Han så bare på himlen

Emil er et mærkværdigt barn. Han har aldrig følt sig som en Emil. Han har seksten tæer og en skønhedsplet og er den fødte stjernekigger. Og så ser han bare på himlen.

Mit bidrag til "Skriv om et billede"-konkurrencen.

Billede: Ulrik Møller. Fly (London), 2012. Olie på lærred, 60 × 70 cm (foto: Anders Sune Berg)

40Likes
37Kommentarer
1931Visninger
AA

1. Han så bare på himlen

 

Han blev født helt forkert. Hans forældre kaldte det "stjernekigger". Han havde aldrig haft noget imod den beskrivelse af ham, selvom han aldrig så på stjernerne. Han så bare på himlen.

Der var også noget andet galt med ham ham. Han havde alt for mange tæer. Seksten hvis man talte dem sammen. På den ene fod havde han en skønhedsplet lige over fjerde tå, hvis man talte fra samme side som ham.

Han var ikke så populær blandt personalet på Hvidovre Hospital, dengang han blev født. Han havde vejrtrækningsproblemer. De sagde, at hvis de ikke vidste bedre, ville de tro, han ikke havde nogen lunger men i stedet noget andet at trække vejret med. Det fik de aldrig svar på, for ingen røntgenkameraer kunne se gennem hans hud, da den var meget tyk. Derfor frøs han heller aldrig. Han kunne ligeså godt have haft et lag fjer eller en ordentlig tyk pels. Forældrene var meget bekymrede for deres nyfødte dreng. Moderen måtte ligge i hospitalssengen med faderen i hånden to måneder i stræk, uden at vide hvad der skulle ske med deres dreng.

 

Da de efter alt postyret blev udskrevet, fik han navnet Emil Iver. Han kom aldrig til føle sig sådan. I det hele taget ville han ikke sættes i bås med et navn, en stil, interesse eller kommende uddannelse. Det var heller ikke let. Emil var i sandhed et mærkværdigt barn

 

En dag lå han på altanen og kiggede på den blå himmel. Altanen var var mere en gesims, og han var kun lige akkurat lav nok til at ligge med benene op på gelænderet. Gesimsen var varm med en ru bund af noget sort stof, som smeltede i solen. Hans kridhvide hår og hvide hud stod i tydelig kontrast, mens hans sorte tøj næsten gik i eet med underlaget. Han havde det ekstra mærkelig den dag. Ikke kun på grund af hans tunge astma-vejrtrækning og snøvlende næse af høfeberen. Han følte sig helt forkert. Som om han længtes efter noget. Længtes væk. Han rejste sig op og så ud over kanten. Hvis han havde været blot lidt højere, ville han have skvattet ud over og ned på asfalten. Hvis han havde være en del lavere, havde han gledet igennem tremmerne. Han var ingen af delene, hans højde kunne beskrives som lige tilpas. Det var måske det eneste ved ham, som kunne det.

 

Moren stod smilende klar til at tage imod ham da han kom indenfor. - Mors egen lille guldklump, smilede hun, - mors egen store dreng. Tretten år gammel, hvad gi'r du mig, skat? Selvom Emil noget så inderligt elskede sin mor, vred han sig fri fra hendes tætte kram og og gik med hastige skridt i retning mod døren til nedenunder. - Nå, gav hun fra sig, - Så er man måske ikke god nok til sin teenagesøn længere? Han kneb øjnene sammen og fortsatte.

 

Da han stod på dørtrinnet, følte han helt bestemt en følelse af at ville flyve. Hans øjne lukkedes, og hans arme spredtes ud, som om han ville give luften et kram. Så satte han af på jorden. Han hoppede ret højt, som om han i et split sekund løftedes af en motorkraft over jorden. Han overgav sig fuldt til vinden og følte det i hans tynde hvide hår. Han følte, at han kunne trække vejret uden problemer. Men mennesker har aldrig kunnet flyve, så han faldt og landede på numsen. Hans fødder og ben og seksten tæer kunne ikke bære trykket. Hans dårlige lunger kunne ikke holde til luftforandringen, så han måtte gispe efter vejret, trække inhalatoren op ad lommen og nænsomt sætte den for munden. Det hjalp ikke, men han gjorde, som han altid havde fået fortalt, han skulle.

 

Hver dag gik han ud på dørtrinet og tog hoppet. Hver dag stod han op om natten og så kiggede efter himlen mellem alle stjernerne og undredes. Han var jo på en måde født til nattehimlen.

 

Ikke fordi han glemte sin medicin eller gjorde noget forbudt. Men langsomt begyndte han at ændre sig. Huden blev blegere, håret hvidere. Hans pupiller blev store og sorte. Han kunne se meget længere, betragte enhver detalje på mange kilometers afstand. Og han begyndte en at kunne holde sig i luften meget længere, løbe meget hurtigere. Langsomt skete der det, som ikke burde ske. Men hvis det skulle ske, skulle det måske være for Emil, som ikke følte sig som en Emil. Som var den fødte stjernekigger. Som havde seksten tæer og en skønhedsplet og kridhvidt hår. Som ikke længere var menneske, men noget andet. Noget med en motor og vinduer og et system, han blev styret med. Emil Iver kunne flyve.

 

Han glemte aldrig suset når han fløj gennem skyerne. Han glemte aldrig følelsen af frihed. Glemte aldrig astmaens mirakuløse forsvinding. Glemte aldrig, hvordan hans krop forsvandt, hvordan hans liv på jorden blev lagt bag ham. Til gengæld glemte han alt om frygten, da retningen skiftede brat og i et split sekund førte ham direkte mod jorden. Men der var heller ikke noget at frygte, for mange har aldrig vidst, hvad døden bringer. Inden han han for sidste gang lukkede vinduerne, så han på himlen og tænkte, at han havde gjort noget, der næsten var umuligt. Han var ikke længere menneske, og han havde jo bare set på himlen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...