Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

704Likes
1040Kommentarer
98592Visninger
AA

10. 8 - ”Du ved vel, at jeg er nomineret til konge?”

”Valerie!” Nialls stemme kaldte på mig igennem gangen, og jeg fik hurtigt øje på ham. ”Kig lige her.” Han havde et stort grin om læberne, da han rakte mig sin mobil, der viste et billede. Mine øjne blev store, da jeg kiggede på det. Jeg lod blik mit kigge skiftevis på billedet og Niall, og hørte ham grine højlydt.

”Det kan du ikke mene, vel?” Med afsky i stemmen gav jeg ham mobilen tilbage og studerede hans ansigt, der straks blev alvorligt, dog med et smil gemt bag grimassen.

Da han trak på skuldrene og sagde: ”Et væddemål er et væddemål,” kunne jeg have stukket ham en flad. Mit ansigt ved siden af Lulu og Heather gik ikke. Så snart det billede blev hængt op som plakater over hele skolen, kunne jeg ikke gå ned af gangene længere. Min korte tid her på Riverdale High var altså officielt slut. ”Tag det ikke så tungt, Ree. Heather har endnu ikke tabt.” Nialls ord beroligede mig, og jeg kunne ånde lettet op.

”Godt, for jeg gider ikke ende oppe på scenen.”

Niall trak på skuldrene, ”med den rigtige kampagne, kan det godt lykkes. Din gode kontakt til Harry kan sikkert hjælpe dig.”

”Hvad?!” Nogle blikke fra andre elever landede på mig, efter mit høje opråb. ”Hvad mener du med det?” nærmest hviskede jeg bagefter, så ingen andre skulle høre det.

Niall ignorerede mig med vilje, og åbnede blot sit svar for at finde dagens bøger frem. Noget jeg også burde gøre, før fysiktimen startede. Et fag jeg aldrig ville lære at forstå. ”Lad os gå.” Irriteret over Niall afviste at svare, så jeg mig vundet over, da vi sammen gik mod fysiklokalet, som vi heldigvis begge skulle have.

Lektionen gik dog slet ikke som forventet, da vores ældre lærer kom ind, og satte os i grupper af to til at lave forsøg. Og gæt hvem jeg endte med? Ud af alle 24 elever, blev min fysikmakker denne mandag morgen selveste Edward Styles. Spændt? Nej.

Og den selv samme følelse var til at se hos ham. Ingen af os gad hinanden, og især ikke i et fag som fysik. Edward satte sig ned ved siden af mig, og studerede hurtigt mit lyse hår samt et par bukser og en T-shirt. Jeg havde aldrig været den store fashionista. Derfor vidste jeg godt, at det ikke var dét Edward kort efter smilede af. Han måtte have fået en plan.

”Mrs. Cameron, kan min makker og jeg få lov til at låne bøger på biblioteket?” Med emnet induktion havde jeg faktisk brug for bøger. Men alle her på skolen kendte Edward som den type, der altid havde luskede planer. En af de planer jeg snart ville blive rodet ind i, uden jeg rigtigt havde muligheden for at sige nej. Et nik fra vores lærer, var nok til at vi hurtigt havde forladt fysiklokalet. Mit blik havde i sekundet inden fundet Nialls for hjælp, men han udtrykte med de blå øjne, at han intet kunne stille op mod fodboldkaptajnen.

Derfor tog jeg sagen i egen hånd, da Edward på gangen fandt sine nøgler til bilen frem. ”Edward, hvad skal vi helt præcis?”

”På biblioteket.” Kort og præcist svarede han mig, og åbnede døren til parkeringspladsen med de mange biler. ”Det ligger ikke på skolen, Valerie.” Måden han udtalte mit navn, var som en epidemi, han ikke måtte blive smittet af.

Egentlig kunne det godt være, at vi faktisk skulle en tur på biblioteket, men med Edward kunne man aldrig være sikker. Jeg sukkede forsigtigt og satte mig kun ind i bilen, kun på grund af min venlighed.

Vi nåede en lille bygning, der med store bogstaver viste mig, at min teori om det ikke var et biblioteket, altså var forkert. ”Hvad laver vi her, Edward?” Han besvarede ikke mit spørgsmål, men gik indenfor, og forventede at jeg ville følge efter ham. Og eftersom det ville se dumt ud, hvis jeg stod alene ved hans bil, gik jeg efter ham.

”Vi skal finde bøger, hvad regner du med?” Egentlig regnede jeg med en helt masse, der var alt andet end hvad det havde vist sig at være indtil videre.

Jeg gav ham et kort nik, ”så lad os finde nogle bøger.”

Bøger blev hevet ned fra hylden, og at sådan et lille bibliotek, havde de mange bøger om fysik. Jeg blev helt betaget af det, og fandt mig selv sidde i en lænestol og læse. Først da Edward efter en længere telefonsamtale kom ind, kiggede jeg op igen. Han havde et smil om læberne, der ikke tydede godt. Hans grønne øjne kiggede på mig, så jeg nærmest blev skræmt. Jeg kunne ikke lide, hvad der end ville ske nu. ”Vi burde tage tilbage til skolen.” Han lød overbevisende, da han tog bøgerne ud af mine hænder, for at hjælpe mig op. Jeg afslog det tilbud og fik mig selv til at stå ved siden af ham. Han var højere end mig, og jeg følte mig ikke tilpas, da jeg kiggede op i hans øjne. ”Du har pæne øjne.” Han gav mig et flirtende smil, men jeg skubbede ham blidt væk. Jeg gad ikke ud i noget drama med Heather.

”Hvad er klokken?” Ved alt min læsning havde jeg fuldkommen glemt tidsfornemmelsen.

Hvilket ikke viste sig at være godt, da Edward kunne informere mig. ”Den er 10:17.”

”Det kan du ikke mene!” I ren og skær panik, lod jeg mit blik lande på min mobil. 10:17 – han løj ikke.

Edward grinede, og nu gik det op for mig, at det her alt sammen var hans plan. ”Er du slet ikke nervøs over at få eftersidning?”

Han rystede på hovedet, og gik med mig ud til hans bil. ”Jeg får det alligevel ikke, så jeg har intet at frygte.”

”Bare fordi du er fodboldkaptajn, skal du ikke tro, du ejer verden Edward.”

”Det gør jeg heller ikke.” Han fandt sine solbriller frem, og kørte bilen ud af bibliotekets parkeringsplads. ”Harry får den.” I et kort sekund fattede jeg ikke, hvad han fablede om, før det gik op for mig. Alt dette havde været en plan fra hans side. Han ønskede at give Harry en eftersidning, men hvorfor? ”Jeg fortæller normalt ikke folk om mine planer, men nu når du var en del af den, kan du vel godt høre den.” Biblioteket lå tæt på skolen, og jeg kunne snart se skolen blive større for enden af vejen. ”Der er fodboldtræning i dag, og Harry har allerede misset en.”

”Så misser han en til, er det til din fordel?”

”Præcis.” Et stort triumferende smil var til at se på hans læber, da bilen svingede ind på skolegården. Hans plan var ikke så svær at regne ud, men var helt klart mega unfair over for Harry. Jeg havde endnu ikke set dem i aktion, og vidste ikke om det mon var et forsøg på, at vise Edward var bedre end Harry. Men med Edwards plan, var Harry nok den gode af brødrene. Det måtte jeg høre Niall om senere.

Det var desværre en af tingene, jeg ikke fik muligheden for. Vi havde ingen timer sammen resten og dagen, og efter Edward havde fuppet læren til at tro han var Harry, var jeg altså på vej til eftersidning. Gad vide hvad Harrys reaktion måtte være, når han fik det at vide?

Det fandt jeg straks ud af, da en temperamentsfuld Harry mødte mig i et ellers tomt lokale. ”Valerie?” Hans stemme var undrende, men havde stadig en undertone af vrede.

”En af dine bror planer.”

Harry smed sin taske på gulvet og gled ned på en af stolene. ”Det siger du ikke. Har jeg nogen sinde sagt, hvor meget jeg hader ham?”

Jeg rystede på hovedet, ”men vi kan vel blive enige om én ting. Han er god til at lyve og manipulere.”

”Alt for god.” Jeg fik mig placeret ved siden af Harry, og så en masse nye elever komme ind, nogle minutter inden det ringede. Lokalet var lille, men havde borde til en hel klasse. Væggene var blå og alt andet hvidt, hvilket var 1) ikke overraskende, 2) ekstremt irriterende. De samme to nuancer var til at finde alle steder på den her skole, og hvis jeg snart så noget, der var en anden farve, kunne jeg dø lykkeligt. Men selv Harry var iført hans træningstøj, blåt og hvidt, sikkert klar til at tage til træning. ”Så du misser endnu en træning?”

Han løftede øjenbrynet af mig. ”Hvordan ved du det?” Jeg lod ham tænke, og det gik op for ham. ”Er dét Edwards plan?”

Med et nik blev Harry klar over, hans bror var værre, end han nok troede. Det var nærmest familiekrig.

Vores lærer der skulle bruge ekstratid, udleverede en kort tekst, som det første, da hun trådte ind. ”Jeg vil gerne bede jer om at skrive afslutningen på den her tekst.” Det var ikke noget jeg hellere ville, end at skrive en afslutning på en historie. Harry måtte kunne mærke min indre ironi, da han sukkede højlydt. ”Så skriv på papirerne, og aflever dem i slutningen af timen. I arbejder to og to.” Det sidste hun sagde, gjorde mig da en smule glad. Især da Harry hurtigt var klar på, at vi kunne gøre det sammen. Så behøvede jeg ikke at tænke lige så meget, nu når vi var to.

”Tror du pigen opsøger sin mor eller ej?”

”Hvis hun ikke gjorde, giver teksten ingen mening.” Harry besvarede mit spørgsmål, og jeg nikkede mig enig med ham. Teksten, der handlede om en pige, der fandt sin mors adresse, skulle altså vælge om hun ville opsøge hende. En åndsvag tekst, hvis man spurgte alle i lokalet, men vi måtte jo i gang. Med papir og blyant begyndte jeg derfor at skrive nogle sætninger ned. Jeg tænkte ikke så meget over det, og heldigvis rettede Harry mig ikke, før han selv ville skrive noget. Hans hånd lagde sig over min, og det gav et lille stød i mig. Forbavset kiggede jeg ham ind i øjnene, men det var ikke samme reaktion, jeg fik fra ham. Han tog blyanten ud af min hånd, og fortsatte på det, jeg havde skrevet. Hans skrift var til min overraskelse pæn. Den var læselig og var ikke som mange andre drenges. Med et smil fulgte jeg hans ord, der blev skrevet ned et efter et. Dog irriterende det mig, at han ikke havde læst teksten ordentlig, da han gav pigen en forkert hårfarve.

”Harry, pigen har ikke smukt lyst hår.”

Harry virkede ikke overrasket over min kommentar, og kiggede mig først nu ind i øjnene. De grønne øjne gav mig en mærkelig følelse indeni, da et smil fulgte med. ”Nej, men det har du.”

Mine kinder blussede forsigtigt op, og jeg vendte mit blik væk fra ham. Hvorfor? Fordi skolens populæreste fyr havde lige givet mig et kompliment.

Ja, sådan ville pigerne i alle filmene tænke, men ikke mig. Jeg var smigret over Harrys kompliment, men jeg tænkte ikke det var skolens fodboldkaptajn. Det var Harry Styles, en dreng der havde vist sig som en god kandidat til min gode ven her på skolen.

Jeg gav ham et forsigtigt smil, og magtede slet ikke at skrive videre på opgaven. Heldigvis blev vi reddet fra det, da klokken ringede. Jeg kunne godt have set mig selv styrte ud herfra, men det var som om Harry og jeg var låst fast i en boks. Vi kom ingen vegne, og prøvede blot at gøre situationen mindre akavet. Til vores fordel hjalp en pige os, da hun kom ind for at aflevere nogle papirer på lærens bord. Idét jeg så hendes ansigt forfra, mindede hun mig straks om en. Men jeg havde aldrig set denne pige før. ”Hvem er hun?” Jeg fik taget mig sammen, til at snakke til Harry igen.

”Det er Freya Tomlinson.” Jeg kunne nu sætte navn på ansigtet. Det var Louis hun mindede om. Og der gik det op for mig, at hun var mere end bare Louis’ søster. Hun var den pige, Niall godt kunne lide. Som jeg sad og studerede hendes smukke hår, fik jeg en god idé. Eftersom jeg havde tabt Nialls og mit væddemål, var han altså ikke tvunget til at spørge hende om en date. Derfor måtte jeg gøre det for ham.

”Hey Freya.” Jeg skulle lige til at hilse selv, men Harry kom mig i forkøbet.

”Hej med dig, Harry.” Hun gav ham et forsigtigt smil, før hendes blik faldt på mig. ”Du må være Valerie?” Det undrede mig, at hun vidste hvem jeg var. Men jeg var heldig, at hun selv forklarede det. ”Jeg så dig på plakaterne her til morges. Ballets dronning.”

Det var helt klart det dummeste, hun kunne have sagt. For at have Harrys stirrende blik på mig fra siden, var ikke lige et ønske fra min side af. Harry holdt blikket lidt længere, men da han ikke fik mere ud af mig, valgte han at ryste på hovedet. ”Jeg gætter på, det er dumt at spørge dig, om du kommer til Louis’ fest?”

Hun grinede, ”selvfølgelig kommer jeg.” Og der fik jeg idéen. Niall måtte tvinges til den fest. Jeg glædede mig allerede, da Freya forlod os.

”Baldronning?”

Først nu valgte Harry at spørge, hvad dælen det handlede om. ”Et væddemål.”

Med et nik fik han et smil over hans læber. ”Du ved vel, at jeg er nomineret til konge?” Det var et drilsk smil, og jeg kunne sagtens se, han glædede sig over det. Måske lidt for meget. ”Men vi ses, Valerie. Jeg vil se, om jeg kan nå træningen.” Og med et var han væk, og jeg kunne stå tilbage med en masse blandede tanker.  

----

Harry bliver da bare sødere og sødere. Men hvad tænker I om Edwards plan, var det unfair mod Harry?

Vil lige fortælle jer, at jeg tager til Bornholm i morgen, og tror jeg vil få skrevet mere af den grund, da jeg skal i sommerhus :D

Håber I kunne lide kapitlet, og så synes jeg lige I skulle se det her awesome billede Dara Styles har lavet :D


 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...