cola," skreg jeg ham lige i ansigtet. "Du altså bare så egoistisk! Alting skal bare handle om dig, så er du glad" skreg jeg igen. Jeg styrtede ud af døren, velvidende at jeg både havde glemt mine sko og jakke, hvor der lå min pung og nøgler. Men jeg kunne ikke gå der ind igen, det ville totalt ødelægge min dramatiske måde at forlade dem på.
Så jeg gik barfodet ned ad trappe ud til gaden. Og så slog det mig. Jeg kunne ikke komme hjem uden mine nøgler. Lort. Så jeg begyndte at gå hen ad vejen på vej hjem. 
Da jeg var noget hjem, satte jeg mig uden foran min dør og ventede til at min nabo, Mrs. Neighbour, ville komme hjem. Jeg sad der omkring fem timer. Men da hun endelig kom jeg, spurgte jeg hende, om hun stadigvæk havde den ekstra nøgle, som jeg havde givet hende, hvilket hun til alt held for mig havde. Da jeg kom ind i min lejlighed, gik jeg straks hen til køleskabet for at finde noget Cola. Der var kun en lille sjat tilbage. Nogle gange virkede det, som om at hele verden bare modarbejdede mig.  
Jeg lagde mig i min meget store dobbeltseng og tænke. Det var faktisk lang tid siden, jeg havde haft en kæreste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...