Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

705Likes
1040Kommentarer
100436Visninger
AA

24. 22 - ”Det er problemet, Valerie. Det var slet ikke mig.”


PART 1

Er du klar til ballet i aften?

Sms’en var fra Niall og jeg var ikke langsom til at svare. Han havde skrevet til mig hele dagen, og jeg havde nydt emnet endnu ikke havde været ballet. Desværre gik den ikke længere, og det irriterede mig.

Jeg kommer ikke. Er ikke i humør til det.

Det kunne godt være, at Niall ville blive skuffet, men jeg var lige glad. Alle ville have et smil om læberne, alle ville have det sjovt, og så ville jeg bare stå der og være helt alene. Den følelse gad jeg ikke stå alene med på sådan en speciel dag. Jeg vidste, at hele skolen havde set frem til den siden sommerferiens slutning sidste år. Det var endda tanken om i aften, der var den eneste grund til nogle blev på skolen. Men jeg kunne ikke klare det. Harry ville ikke være ved min side, så jeg ville sikkert være helt alene. Derfor havde jeg besluttet at blive hjemme.

Desværre, Ree – du skal med.

Idét jeg skulle til at skrive tilbage til ham, ringede det på døren nedenunder. Hvem kom nu kl. tre om eftermiddagen? Jeg håbede inderligt, at det ikke var Harry, for jeg magtede ikke snakke med ham lige nu. Der var en grund til, at jeg havde ignoreret hans beskeder og opkald. Måske havde han en ordentlig forklaring, men han havde såret mig. Han lod som om, han ikke fattede noget af det, og det var nok det, der gjorde mest ondt.

Så da jeg åbnede døren fik jeg et chok. ”Surprise!” råbte de to personer, jeg ikke havde forventet at se her, sammen. Jeg vidste allerede det her ikke så godt ud, da Freya havde en stor papæske og en make-uptaske med. Niall var endda allerede i sit jakkesæt, og han så godt ud, det måtte jeg indrømme. ”Du skal til bal,” smilede Niall stort og trådte indenfor, uden at have fået tilladelse af mig. Freya fulgte efter ham og som de stod foran mig sammen, gav det mig en dejlig følelse inde i maven. De så, så søde ud sammen.

”Please sig I laver sjov,” prøvede jeg at bilde mig selv ind, selv om jeg godt vidste, at jeg havde tabt. Efter alt mit besvær med at indstille mig psykisk til ikke at skulle med, så det nu alligevel ud til jeg blev tvunget.

Der var gået omkring en time, og jeg følte mig så malplaceret. Med ryggen til spejlet med et varmt apparat, der krøllede mit hår. Jeg gjorde det i den grad kun for Freya og Niall. For hver ny lok hun tog frem blev hendes smil større. Hun gjorde nogle forsigtige bevægelser, mens hun holdt en samtale i gang med Niall. Lige nu diskuterede de vist om de nu havde husket fotografen. Og selvfølgelig havde de det, forsikrede Niall hende om. Det var så typisk dem, at skulle gå igennem hele listen nogle få timer før ballet.

”Se Valerie, dit hår er så smukt, når det bliver krøllet.” Da jeg kiggede ind i spejlet fik jeg nærmest et chok. Freya havde virkelig gjort noget med det krøllejern. Jeg lod forsigtigt fingrene glide igennem håret, inden jeg fik at vide, at det måtte jeg ikke. Det ødelagde jeg jo det hele, brokkede Freya sig. Et smil fandt alligevel frem til mine læber, eftersom jeg aldrig rigtigt havde gjort noget ud af mit hår før. Det havde altid bare været glat, og så hvad man kunne gøre med det. ”Harry vil dø, når han ser dig!” hvinede hun, og da jeg så Niall rulle med øjnene på min seng, morede jeg mig faktisk i et kort øjeblik. Selv om de kunne lide hinanden, var der også tid til at lave sjov. ”Jeg har hørt, han også ser meget flot ud.” Nu surmulede Niall i stedet for, hvilket fik mig til at grine højlydt. ”Jeg mener det,” forsikrede Freya, da hun havde misforstået min latter.

Jeg vidste godt, at både Freya og Niall kendte til det med Harry, men hvorfor ønskede de så vi skulle finde sammen igen? Inderst inde ønskede jeg det vel også selv, men han havde såret mig, og skrevet til sin ekskæreste. Niall var da ikke en særlig sød ven, hvis han ønskede jeg skulle finde sammen med ham igen. Dog havde jeg hørt dem snakke lidt om det engang imellem, og jeg var sikker på, de vidste noget, jeg ikke gjorde. Jeg var næsten nervøs over, hvad de havde planlagt. Det kunne være hvad som helst, når det var Niall Horan vi snakkede om.

Endnu en halv time gik, før Freya følte hun var helt færdig med makeup og hår. Først efter det kunne hun vise mig den kjole, Nialls søster havde foræret hende. Det var godt, at de selv havde en med, for jeg havde ikke fået købt en kjole selv. Hun hev det røde stof ud af kassen, og jeg var så glad for, den ikke var grøn som hendes. Grøn klædte hende, men så hæsligt ud på mig. ”Den burde passe dig, så gå ud og skift,” smilede hun og jeg adlød hende hurtigt. De havde gjort så meget ud af at få mig med, så nu tænkte jeg hvorfor ikke? Det kunne godt være Harry var der, måske ville jeg blive dronning, men jeg havde aldrig før været til bal, og ville ikke få chancen igen.

Jeg sukkede tøvende, da jeg holdt det røde stof i hånden. Kjolen var sort, men havde så mange rødlige blomster detaljer, at man ikke lagde mærke til den mørke farve. Først prøvede jeg at holde den op foran mig, og måtte da give et kort smil fra mig, for kjolen så flot ud i sig selv. Derfor fik jeg den på, og kiggede ned af mig selv. Den gik til lige over mine fødder, så man også ville kunne se de sko, Freya havde fundet i sit eget skoskab. Hun var virkelig sød, og jeg forstod, hvorfor Niall var faldet for hende. De var også ekstremt søde sammen.

Jeg kom endda også ud fra badeværelset, og så dem stå helt tæt, mens Niall forsigtigt puttede corsagen på Freyas håndled. De havde stadig ikke set mig, og derfor kyssede Niall blidt Freya på munden i et af de sødeste kys, der kunne være taget ud fra en film. Jeg var glad for, at Niall havde fundet en han virkelig kunne lide, som ikke forrådte ham, som Harry havde gjort det med mig.

Niall fik øje på mig, og gjorde næsten Freya jaloux med sit blik. ”Wow, det må jeg sige Freya, du har gjort et godt job.” Freyas øjne strålede da hun så mig. Med et stort smil gik hun over til mig for at give mig et stort kram.

”Hvor er du smuk, Valerie!” Jeg vidste ikke helt om jeg var enig med hende, men jeg blev vel nødt til at tage imod hendes kompliment.

”Nå, skal I to skønne piger med til bal?” spurgte Niall, og vi nikkede begge, Freya mere ivrigt end mig. Især Niall og Freya havde ventet på denne dag i måneder, eftersom de havde stået for alt planlægningen. Derfor ønskede jeg også at støtte Niall i det her.

Vi har hurtigere end jeg havde regnet med henne ved skolen. Musikken kunne allerede høres udefra og lysene blændede mig. Da vi kom ind i gymnastikhallen så jeg deres smukke dekorationer. Wow, de havde overgået min vildeste forventning. Lysene gjorde stedet endnu mere magisk, og med falske træer og hvad der signalerede en fantasy skov, var jeg positivt overrasket. Der var så mange indtryk på en gang, at jeg slet ikke kunne beskrive hvor smukt det var. Mine øjne kiggede fra venstre til højre, op og ned, så mange retninger, at jeg til sidst så ham. Og denne gang var jeg sikker på det var ham. Den måde han kiggede på mig, sagde det hele.

Jeg følte vi begge studerede hinandens udseende, før vi igen fandt hinandens øjne. Over ti meter væk stod han og så fantastisk ud i hans jakkesæt og slips. Hans øjne var lige så smukke på lang afstand, og det irriterede mig. Med en sort blazer, der dækkede en hvid skjorte, samt sorte bukser, kunne jeg ikke tage mine øjne væk fra ham. Hvorfor var det så svært? Harry gav mig et forsigtigt smil, hvilket jeg gengældte. Vi var ikke okay, men jeg ønskede ikke at udstråle min forunderen over, hvorfor han havde skrevet med Steph på denne dag. Jeg var stadig ligeså vild med ham, som jeg var før, jeg turde bare ikke indrømme det over for mig selv, før det hele var løst. Jeg ønskede at vide, at det kun var mig, han tænkte på, ikke Steph.

Jeg følte at han skulle til at gå hen til mig, så jeg sørgede for at finde Niall. Jeg vendte ryggen til mig, og signalerede jeg ikke magtede hans selskab lige nu. Freya var ikke lige ved Niall, så jeg kunne ånde lettet ud ved jeg ikke forstyrrede dem. ”Undgår du nu, Harry?” spurgte han, da jeg satte mig ved siden af ham i sofaen. Han havde sikkert holdt øje med mig. Jeg rystede på hovedet, men den faldt han ikke for. ”Har du overhovedet snakket med ham om, hvad der skete?” spurgte han.

”Kun lige efter, og han stod bare der og lod som om, han ikke anede, hvad jeg snakkede om.” Jeg kiggede væk og fik øje på Harry, der snakkede til Liam. Jeg havde sådan lyst til at løbe hen til ham og omfavne ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg ønskede en forklaring først. Forhåbentlig efter det, kunne jeg igen smile, når jeg kiggede ind i hans fantastiske grønne øjne.

”Måske du skulle høre, hvad han har at sige. Han er omringet af lumske personer.”

”Hvor er Freya egentlig?” spurgte jeg, samtidig med Nialls spørgsmål, og hørte kun halvt, hvad han havde fortalte mig.

Heldigvis behøvede jeg ikke svare ham, da han svarede ham. ”Hun ordner lyden til scenen med guitar og sådan.”

”Guitar? Kommer der et band?”

Han grinede, ”ikke lige frem.” Han pegede op mod scenen med sin finger, der automatisk fik mine øjne til at følge retningen, og der for neden af scenen, så jeg Harry gøre sig klar med en guitar. Hvad havde den dreng nu gang i?

Jeg kunne ikke tage mit blik væk fra ham, for en stor underen irriterede mine tanker. ”Hey alle sammen. I kender mig nok bedst som fodboldkaptajnen. Go Sharks!” råbte Harry med et lille grin, da der i kor blev råbt skolens heppeord. ”Men i dag står jeg her, for at gøre noget andet.” Vores blikke mødtes, og jeg mærkede mit hjerte banke hurtigere. Jeg kunne virkelig ikke komme udenom det. Selv om Harry havde været dum, så kunne jeg stadig lide ham. ”Jeg elsker at skrive musik, og jeg vil gerne synge en selvskrevet sang. Jeg vil gerne dedikere den til en helst speciel pige. Du ved hvem du er.” Han havde allerede fjernet sit blik fra mig, for ikke at få det til at se for åbenlyst ud.

De første akkorder fyldte salen, og før jeg vidste af det, var han begyndt at synge.

 

Now you were standing there right in front of me

I hold on it's getting harder to breathe

All of a sudden these lights are blinding me

I never noticed how bright they would be

 

Det var som om han beskrev nuet. Dog sad jeg, men alligevel følte jeg alle hans ord. De blå lys gjorde det svært for ham at se noget, men alligevel blev han ved. Alt det besvær kun for mig.

 

I saw in the corner there is a photograph

No doubt in my mind it's a picture of you

It lies there alone in its bed of broken glass

This bed was never made for two

 

Jeg kunne mærke tårerne finde frem til min øjenkrog, men jeg ville ikke. Jeg kunne ikke sidde og græde, ikke her, ikke mens han så på. Jeg mærkede Niall give min hånd et venligt klem, da Harrys grønne øjnene smilede til mig. Jeg kunne se hvor meget han nød at stå på den scene, som om han var født til det.

 

I'll keep my eyes wide open

I'll keep my arms wide open

 

Don't let me

Don't let me

Don't let me go

'Cause I'm tired of feeling alone

 

Don't let me

Don't let me go

'Cause I'm tired of feeling alone

 

Og der kunne jeg ikke mere. Tårerne havde fundet frem og løb langsomt ned af kinderne. Jeg vidste Freya ville få et flip, hvis hun så mig, men jeg var lige glad. Jeg kunne umuligt være sur på ham. Teksten til sang var for meget for mig. Den fortalte i sig selv, at han ikke gad Steph mere, og det var vel mere end jeg behøvede

Efter alt det Niall havde sagt, og at han nu stod på scenen, det sagde alt sammen at han var ked af det. Dog ville jeg gerne stadig have den forklaring, lige meget hvad den så var. Men jeg kunne ikke benægte det mere.

Jeg var forelsket i Harry Ethan Styles.

 

I promised one day that I'd bring you back a star

I caught one and it burned a hole in my hand oh

Seems like these -

 

Musikken stoppede brat, og jeg kunne se og mærke på Harry, at det ikke var en del af planen. Han lod sin finger dunke på mikrofonen, men den sagde ingen ting. Overrasket og forvirret kiggede han over på Niall, og Freya der havde taget plads ved siden af. Niall slap min hånd og trak på skulderen. Ingen vidste hvad der foregik. Strømmen kunne da ikke bare gå? Hvilket den heller ikke var, da alle de andre lys i lokalet var tændt. Men hvordan kunne det så være både mikrofon og guitar stoppede med at du? Det var mig en gåde, indtil jeg så Edward komme frem bag forhænget med et stort smil over læberne.

Edward havde simpelthen slukket for strømmen.

Niall og Freya forlod mig, fordi de ønskede at redde det hele. Derfor skyndte de sig på scenen for at annoncere konge og dronning. Publikum begyndte at juble, da dette var den mest spændende ting. Men i stedet for at fokusere på dem og scenen, studerede jeg Edward. Der var et eller andens ved hans blik, der fortalte mig at han havde gjort det af ren og skær jalousi. Han var jaloux, fordi Harry var ved at skabe sig sin drøm, og at ham selv ikke engang kunne klare at komme på college med egne evner. Selv der skulle han bruge Harrys hjælp.

Mine tanker havde været på Edward, at selv da mine øjne havde ført ham op til scenen, var det stadig ikke gået op for mig, at han havde vundet. ”Tillykke Edward!” råbte Niall ud i hallen, selv om han sikkert ikke mente det. Edward var blevet konge, præcis som han havde ønsket og fortalt mig det ville ske.

Mine øjne fandt nu Harry, der fumlede med at få guitarremmen over hovedet neden for scenen. Han gjorde det hurtigt, så han kunne komme ud på gulvet, for at klappe af sin bror lige som alle de andre. Selv om han nok skippede klappene, for det tror jeg slet ikke han var i humør til.

”Valerie Carter!” Jeg hørte mit navn blive kaldt fra scenen, og forvirret kiggede jeg derop, hvor Freya vinkede mig op mod scenen. Oh shit, jeg havde vundet. Et irriteret hvin blev hørt fra forsamlingen, og det ville ikke overraske mig, hvis det var Heather jeg så traske ud af lokalet. ”Valerie, kom nu op.” Niall smilede til mig, og først nu tog jeg mig sammen til at komme op på scenen. Det var en mærkelig følelse, når alle eleverne på skolen havde øjnene på mig.

Da jeg kom op på scenen og fik placeret kronen på hovedet, følte jeg mig ikke gladere. Mine øjne fandt Harrys, og jeg havde den samme klump i halsen som efter hans sang – jeg ville bare snakke med ham. Jeg så ham blandt publikum, smilende og glad, selv om jeg ikke kunne gengælde den følelse. Jeg gad ikke engang at stå her.

”Har du noget at sige til din dronning, Edward?” spurgte Freya og rakte ham mikrofonen. Jeg var bange for, hvad han mon ville sige. Han kunne svine mig til, sige undskyld, forklare noget, men jeg regnede med det første. Nu havde han chancen foran hele skolen, så hvorfor ikke gribe den? Så da ordene kom ud af hans mund, overraskede det mig ikke. Jeg mærkede mine hænder forme sig til en knytnæve. Dér stod Edward Styles, midt på scenen foran hele skolen og talte ned til mig. Han fortalte, at han hellere ville have vundet med enhver anden pige, og jeg kunne ikke klare at høre på det til sidst. Han var ond og egoistisk.

Jeg gav ham et sidste stirrende blik, før jeg løb ned fra scenen og ud af døren, for at få noget frisk luft. Jeg hørte flere råbe mit navn, men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare væk derfra.

Jeg græd ikke, men jeg var vred. Det var fint, hvis Edward ikke kunne lige mig, eller det faktum, at jeg var sammen med Harry, det havde jeg forstået, men han behøvede ikke at svine mig til foran hele skolen. Et stort suk undslap mine læber, da jeg stoppede op på asfalten uden for skolen. Det var mørkt, men jeg kunne heldigvis stadig ane parkeringspladsen for mig. I aggression smed jeg mine stilletter på jorden, og gik over til den lille legeplads på den anden side af skolen, der var tænkt til de mindre børn i byen. Det var en befrielse, når jeg kunne sætte mig op på gyngen, og mærke vinden under mine fødder, som jeg svingede mig selv frem og tilbage. For hvert vindpus følte jeg mig endnu mere fri, og glemte næsten Edwards ord. Det var skønt, og jeg kunne blive herude hele aftenen.

”Valerie!” En alt for genkendelig stemme kaldte mit navn. Forstyrret fra min gyngetid, lod jeg blikket dreje til venstre, og så ham stå i døråbningen. Han måtte have ledt efter mig, hvilket fik et stort smil til at dukke frem på mine læber. Han passerede vejen uden overhovedet at kigge sig for, og jeg mærkede at jeg var stoppet med at gynge. Han nåede hen til mig, og mit sæde hang nu helt stille i den ellers behagelige brise.

”Hej Harry,” hilste jeg, da han satte sig på gyngen ved siden af. Jeg sagde ikke mere til ham, men lod i stedet mine fødder lege med sandet, så det kildede en smule. Endnu en måde jeg følte mig fri på, når sandet skilte sig mellem mine tæer.

”Niall fortalte mig tidligere, at vi rigtigt ville have vundet.” Jeg kunne fornemme et smil på Harrys læber. Jeg mærkede kronen på mit hoved, og tog den af. Det var som om den vejede flere ton.

Forsigtigt lagde jeg den på sandet ved siden af gyngen, så den skinnede i lyset fra lygtepælene. ”Jeg behøver ikke den her krone,” forklarede jeg og kiggede hen mod Harry. Kronen var lige meget, dronning var lige meget, jeg ville bare have min Harry tilbage.

Denne gang var det ham, der ikke kiggede på mig, da jeg prøvede at få hans opmærksomhed. Han så ud til at føle sig skyldig, og havde måske tænkt sig at fortælle mig det. ”Valerie, jeg-”

Men et eller andet gjorde, at jeg ikke behøvede at vide det lige nu. ”Du behøver ikke.” Vores blikke mødtes og jeg mærkede hvordan byrden på hans skuldre blev mindre. Han havde sikkert forventet at skulle give mig en lang forklaring. Men det var ikke hvad jeg ønskede. Ikke en lang forklaring, men bare kort hvorfor.”Bare fortæl mig, hvorfor du gjorde det.”

Han sukkede og kiggede væk, mens han blidt svajede frem og tilbage på gyngen. ”Det er problemet, Valerie. Det var slet ikke mig.”

Og dér. I det sekund, hvor Harry svingede fra frem til tilbage, gik det op for mig. Det hele var Edwards værk. Og hele tiden havde jeg gået og troet, at Harry havde taget kontakt til sin ekskæreste, og han ikke følte, jeg var noget værd. Men jeg havde taget fejl. Grueligt fejl, og det burde være mig, der sagde undskyld. Nu gav det hele mening. Gemmas ord, Harrys misforståelse ved trappen. Det hele. Jeg følte mig så dum og ubrugelig, at jeg ikke engang vidste, hvordan jeg skulle besvare Harry.

Jeg var heldig, at det var ham, der talte igen. Denne gang skiftede han endda helt emne. ”Valerie, der er noget jeg rigtig gerne vil vise dig.” Han rejste sig for gyngen, og stod høj og flot foran mig, da han tog ud efter min hånd. Med et forsigtigt smil rejste jeg mig og lagde min hånd i hans, klar til at blive fulgt hvorhen det skulle være -  bare det var med ham. ”Og jeg har ikke fået sagt det endnu, men du er virkelig smuk i aften.” 

 

----

Wow 3500+ ord, det har jeg aldrig prøvet før, yay :D 

Nå hvad I synes så? Harry sang til Valerie så sødt, aww :')

Skriv gerne hvad I synes om kapitlet, vil rigtig gerne høre jeres mening :)

4 kapitler + epilog tilbage :( Part 2 kommer i morgen x


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...