Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

704Likes
1040Kommentarer
98592Visninger
AA

6. 4 - ”Eddy vil have dig med på Josh’s Juice senere.”


 Det var dejligt, da jeg dagen aften mødte Niall i skolens gang. Dagen i går havde været noget for sig, så at se en ægte smilende dreng, gjorde automatisk, at jeg smilede tilbage. Jeg åbnede lågen til mit skab, mens Niall lænede sig op af sit eget, for at studere mig. ”Hvordan gik lektiehjælpen i går?” spurgte han.

”Du gætter aldrig, hvem jeg skulle hjælpe.” Jeg udskiftede de få bøger, jeg var i besiddelse af, og puttede dem i tasken, der skulle bruges i dag. Niall afventede et svar, og løftede sit ene øjenbryn. Jeg lukkede skabslågen i, og drejede rundt så jeg kunne se ham ordentlig. ”Edward Styles.”

”Det løgn!” Nialls øjne blev store, og det ville ikke overraske mig, hvis han ikke troede mig. Jeg havde heller ikke lyst til at det var sandt, for er du gal Edward var irriterende.

Med et ryst på hovedet, lod jeg Niall vide, at jeg ikke løj. ”Det var forfærdeligt.”

Han nikkede, da vi begyndte at gå ned mod gangen, hvor Niall havde lovet at følge mig hen til klasseværelset. ”Var du så hjemme hos Styles-brødrene, altså inde i deres hus?” Da det gik op for Niall, udtalte han det som var det en sygdom og samtidig noget helt guddommeligt.

”Nej, jeg var i Kina.” Efter jeg havde sagt det, gik det op for mig, at jeg stort set havde citeret Harry. ”Ja, jeg var i deres hus. Er det specielt?” reddede jeg hurtigt, inden Niall begyndte at stille spørgsmål om, hvorfor jeg placerede Styles-brødrenes hus i Asien.

Niall nikkede ivrigt, da vi drejede ned af en gang, der var identisk til den vi kom fra. Med de blå skabe op mod den hvide gang, følte jeg næsten, at vi ikke havde drejet. ”Jeg tror aldrig, at andre end Heather og Steph har været inde i deres hus. Selv ikke til fester.”

Spørgsmålet om, hvem denne Steph var, blev ved med at køre inde i hovedet på mig. Men efter at have tænkt det nok var en af cheerleaderne, Niall stadig ikke havde givet navn på, lod jeg det passere. ”Så er det vel endnu vildere, at jeg var der to gange på en dag,” grinede jeg. ”Jeg legede endda med Gemma,” forklarede jeg, og lod billederne fra dagen før køre igennem mine tanker. Gemma havde været så sød, og da jeg forlod hende, lignede hun en, der mistede sin kæreste ven.

Niall løftede øjenbrynet, ”hvem er Gemma?” Det at selv ikke Niall vidste, hvem Gemma var, overraskede mig. Var Styles-brødrene virkelig så hemmelighedsfulde, at de ikke engang fortalte andre om deres lillesøster? Det gav absolut ingen mening for mig.

”Oh, bare glem det.”

Jeg blev reddet af musiklokalet, da døren var lige foran os, og der blev krævet stilhed fra første skridt. Sådan følte jeg det i hvert fald, men da Niall begyndte at snakke til mig igen, forstod jeg, det bare var mig. ”Du skal vide, at det er ombytningsdag i dag.”

”Hvad betyder det?”

Jeg så nogle virkelig uventede personer træde ind i lokalet, da jeg helt klart havde regnet med, de var på idrætholdet. ”Det er når valgfagene bliver byttet rundt, og nogle bliver tvunget til nye steder.” Det gav nu mening, at Liam, Lulu og en af tvillingerne var trådt ind. Det pinte mig, at jeg ikke kunne kende forskel på dem. Edward havde været et svin over for mig i går, og Harry havde virkelig hjulpet så godt han kunne.

Jeg fangede drengens blik, og intet ond var at se, så jeg regnede med det var Harry, også selv om der ikke var et smil om hans læber. Jeg studerede hvordan Liam igen gav udtryk for sin kærlighed til Lulu, mens hun blot viste, at hun var mere værd end alle andre. Med et suk, sørgede jeg for, ikke at møde Harrys blik, da jeg igen kiggede på Niall. ”Hvad laver I egentlig i musik?”

Tanken om mine gamle musiktimer i London, kom til mig, og jeg håbede inderligt ikke, at det var det samme. Så da en ung kvinde trådte ind, måtte det altså være anderledes. ”Hej børn.” Hun prøvede så godt som muligt at give alle et smil, men med så mange vi var i klassen, måtte det være svært. ”Jeg kan se vi har fået en masse nye ansigter – lad os lave en navnerunde.” Hun smilede og fik eleverne tættest mod vinduet til at starte. Da jeg til min glæde sad tættest på døren, kunne jeg høre de andre præsentere sig først.

”Sandy Beales.”

”Becky Devine.”

”Dan Richards.”

”Liam Payne.”

En masse havde fortalt deres navn, og jeg kunne ikke huske nogle af dem. Kun Liam, fordi jeg var blevet fortalt en smule om ham fra Niall. Det var nu Lulu’s tur, og selv om jeg kendte hendes navn, blev jeg alligevel overrasket:

”Lulu Carson.”

Læren afbrød os: ”Det ved vi vist godt alle sammen ikke er rigtigt, Lucy.” Lucy? Hed Lulu rigtigt Lucy?

Hun brokkede sig, ”Mrs. Fox, du må forstå, at det ikke er min skyld, mine forældre gav mig et tåbeligt navn.”

Læren så ud til at give op, ”javel Ms. Lulu.” Lulu smilede fornøjet, og fik et kindkys af Liam, da det nu var den næstes tur.

Med de brune krøller, forventede Mrs. Fox, at tvillingen ville præsentere sig. ”Harry.” Han undlod at sige sit efternavn, og det gik ubemærket videre. Nu vidste jeg da, hvem det var.

Eftersom der var stilhed, gik det op for mig, at det var min tur. ”Valerie Carter.” Jeg sagde det hurtigt, for at få det overstået, og lod den gå videre til Niall. Jeg fik øjenkontakt med Harry, da han kiggede på mig igennem klasseværelset. Han havde et smil om læberne, der gjorde at jeg tvang mig selv til at kigge væk. Jeg følte mig ikke godt tilpas.

”Hvis I stiller jer sammen to og to, laver vi nogle instrument øvelser.” Der blev hurtigt fumlet rundt med stole, som blev skubbet væk, og kort efter så jeg mig selv stå over for Niall, klar til at lave hvad vi nu fik tildelt i guitarafdelingen. ”Harry, kom her over, du skal ikke stå alene!” Jeg fik et mindre chok, da krøltoppen pludselig stod ved siden af mig. ”Du er med her.” Jeg forholdte mig roligt, men mærkede nervøsiteten stige i mig. Efter i går, havde jeg ikke lyst til at se ham i øjnene en gang til. ”Godt så klasse, I skal prøve at spille noget på de forskellige instrumenter – men jeg giver jeg ingen råd, så I skal selv regne jer frem til det.”

Jeg hørte et sødt grin fra Nialls side, da han tog en guitar frem. ”Barnemad,” hviskede han, og jeg forstod straks hvorfor. Hans fingre gled op og ned af guitarens hals og dannede nogle smukke lyde, jeg prøvede at nynne lidt med til. Han kunne selvfølgelig spille guitar, så øvelsen var let for ham.

Men hvad der overraskede mig, var da Niall gav guitaren videre til Harry, og at han også spillede en lille melodi. Selv Niall blev overrasket. ”Hvor kom det fra?” spurgte han Harry. Der var nok ikke nogle, der så fodboldkaptajnen, sidde og spille en flot melodi på et instrument.

”Nu ikke så næsvis, Horan. Man kan godt have flere talenter du ved.” Han smilede, og jeg så hans fingre gå i samme bevægelser som Niall. De spillede samme melodi, men jeg kendte den ikke.

Dog fandt jeg hurtigt ud af, hvad det var. ”Hey, du spiller min sang.” Niall var overrasket over, hvordan Harry kunne genskabe melodien så tæt på, at det faktisk lød ens. Harry spillede forsigtigt videre, men prøvede ikke at gøre det for vildt, så andre ville lytte med. For jeg så kort efter, hvordan Liams blik studerede Harry, og han hurtigt ”tabte tråden.” Nu lød der blot dårlige akkorder.

Jeg troede det kun var mig, men Niall opfattede også den akavede stemning. ”Lad os se Ree spille.” Med et stort smil, gav Niall guitaren til mig. Og så klodset som jeg var, anede jeg ikke engang hvordan man sad ordentligt med den. Mens to blikke stirrede på mine bevægelser, prøvede jeg at få guitaren til at ligge på mine lår, i den rigtige position.

Jeg skulle lige til at prøve at lade min tommelfingre glide ned over strengene, da der blev kaldt efter os. ”Niall!” Vores lærer kaldte ham over, uden jeg vidste hvorfor, og ja – pludselig sad jeg uforberedt tilbage med selveste (guitarspillende) Harry Styles.

Forsigtigt kiggede jeg op på ham, og det gik op for mig, at han sad og studerede mig. Han grinede kort, og lod et smil vises på sine læber. ”Du har aldrig spillet før?” Jeg nikkede, og så håbløst ned på guitaren, der bare lignede et stort stykke træ. ”Prøv at sætte dine fingre sådan her.” Jeg prøvede at gøre som jeg fik besked på, men da hans ord ikke var nok, blev han nødt til at flytte mine fingre, så de sad ordentligt. Jeg sørgede for, ikke at kigge på ham, mens han gjorde det. ”Du har nu lavet et D. Prøv at spil.” Han snakkede stille og roligt, og jeg gjorde som han sagde. Og min aller første akkord, lød faktisk ikke helt dum.

Klokken ringede og før jeg troede, havde Harry forladt rummet sammen med Lulu og Liam. Først da Niall kom over til mig, satte jeg guitaren på plads. ”Hvad skulle du?”

”Oh, hun ville bare høre om nogle tekniske ting.” Jeg nikkede, og spurgte ikke mere ind til det, da jeg nok ikke ville forstå halvdelen af hvad, der blev sagt.

Vi var på vej ned mod kantinen, da Niall stoppede. ”Det havde jeg helt glemt! Jeg skal til elevrådsmøde nu – tror du, at du kan klare dig uden mig?” Han hentyd til det kvarter, jeg skulle tilbringe i kantinen. Helt mutters alene, bare mig ved et stort bord. ”Sorry Ree.” Og med det var han væk, og jeg stod med ryggen til den store dør. Da jeg drejede rundt, var det som om den blå farve skreg af mig. Jeg var lige ved at vende om, da en hel gruppe af gutter, på mærkeligvis fik skubbet mig med ind. Typisk også.

På vej mod det bord jeg havde siddet ved med Niall dagen før, mærkede jeg en masse blikke hvile på mig. Og det undrede mig ikke, da jeg kiggede op mod de populæres afdeling, og så en af tvillingerne pege på ham. I sky gik jeg de sidste skridt hurtige, og satte mig ved det tomme bord. Det føltes som om jeg sad der alene i evigheder, men da to piger mødte mig, var der nok kun gået nogle sekunder. ”Hej, er du Valerie?”

Mit blik faldt på de to piger, der kun kunne være cheerleadere. I deres blå og hvide (det var i den grad skolens farver) dragter stod de bogstaveligtalt og kiggede ned på mig. Jeg lagde mærke til, at den ene af dem, med sine mørkeblonde krøller virkede så perfekt, at man næsten undgik at se forbindingen om hende ene knæ. Det var ikke tit, at man så en cheerleader have en fejl. Men det så ikke ud til at irritere nogle, da en dreng kort efter kom over for at lægge armen omkring hende. ”Mit navn er Becky, det her er Erica og så valgte Louis lige at komme.” Hun gav mig et sødt smil, og i et kort sekund overvejede jeg, om hun mon var en cheerleader som Heather og Lulu. Hun virkede oprigtigt og flink.

Louis grinede, ”ja undskyld men krøltroppen tvang mig.” Jeg mærkede et suk. De skulle simpelthen tvinges herhen, for at snakke til mig. ”Eddy vil have dig med på Josh’s Juice senere.”

Edward – hvorfor alverden ønskede han at være nær mig. Det synes jeg ikke, at han gav udtryk for i går. ”Hvorfor kom han ikke bare selv og spurgte?”

Louis trak på skuldrene, ”han mente, at du havde en sygdom, han ikke skulle smittes af.” Selv han rullede med øjnene, og kunne godt se det åndsvage i den kommentar.

Jeg sukkede, ”så sig til ham, at jeg ikke gider spise med jer. Og slet ikke, når han sender en anden over, for at spørge om det.” I et forsøg på at virke sej, og afvise de populære, rejste jeg mig fra bordet og gik. Men det havde nu ikke noget af gøre med, at sige ”nej,” til dem alle på skolen ønskede en invitation af. Selv om Edward så havde taget sig sammen og spurgt mig selv, måske endda Harry, havde jeg alligevel sagt nej. Sådan som de havde behandlet Niall, ønskede jeg ikke at spise med dem.

Og slet ikke, når Edward bare forventede det af mig. Han skulle ikke tro, at han kunne hundse rundt med mig. Sådan var jeg ikke. 

 

----

Så var der lidt mere kontakt mellem Valerie og Harry, hvad synes I om dem?

Og så ville Edward gerne have hende med på den lokale juice-café, hvorfor mon det?

Skriv jeres bud i kommentaren, så bliver jeg meget glad x

Tusind tak for støtten allerede x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...