Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

705Likes
1040Kommentarer
100262Visninger
AA

23. 21 - ”I skal vide, at jeg stopper med fodbolden efter finalen."

Mine hænder rystede, da jeg stod ved skolens busstopsted og ventede på hende. Dagen i går havde været en katastrofe, og jeg blev nødt til at forklare hende, at hun have misforstået det hele. Jeg ville aldrig, aldrig såre hende, og aldrig nogen sinde ville jeg kontakte Stephanie igen. Steph var i min fortid, og hun skulle aldrig vikles ind i mit liv igen. Valerie var den eneste pige, jeg tænkte på lige nu, og det skulle der ikke laves om på, på grund af min idiotiske bror. Hvorfor havde Edward også skrevet til hende? Han var simpelthen for meget, og var gået meget over stregen denne gang.

Bussen kom op af vejen, og jeg håbede ikke det ville blive for akavet, når Valerie kom ud. Hendes smukke øjne ville sikkert møde mine, men så straks som det skete kigge væk igen. Det ærgrede mig, at hun ikke havde givet mig en chance. Derfor måtte jeg kæmpe for at få hende tilbage, det vidste jeg, og jeg vidste, at jeg måtte kæmpe hårdt – måske også længe.

Eleverne steg ud, og jeg fulgte med inde fra gangen imellem sæderne, men der kom ingen Valerie ud. Var hun blevet kørt i skole, eller kom hun slet ikke i dag? Åh nej, var det virkelig så slemt? Jeg skulle lige til at vende om af frustration, da jeg så en lyshåret irer og straks tænkte mit forhold til min kæreste var reddet. ”Niall!” Jeg råbte ham an, og han kiggede straks hen mod mig, som han kom gående hånd i hånd med Freya. De to var da helt klart blevet tættere og tættere som dagene gik. Louis havde nu godt fortalt mig, at Niall tit var hjemme hos dem.

”Hey Harry,” hilste Niall, da de begge kom over til mig. Det gjorde mig positivt overrasket, at Niall ikke var sur. Havde Valerie ikke fortalt ham, hvad der var sket? ”Før du snakker, så er vi på din side.” Han talte om Freya og ham og jeg rynkede brynet. Hvad snakkede han om?

Freya forklarede mere detaljeret, ”Louis fortalte mig, hvad du havde fortalt ham. Edward er altså en idiot,” brokkede Freya sig, mens hun blidt kiggede mig ind i øjnene. Et smil fandt frem til mine læber. Niall, som nok var mit bedste bud på at få Valerie tilbage, stod klar til at hjælpe.

”Jeg er glad for I vil hjælpe, for jeg tror ærligtalt ikke, Valerie har lyst til at snakke til mig lige nu.”

De nikkede i takt. ”Derfor har vi allerede udtænkt en plan. Først er det vigtigt, at du finder noget du kan fortælle hende, som ingen andre ved. Hun skal vide, at du stoler på hende, okay?” Niall remsede nærmest et regelsæt op, men jeg nikkede sagte og hørte efter resten af deres plan.

”Du skal være romantisk,” startede Freya. ”Vi sørger for, at hun kommer til ballet i morgen, og så tager du den derfra.” Jeg nikkede og smilede fornøjet over deres hjælp.

”Tak,” sagde jeg, og kiggede taknemmeligt på Niall.

”Men husk-” han pegede på mig, ”Ree er min bedste veninde, derfor hjælper jeg dig, fordi jeg ved hun godt kan lide dig. Men sårer du hende igen, så må du hellere løbe hurtigt væk.” Han udviste en stor glæde for Ree, og jeg vidste, at han mente hvert ord. Jeg skulle passe på Edward, for indtil videre blev han ved med at spolere det for mig. Og det kunne jeg ikke lade ske igen.

***

Jeg havde gået og tænkt over en speciel ting, jeg kunne fortælle Valerie hele dagen. Selv da jeg gik hen til fodboldbanen fyldte det mine tanker. Jeg havde stadig ikke fundet det helt rigtige, for hvad ville hun finde godt nok til at give mig en chance til? Da jeg så Edward på banen, fik jeg et had til at vokse indeni mig. Jeg kunne slet ikke klare at se på den knægt. Og det lagde han også mærke til, da jeg stillede mig ved siden af Louis, den eneste jeg stolede på, på denne bane ud over Niall.

Edward kom hen til os, og Louis og jeg sørgede for at snakke om et random emne, så Edward forstod vi var optaget. Men som jeg burde havde forudsagt, var han lige glad og afbrød os. ”Hvorfor så sur, kære bror?” spurgte han med hans ækle stemme.

Da jeg drejede mit ansigt hen mod ham, gav jeg ham det mest stirrende blik jeg kunne. ”Sur? Hvorfor tror du, at jeg er sur, din idiot?!” Louis blev nødt til at holde i mig, så jeg ikke ville gå bersærk på min egen tvillingebror. ”Du har fået Valerie til at hade mig, Edward! Pigen jeg elsker hader mig nu, er du tilfreds?!” Jeg fik holdt mig selv på min plads, selv om jeg virkelig ønskede at give ham et slag i ansigtet. Et stort hårdt et lige under øjet, så hun kunne føle smerte.

”Slap dog af, det var bare en joke,” sagde han og grinede kort.

Louis nåede ikke at få fat i mig denne gang, men jeg havde planlagt blot at gå helt tæt, uden at røre ham. Vores øjne var centimeter adskilt og jeg stirrede hårdt på ham. ”Det er ikke spor sjovt, Edward.” Jeg snakkede roligt, men havde en indre vrede i stemmen, man vist også kunne høre i mit toneleje.

Jeg vendte mig rundt fra Edward, og da jeg allerede havde hele holdets opmærksomhed, valgte jeg at gøre noget vildt. ”I skal vide, at jeg stopper med fodbolden efter finalen." Alle virkede overraskede og stirrede undrende på mig. "Jeg gider slet ikke det her spil mere, men jeg gør det for jer alle, undtagen min bror her. Det var sjovt de første år, men nu er det for meget.” Alle gispede, men jeg var lige glad. Endelig havde jeg fået det ud til holdet, og sådan skulle det være.

Edward lagde en hånd på min skulder, ”hvad har du gang i, Harry?” spurgte han overrasket, eftersom fodbolden nu kun var hans drøm.

”Jeg siger sandheden. Jeg vil meget hellere studere musik, så nu kan du få det for dig selv.”

Han virkede rystet, ”Hvad sagde far dog til det?” spurgte han. En klump samlede sig i min hals. Jeg havde endnu ikke sagt det til vores far.

”Det finder vi ud af, når jeg fortæller ham det senere.” Edward tabte næsten mælet og hans øjenbryn blev løftet. Han skulle til at sige noget, men jeg vendte ryggen til og han droppede det. I eftermiddag ville jeg sige det til min far, om han så ville hade mig for det. Det var som om, at uden Valerie ved min side, havde jeg brug for at komme ud med alt det, der nagede mig. Og nu var jeg halvvejs med det allerstørste.

Da jeg var hjemme, havde jeg fået samlet Edward og mine forældre på nogle stole ved spisebordet. Ingen af dem forstod, hvad jeg skulle til at sige. Som jeg stod op og kiggede skiftevis på dem, blev det sværere og sværere for mig, men jeg blev nødt til at gennemføre det.

”Far, jeg ved din drøm altid har været at se dine to sønner bliver internationale fodboldstjener. Men her på det sidste har jeg indset, at det ikke mere er hvad jeg ønsker.” Jeg holdt en kort pause, og selv om min far holdt det inde, kunne jeg godt se hvor skuffet han var. ”I stedet er der en, der har hjulpet mig med at finde frem til, at musikken er hvad jeg vil. Ikke som kendt sanger eller noget, men jeg vil studere musik,” forklarede jeg og så et smil på min mors læber. Det gjorde mig glad, at jeg da havde noget støtte. Men hun havde aldrig kunne lide fodbolden, så lige meget hvad jeg sagde, så var hun nok blevet glad og stolt. ”Hvis du vil høre, vil jeg gerne synge noget for jer.” Et forsigtigt smil fandt frem til mine læber, da min far opgivende slog ud med hænderne. Jeg tog guitaren frem fra hjørnet og sukkede forsigtigt inden jeg begyndte. Jeg havde siddet og fumlet lidt med guitar og skrivning i går, og havde skrevet dette til Valerie. Edward var nok den eneste, der kunne høre det, men dette handlede mere om min fars accept. Og er du gal, jeg havde aldrig haft mere skræk for at synge, da det nu var foran min familie.

 

Now you were standing there right in front of me

I hold on it's getting harder to breathe

All of a sudden these lights are blinding me

I never noticed how bright they would be

 

I saw in the corner there is a photograph

No doubt in my mind it's a picture of you

It lies there alone in its bed of broken glass

This bed was never made for two

 

I'll keep my eyes wide open

I'll keep my arms wide open

 

Don't let me

Don't let me

Don't let me go

'Cause I'm tired of feeling alone

 

Don't let me

Don't let me go

'Cause I'm tired of feeling alone

 

Min mor sad med tårer i øjnene, Edward så helt chokeret ud, men aller vigtigst var min far, der faktisk sad og smilede forsigtigt. ”Det må jeg sige, søn. Jeg havde aldrig regnet med, at en guitar i fødselsdagsgave ville blive til dette. Men hvis det virkelig er hvad du vil, så er det okay med mig.” Han holdt en kort pause mens jeg kunne puste ud. ”Så regner jeg bare med din bror stadig kæmper for det scholarship.” Min far kiggede forventende på Edward, der gav ham et ægte nik. Edward ville aldrig blive træt af fodbold. Han elskede at kunne løbe ind i andre folk, for at slå dem ned, uden det var ulovligt. Det var nok også det, jeg bedste kunne lide, når jeg fik lov til at gøre det mod Edward.

Vores forældre gik tilbage til deres arbejde, og jeg kunne tilfreds smile Edward op i ansigtet. ”Det må jeg sige, Harry. Det var faktisk godt klaret.” Han gav mig et kort smil, mens han blev siddende på stolen. Jeg kunne straks mærke på ham, at noget nagede ham. Han åbnede ellers aldrig op og viste sine svagheder, så derfor valgte jeg at sætte mig ved siden af ham. ”Jeg bliver nødt til at fortælle dig det her. Det nager mig,” forklarede han og sukkede. ”Du ved Mary?”

”Ja, hvad med hende?”

Der skulle et stort mod til for ham at sige det næste. Nærmest et større mod end jeg lige havde præsteret. ”Hun fik aldrig den abort.”

”Hvad?!” udbrød jeg, men tog mig straks til munden. Hvis min mor hørte mig råbe, ville hun straks komme ned. ”Er du seriøs?” spurgte jeg, denne gang lavt.

Han nikkede, ”mor ved det. Hun giver mig penge, som jeg kan give videre.” Wow, han overraskede mig virkelig meget. Tænk, at min bror var far? Edward havde en datter. Jeg var onkel! ”Hun hedder Gwenn og er to år.” Min niece hed Gwenn. Jeg havde en niece?! Jeg kunne ikke rigtigt fatte noget af det her, og måtte sidde og stirrer ham ind i ansigtet.

”Har du kontakt til Gwenn?”

Det sårede mig at se Edwards ryst på hovedet. Mary lod ham sikkert ikke se sin datter. Hendes mor Frances var sikkert også virkelig imod det. ”Du burde sige det her til flere, Edward. Ikke bare mig.”

Edward lavede store øjne af mig. ”Folk vil jo hade mig, Harry.”

Jeg rystede på hovedet. ”De vil forstå dig.” Jeg ved ikke om Edward forstod det, på den måde jeg ønskede. Jeg ønskede han skulle vide, at de ville forstå hvorfor han opførte sig som han gjorde. Hvorfor han var så hård mod alle, og var lige glad med folks følelser.

Det var fordi, at inderst inde, var Edward så såret, at han ønskede alle andre skulle føle den samme smerte. Min bror gemte meget mere bag sin facade, end hvad jeg havde troet. Og jeg havde pludselig en stor lyst til at hjælpe ham. 

 

----

Er I klar på ballet i næste kapitel? Niall har valgt at hjælpe Harry, og kan sige at Don't Let Me Go også vil være en del af kapitel 22. Glæder I jer, og hvad tror I der sker?

Og så vil jeg gerne høre I forhold til dronning og konge? Hvem tror I vinder? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...