Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

704Likes
1040Kommentarer
98623Visninger
AA

20. 18 - ”Jeg stopper på holdet.”

Fodboldskoene blev trukket over hælen og snørebåndene snøret, inden jeg kunne forlade omklædningsrummet. ”Du virker helt glad i dag, Haz,” hørte jeg Louis sige fra den anden ende af rummet. Et smil fandt frem til mine læber, da jeg smed min træningstaske ind i skabet. ”Er det Valerie?” spurgte han, da han samtidig med mig lukkede skabslågen.

Jeg undrede mig over, han overhovedet spurgte. Vi var ret gode venner, men de sidste dage havde han nærmest ignoreret mig. ”Ja undskyld, men Becky snakker hele tiden om hvor søde i er.”

”Gør hun det?” spurgte jeg.

Louis nikkede, ”hun er overbevist om i vinder dronning og konge.”

Tanken havde slet ikke strejfet mig endnu. Vi kunne faktisk godt vinde, nu når vi begge var nomineret. ”Det kunne da være fint, men Lulu og Heather vil være efter Valerie resten af skoleåret,” forklarede jeg. Louis nikkede blidt og var enig i min påstand. Tabte Lulu eller Heather, ville det ikke være særlig godt.

”Men I er det eneste par tilbage, hvis I altså er sammen?” Vinden ramte os i hovederne, da vi kom udenfor. Louis kiggede på mig og jeg indså han havde ret, Lulu og Liam var ikke sammen mere, og Heather hadede Edward.

”Vi er sammen.” Et smil formede sig på mine læber, og Louis gav mig et venligt klap på skulderen, og viste han var glad på mine vegne. Efter det løb han ud på banen til de andre drenge, der var i gang med at varme op.

Kun en uge tilbage, så kunne jeg droppe det her fodbold for altid.

Vores træner havde bedt mig om at træne holdet op i dag, eftersom jeg ikke havde mødt op i går. Jeg nød det ikke, men min træner smilte tilfreds ude fra sidelinjen, mens jeg råbte af holdet, for at få dem til at gøre det helt rigtigt.

Det varede i omkring ti minutter, hvor vi havde få minutters pause bagefter. Jeg kiggede over mod cheerleaderne, og så deres træner Harriet være i gang med at vise dem nogle trin, der ville gøre dem bedre end cheerleaderne fra Woodsville. Bedre end Stephanie.

Før jeg vidste af det, havde Valerie fyldt mine tanker, og jeg begyndte at gå over mod pigerne, der nu også holdt en kort pause. Jeg mærkede en skikkelse ved min side, og så Liam komme op på siden af mig. Han sagde intet, men gik blot med mig. ”Lulu!” Jeg råbte hende an, eftersom Heather nok var til lægen, og ikke kunne møde op til træningen i dag.

Hun vendte sig om fra sin snak, og løftede øjenbrynet, da hun så mig og Liam ved min side. Især Liam fik et hårdt blik, men han ændrede ikke hans ansigtsudtryk. Han var stærk. ”Er der nogen chance for I kan tage Valerie med på holdet?” spurgte jeg, uden rigtigt at tænke det igennem. Jeg vidste, at Valerie ikke gad, men det var en god måde for hende, at kunne hænge ud med Niall. Og så ville jeg også kunne se hende, mens vi trænede.

”Laver du sjov?” Lulu slog en latter op, og før jeg vidste af det, stod Edward ved siden af mig.

”Hvad snakker I om?” spurgte han, kun interesseret for at drille mig.

Lulu pegede på mig, ”Hr. Krøltop her spørger om hans pige kan komme på vores hold.” Flere af pigerne havde lagt øre til samtalen, og Trish så ud til virkelig at have interesse i denne samtale. Jeg så også Erica, Becky og Millicent stirre på mig som om jeg var dum.

Edward vendte sit blik fra Lulu og kiggede overrasket på mig. ”Du ved der er årlige udtagelser ikke kære bror?”

Jeg sukkede, selvfølgelig ville de sige det. ”Det er altså ikke helt fair,” brokkede Trish sig, der selv havde ventet måneder på sin chance.

”Det var bare et spørgsmål.” Jeg tog mine hænder op ved siden af ansigtet, og viste jeg gav op, hvorefter jeg vendte ryggen til dem. Pigerne begyndte at snakke igen, og Edward løb tilbage til banen.

Men Liam han blev ved med at gå ved siden af mig. ”Kan jeg snakke med dig kaptajn?” Hans ordvalg fik mig til at stoppe op, og rynke brynene. Kaptajn? Det havde han aldrig kaldt mig før. Jeg gav ham et nik. ”Jeg stopper på holdet.”

”Hvad?!” Jeg råbte ikke direkte, men alligevel følte jeg nogle blikke kiggede på os. ”Det kan du da ikke, Liam. Vi har finalekamp om en uge!” Efter nærmest at have råbt af ham, indså jeg, at det var det præcis sammen, jeg havde været ved at gøre i går.

Han trak på skuldrene, ”jeg kan ikke, når Lulu nedstirrer mig hele tiden. Jeg har mistet gejsten til at spille,” forklarede han.

Det ærgrede mig ekstremt, for Liam var en af vores bedste spillere, og altid ham jeg afleverede bolden til, når det var vigtige point at spille om. Men jeg ville ikke tvinge ham til noget, han ikke gad, for jeg vidste selv, hvor svært det var. ”Og jeg kan ikke overtale dig til at blive?” spurgte jeg blidt, hvorefter han rystede på hovedet. Jeg gav ham et støttende blik. ”Så giv mig din trøje,” sukkede jeg. Det havde altid været reglen, når nogle stoppede. Liam trak træningstrøjen af hovedet, og gav mig både hjelm og trøjen med nr. 11. Han gav mig et sidste undskyldende blik, før han gik forbi mig og ind til omklædningsrummet.

Irriteret gik jeg igen over til drengene og smed trøjen og hjelmen til siden. ”Hvad skete der lige?!” spurgte Edward, sikkert ophidset over jeg ikke havde kæmpet for at beholde ham.

”Han gad ikke mere, okay? Lad os bare droppe det, og koncentrere os.” Liams exit havde givet mig en gejst tilbage. Jeg ønskede virkelig at vinde over Wolves, så jeg kunne se deres triste ansigter. Og det skulle der arbejdes for, når Liam ikke mere var med os.

”Holdcirkel!” råbte Edward ud over banen, og vi stimlede alle sammen, som var der minutter tilbage af en kamp. Paul maste sig ind imellem Louis og jeg, og Edward begyndte at holde tale. ”Vi har mistet en vigtig spiller i dag, så det betyder vi bliver nødt til at arbejde virkelig hårdt!” Edward kiggede over mod vores træner, ”jeg foreslår vi træner halvdelen af skoledagen de næste skoledage og weekenden. Vi bliver måske udkørt, men det er hvad der skal til. Vi træner nye teknikker og det hele.” Paul smilte tilfreds og var helt klart enig i Edwards forslag.

”Jeg får det aftalt med inspektøren,” forklarede Paul og var allerede væk for at få det aftalt.

Edward smilede og gjorde pludselig noget vildt. ”Horan, du tager Liams plads, så jeg forventer du virkelig tager det her seriøst, og ikke bruger tid på noget andet.” Niall smilede over hele ansigtet, fordi han endelig havde fået sin chance. Jeg kunne ikke rigtigt følge med i alt det, der skete omkring mig, før Edwards hoved var helt henne ved mig. ”Det gælder også dig, Harry. Du må nok sige dit farvel til Valerie.” Han gik væk fra mig og grinede højlydt.

Hvad var hans problem?! Jeg kastede min hjelm i jorden, og skulle til at storme efter ham, men Louis hev fat i min arm. ”Harry, tænk dig nu om. Han er din bror.”

Jeg vred min arm ud af Louis’ greb og kiggede ham ind i øjnene. ”Det kan godt være vi er i familie, men jeg hader ham.” Ordene røg ud af mig, men i øjeblikket mente jeg hvert ord. Edward spolerede alt, og han ødelagde mit liv. Og som jeg stod der og så Louis’ undskyldende blik, indså jeg at jeg var fuldkommen ligeglad med, at jeg havde afsløret ham og Heathers hemmelighed. Den eneste jeg havde ondt af var Heather, at hun havde været sammen med sådan et fjols. ”Bare vær glad for I ikke har mistet mig på holdet endnu,” surmulede jeg og forlod græsplænen i vrede. Edward var en idiot, og jeg blev nødt til at give ham igen på en eller anden måde.

Men først vidste jeg, at jeg måtte snakke med Valerie. Jeg havde givet hende mit løfte om at spille fodbold indtil finalen, så jeg kunne altså ikke se hende de næste dage, ud fra hvad Edward havde fået sat i gang.

Efter at have sms’et hende, og hun havde svaret, havde jeg kørt hjem til hende for at hente hende. Jeg havde ikke beskrevet i detaljer, hvad jeg ønskede at snakke om, så hun prøvede allerede at få det ud af mig på bilturen. Men jeg lod vær med at snakke, indtil vi var fremme ved broen.

”Fortæl mig så, hvad der nager dig,” sagde hun med et smil og fandt min hånd i et beroligende håndtryk.

Mit blik kiggede skiftevis fra vores hænder og op til hendes øjne, der strålede i lyset fra solen. ”Edward sørgede for, at give os ordentligt træning, så det her bliver nok vores sidste møde i noget tid.”

Hendes øjne forstod ikke, hvad jeg sagde, så jeg blev nødt til at forklare hende det ned til hver detalje. Jeg fortalte hende også om Liam, der havde droppet holdet, og derfor var Niall nu blevet sat til at spille på banen. Ikke et klogt valg.

”Jeg kan ikke klare din bror, jeg er ked af det Harry, men hvorfor gør han alt det her?” brokkede hun sig og sukkede. Hendes blik kiggede ud over bølgerne, og jeg gav hendes hånd et klem.

”Jeg ved det virkelig ikke.” Jeg prøvede at afslutte samtalen om Edward, da jeg ikke ønskede vores tid sammen her, skulle handle om det. ”Prøv at forestil dig, du skal bare nogle få meter, og så kan du sige farvel til Riverdale for altid.” Blæsten var høj omkring mig, men jeg prøvede så godt som jeg kunne at overdøve den.

Hun flettede vores fingre, og jeg mærkede at hun var glad for, det bare var os, og ingen til at dømme os. Det var kun os to. ”Har du nogen sinde været ovre på den anden side?” spurgte hun mig. Vores blikke fangede hinandens, og jeg rystede på hovedet. Mine øjne fandt den gamle træbro foran mig. Jeg var så tæt på at kunne forlade Riverdale. ”Vi burde prøve.”

Jeg spærrede øjnene op, ”hvad taler du om, Ree?” Jeg nåede ikke engang at tænke over det, før hun havde trukket mig hen til starten af broen. Jeg så broen foran mig, og det var bare nogle få skridt. Men det var næsten overvældene. Jeg kunne ikke. Der var sådan en stor betydning i at krydse broen. Riverdale holdt mig fanget, og kom jeg væk derfra, følte jeg mig næsten fri.

”Man bliver nødt til at gøre noget vildt engang imellem.” Hendes læber dannede et venligt smil, og jeg tænkte det kort igennem. Hun havde ret, jeg burde gøre det. Bare prøve det og så føle mig fri, når jeg kom over. Og derfor tog jeg det første skridt.

På ingen tid stod vi på den anden side, og jeg kunne beundre ’fangeskabet’ på den anden side. Vinden overfaldt os, jeg følte det som et tegn på frihed. Og jeg elskede det. Jeg ønskede ikke at gå tilbage. ”Det føles helt mærkeligt at stå her og kigge over mod Riverdale.” Jeg grinede kort, og følte mig virkelig godt tilpas her på den anden side sammen med Valerie. Desværre kunne det ikke vare særlig længe. ”Nu skal man så bare tage sig sammen til at gå tilbage igen.” 

----

Hvis I synes slutningen virkede bekendt, så er det fordi det er prologen :D

Nå, hvad tænker I så? Edward forlængede træningstiderne, så hverken Harry eller Niall nu har mulighed for at være sammen med Valerie ... Hvorfor tror I han er så ond mod både Harry og Valerie? :(

Og så stoppede Liam på holdet, stakkels dreng :((

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...