Double Trouble ✽ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Færdig
Tvillingerne Harry og Edward Styles er skolens mest populære fyre, da de er anførere på skolens fodboldhold. Dette finder den uskyldige Valerie Carter ud af, da hun starter på Riverdale High. Hun bliver venner med den upopulære Niall Horan, og har hurtigt lært hele hierarkiet at kende. Men hvad ingen kender til, er hvordan Harry er anderledes i forhold til sin bror. Edward lever livet, mens Harry er træt af, at alle forventer noget specielt af ham. Noget skolehjælp får hurtigt Valerie tættere på Styles-brødrene, og sådan bryder helvede løs. Og hvad sker der, når Niall får muligheden for at blive populær. Tør Valerie at følge med ham, eller fører skæbnen hende helt andre steder hen? Måske vejen til problematisk kærlighed?

705Likes
1040Kommentarer
100200Visninger
AA

14. 12 - "Kys mig først."

”Harry, du må forstå, at du skal tage din træning seriøst.” Paul begyndte at fortælle mig om lederrollen, og hvordan man koncentrerede sig, når det handlede om fodbold.

Min far, der til mit uheld, sad ved siden af mig, var skuffet. Det udstrålede ud af hans øjne. ”Mr. Higgins, jeg lover dig, at havde jeg vist Harry havde misset træningen, var det højest sket én gang.”

Paul rystede på hovedet og så i hans papirer. ”Men desværre er det sket to gange Mr. Styles, og jeg ønsker ikke det sker igen, nu når vi har semifinale på tirsdag.”

Semifinalen dit og semifinalen dat. Alle snakkede om den, og jeg var snart ved at blive grueligt træt af det. Lige så træt var min far over mit fravær. ”Harry, jeg ville håbe du var mere lige som Edward.”

Jeg rullede med øjnene. Hver gang jeg lavede en fejl, fik jeg at vide, at jeg skulle være mere lige som min bror. Det var til tider forfærdeligt at have en tvilling, for selvfølgelig skulle jeg altid sættes op mod ham. Den eneste gang i livet, jeg faktisk havde nydt at have en tvilling, var før Edward ændrede sig. Jeg savnede dengang min bror faktisk gad hænge ud med mig, når det ikke handlede om fodbolden.

Og fodbold var igen emnet, da Paul tænkte det ville være en perfekt idé at sætte mig ud på fodboldbanen for at træne, selv om skolen var lukket og det var lørdag. ”Perfekt idé, du har vel stadig dit skiftetøj i omklædningsrummet?” Jeg nikkede, og sukkede indvendigt. Den dag jeg fik fortalt alle mine følelser, ville det hele forhåbentlig blive meget nemmere. Men det var blot en drøm.

Jeg mærkede mit hjerte slå hurtigt, da jeg løb cirkler rundt fodboldbanen. Løbetræning havde aldrig været mig, men jeg skulle kunne løbe hurtigt, når det galt om at vinde. Skolens løbebaner rundt om selve fodboldbanen var brune og fik ikke lige frem en til at tænke: jeg løber da lige et maraton.

Jeg stoppede op for at snøre mine snørebånd på løbeskoene, og sukkede. Hvad ville der egentlig ske, hvis jeg ikke mødte om til semifinalen? Jeg ville selvfølgelig få en kæmpe skideballe, måske endda blive smidt af som kaptajn, men ville holdet vinde? Jeg var ikke meget for at sige det, men alle vidste godt, at jeg var den med det største talent på holdet. Selv Edward vidste det, og jeg vidste, han hadede mig for det.

Som jeg havde snøret begge snørebånd med dobbeltknuden, rystede jeg forsigtigt på håret, for at gå ind på græsplænen. Den sædvanlige rutine: løb og boldtræning. Det havde aldrig været nemt at øve boldkast alene, men jeg havde efterhånden fået mine taktikker. Derfor kastede jeg den amerikanske fodbold højt op i luften, for at kunne gribe den nogle meter henne på banen. Men min koncentration var ikke med mig, og bolden faldt ud af mine hænder.

”Så det her er altså din arbejdsplads?” Den genkendelig stemme fik mig til at kigge op, efter at have samlet bolden op. I et sødt sæt tøj, så hun meget bedre ud, end jeg nogen sinde ville i mit blå og hvide løbetøj. Selv skoene var blå med hvide striber.

Jeg gav hende et forsigtigt smil, ”det kan man vel godt kalde det.” Hun stod med nogle matematikopgaver, jeg kunne genkende fra tidligere timer, så jeg regnede med det var til lektielæsningen senere. Hun havde sikkert hentet dem her.

”Hvad laver du så? Det er jo lørdag, så jeg troede, jeg var den eneste på skolen.” Valerie gav mig et forsigtigt smil, og jeg gengældte det, da jeg havde tænkt det præcis samme, inden hun var dukket op.

”Jeg var til møde hos min træner. Det gik ikke særlig godt, så derfor blev jeg sat til at træne.”

Hun studerede den aflange mærkeligformede bold i min hånd, ”skal man ikke være to for det?”

Jeg grinte kort, ”det er helt klart nemmest.” Valerie så ikke helt ud til at vide, om hun skulle gå, eller bare stå og kigge på, så jeg valgte at få hende med. ”Du kan da hjælpe mig?”

Valerie kiggede forgæves ned i bøgerne i sine arme og derefter uret på armen. ”Jeg har fem minutter.” Jeg så hende lægge bøgerne på græsset, sætte sit hår op, og stille sig foran mig. ”Men jeg aner ingen ting om det her spil, så lad os bare kaste den bold frem og tilbage.” Hun sendte mig et selvsikkert smil, og troede nok det var nemt at både kaste og gribe bolden.

”Det er ikke så let, som det ser ud til.” Den sandhed fik hun bevist, da jeg nemt kastede bolden til hende, men den smuttede ud af hendes hænder. ”Det kræver øvelse.”

Valerie var irriteret, da hun efter mange forsøg, stadig ikke kunne finde ud af det. ”Du er alt for langt væk,” brokkede hun sig, da hun kastede bolden til mig, og den kun nåede halvvejs.”

Med et smil gik jeg tættere på hende, og nåede hen til bolden. ”Hvad så med du kommer herhen?” Hun var en smule forsigtigt, da hun med langsomme skridt, kom helt tæt på mig. Ikke engang en meter skilte os ad. ”For hver gang vi begge griber, træder vi et skridt tilbage, okay?” Hun gav mig et nik og smilede stort, da hun for første gang greb bolden. Og faktisk gik det meget bedre, da vi hurtigt var kommet nogle skridt væk fra hinanden. Jeg havde nu syntes godt om den tætte kontakt, men at se hende smile over et godt kast, var stort set lige så godt.

”Men jeg må af sted, Harry. Edward venter.” Hendes toneleje faldt med det samme, og jeg ønskede ikke hun skulle efterlade mig, for at tage hjem til Edward. Stakkels pige, der først ville kunne stoppe lektiehjælpen om mange uger.

Efter en halv time var det også min tur til at tage hjem. Det var en fornøjelse endelig at kunne køre i sin egen bil, og være hjemme meget hurtigere end med den gamle bus. Parkeringspladsen var næsten tom, bortset fra Edward bil, der var parkeret længst til højre – tættest på hoveddøren. Jeg kom hurtigt indenfor, og så at min mor havde efterladt en seddel på døren.

Gemma er syg, så pas hende.

Kort og kontant, det kunne man i hvert fald sige om det. Jeg vidste at Valerie og Edward befandt sig en døråbning væk, men jeg tænkte ikke over at forstyrre dem lige nu. Derfor valgte jeg at se til Gemma, da Edward sikkert ikke havde gjort det. ”Hej Gemma.” Hun lå i sengen og så en prinsessefilm på fjernsynet. Jeg genkendte straks filmen, og nød faktisk hun var syg og uden kræfter – derfor intet resume af filmen til mig i dag.

”Hej storebror.” Det var ikke tit Gemma var syg, men når hun var, blev hun altid ramt med den værste forkølelse, og det gjorde hende sengeliggende. Egentlig var det rart til tider, for så var hun ikke overgearet som altid. Jeg var altid ked af det på hendes vegne, når hun kom hjem fra skole, og stadig ingen veninder havde. Hendes handicap havde givet hende problemer for livet, når det kom til nye venskaber. Min mor klarede det værre end mig. Efter en masse lægebesøg, og det var blevet konstateret Gemma havde ADHD, havde min mor nærmest mistet lysten til sin datter. Det gjorde også det hele sværere, når Gemma ikke var planlagt, men på grund af pigen før døde, havde mine forældre altså besluttet at prøve igen.

Gemma havde bedt om noget vand, og da jeg stort set var hendes eneste støtte, var jeg hurtigt ude af værelset, for at nærme mig køkkenet. ”Lad nu vær med at belære mig om alt muligt!” Jeg hørte Edward hårde stemme fra stuen, og lagde straks ører til døren.

”Jeg prøver jo bare at-”

”Valerie, du er irriterende, og jeg gider ikke høre på dig. Du passer ikke ind her i Riverdale. Jeg synes bare du skal skride af helvede til!” Aldrig havde jeg hørt Edward så sur, bortset fra hele ugen efter bruddet med Mary. Men derfor var det stadig ikke okay den måde han behandlede Valerie på. Faktisk var det slet ikke i orden.

Jeg hørte døren smække, og først der valgte jeg at træde ind i stuen. Og ganske rigtigt fandt jeg Edward sidde ved spisebordet, og han var fandme så flabet, at han allerede sad med telefonen. ”Hvad skete der lige?”

Han svarede mig ikke, og tastede bare løs på tasterne. Og dét gjorde mig vred. Han havde fandme lige gjort en pige ked af det, og snakket ondt til hende, og så var han lige glad. Hvem havde min bror ændret sig til? En kujon jeg i hvert fald ikke gad kende til. Jeg valgte at tage telefonen ud af hånden på mig, og fik straks et vredt blik fra ham. ”Hvad laver du?!”

”Edward, forklar mig, hvad der skete.”

Han rullede med øjnene, ”pigen blev sur over jeg skrev med Heather.” Han lød ikke til at forstå, hvorfor det havde irriteret Valerie. Dum han var.

”Hvor løb hun hen?”

”Hvor skulle jeg vide det fra, Karlsmart?” Han sukkede, tog sin telefon og forlod mig til et spisebord, der roede med en masse bøger om matematik. Jeg kiggede nervøs ud af vinduet og så, at regnen havde taget til, og dér slog det mig.

Valerie kunne umuligt finde hjem i dette vejr – jeg måtte finde hende.

Derfor løb jeg panisk udenfor, og nåede ikke engang at sætte taget på min bil, da jeg kørte den ud af indkørslen. Ned af vejen kørte jeg, og prøvede at tænke på de steder, Valerie og jeg havde befundet os de sidste par dage. Hun kunne ikke være nået særlig langt.

Jeg så folk langs vejene have paraplyer, mens de løb for at komme hjem i læ. Regnen piskede ned omkring mig, og jeg prøvede forgæves at kigge omkring mig, for at finde en skikkelse. Og efter nogle minutter så jeg hende endelig.

Krympet sammen under et af de store egetræer i parken, sad hun med hovedet i sine hænder, og lignede en forladt sjæl. ”Valerie!” Jeg råbte så højt jeg kunne, da jeg smækkede bildøren og løb over til hende. Jo længere tid hun brugte herude, jo større chance havde hun for at blive forkølet. Da jeg endelig nåede hende, og hendes våde øjne kiggede op på mig, kunne jeg ikke bære det. Hun havde grædt, og det hele var på grund af min tvilling. Hvorfor lignede jeg også den galning? ”Er du okay?” Med hurtige bevægelser fik jeg trukket hende op, så vi begge stod dækket nogen lunde af egetræets blade. Det var som om træet gav os læ, da kun halvt så meget regn ramte os.

”Du kom.” Hun virkede overrasket, og samtidig rystet af situationen derhjemme.

Jeg gav hende et smil, ”selvfølgelig.” Jeg prøvede at få fat i hendes hånd, for at trække hende med over til bilen. ”Kom, lad os få dig hjem, du bliver forkølet herude.”

Men hun stod i mod, og rykkede sig ikke ud af stedet. ”Nej,” sagde hun bestemt, og jeg kunne ikke gennemskue hendes blik, da vores øjne mødtes. ”Kys mig først.”

Se den havde jeg ikke set komme, da hun forsigtigt kiggede mig ind i øjnene. Men jeg kunne ikke modstå, som hun stod der i sit våde tøj og nervøst bed sig i læben. Hun var nervøs, men ønskede alligevel det skulle ske. Jeg lod forsigtigt min hånd ae hendes kind, og sekundet efter mærkede jeg vores læber mødes. Regnen omkring os gav det en helt speciel stemning, og jeg nød øjeblikket fuldt ud, da Valerie tog sine hænder om bag min nakke. Vores læber bevægede os perfekt sammen, og jeg mærkede mig selv smile imellem kyssene. Og som vi stod der i den dryppende regn, gik det op for mig, hvor længe jeg egentlig havde længtes efter at kysse pigen med det smukke lyse hår. Valerie Silvia Carter var hendes navn, og hendes våde hår lyste smukt op, da solen kort efter viste sig på himlen, og vi begge fik øje på regnbuen.

”Hvorfor?” Jeg spurgte hende forsigtigt, da jeg ikke kunne vide, om hun havde kræfter til også at snakke om det vi lige havde gjort.

”Tja,” startede hun med et smil om læberne. ”Jeg tabte et væddemål.”

Da jeg havde givet hende beskrivelsen af drengen i går, havde jeg faktisk slet ikke overvejet, at det var en beskrivelse af mig selv. Edward havde brunt krøllet hår og grønne øjne, og jeg var hans tvilling. Brunt krøllet hår og grønne øjne - det var mig. Men dum? Den måtte hun forklare mig senere – efter jeg havde fået hende hjem i tørvejr. 

 

----

De kyssede, jaaaa! Er I glad for det endelig skete? Og hvad tænker I om Edwards opførsel?

Og nu kan jeg så endelig præsentere jer for Halerie! x

(kedede mig, så lavede dette billede :p)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...