Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

704Likes
1040Kommentarer
99220Visninger
AA

7. 5 - ”Hvis du siger ja, forbliver det en hemmelighed.”

”Valerie, du skal i skole!” Jeg kunne høre min mors genkendelig stemme fra stuen. Der var altså ikke mere tid til at dovne den i sengen. Irriteret rejste jeg mig, for at gøre mig klar til en skoledag, jeg egentlig ikke gad have. Det var igen i eftermiddag, at jeg skulle hjælpe Edward – men jeg gad ikke.

”Valerie Silvia Carter, kan du så komme ned!” Et suk undslap mine læber: Når min mor brugte mit mellemnavn, var hun sur. Men når det galt disse morgensituationer, varede det kun, til hun så mig påklædt og parat i dørkarmen. Så glemte hun alt besværet, og gav mig et smil. Og det præcis samme skete, da jeg ti minutter senere, kunne give hende et smil. ”Hej skat.” Hun havde et underligt humør, men jeg havde lært at leve med det. ”Hvornår kommer du hjem i dag? Far er ude og lede efter et sted til forretningen.”

Min far havde mistet sit job i London, og da min mor aldrig rigtigt havde brudt sig om hendes, havde de altså besluttet at flytte derfra. Jeg forstod dem ikke, hvem ønskede at flytte fra London? De havde en mærkelig tankegang. Og derfor befandt jeg mig nu i Riverdale, teknisk set tæt på London, men i forhold til hvad jeg ønskede, alt for langt væk. ”Tror du, at han finder noget?”

Jeg spurgte ind til min fars situation, om at starte en mekanikerforretning – det krævede bare lige et sted at gøre det. ”Det skal han nok. Men hvornår kan jeg forvente at se dig?”

”Oh, altså jeg skal hjælpe med lektier efter skole.” Min mor havde hørt om mit frivillige arbejde, og var blevet ekstremt glad. ”Så nok først til aftensmad.” Skolebussen dyttede udenfor, så jeg skyndte at give hende et kindkys, før jeg gik.

Buschaufføren sagde intet til mig, men så lettet ud, da jeg satte mig ind. Vi nærmede os for hvert stop skolen, tættere på hun kunne holde fri igen. Jeg spejdede efter frie pladser i bussen, og gik forbi en del elever, jeg ikke kendte, før jeg så ham. Med krøllerne lod han fingrene skrive løs på mobilen. Hvorfor tog han bussen? Det havde egentlig undret mig fra allerede første tur med Harry, i denne bus. Styles-familien var tydeligvis rige, så hvorfor ikke bare køre i deres lige så rige biler?

Jeg prøvede at kigge væk fra tvillingen ved min side, da jeg satte mig. Eftersom den eneste anden plads var ved siden af en dreng, der spiste kyllingevinger, så jeg mig tvunget til at lade min arm snitte krøltoppens. Han kiggede overrasket på mig, og løftede sit øjenbryn. Jeg kunne ikke holde det, og kiggede forsigtigt ind i øjnene, og fra det øjeblik, var jeg faktisk temmelig sikker. Det måtte være Harry.

”Hey.” Jeg følte mig tvunget til at hilse, men det var ikke var noget ’hej’ fyldt med energi. Blot et ord med en stavelse, der bare skulle glemmes, så hurtigt som den var blevet sagt.

”Hej Ree.” Det stod nu klart for mig, at drengen ved min side var Harry. Det var da altid noget, at det ikke var hans bror. ”Dejlig dag, ikke?” Han lod sit blik følge vejen udenfor, og det overraskede mig, at han spurgte ind til noget.

Jeg gav ham et nik, ”meget dejligt, i forhold til det er marts.” Et smil var at finde på hans læber kort efter, og det fik mig automatisk til at smile tilbage. ”Hvorfor kører du med bussen?” Spørgsmålet røg ud af mig, og jeg hadede allerede mig selv for det. Det var ikke meningen, at jeg skulle snakke mere end højst nødvendigt med Harry. Jeg måtte ikke glemme, at han var Harry Styles, fodboldholdets kaptajn, og helt klart en, jeg ikke kunne stole på. Det kunne godt være, at denne krøltop var anderledes fra sin irriterende bror, men stadig. Det handlede om at passe på.

”Den er til reparation, så jeg med nøjes med den offentlige transport i dag.”

”Har I et værksted i Riverdale?” Tanken om min fars drøm om et værksted, blev hurtigt ødelagt. I sådan en by som Riverdale, gik det aldrig, hvis der var to værksteder. Min far ville aldrig få kunder.

Harry grinede, ”nej, men er du gal vi kunne bruge et.” Bussen stoppede og elever begyndte at stige af bussen. ”Men den er til reparation udenbys.” Jeg nikkede, det gav mening. Harry rejste sig og sammen gik vi ud, og fik den kolde vind blæst i hovedet. Jeg hadede forår, det havde jeg altid gjort. Og det værste var, at jeg havde fødselsdag i foråret. Fed kombination – nej.  ”Så, Ree-” der skulle mod til fra hans side til det navn ”- hvilket fag skal du have nu?”

Uden at vide det, trak jeg på skuldrene. ”Jeg kiggede på skemaet tidligere, men jeg husker det ikke.”

Jeg følte, at Harry ikke troede på mig, da han gav mig et smil, der ikke var som de tidligere. ”Nå, men jeg smutter.” Han var hurtigt til at tage afsked, da en bil drejede ind på parkeringspladsen. En brunhåret pige sad på passagersædet, mens en dreng røg en cigaret, mens han kørte bilen. De var helt sikkert venner med Harry. Så da Harry gik hen mod dem, overraskede det mig ikke. Han måtte jo ikke ses med mig. Jeg var et 0.

”Hey Haz!” Pigen virkede ikke til at være genert, da hun rettede på håret, mens hun gav Harry et anerkende nik.

Harry smilede, ”også god morgen til dig Celeste.” Drengen med det sorte hår nikkede også anerkendende til ham, og de fulgtes ind. Jeg sukkede, og sørgede for at tage den anden indgang til skolen, for ikke at støde ind i dem mere. De tre ville hurtigt kalde flere populære til, og så var der flere til at gøre nar ad mig. Og som det var skæbnen, så jeg Niall gå rundt, da jeg gik ind. Det var ikke hovedindgangen, og derfor var der heller ikke proppet med mennesker.

Da han så mig, smilede han stort til mig. ”Hey Ree, hjælper du ikke lige?” Jeg kunne se, at han bar rundt på en masse papirer, og man skulle ikke være noget geni for at se, at de snart ville ligge over alt på gulvet. ”Her.” Han gav dem til mig, og forventede bare, at jeg ville stå med dem, mens han hængte en ny en op.

”Hvad laver du?” spurgte jeg og prøvede at læse teksten på de papirer, der viste sig at være plakater. Men hver gang jeg fik læst en sætning, rev Niall plakaten væk, for at hænge den op. Så hver gang blev jeg nødt til at starte forfra.

Da jeg gik væk fra ham for at have tid til at læse, forklarede han endelig. ”Det er til det årlige skolebal. Du ved piger, der er opsat efter at vinde titlen som dronning.” Han rullede med øjnene, og som mig, forstod han dem heller ikke. På min gamle skole var der de præcis samme piger. Det var forfærdeligt.

”Jeg er glad for, at jeg er ny her, så det ikke bliver mig.”

Niall grinede, ”du ved, jeg er i elevrådet og Freya og jeg-”

”Freya?” spurgte jeg.

Han smilede, da jeg nævnte hendes navn, og så glad ud over at skulle præsentere hende. ”Kender du Louis?” Jeg nikkede. ”Det er hans lillesøster. De går på samme årgang, da Louis gik et år om, da han dumpede.”

Jeg grinte indvendigt over bemærkningen om Louis, men holdt det inde, da Niall så ud til at kunne lide denne Freya. ”Freya Tomlinson, formoder jeg?”

Han nikkede. ”Nå, men vi diskuterede og synes, at udover Heather og Lulu, der selvfølgelig skulle nomineres-” han rullede med øjnene igen ”-så vil vi gerne have en ukendt pige på listen også.”

Jeg forstod ikke, hvad han hentyd til, før han snakkede videre. ”Hvad siger du til et væddemål? På den måde er det mest fair.”

”Hvad for eksempel?”

Han stoppede med at hænge plakat op, og kiggede på mig. ”Du skal sige til Edward, at du gerne vil med på Josh’s Juice.” Jeg havde fortalt ham om situationen i går, og han brugte den mod mig. Ikke sødt, Niall. Ikke sødt. ”Og hvis ikke, så bliver du finalist til dronningetitlen.”

”Du laver grin med mig ikke?”

Han rystede på hovedet, ”kom nu, det kunne være sjovt.”

Nu var det min tur til at rulle øjne. ”Men så er det kun fair, at hvis jeg så tager på Josh’s Juice med dem, så skal du gøre noget.” Jeg så frygten i hans øjne, da jeg truede ham. ”Hvis jeg gør det, så skal du invitere Freya ud.”

”Hvad?! Det går ikke, Ree. Louis vil-”

”-Drop tanken om Louis. Du kan tydeligvis lide hende.” Da jeg sagde det, lod han blikket vende væk fra mig, og tog endnu en plakat. Jeg grinede af ham, og tænkte over, hvordan jeg mon skulle tage med på Josh’s Juice. Forhåbentlig spurgte Edward mig, når jeg så ham senere. Hvis ikke, oh god det her blev akavet.

***

Skoledagen var ovre, og jeg ventede på bussen. De fleste elever var allerede taget hjem, for de havde enten fri tidligere, eller var så seje at have biler.

”Hey!” Jeg hørte et dyt fra min højre side, og det eneste jeg kunne gøre, da jeg så ham, var at løfte øjenbrynet. Han vinkede mig over, og jeg studerede ham nøje. Harrys bil var til reparation, så det kunne vel kun være Edward. ”Skal jeg køre dig hjem, så du kan hjælpe Edward med lektierne?” Det overraskede mig, at det faktisk var Harry, der sad i førersædet.

”Jeg troede, at din bil var til reparation?”

Han grinede, ”det var den. De kørte den allerede hjem til mig her tidligere.” Hans så ikke ud til at vide, at han snakkede totalt snobbet. Aldrig før havde jeg hørt, at biler var blevet kørt hjem til ejeren. Og min fars eneste venner, var altså mekanikere.

”Nå, men nej tak. Jeg venter på bussen.”

”Den der?” Harry pegede på et gult køretøj, der drejede ned af vejen. Det var bare ikke sandt. Fordi jeg var gået få meter hen til Harry, og ingen andre var til at se ved busstopstedet, var den kørt forbi! Jeg hadede allerede at have sent fri, mens alle andre havde tidligere. ”Hop ind.” Jeg havde intet valg, hvis jeg skulle nå hjem til Edward, så der gik kun få sekunder, før jeg sad i Harrys bil.

”Du skal vide, at var du kommet nogle sekunder senere, havde jeg siddet i bussen.”

Han rystede på hovedet, ”whatever.”

Vi havde kørt i nogle minutter, da jeg vågnede op fra mine tanker. Harry kørte pludselig ind til siden og ærgrede sig rimelig højt. ”Hvad dælen?!” Han steg ud af bilen, og før jeg nåede at spørge, åbnede han bilen foran, og røg ramte ham i ansigtet, så han hostede. Jeg skulle kæmpe for ikke at grine højlydt af hans ansigt bagefter. Men i stedet valgte jeg at stige ud, da motoren måtte være brudt sammen.

”Hvorfor sker det her?!” Han råbte så hele Riverdale kunne høre ham, og så ud til at være ligeglad med den detalje.

Da jeg kom hen og kunne stå ved siden af ham, blev min konstatering bekræftet. ”Motoren er brudt sammen.”

Han kiggede surt på mig, ”hvordan ved du det?”

”Min far er mekaniker.”

Harry undlod at svare og tænkte kun på hans egne problemer. ”Jeg har fandme lige haft den til check. Dårlig service!”

”Selv om man har mange penge, er det ikke altid godt,” sørgede jeg for at mumle, men selvfølgelig hørte han mig. Han løftede brynet af mig og rystede på hovedet. Er du gal, han kunne blive rasende over en bil. Han mindede nærmest om min far, når det kom til det køretøj.

”Nu kommer vi jo ikke hjem.” Det var først, da han sagde det, at det gik op mig. Nervøs kiggede jeg på mit ur: 15:55. Jeg kendte situationen, når en bil brød sammen. Man kunne ikke bare efterlade sin bil, og jeg kunne ikke vejen til Harry herfra, da jeg aldrig havde været her før. En park lå på venstre hånd. Og lidt længere nede så jeg nogle forretninger.

Shit! Det gik op for mig, at jeg nok heller ikke vandt Nialls og mit væddemål. Og om jeg så sagde, at Harrys bil var brudt sammen, troede han mig sikkert ikke. ”Jeg ringer til Edward.”

Jeg skulle lige til at sige ham imod, men han havde allerede tage mobilen op og ringet. ”Tror du ikke, han vil synes det er underligt, at vi står ved din bil sammen?”

”Du er en pige, så nej.” Han overraskede mig virkelig i dag med alt det, han sagde. Det irriterede mig.

Men alligevel røg det ud af mig: ”Min far er mekaniker, han kan kigge på din bil.”

”Hvordan?” Harry kiggede forventede på mig, og så ud til at håbe, min far kunne klare den her.

Og selvfølgelig kunne min far det. ”Hvis du tager med Edward, når han kommer, kan jeg vel vente på min far ved din bil?”

Da jeg sagde det, var han næsten besvimet. Det lignede ikke, at han ville efterlade sin bil til en pige. Så det overraskede mig, da han nervøst nikkede. ”Hvis der sker noget med min baby, Valerie – så betaler du.”

”Husk nu, at den allerede er brudt sammen.” Han rystede på hovedet og lod sin hånd glide over lakken. Hvorfor var drenge så vilde med biler?

Kort efter kom Edward kørende ned af vejen, og jeg sørgede for at kigge væk. Men jeg kunne ikke undgå ham for evigt, da han steg ud af bilen, og studerede mig. ”Er du sammen med Valerie?” Edwards blik stirrede undrende på Harry og derefter over på mig. Mit blik studerede forsigtigt Edward, og ved siden af sin bror, var det næsten umuligt at kende forskel.

Harry sukkede, ”jeg ville give hende et lift hjem, så hun kunne undervise dig.” Edward rullede øjne af ordet ’undervise’, og kiggede over på mig.

Han havde et grin over hele ansigtet, da han snakkede. ”Faktisk forstod mine forældre ikke, hvor du blev af.” Jeg turde ikke høre, hvad det næste han sagde, ville være. ”Tager du med på Josh’s Juice en af dagene, siger jeg, at du var syg. Det ville ikke være så godt, hvis jeg sagde du var sammen med min bror i stedet for, vel?”

”Det kan du da ikke-”

Harry grinede, ”det er vigtigt for vores forældre, at han får lektiehjælp.” Han morede sig over, ikke selv at skulle have nogen form for hjælp, men blot kunne se sin bror blive pint med algebra og kommaer.

Edward kiggede irriteret på ham og rullede med øjnene. ”Hvis du siger ja, forbliver det en hemmelighed.”

Harry så afventende på mig, og kunne vist ikke helt finde ud af, om jeg ville sige ja eller nej. Det sidste jeg ønskede, var at Edward vandt. Og jeg vidste godt, at det ikke var på denne måde, Niall ville have det var sket. Vædemålet var tabt for længst. Jeg havde sådan lyst til at sige nej, men presset fra tvillingers stirrende blikke tvang mig.

”Fint.”

 

----

Nå, hvad tænker I så om Niall og Valeries væddemål? Nu skal hun altså være finalist til dronningen, det skal nok blive sjovt. Især da to krøltopper er finalister til at blive konge ;)

Men håber I kan lide historien indtil videre! Er selv helt vild med at skrive dem, og at se jeres mange kommentarer (og virkelig lange) gør mig SÅ glad! Tusind tak for alt støtten!

Og god sommerferie til dem, der har fået i dag x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...