Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

705Likes
1040Kommentarer
100440Visninger
AA

19. 17 - ”Har jeg ikke lov til at snakke med min kæreste?”

Plakater om årets nominerede til skolens bal var klistret op på væggene over alt. Alle de steder, hvor der ikke var skabe, eller andre af skolens ejendele, hang der de store A3 papir med mit hoved nederst. Et yderst grimt billede, Niall havde fundet, efter at have søgt efter billeder på min skoles gamle hjemmeside. Tænk det overhovedet var muligt at finde alles elevfoto der? I hvert fald var Niall ligeglad, og havde fået det i en cirkel ved siden af Heather og Lulu’s. De var selvfølgelig helt dullet op, og smilede stort til kameraet. Jeg tror ikke jeg selv ved, hvor meget jeg hader skolebal. Måske er det fordi jeg aldrig har haft en date, måske det er fordi det altid er overvurderet. Jeg håbede bare, at jeg kunne blive stående blandt publikum, når dronningen blev kåret.

Niall lagde mærke til jeg stod og studerede plakaten, hvilket selvfølgelig lignede jeg kiggede på mig selv. ”Du skal nok vinde, Ree,” smilede han, da han kom op på siden af mig.

”Hvordan ved du det?” spurgte jeg, og ønskede ikke at tro hans ord.

Han blev straks hemmelighedsfuld og trak på skuldrene, indtil han fandt noget at sige. ”Du er jo sammen med Harry nu, så alle ved hvem du er.”

Nå ja, Harry. Jeg havde været heldig ikke at have tænkt på ham, mens jeg havde været på skolen, indtil Niall kom. Hvilket havde varet i fem minutter, da han havde irriteret mine tanker til morgenmaden. ”Vi er ikke sammen,” fastslog jeg, og blev ved med at kigge på plakaten, da det i det mindste var bedre end Nialls blik.

”Han spørger dig nok snart, Ree. I er så søde sammen.”

Jeg kunne mærke Nialls ord irriterede mig. Hvordan kunne man være sammen med en, der ikke kom til ens aftaler? Det sårede mig, at jeg intet havde hørt fra Harry. Men stadig havde jeg ikke fået hans forklaring. En fra hans familie kunne være død, selv om jeg da håbede han faktisk havde en anden grund end den. ”Lad vær med at snakke om ham.”

”Hvad er der sket?” Selvfølgelig kunne Niall høre noget var galt. Hvorfor lod jeg også al min irritation komme ud gennem min stemme?

”Ingen ting.”

”Ree …”

Vi hørte begge Freya råbe Nialls navn igennem gangen, og derfor skyndte jeg mig hurtigt at sige: ”Bare lov mig, at du ikke vil lade mig tale til ham i dag.” Freya kom over til os, og mens hun krammede Niall, kiggede han mig ind i øjnene over hendes skulder. Hvad-fuck-er-der-sket? sagde hans blik, men jeg ønskede ikke at forklare. Jeg havde også kun halvdelen af historien.

Freya begyndte at spørge ind til Nialls planer for dagen i forhold til elevrådet, og jeg glædede mig egentlig over, de havde det så godt sammen. Mit blik drog væk fra dem og dér så jeg ham. Han gik op af gangen sammen med Liam, og kiggede ned mod der hvor jeg stod. Da vores øjne mødtes, kunne jeg ikke rigtigt beskrive det. Det var som om alt omkring os stoppede, og det kun var ham og jeg, selv om der var meter imellem os. Hvorfor skulle det hele være så svært? Jeg ønskede at løbe ned af gangen og kramme ham, men han kunne vist godt mærke, at det ikke var, hvad jeg havde lyst til. Men han ønskede anderledes, da han fik peget ned af gangen og han nu sammen med Liam nærmede sig.

”Glæder du dig til ballet?” Freya prøvede at komme i kontakt i mig, og jeg valgte hurtigt at lade mit blik falde på hende. Niall og hende stod nu kun ved siden af hinanden uden nogen form for kontakt. Jeg skulle lige til at svare, da jeg mærkede to grønne øjne kigge på mig.

”Kan vi snakke?” Harrys øjne udtrykte så mange følelser på en gang, og det var svært for mig, ikke at svare. Og jeg skulle endda også lige til det, da Niall faktisk holdte sit løfte.

”Hun ønsker ikke at snakke lige nu, Harry.” Niall trådte ind imellem Harry og jeg, så hans øjne blev blokeret af Nialls hoved. Det var en mærkelig fornemmelse at blive beskyttet fra ham, jeg faktisk kunne lide. Men jeg skulle ikke være så let at få. Det havde jeg vel også forklaret ham.

”Har jeg ikke lov til at snakke med min kæreste?”

Jeg tror alle var overraskede over Harry, selv Liam. Han tog den nok lige lidt for langt, når han omtalte mig som sin kæreste. Ikke at jeg ikke kunne lide det, for jeg mærkede sommerfuglene i maven. Oh damn it Valerie, tænkte jeg, og skulle lige til at svare krøltoppen, da Niall tog ordet. ”Kom vi går, Valerie.”

Der skulle helt sikkert meget mod til fra hans side, for at sige det til sin fodboldkaptajn. Niall ønskede det sikkert ikke, men gjorde det kun for mig. Til gengæld vidste jeg, at Harry ikke ville sætte ham af holdet. Det kunne han ikke finde på, og så selv om han havde afsløret Edward og Heathers hemmelighed i går.

Vi kom væk fra Harry, der heldigvis ikke fulgte efter os. Freya var også skiftet retning, så det var kun Niall og jeg. ”Tak Niall.” Han gav mig et smil. ”Kan du komme over her senere?” spurgte jeg, og håbede at kunne bruge noget tid med min bedste ven.

Desværre viste hans øjne straks, at det var et afslag. ”Desværre Ree, jeg skal til træning.” Selvfølgelig skulle han det. Niall var jo en del af fodboldholdet nu. Typisk.

”Nå okay, men-”

”-Jeg bliver nødt til at smutte, Ree. Vi ses.” Og efter de ord, i det øjeblik, gik det op for mig. Edwards plan var at udelukke mig fra alle. Han ønskede, at jeg ikke havde nogen som helst og snakke til. Det havde lykkedes ham med Harry, og nu havde han også taget Niall fra mig. Jeg måtte gøre noget.

Skoledagen var ovre og jeg fandt til min overraskelse min far hjemme. ”Hej far,” sagde jeg med et smil, mens jeg studerede ham lave kaffe. Han måtte være træt efter alt det arbejde.

”Edward er oppe på dit værelse og venter på dig.”

Edward?! Hvad havde han nu gang i? Jeg lod tasken glide hen af køkkenbordet og traskede over mod trappen. Han kunne ikke bare tage mine nærmeste fra mig, og så bare dukke op og tro alt var godt. Jeg åbnede døren til mit værelse og skulle lige til at sige noget til ham, da de grønne øjne kiggede ind i mine.

Det var ikke Edward, det var Harry.

Det var stadig ikke helt let at kende forskel på dem, men da han havde det samme tøj på som Harry, kunne det altså kun være ham. Og hvor var jeg egentlig glad for at se ham. Jeg ønskede ikke at indrømme det, men det var da rart, at Edward ikke havde haft fuld succes med at fjerne Harry fra mit liv.

Harry gav mig et beroligende blik. ”Jeg fortalte din far, at jeg var Edward, så du gad gå herop.” Et lille smil var til at se på hans læber, da jeg lagde mærke til, at han var i gang med at stemme sin guitar. Hvorfor havde han dog den med? ”Jeg ved altså ikke, om du gider snakke til mig, men så lad mig gøre noget andet i stedet for.” Han fumlede med nogle papirer foran sig, og det gik op for mig, at han havde skrevet en sang. ”Jeg har tænkt over det, og især i går aftes gik det op for mig, at musikken måske er, hvad jeg ønsker.”

Mere sagde han ikke, før han adskilte sine læber og hans skønne stemme fyldte rummet.

 

Look around, you should be,

Should be dancing, dance with me

Bottom line, we're wastin time

so I'ma say what's on my mind

I just want you to know,

That you're so so beautiful

 

I don't care if nobody approves,

Tell me what I gotta do

To prove tonight, I might be the one, girl

Baby I just want to be with you,

I don't care if nobody approves,

Tell me what I gotta do

To prove tonight, I might be the one, girl

 

Havde han virkelig skrevet det til mig? Den dreng var jo umulig at være sur på. Dog havde han stadig noget forklaring at skulle have gjort, før jeg kunne nyde sangen fuldt ud. ”Det er en sød sang, Harry,” indrømmede jeg som det første og så i nogle få sekunder smilet på hans læber. ”Hvorfor kom du ikke i går?”

Harry sukkede forsigtigt, ”du gav mig ingen chance for at forklare, at jeg ikke kunne. Har du overhovedet tjekket din mobil de sidste 12 timer?”

Jeg rystede på hovedet, og kiggede over på natbordet, hvor jeg havde sat den til opladning, lige inden jeg var gået ud af døren i morges. Den burde være fuldt opladt nu. Jeg ignorerede derfor Harry, for at tjekke den. Og da jeg trykkede på knappen lyste den op med en besked.

Ree, jeg er virkelig ked af det, men min far har købt billetter til en fodboldkamp i aften. Håber snart vi kan snakke, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu … - Harry x

Mit blik fandt Harrys da jeg kiggede over mod ham. Tænk at sådan en kær dreng alligevel havde problemer. ”Undskyld jeg ikke kom, du ventede sikkert på mig.”

Jeg nikkede og ønskede ikke at gemme, jeg havde haft det koldt, mens jeg havde ventet på ham. ”Harry, jeg bliver nødt til at spørge dig om noget.” Med en rolig stemme, forklarede jeg ham mine tanker. Han nikkede, og jeg satte mig på sengen ved siden af ham, mens han lagde guitaren bag os. ”Hvorfor afslørede du Heather og Edwards hemmelig?”

Imens jeg havde spurgt ham, havde hans hånd fundet min, og vi sad og flettede fingre. Jeg kunne se, at spørgsmålet nagede ham, og det helt sikkert irriterede ham, så for at give ham den støtte, lod jeg vores hænder blive som de var. ”Alt min vrede kom frem. Edward har bare så irriteret mig så meget på det seneste. Egentlig så ved jeg det ikke. Det er en af de dummeste ting, jeg nogen sinde har gjort.” Jeg troede hans ord, og fik ondt af ham. ”Han leger bare med folks følelser som om de ikke kan blive såret.” Den konstatering var jeg enig i. Det var præcis hvad Edward gjorde, og jeg havde ondt af den knægt. Tænk han ikke havde andet at tage sig til.

”Du er godt klar over, at du har droppet træningen ikke?” Jeg spurgte ind til det, for det var altså ikke første gang, Harry gjorde det.

Et lille smil dukkede op på hans læber. ”Jeg har fået en skideballe af træneren, fordi jeg er for meget væk, men jeg er ligeglad. Fodbold er ligegyldigt.”

Han strammede grebet om min hånd. ”Vil du ikke love mig noget?” Han nikkede. ”Vær der for holdet. Indtil på fredag, når der er finale. Bare vær der i den næste uge, og efter det kan du glemme alt om fodbolden.” Jeg ønskede ikke Harry skulle stå af nu. Han skulle gå ud og vinde den kamp sammen med holdet, og have det som det sidste minde. Og det var da ikke en hemmelig, at jeg gerne ville se ham slå Wolves.

”Jeg er virkelig ked af, jeg ikke har været der for dig, de sidste dage, Valerie.” Hans smil fra læberne forsvandt, og det samme gjorde hans øjne fra mine. Det måtte være svært for ham. Edward var efter ham, mere end han var efter nogen anden, og alt presset med fodbolden. Jeg forstod godt, han havde det svært, og at han gjorde nogle dumme ting. Alt det han gik igennem måtte bombardere hans tanker. Jeg havde ondt af ham.

”Harry, det er okay. Jeg troede bare, det var fordi du ikke gad mig.”

Harrys øjne kiggede på mig, men jeg kiggede ikke længere på ham. Derfor tog han blidt fat om min hage. ”Det må du ikke tro, Ree. Aldrig.” Det formede et smil om mine læber, og jeg vidste, at jeg havde Harry.

Han gik igennem en svær tid, og det gik op for mig, at hvis jeg var der for ham, så ville han også være der for mig. Vi kunne sammen gå i mod Edward. Og måske kunne jeg også få tid sammen med min bedste ven igen. Jeg skulle bare have en at gøre det med. ”Det du sagde tidligere med kære-”

”Oh, det må du undskylde. Jeg ville bare så gerne sige undskyld til dig.”

Jeg fik øje på papirerne i hans skød og læste sangen igennem. Alle de søde ord til mig. ”Det gør ikke noget.” Jeg gav ham et smil, og da det gik op for ham, hvad jeg mente, grinede han let og kyssede min kind. Vores blikke låste sig fast til hinandens, og det var umuligt for mig at kigge væk. Han begyndte at læne sig ind mod mig, så vores læber kun var centimeter adskilt. Lidt længere og mine læber ville møde hans. 

 

----

Aww Halerie 

Nå, så fik I da lige en masse ind I et kapitel, og jeg vil så gerne høre jeres mening :)

Hvad tænker I om:

1) Edwards plan om at få alle væk fra Valerie?

2) Hvad tænker I om Valerie tilgiver Harry?

 

Dette var så kapitel 17, og det betyder der kun er 9 kapitler tilbage og en epilog :( Det er meget, men stadig lidt, når jeg skriver stort set hver dag.. Håber I kan lide historien indtil videre, og tak til alle, der har sat den på liste indtil videre :D x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...