Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

705Likes
1040Kommentarer
100207Visninger
AA

15. 13 - ”Jeg tror Edward har narret Harry.”


”Valerie Silvia Carter, kom nu ned med dig!” Min mor råbte irriteret efter sin datter, altså mig, og prøvede at få hende ud af sangen. Problemet var bare, at jeg ikke gad. Jeg var udmattet, og følte mig syg. Forkølelsen havde nok ramt mig. Dumme regn.

”Jeg kommer!” Til sidst fik jeg taget mig sammen til at stå ud af sengen. Uret på mit natbord viste tyve minutter over syv, og jeg var altså ret bagud. Og det gjorde ikke det hele bedre, da jeg blev nødt at finde noget blåt og hvidt tøj i tøjskabet.

Min mor lavede store øjne af mig, da jeg mødte hende i køkkenet. ”Valerie, den bluse er jo alt for lille,” beklagede hun sig, da hun kommenterede min blå top. Jeg kiggede ned af mig selv og sukkede irriteret. Det var den eneste blå top jeg ejede.

”Mor du forstår ikke, jeg bliver nødt til at have noget blåt og hvidt tøj på.” I dag var det semifinale med fodboldholdet, og derfor var alle blevet bedt om at heppe, mens alle bar skolens farver. Og det værste var, at bukserne skulle være hvide, toppen blå. Havde det været omvendt, havde jeg let kunne finde noget tøj – men næ nej.

Min mor forsvandt fra køkkenet og kom kort efter tilbage med en gave. ”Du burde først have fået den her i morgen på din fødselsdag, men jeg kan se du har brug for den nu.” Hun smed pakken over til mig, og jeg regnede straks ud, at der indenunder indpakningen ville befinde sig en blå trøje. Jeg smilede til min mor, da jeg pakkede min tidlige fødselsdagsgave ud. Og ganske rigtigt, en pæn blå top med en lomme i højre side.

Jeg fik hurtigt skiftet til den og gav min mor et stort smil. ”Tak mor.”

”Nu skal du bare være forberedt på, at du får færre gaver i morgen.”

Et smil var til at finde på mine læber, da jeg tog en bid af min mors hjemmebagte brød. Jeg blev 18 i morgen, og det havde jeg ventet længe på. Nu kunne jeg endelig sige, at jeg var voksen, selv om tankerne omkring det alligevel var en smule nervepirrende.

Jeg var nået i skole til tiden, og brugte nu min tid i fysiklokalet. Pladsen ved siden af mig var tom, eftersom Edward allerede var ude på fodboldbanen for at gøre sig klar til kampen. Niall havde forklaret mig, at det ville være ved frokostpausen, og at det altid var et stort tumult, når klokken ringede ind.  ”I kan vente med lektierne til næste uge,” forklarede vores lærer, da det så ud til os elever ikke var de eneste, der glædede sig til kampen. Tænk det kun var semifinalen, og alle var så meget op at køre. Kampen var ikke engang begyndt endnu.

Jeg fandt Niall efter timen, og kunne straks opleve kaosset omkring mig. Elever med kæmpe banners gik igennem gangen, mens folk råbte ”Sharks, Sharks, Sharks!”

Niall og jeg puttede vores bøger i vores skabe, og prøvede så vidt så muligt at undgå at blive mast i mylderet af mennesker – alle iført blåt og hvidt tøj.

”Hvordan har du det så?” spurgte Niall, da han viste mig en genvej igennem skolens kantine, der var fuldkommen tom.

Eftersom jeg endnu ikke havde fortalt Niall om i aftes, undrede det mig, at han spurgte. Burde jeg fortælle ham det? Han var min bedste ven her på skolen, så han burde vide det – jeg var bare så nervøs. Så snart jeg fortalte folk om mit kys med Harry, ville jeg nok begynde at tro på vi kunne få noget. Problemet var bare, at jeg stadig ikke vidste hvor jeg havde Harry. Han var populær, og selv om han havde fortalt fodbold ikke var ham, kunne jeg ikke vide hvad han ønskede.

Derfor havde jeg ikke mod til at fortælle det til Niall med det samme. ”Det går godt, hvad med dig?”

Et stort smil var til at finde på Nialls læber. ”Jeg var sammen med Freya i går. Jeg føler vi er ved at åbne op for hinanden.”

Idét jeg skulle til at fortælle Niall, at jeg var glad på hans vegne, blev vi afbrudt af en krøltop. ”Ree!” At kælenavnet kom ud fra hans læber, gav mig en positiv fornemmelse i min maven. Harry kom hen til os, da vi trådte ud på græsplænen, og jeg følte nærmest, at han havde ledt efter mig. ”Jeg er glad for du kom.” Han smilede stort til mig og jeg mærkede nogle akavede sekunder, da ingen af os hvis vidste, hvad vi skulle gøre. Han kunne give min hånd et klem, kysse mig, et kram, men jeg vidste at stedet ikke var godt. Heldigvis var det kun Niall, der havde øje på os, da andre havde travlt med jubelråb. ”Pæn bluse.” Harry vidste, at jeg ikke brød mig om skolens farver, så det morede ham nok, at jeg var blevet tvunget til at have dem på.

”Det er en fødselsdagsgave fra mine forældre.”

Hans ansigtsudtryk skiftede sig hurtigt fra det søde smil til noget der udtrykte en nervøsitet. De grønne øjne kiggede undskyldende på mig, ”sig ikke, at jeg har glemt din fødselsdag?”

Nu forstod jeg hans bekymringer, og at han gik så meget op i det, gav mig endnu en grund til mindre bekymring. ”Bare rolig, først i morgen.”

Han sukkede lettet ud, og jeg grinte forsigtigt af ham. Jeg så, at han skulle til at sige noget, da pladsen begyndte at gå helt amok, og Harry fik sit stikord til at genforene sig med sit hold. ”Jeg må smutte, jeg ringer senere okay?” Han gav mig et forsigtigt smil, inden han til min overraskelse gav mig et hurtigt kys på kinden. Og efter det kunne jeg se ham løbe op igennem de to nybyggende siddepladsrækker med armene oppe, ”go Sharks!” Selv om Harry ikke gad spille fodbold længere, gjorde han virkelig en god indsats for andres opbakning til holdet.

Da jeg kiggede til min side stod Niall og kiggede overraskende på mig. ”Okay, vi tager det der senere, bare forsikre mig det var Harry?”

Det undrede mig, at Niall ikke kunne skelne Edward og Harry, når han nemt havde hørt samtalen. Egentlig gjorde det mig også irriteret, at han troede jeg kunne være sød over for Edward. ”Det var Harry, hvorfor?”

Heldigvis gav det hele mening for mig, da han forklarede situationen. ”Edward plejer at spille i nummer 6.” Nialls finger pegede imod Harrys ryg, hvor et stort hvidt sekstal fyldte det meste af den blå trøjes bagside.

”Jeg forstår ikke?”

Niall viste mig op til nogle frie pladser, mens han forklarede. ”Jeg tror Edward har narret Harry.” Vi fik sat os ned, og da vi spejdede på de blå hvide spillere fik vi øje på den anden tvilling. Nr. 7 stod der på ryggen. Og jeg kunne forsikre mig, at det var Edward, da ham med nummer 6 kiggede op mod mig for at give mig et smil. Hvorfor havde de byttet numre? ”Edward er godt nok ude på dybt vand,” brokkede Niall sig.

”Hvad er der galt i det?”

Niall pegede over på en mand i jakkesæt, der snakkede med fodboldholdets træner. ”Der kommer en scout i dag.” Efter Niall havde forklaret mig, at en scout udvalgte de aller bedste til landets bedste skoler, kunne jeg slå Edward i hovedet. Det kunne godt være Harry ikke skulle bruge skolen til noget, men Edward fortjente ikke at få point for det Harry ville yde på banen. Hele skolen vidste, at Harry var bedre end Edward.

Det skulle nok blive en interessant kamp.

Interessant og spændende var den, da Harry (som alle troede var Edward) scorede sit andet touch-down i kampen. Derfor førte Sharks nu over Chickens med 14-9, og der var nu pause. Jeg valgte at lede efter et toilet, så jeg kunne få noget luft fra alt dette larm fra eleverne. ”Sharks, Sharks, Sharks!” lød det stort set hvert sekund. Selv Niall heppede med, mens jeg blot studerede Harry spille. Han havde kastet, grebet og løbet som en pro, og det ville overraske mig, hvis scouten ikke ønskede ham. Jeg ville bare sådan ønske, at jeg kunne se ham give publikum et ægte smil. Men jeg vidste han ikke kunne lide fodbolden længere, og derfor ønskede jeg at finde noget andet til ham. Jeg ville så gerne se det ægte smil fra ham.

Jeg havde været ved fodboldbanen så få gange, at jeg ikke rigtigt anede hvordan jeg skulle finde toilettet. Så af nogle mærkelige veje, hørte jeg pludselig to stemmer tale på gangen. ”Hvad synes du så? Noget potentiale?”

”De spiller en god kamp, men specielt nr. 6 gør det henrivende!” At høre de ord fra scouten gjorde mig endnu mere vred. Det var sikkert nu, at Edward ville blive lykønsket fra en af de bedste skoler, fra det Harry havde præsteret i dag. Derfor besluttede jeg, at jeg måtte snakke med Harry efter kampen.

Kampen endte 24-16 og Sharks kunne juble på banen. Jeg fik da også et smil på læberne, og råbte lidt af holdet, for ikke at virke helt lige glad med kampen. ”Så skal vi møde Wolves i finalen!” Niall klappede i sine hænder og smilede stort.

Jeg lagde mærke til at Harry stod lidt væk fra kredsen af fodboldholdet, der blev omfavnet af cheerleaderne. Han stod med hænderne i siderne og så ud til at prøve at få vejret. Hans hjelm skyggede for øjnene, så jeg kunne ikke se hvor de grønne øjne kiggede hen. Til gengæld kom en af cheerleaderne Becky bagfra, og hev hjelmen af ham, og jeg så de brune krøller falde på plads. Han rullede med øjne, hvorefter han løb efter hende. Jeg kiggede på cheerleaderne og fodboldspillerne på banen, og alle så ud til at have det sjovt.

Der gik nogle flere minutter, før jeg så Edward og Harry skifte trøjer lidt væk fra de andre. Det lignede, at ingen måtte se dem gøre det – var Harry med på planen om at spille for Edward?

Jeg droppede at spørge ham nu, og så frem til Harry ville ringe til mig senere, så jeg kunne få hele det her afklaret, for det gav ingen mening for mig.

”Mor, jeg smutter om lidt.” Jeg mødte min mor i køkkenet – her befandt hun sig tit – og gav hende et nervøst smil. Det var nok ikke hendes plan, at hendes datter skulle tilbringe aftenen med en anden end hende. Nu hvor min far kæmpede meget for sit bilværksted, var han ikke så tit hjemme.

”Det lyder til du har fået venner?” Min mor kom med en anden kommentar, end den jeg havde troet, hvilket selvfølgelig gjorde mig glad. Efter Harry havde ringet og spurgt om vi ikke skulle mødes ved broen (han hentede mig selvfølgelig) havde jeg hurtigt gjort mig klar.

Med et nik forklarede jeg min mor, at jeg i den grad havde fået venner. Selv om det vel kun var to, så var det stadig venner, og måske blev en af dem i fremtiden mere end bare det. Det kunne jeg ikke vide. Vi hørte begge dyttet udenfor, og jeg vidste Harry ventede på mig. ”Du må gerne invitere ham eller hende med hjem en dag,” forklarede min mor, inden hun gav mig et kram.

”Han hedder Harry.” Min mor spærrede øjnene op, da hun hørte navnet, og sikkert kunne mærke på mig, at jeg glædede mig over at sige det. Bare hun nu ikke kiggede ud af vinduet, når jeg gik ud til ham. Det vidste jeg desværre, at hun ville gøre, så jeg behøvede ikke engang at kigge mod vinduet, da jeg lukkede døren bag mig.

Harry stod lænet op af døren til passagersædet, og gav mig et stort smil, da han fik øje på mig. Vi så helt klart begge bedre ud, end da vi havde mødtes under træet i går. Da jeg kom helt hen til ham, åbnede han døren, så jeg kunne sætte mig ind. Han undlod at gøre noget kærligt, hvilket jeg egentlig var meget tilfreds med. Vi havde haft et kys, men derfra vidste jeg ikke, hvordan man opførte sig over for hinanden. Jeg lod det vel bare udvikle sig, som det nu ville, og så måtte jeg se, hvad der skete.

Harry lynede sin sorte jakke, inden han kørte, da vinden tog til. Det var den sidste dag i marts, og vejret havde aldrig rigtigt været godt. Især ikke i England. Vi kiggede ikke rigtigt på hinanden imens han kørte, faktisk snakkede vi heller ikke, så det var heldigt, at køreturen kort tid efter var slut. Harry åbnede sin dør og steg ud, så jeg igen kunne studere hans tøj, der bestod af den sort jakke udover en hvid T-shirt, samt et par blå bukser og nogle dyre sko. Jeg anede ikke mærkerne på hans tøj, men det var sikkert fra nogle rige designerne. Men det var ikke det vigtigste, når jeg kiggede på ham. Det var hans øjne, der skinnede i lyset fra solnedgangen som viste sig over træerne kroner i den lille skovåbning ved broen.

”Du spillede godt i dag.” Jeg brød stilheden, og ønskede at komme ind på det, jeg havde set i dag.

Vi lænede os op af hegnet som den anden dag, og Harry sukkede forsigtigt. ”Jeg ville foretrække, hvis vi snakkede om noget andet end fodbold.” Han bevægede sin ene mundvige op ad, og viste sit ønske om samtalens emne.

Desværre var jeg ikke enig. ”Først skal du forklare mig, hvad det med numrene handlede om.” Harry gav mig et overraskende blik, da han sikkert ikke havde regnet med, at nogle ville have lagt mærke til det. ”Du skal ikke tale udenom.”

Harry kiggede væk igen, ”jeg gjorde det for Edward. Faktisk var det min idé, og han gik med på den.”

”Men han gjorde jo ikke noget selv?”

Harry trak på skuldrene og kiggede opgivende på bølgerne, ”nej, men til gengæld så får han nok pladsen på en skole, og jeg gjorde ikke. Det var godt for begge.” Han var virkelig træt af alt det fodbold, hvis han var villig til at gøre det for hans dumme bror. Harry måtte virkelig hade, at han var så flink over for Edward, men fik absolut intet af det tilbage fra ham.

”Har du så tænkt over din egen fremtid?” Jeg huskede, da vi havde skrevet vores sang, og da jeg var kommet hjem derfra, havde jeg fået en idé. Musikken gjorde Harry glad på en eller anden måde, men han turde ikke erkende det over for sig selv. Så snart han fandt sin passion og glæde, ville intet kunne stoppe ham i at opnå det. Især ikke efter han var så træt af fodbold.

Han rystede på hovedet, ”det hele er så svært, Ree.” Igen brugte han mit kælenavn, og jeg opfattede først nu, hvor meget jeg egentlig kunne lide det. Valerie var mit navn, men folk der brugte Ree, måtte tænke jeg var andet end bare en elev på Riverdale. Og de to personer, der kaldte mig det, var de eneste jeg faktisk gad bruge tiden med.

Nervøst lod jeg min hånd glide hen af hegnet, for at lægge sig på Harrys. Et par undrende, grønne øjne lod sit blik skifte fra mit ansigt til hænderne, indtil vores fingre flettede sig sammen, som var det helt naturligt. Harry lod sine øjne møde mine og lod sine læber bevæge sig op i hver sin side, til et lille, glad smil. ”Har du overvejet musikken?” spurgte jeg ham, og da han ikke gjorde noget ved hverken vores blik eller hænder, så jeg det som en god mulighed for hans fremtid. Det gjorde han vist også, da der forblev stille, og han i stedet blidt kyssede mig på kinden. 

 

----

Så kom der endelig mere! Hvad tænker I om det Harry gør for Edward?

Og så kom der igen lidt Halerie romance wuuu - hvad synes I om dem?

Jeg tager til Tyskland  i morgen, og skal køre i bil i seks timer, men regner med at skrive lidt imens. - ellers så når jeg er på hotellet, hvor der forhåbentlig er WI-FI.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...