Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

704Likes
1040Kommentarer
99223Visninger
AA

16. 14 - ”Wow Harry, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige."

Jeg undskylder stavefejl, tastefejl, ombytning af navne, hvad ved jeg - havde ikke tid til at rette, da jeg skal op klokken seks i morgen. Kan rette når jeg kommer frem til Østrig sent i morgen x

Min mor havde lovet mig ikke at gøre meget ud af min 18 års-fødselsdag, så for at være ærlig, havde jeg ikke regnet med det store morgenmadsbord, jeg fandt i stuen. Min mor og far var ikke til at finde, før de dukkede op med nogle gaver, for at give mig et stort smil og ønske mig tillykke. Jeg fik endda også et kram fra dem begge to, hvilket nok var fordi deres eneste datter nu var voksen. Men jeg kunne nu ikke klage, for med alt det lækre mad på bordet, var det bare med at komme i gang med at spise, før jeg skulle af sted til skolen. Hvilket var præcist om 37 minutter.

Min mor håbede vist stadig at hendes pige ville gå amok med make-uppen, og havde altså valgt at en del af mine gaver skulle bestå af øjenskygge og læbestift. Hun lærte nok aldrig at forstå, jeg havde det fint med concealer, pudder og mascara.

”Hyg dig nu i skolen min skat, vi har en overraskelse, når du kommer hjem!” Det var med en blandet fornemmelse, at jeg steg på bussen. Mine forældres overraskelser kunne være alting, og jeg magtede ikke helt det vilde.

”Reeeee!” Niall overdrev i den grad e’et, da han fik øje på mig. Jeg ved godt jeg fyldte 18, men alle behøvede da ikke, at gøre så meget ud af det. Det gik op for mig, at jeg indtil videre kun havde tænkt dårligt om min fødselsdag. Stop det Valerie, du er 18 år nu og kan gøre det, du har lyst til – vær glad! Jeg rystede på hovedet af mig selv, hvilket fik Niall til at tro han var galt på den. ”Er alt okay?”

Jeg gav ham et nik og et forsigtigt grin, og han smilede hurtigt igen. Han tog sin taske af ryggen, for at lede efter noget, og op trak han en pakke. ”Niall, det behøvede du altså-”

”Nu er de købt, og jo jeg gjorde så. Det er altså stort at fylde 18, Ree.” Han kørte hurtigt nogle fingre igennem sit hår, og smilede stort til mig. Jeg havde aldrig lagt mærke til, at Niall udover det søde grin havde et sødt smil. Og som han stod der i en stjernemønstret T-shirt og grå træningsbukser, vidste jeg, at denne ven var guld værd.

”Drive-in?” læste jeg op i en spørgende tone, da jeg kiggede på de to papirer, jeg havde pakket ud.

Niall viste med en finger noget på billetten. ”Der ligger sådan et fedt sted lidt udenfor byen, hvor de viser film på en storskærm, og så kommer man med sin bil. Du har vel set de steder?”

Jeg gav ham et nik, og viste ham, at jeg var virkelig overrasket, men glad for hans gave. Det var nyt for mig, og jeg havde absolut aldrig prøvet noget lignende. Det ville blive en oplevelse. ”Men, du slipper ikke helt endnu, Valerie.” Jeg rynkede brynene, og studerede Niall i spænding, men aller mest skræk, da han endnu engang roede i sin taske.

”No way!” Hans grin fyldte hele gangen, selv blikke kiggede på os, men han var fuldkommen ligeglad.

Det kunne godt være, at jeg elskede når en anden farve end blå og hvid var til at se her på skolen, men når Niall helt gennemtænkt havde valgt den farve skulle være grøn, så gik det altså ikke. Og den fact, at han rent faktisk havde købt en grøn kasket til mig, gjorde det ikke bedre. Med som den voksne, jeg i dag var blevet (hvis man tog det i forhold til alderen selvfølgelig) blev jeg nødt til at smile til ham. Det var jo en gave, og en gave var der altid en tanke bag. Også selv om Nialls sikkert var for at irritere mig, så havde han da brugt tid på at finde den. ”Den passer jo perfekt,” sagde han henrivende, da han placerede den på toppen af mit hår, der i dag var sat i en sidefletning.

”Det kan du da ikke mene,” brokkede jeg mig med grin i min stemme, da jeg kiggede på mig i spejlet, der var klistret fast til skabsvæggen.

”Jo, du ser-”

Vi blev afbrudt, da barbie-dukkerne kom ned af gangen. ”Hej Valerie.” Se den overraskede mig, at de overhovedet snakke til mig.

Lulu var den der havde talt, da Celeste tog over. ”Vi undrede os bare over, at siden du er Styles’ kusine, hvorfor du så ikke var med til at fejre sejren med os i går?”

Jeg kunne mærke Niall stirrende øjne, og prøvede at holde mig fra at kigge på ham. I stedet studerede jeg Celeste, der med det sorte hår i en højtsiddende hestehale, mindede mere om Zayn, end jeg lige havde regnet med. Det var nemt at lugte røgen, og det var sikkert en af de ting, hun gjorde sammen med Zayn.

Men tilbage til spørgsmålet - jeg prøvede at finde på en undskyldning. Havde der overhovedet været en fest i går? I så fald måtte Harry da ikke have været til den? Eller hvad? I hvert fald så jeg den eneste udvej, at tilføje Harry til samtalen. ”Harry og jeg var til en familieting.”

Nialls blik blev værre, og nu var hans øjenbryn også begyndte at stige. Det selv samme gjorde Celeste og Lulu. ”Hvordan kan det været, for Harry var med os?”

Straks kom tanken til mig, at der to Harry‘er, hvilket jo var delvist rigtigt. Enten havde Harry taget af sted efter, ellers også havde Edward- ”Ja, Edward var der til gengæld ikke-”

”-Nej, han var vist sammen med Heather.” Lulu afsluttede Celestes sætning, og jeg kunne bare ved udtalelsen af navnet høre, hvor meget de hadede Heather. Skulle de ikke forestille at være bedste venner for altid og altid og altid? Åbenbart ikke.

Men som de forklarede, kunne jeg altså konstatere, at Edward endnu en gang havde spillet Harry, og løjet om sig selv. Men hvorfor? Pludselig kunne jeg ikke vente til næsten lektielæsning med den dumpap af en krøltop.

”Nu har du to ting at forklare mig unge dame,” sagde Niall spydigt og krydsede sine arme, for rigtigt at spille pigefornærmet. Skøre dreng …

Vi gik ned af gangen, og jeg forklarede ham om Edward løgn om vi var i familie, og at jeg havde været med Harry i går, hvilket altså forklarede Edwards dumme skuespil. Alle måtte have været fulde til den fest, hvis folk bare sådan troede han var Harry. Ellers var han virkelig god og manipulerende, urgh.

”Nialler!” Jeg hørte stemmen råbe efter Niall, og ud fra kælenavnet, overraskede det mig ikke, da Freya kom hen til os. Det var som om hele Nialls ansigt lyste op, da han så hendes brune hår passe perfekt til de grønne øjne. Han måtte da være helt væk i den pige. Heldigvis viste hun den samme udstråling, da de i nogle sekunder blot smilede til hinanden, før Freya forklarede. ”Vi skal ordne nogle ting til skoleballet, ja undskyld Valerie, men jeg ikke fortælle dig det.” Hun kiggede forsigtigt ned i jorden, og jeg blev igen mindet om, at jeg kunne vinde at blive dronning. Det var nok det sidste jeg gad lige nu.

”Jeg kommer om lidt, Freys.” Hun forlod os med et smil om læberne, og dét var nok. Niall måtte altså gøre noget her.

”Inviter hende nu bare ud,” opfordrede jeg, da han pinligberørt kiggede ned i gulvet.

”Men hun kan jo ikke lide mig på den måde, og-”

Jeg gik ned af gangen, uden han fulgte efter mig. ”La, la, la la – jeg snakker ikke til dig, før du har gjort det, Horan!” Han vidste jeg halvt jokede, men samtidig også var meget seriøs. Hvis han ikke snart gjorde noget i forholdet til Freya, ville det nok ikke blive.

Derfor kunne jeg grine for mig selv, da en sms tikkede ind. Gælder det også, når vi snakker om at skrive sammen?

La, la, la, la, la, skrev jeg tilbage og hørte klokken ringe til time.

Jeg havde ikke hørt fra Harry hele dagen, hvilket gjorde mig en smule bekymret. Vidste han godt, at Edward havde udgivet sig for at være ham i går? Det gjorde han nok ikke, for Edward var ikke personen til at fortælle det. Med et sølle suk åbnede jeg skabslågen til mit skab, for at proppe unødvendige bøger derind. Jeg smilede, da fysikbogen kunne blive sat på hylden. Men da jeg lukkede skabet fik jeg et større chok, der gjorde at mit smil forsvandt i et kort sekund. ”Aldrig gør det igen,” truede jeg, da han lænede sig ind, for at svare mig igen. Lige indtil det tidspunkt hvor nogle elever kom gående, og han straks stod en meter væk fra mig og tjekkede hans telefon. En ting der så ud til at ærgre ham ekstremt, da de var væk og han kunne kigge på mig igen. ”Undskyld.” Jeg løftede min ene mundvige, og havde egentlig ikke så meget imod det. Vi var ikke specielt seriøse i vores forhold endnu, og jeg forstod Harry. Selvfølgelig var det hans omdømme han tænkte på, men jeg havde ikke lyst til at blive set kysse min fætter. Harry havde sikkert glemt alt det drama om den situation, Edward havde sat og ind i.

”Nå, men jeg ville høre om jeg måtte køre fødselsdagsbarnet ud til broen?” Han havde et flirtende smil om læberne, og selvfølgelig kunne jeg ikke modstå det tilbud. Især ikke, når der kunne komme flere elever, hvornår det skulle være.

Vinden havde taget til, da vi nåede vores sted, og jeg mærkede kuldren omklamre mine bare skuldre. Jeg glemte altid en jakke, når der var brug for det. Om Harry kunne se det på mit ansigt, eller han bare følte det var rigtigt, anede jeg ikke, da han spurgte: ”fryser du?”

Jeg havde ikke lyst til at nikke, for jeg havde set alle kærlighedsfilmene, så jeg vidste godt hvad Harrys næste skridt var. Men alligevel nikkede mit hoved, uden jeg havde bedt det om det. ”Desværre må du ikke låne min jakke,” sagde han mens han blinkede med sit højre øje. Sødt Harry, det må jeg sige. ”Ej jeg joker, aprilsnar.” Han grinede højlydt af sin egen joke.

”Det var den mest platte aprilsnar, jeg nogen sinde har hørt, Harry.” Han stoppede med at grine og rystede på hovedet med et smil. Og kort efter havde jeg Harrys jakke over skuldrene.

”Nå, men du ved nok hvilken dag det er i dag,” sagde han med et smil. Og selvfølgelig gjorde jeg det. ”Jeg har brugt lang tid på at udvælge den helt rigtige gave til dig.” Han trak en gave op fra sin bukselomme, og det lignede noget papir. Han inviterede mig vel ikke til drive-in også? Da jeg fik åbnet gaven, forsvandt mit smil fra mine læber.

Det var en fodboldkamp. Helt seriøs? Jeg havde da givet udtryk for, at fodbold ikke var min ting? Hvordan kunne Harry så-

”Valerie, du skal altså ikke være så seriøs,” nu grinede han endda og jeg forstod absolut intet. ”Bare rolig, jeg ved du hader fodbold, de er ikke ægte.” Han blinkede endnu en gang, og rodede igen i sin anden lomme. Denne gang var det dog en æske, han trak op. ”Det her er den rigtige gave.” Han kiggede stolt på, da jeg åbnede æsken og fandt et smukt sølvarmbånd indeni, der ikke lignede noget fra det lokale supermarked. Harry havde vel ikke brugt en masse penge på smykket, kunne han finde på det.

Han fumlede med at få det om mit håndled, men da det sagde klik, og det skinnede i lyset fra solen, smilede vi begge. ”Wow Harry, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige." En kort pause føltes naturligt fra min side af. "Det er smukt.” Jeg havde aldrig været i sådan her situation. Selvfølgelig havde jeg fået smykker fra min mor og far, men af en dreng.

Harry tog et sidste skridt hen mod mig og tog langsomt en løs hårtot bag øret. ”Hør Valerie, jeg ved du gerne vil gå langsomt frem med det her, men det håber jeg du ved, er meget svært for mig.” Hans grønne øjne fandt naturligt mine, og det var så svært for mig at så der, uden at gøre nok. ”Men jeg vil ikke presse dig. Når du er klar, så kan du bare sige til.” Wow, Harry måtte gå igennem meget, bare for at være sammen med mig. Han respekterede mit valg, selv om det valg lød så dum inden i mit hoved. Jeg var ikke klar. Til hvad dog? Den måde Harry stod foran mig, men vores hænder der også naturligt havde flettet sig sammen, hvordan kunne jeg stå der og ikke gøre noget. Mine tanker fór rundt i mit hoved, og vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke, at jeg nogen sinde ville få noget med en dreng. At jeg følte noget dybt inde, når han blot kiggede på mig. Jeg vidste ikke, at jeg kunne føle sådan. Endnu en ting, jeg ikke vidste om mig selv. En anden var, hvad jeg mon ville tænke om den her situation i morgen. Forhåbentlig ville jeg føle det var det rette valg. Jeg ønskede ikke at give alt til Harry lige nu, men bare vise ham, at jeg faktisk kunne lide hans selskab. Og derfor lod jeg vores læber møde hinanden, uden at gøre det til alt for meget. Harry havde ikke overbevist mig om dette var det rigtige, men han var helt klart på vej mod det. 

----

Aw søde Valerie er ikke klar endnu - men hun prøver så godt hun kan x

Håber virkelig, at I kan lide denne historie, for er så glad at skrive på den! Kan ikke fatte alt det jeg har opnået med den indtil videre, wow .. Og tro mig alle de kommentarer I skriver hele tiden, gør mig så glad! Håber I glæder jer til næste kapitel :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...