Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

704Likes
1040Kommentarer
98615Visninger
AA

26. 24 - ”Stop, Harry. Du må ikke give op.”


Dette er tredje sidste kapitel, og derfor bliver synsvinklerne nu 1-1, i stedet for 2-1 x

Det burde have været en fredelig morgen. Fuglene sang, solen skinnede og ja alt andet end tiden gav mig troen til at tænke det var en rolig morgen. Men nej. Det var da jeg slog øjnene op, og så uret, at jeg straks gik i panik. Vi havde sovet alt for længe efter i går, og hvis vi ikke snart kom af sted, ville der vente os bank. ”Harry!” Da jeg satte mig op i sengen, stadig iført min balkjole fra dagen før, kløede han sig i øjnene. Hans øjne udstrålede en underen, da han kiggede på mig. Han prøvede at regne det ud, da jeg gik ud af sengen og kastede vækkeuret til ham. Heldigvis var han hurtigt tænkende, og så straks hvad der var galt. Han var ved at misse årets event, hvor han var stjernen.

Klokken var nemlig 11:44, og det var finaledagen i dag. Finalen blev spillet allerede kl. 12:00, hvilket altså betød vi havde et kvarter til at nå frem.

”Shit!” råbte Harry, og skyndte sig ud af sengen, men opdagede han ikke var hjemme. Han stod og kiggede rundt, og anede ikke hvad han skulle tage sig til, da omstændighederne ikke var de samme, som hans normale morgenen. ”Hvad skal jeg gøre? Mine ting er på skolen og-”

Jeg kyssede ham på panden, for at få ham til at slappe af. Hans hænder rystede og hans blik kiggede over det hele. Han blev nødt til at slappe af, hvis dette skulle fungere. Vi havde allerede brugt 1 minut. ”Giv mig to sekunder til at skifte.” Og med det sagt fandt jeg hurtigt nogle bukser, den blå trøje fra min mor og så skyndte jeg mig ellers at komme ud af den balkjole. Jeg havde ikke styr på tiden, da jeg var færdig på badeværelset, kun det faktum, at vi var bagud. Resten af skolens elever, og Wolves var allerede på banen nu – alle sikkert i forvirring over Harry ikke var til stede. ”Kom.” Jeg tog hans hånd og løb nedenunder. Mine forældre var stadig på forretningsrejse, så de var her ikke til at stille spørgsmål. Vi kom nedenunder, og jeg skulle til at gå ud af døren, da han holdt mig tilbage.

Jeg hørte Harry sukke bag mig, ”vi har ikke nogen bil, Ree.” Hele min plan om at nå derhen smuldrede. Vi var gået i går, og mine forældre var væk. Altså intet køretøj til os, hvilket selvfølgelig skulle ske. Det var som om skæbnen ikke ønskede, vi skulle nå frem. ”Jeg tror vi bliver nødt til at-”

”Stop, Harry. Du må ikke give op.” Det var da ordene kom ud af min mund, at jeg huskede den gamle bil i garagen. Uden at give Harry besked løb jeg udenfor, for at få karporten op. Det var ikke længe siden jeg havde været herude, for at hjælpe min far. For bagerst i garagen lå der et kæmpe lagen, der dækkede en gammel bil. Det vidste jeg, fordi min far havde arbejdet på den det sidste år, så jeg kunne få den, når jeg en dag fik kørekort. Ikke at det skete lige foreløbig, men bilen var der i hvert fald.

Jeg skyndte mig at få lagenet af, og så Harry komme ud til mig. Han var stadig iført sit tøj fra i går, og så fantastisk ud. Jeg var lige ved at blive distraheret, men da han heldigvis spurgte ind til bilen, kom jeg tilbage på sporet. ”Kan den køre?” spurgte han nervøst og studerede bilen foran sig.

”Det finder vi ud af,” forklarede jeg, og før jeg vidste af det, kunne Harry køre os ud af garagen og mod skolen. Min far ville blive ellevild, når han hørte at vi havde fået bilen ud og køre. Han havde stadig ikke testet den, hvilket gjorde det lidt mere hektisk, når vi bare kørte op af vejen, uden at tænke på konsekvenserne.

Der ankom stadig folk til vores skole, men ingen af dem var fra fodboldholdene. De havde været her i evigheder, og jeg håbede virkelig, at Harry ville nå det. Vi parkerede på en af de sidste frie pladser, og da jeg så på mit ur, at der var fire minutter til, tog Harry min hånd og løb mod omklædningsrummene. Han havde set det samme, og vidste, der skulle et mirakel til. ”Jeg finder Freya på tribunerne, bare skynd dig, Harry,” forklarede jeg ham. Han kunne ikke komme for sent i dag. Han havde arbejdet så hårdt den sidste uge, både mentalt og for holdet, så nåede han det ikke, ville alt det smuldre.

Jeg vendte ryggen til ham, for at gå mod banen, men han tog min hånd, for at vende mig rundt. Vores blikke mødtes ordentligt for første gang i dag, og et smil dannede sig automatisk på mine læber. Jeg glemte alt om tiden, alt om finalen, det var kun tanken om Harrys læber på mine. Jeg ønskede ikke at gå væk fra ham, men vi var alt for bagud, til at have tid til det her. Hvilket selvfølgelig irriterede mig, da jeg altid følte mig tryg, når jeg var med Harry. Men lige nu var finalen vigtigere. ”Harry, skynd dig.” Jeg gav ham et forsigtigt smil, hvor han derefter løb ned ad gangen for at få skiftet.

Kaos var skrevet over alt på fodboldspillernes ansigter, da jeg kom op til tribunerne. Jeg fik øje på Edward, der gik rundt i cirkler, mens deres træner Paul var i gang med at snakke til Niall, nok for at høre, hvor Harry var. Uret sagde 11:59, og jeg håbede inderligt Harry var hurtig nok til at få hans fodboldtøj på. ”Valerie!” Jeg hørte Freyas stemme fra en af rækkerne, og skyndte mig at komme igennem de stående mennesker. Så kunne jeg se det hele lidt bedre, når dramaet lige så stille begyndte.

Jeg var en person fra Freya, da jeg snublede over hendes sidemans ben. Heldigvis greb han mig, og jeg kunne ånde ud. Det ville ikke have været særlig godt at falde her, og slå sig inden man skulle råbe glædesråb af holdet. ”Tak,” smilede jeg, og da jeg kom ordentligt op og stå, så jeg Liam have fat i mig. Hans ansigtsudtryk havde slet ikke ændret sig siden eftersidningen, og det ærgrede mig. Han fortjente ikke sådan at blive svigtet af Lulu. Det var bare ikke fair.

”Intet problem,” sagde han uden nogen tone i stemmen. Jeg ønskede inderligt at gøre et eller andet. Hvad end der skulle til for at se et smil på hans læber. Men det blev ikke nu, for mit blik fandt tilbage til Freya, der straks ville høre, hvor Harry var.

Jeg ventede med at svare på hendes spørgsmål, og så de udvalgte spillere gøre sig klar. Harry var stadig ikke kommet. Mit ur viste 12:00 og jeg sukkede. ”Han kommer for se-”

Hele skolen jublede pludselig, hvilket fik mig til at stoppe midt i min sætning. Råbene blev højere, orkestreret spillede med mere kraft, og grunden var Harry. Uden at have fået hjelmen på, løb han hen mod holdet, så hurtigt som han kunne. Wolves havde allerede fået deres drenge ud på banen, så da Harry dukkede op, var det i sidste sekund hans træner kunne nå at skifte ham ud med en af de andre drenge. Jeg så et smil dukke frem, og mens han baglæns løb ud på banen, smilede han til mig. Han var så hurtig, at jeg ikke engang nåede at smile tilbage. For allerede få sekunder efter havde han taget hjelmen på og stillede sig i position.

Kampen gik ikke forfærdeligt godt for vores hold. Harry afleverede ikke til Edward og omvendt, hvilket betød de ikke fik spillet til at fungere. Wolves førte i hvert fald, og selvfølgelig gav det deres cheerleadere grund til at juble endnu mere. Jeg studerede Steph, der i sit grønne og gule cheerleadertøj lavede de samme rutiner, som jeg havde set hos The Harriets. Hendes blik var alt for meget på Harry, og jeg regnede ud, skolens fodbolddrenge sikkert havde bedt hende om at irritere Harry, ved at få hans opmærksomhed. Til gengæld var Harry smart, og han sørgede for at koncentrere sig om spillet, og ikke sin ekskæreste.

Der blev stille på tribunerne, da Sharks lige inden pausen havde et sidste forsøg på at få nogle point, inden halvdelen af kampen var spillet. Harry råbte nogle ting til de andre spillere, før han fik afleveret bolden imellem Edwards ben og runden nu var i gang. Niall var kommet på banen for nogle minutter siden, og havde ikke rigtigt udrettet noget. Heller ikke her gjorde han det store, da han straks lå på jorden og ømmede sig. Freya ved min side lavede grimasser hver gang han kom til skade, hvilket nu var ret sødt. Men det jeg havde mit blik på lige nu var Harry. Han løb op ad banen, forbi de mange Wolves drenge, indtil han var så tæt på et touch down, at det godt kunne lade sig gøre.

Men desværre blev drømmen om 6 point knust, da en af Wolves spillere kom bagfra og tacklede ham. Harry landede på jorden, og bolden trillede ud af hans hånd. Fløjten lød og Wolves kunne juble, da de førte efter halvdelen af kampen. Harry ømmede sig, og da han tog hjemlen af, kunne jeg se blodet på hans ansigt. Fra min afstand kunne jeg ikke se, hvad der præcist var sket, men han var såret, og blev nødt til at få det renset. Den besked fik han også af sin træner, da han kom hen til bænken. Det gjorde mig ondt, da Harry sukkede og gik ind mod omklædningsrummene. Jeg vidste hvor meget denne sidste kamp betød. Han ville gå herfra med en sejr over Wolves, ellers kunne det hele være lige meget.

Og derfor gik jeg efter ham.

Han sad på bænken i omklædningsrummet med en våd klud og sukkede. Han havde ikke engang tørret blodet af endnu. ”Jeg ønsker ikke, at du skal se mig sådan her, Ree,” sagde han, og måtte altså vide jeg havde fulgt efter ham. Desværre for ham, gik jeg ind og satte mig foran ham. Hans blik fandt mit og jeg så blodet under hans næse. Det var intet kønt syn, men det var ikke nok til at jeg overhovedet tænkte på at løbe skrigende væk. Jeg tog kluden ud af hans hånd og begyndte at duppe på blodet, så det lige så stille forsvandt. ”Jeg spiller forfærdeligt. Vi vinder aldrig,” sukkede han og prøvede at undgå mit blik, da han var skuffet over sig selv.

Jeg rystede på hovedet, ”Harry, du skal bare tro på dig selv og holdet. Du kan sagtens.” Jeg stoppede med at tørre blodet væk, da jeg havde besluttet mig for blodet var stoppet med at komme ud af næsen. ”Måske skulle du overveje at aflevere til Edward?” hviskede jeg. Det var et svært emne for Harry, men til min overraskelse nikkede han. Han indså, at det var den eneste mulighed. ”Og gå så ud og vind,” grinede jeg forsigtigt og gav ham et kys på kinden. Han smilede til mig, og vi gik hånd i hånd ud på banen, hvor Harry fik lov til at spille i tredje del af spillet, efter at have slappet lidt af pga. af blodnæsen.

Nogle flere minutter gik, og da Harry endelig kom på banen igen, begyndte Sharks at få indhentet nogle point. Harry afleverede til Edward, og til sidst begyndte Edward faktisk også at aflevere tilbage til Harry. Før jeg vidste af det stod kampen 27-21 til Wolves. Sharks havde det sidste forsøg i kampen, og med kun nogle få yards til en touch down mulighed, blev der helt stille på begge tribuner.

Alle holdt vejret, for dette ville blive afgørende for kampen. Fik Sharks touch down, ville den stå lige, og så ville det være sparket mellem stængerne, der afgjorde det hele. Og sådan et var endnu ikke blevet misset i kampen.

Edward gjorde klar til at aflevere bolden til Harry, så alle på banen kunne begynde at løbe. Wolves var klar, Sharks var klar, publikum var klar. Edward kastede bolden bagud, og Harry skulle være hurtig til at fastslå alle fra holdets positioner. Det måtte være et stort overskud man skulle præstere, for der var drenge over alt. Harry kiggede skiftevis højre og venstre, mens han bevægede sig bagud. En af Wolves-spillerne var allerede begyndt at løbe mod Harry, og idét han væltede ham, kastede Harry bolden langt op af banen til højre. Og dér til alles overraskelse, løb Niall. Helt fri, fordi ingen så ham som en trussel. Nu var spørgsmålet bare om han kunne gribe bolden …

Freya tog min hånd og jeg lukkede øjnene, da jeg ikke ønskede at se det. Niall var blevet smidt af holdet, og jeg var bange for, hans evner til at gribe en bold var lig nul. Men så snart der blev jublet højlydt omkring mig, åbnede jeg øjnene igen, og så Niall komme ind over linjen. Kampen stod nu lige!

Niall var helt overrasket over, hvad han lige havde gjort, og da han blev overfaldet af drengene fra holdet, kom der det største smil frem på hans læber, jeg nogen sinde havde set. Han havde sikret dem, at de nu havde den endelige chance for at vinde. Det var helt klart en stor ting, og Niall havde smilet siddende på læber.

Der gik nogle få sekunder, før der igen blev stille på stadion. Der blev stillet op, og Edward fik bolden. Det var ham eller Harry, der skulle sparke det afgørende point. Problemet var bare, at de altid plejede at skændes om det. Men i dag var det anderledes. Noget måtte have påvirket Edward, for han gav bolden til Harry og klappede ham på skulderen. Stolt kunne jeg smile af min matematikelev, og se de to tvillingebrødre kramme for første gang. Hele skolen kunne mærke hvad der skete på banen, og jublede for at give Harry en hjælpende hånd til sparket. Inden han gjorde sig klar, kiggede han i et kort sekund op på mig. Og først da jeg havde givet ham et støttende smil, fik han Edward til at lægge bolden parat foran ham.

Det var nu eller aldrig.

Han tog nogle skridt tilbage, løb mod bolden og sparkede. Den bevægede sig i luften, inden den passerede de to gule stænger, og jubelbrølene gik amok. Sharks havde vundet!

Eleverne begyndte at løbe ned på banen for at lykønske holdet, og jeg fandt mig selv tvunget til det, da alle bag mig skubbede for at komme ud. Det var nu en dejlig følelse, da man endelig kom ned på banen og kunne mærke friheden i ikke at blive skubbet.

”Ree!” Harry kaldte mit navn, men jeg kunne ikke se ham i mængden af mennesker. Der var så mange personer i grønt tøj, så det var svært at genkende nogen som helst. Først da han fik skubbet sig frem og kom til syne, smilede jeg. Han overraskede mig, da han tog sin hjelm af, gik helt hen til mig og kyssede mig. Foran alle lod han sine læber møde mine. Jeg kunne mærke en virkelig positiv fornemmelse i min mave, da han tog fat om min hofte og trak mig tættere mod ham. Her viste han alle, at han kun tænkte på mig. Steph var i den grad lige meget, og jeg følte mig endnu mere tryg med ham. Jeg følte, at jeg smilede i vores kys, men jeg var egentlig lige glad.

”Harry!” Edwards stemme afbrød os, og igen til min overraskelse, lignende han en, der var ked af, at have afbrudt Harry og jeg. ”Vi skal op på scenen, de venter på os.” Han gav sin bror et smil og sammen forsvandt de op på scenen, der var blevet stillet op. Jeg havde fået at vide, kaptajnerne altid takkede, hvis de vandt en finale.

”Go Sharks!” råbte Harry, da han fik mikrofonen i hånden. Wolves og deres cheerleadere havde forladt skolen hurtigere end jeg troede, og der var kun få af dem tilbage. De ønskede nok ikke at høre os juble og fejre sejren. ”Tak for al jeres støtte,” begyndte Harry og snakkede om hans tid på fodboldholdet, og at nu skulle nye tage over og alt det der. Det eneste jeg sådan rigtigt lyttede til, var det sidste han sagde. ”Det har været en fornøjelse at gå her på Riverdale High. Jer der stadig har år tilbage her, I skal bare vide, at det handler om at være god og sit ægte jeg. Det er noget, jeg godt kunne have lært lidt tidligere. Hvis I tror på jer selv, og er gode mod jeres medmennesker, bliver jeres tid i skolen meget bedre.” Og med de ord gav han mikrofonen til Edward. Jeg lagde mærke til hans ansigtsudtryk havde ændret sig. Han virkede skræmt for at skulle stå på scenen foran hele skolen og snakke. Han søgte efter en at have øjenkontakt med, og da hans blik landede på mig, og blev der, smilede jeg blot til ham. Hvad end han ønskede at gøre på den scene, så håbede jeg, at han havde tænkt det igennem.

”Jeg- jeg vil gerne sige undskyld. Jeg har ikke være så flink for de fleste af jer. Undskyld min opførsel i går også.” Han kiggede nu ned på scenen, mens folk begyndte at snakke diskutere. De havde nok ikke regnet med, at Edward nogen sinde ville sige undskyld. Men jeg kunne mærke på ham, at han havde indset noget. Harry havde måske endda hjulpet ham, for ellers havde han aldrig taget sig sammen til at stå her og snakke. ”Men der er en grund, hvilket først er gået op for mig, her for noget tid siden.” Der var stille blandt publikum. ”Jeg var engang kæreste med en, der blev gravid.” Hans hænder rystede, og han søgte støtte hos Harry. Deres blikke mødtes og Harry gav ham et nik og et smil. Du kan godt, signalerede det. Og efter at have fået det sidste skub, afslørede Edward sin aller dybeste hemmelighed for hele skolen.

”Hun fik aldrig en abort. Jeg har en datter, men ser hende aldrig.” Jeg hørte et skrig, og alle blikkene vendte sig mod Heather, der stormede væk i had. Den havde hun nok ikke set komme. Men jeg morede mig egentlig bare, så kunne hun lære det. Edward vendte ryggen til og Harry gav ham et støttende kram. Han havde gjort det. Han havde forklaret alle, hvorfor Edward Styles opførte sig som han gjorde. Jeg stod endda og smilede, for inderst inde var jeg stolt af ham. Den Edward jeg havde lært af kende for snart en måned siden, havde endelig set lyset og prøvede at ændre sig. Og nu var han et skridt tættere på, da folk måske ville begynde at snakke til ham.

Orkestreret begyndte at spille, og Edward kunne fornøjet smile lettet op, da fokusset ikke mere var på ham. Elever stormede igen op på scenen og løftede Harry og Edward op, så de kunne blive kastet op i luften.

Riverdale High havde i dag vundet mere end bare en sejr. Vi havde vundet over skolens konge. Vi var nu ét fællesskab.

 

----

Jeg synes vi skal give en stor klapsalve til Edward! *Klapper* Er så stolt af ham :')

Nå, hvad synes I så om kapitlet? Harry var lige ved at komme for sent, men når det heldigvis og Riverdale vinder kampen :D 

Nu er der desværre kun 2 kapitler tilbage. De foregår om to måneder, så gør jeg klar på forandrede personer, en svær matematik eksamen og at de får deres afgangsbeviser (nogle af dem i hvert fald :P) 

 

Hvem af jer kommer i Tivoli i morgen? Jeg gør :D

P.S. Læs min nyeste mumble, der omhandler dette billede ;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...