Før det sker - Oneshot

Det her er mit bidrag til billedkonkurrencen. Jeg har valgt at skrive om billedet med flyet.
Dette er historien om, hvordan to mennesker mødes tilfældigt på et fly. Det er historien om en gnist, der bliver til en flamme, for til sidst at blive til et bål af brændende kærlighed. Og dette er en historie om at gribe nuet mens det er der.

2Likes
0Kommentarer
273Visninger

1. Før det sker

Rose´s Synsvinkel:

"Det bliver 85 kr., unge dame!" Jeg tabte kæben, mens taxachaufføren vendte sig om mod mig med et stort smil. 85 kr.? For så kort en tur? Hans halvt  falske, halvt grimme smil hang stadig ved hans læber, og jeg smilede falskt tilbage og rullede med øjnene. Jeg fandt en hundredekrone frem til ham og steg lynhurtigt ud af den lille, ildelugtende taxa med et: "Behold byttepengene," og han kiggede måbende efter mig, da jeg mumlede et stille "idiot" bagefter. Det var måske også den største seddel han havde holdt mellem sine fedtede fingre endnu. Da jeg havde al min baggage med mig og bevægede jeg mig hurtigt over til den altid larmende lufthavn.
En flok fulde idioter stod ved indgangen og kom med sjofle kommentarer, da jeg gik igennem svingdørene, men jeg kunne se nogle vagter ud af øjenkrogen, som hurtigt fik dem væk fra indgangen. 

"Fly til: LONDON. Gå til Gate." sagde en skærende robotstemme over højtalerne og jeg rejste mig, efter halvanden times ventetid, op og gik sammen med de andre trætte mennesker om bord på flyet.

 

Peters Synsvinkel:

Allerede før hun havde sat sig på sit sæde vidste jeg, at hun var fantastisk. Hun var smuk som en drøm og hendes brune hår havde et let fald. Hendes brune øjne havde en helt utrolig glød, og selvom hun ikke smilede vidste jeg, at hendes smil var smittende. Hun havde sat sig ligegyldigt ved siden af mig helt uden at lægge mærke til mig. Jeg rømmede mig lidt og hun så langsomt op fra sin bog og hen på mig. "Ja?" Spurgte hun og hævede et øjenbryn. Jeg rakte hånden frem og sagde kejtet: "Peter". Hun undgik at tage min hånd, men kiggede ned i bogen, mens hun mumlede:" Godt at møde dig, Peter." Jeg sad tilbage med hånden i luften og følte mig dum. Hvad havde jeg gjort? Jeg tog med en kraftanstrengelse hånden ned og vendte mig den anden vej. Jeg følte mig både såret og afvist. "Jeg kan rigtig godt lide at flyve," sagde jeg, i håb om, at hun ville bløde lidt op, men hun hævede bare øjenbrynet af mig og bladrede om på en ny side af hendes bog. "Det er, som om man føler sig helt fri, synes du ikke?" sagde jeg med et helt sikkert kejtet smil. jeg skulle lige til at fortsætte, men hun klappede irriteret sin bog sammen. "Har du tænkt dig at plapre sådan der under hele turen, for jeg kan sagtens finde en anden plads," sagde hun og jeg lukkede straks munden, igen såret. Jeg vendte mig mod vinduet og satte mig så langt væk fra hende som muligt.

 

                                                            *                      *                    *

 

"Jeg skal til begravelse." Sagde hun pludselig efter lidt tid. Jeg vendte mig om mod hende, overrasket over hendes ord. "Det er min mor," sagde hun monotont, mens hun kiggede lige ud i luften. "Det er jeg ked af at høre, øh?-" "-Rose Green," sagde hun kort og så ud af det lille ovale vindue. Hun snøftede lidt og kiggede så hen på mig med tårer i øjnene. "Hun havde været syg længe, men jeg.. Jeg tog til Danmark alligevel." Tårerne begyndte langsomt at strømme ned ad hendes kinder og jeg forstod, hvorfor hun havde en lidt speciel accent. Rose lagde sit hoved på min skulder og jeg lagde forsigtigt en arm om hende. "Det er ikke din skyld, Rose, du kunne ikke gøre for det," sagde jeg beroligene og strøg hende på kinden. Hun snøftede og tørrede tårerne af kinderne. "Tak, Peter", sagde hun lidt efter. "Du må tro, jeg er skør!" men jeg rystede hurtigt på hovedet. "Kan jeg fortælle dig en hemmelighed?" Spurgte jeg, og hun nikkede med et svagt smil på læberne. "For omkring en lille time siden, så jeg en utroligt smuk pige sætte sig ved siden af mig, og jeg kan slet ikke bære at se hende græde et sekund længere." Rose kiggede op på mig og lige pludselig skete det. Det, jeg i al hemmelighed havde håbet ville ske, fra øjeblikket hun havde sat sig. Hun kyssede mig. Jeg kunne ikke tro det, men efter kun at have kendt hende i en time, sad vi nu og kyssede. Hun afbrød kysset og satte sig op med et smil på læben. "Det var lige, hvad jeg havde brug for!" Sagde hun og tog min hånd. Jeg smillede til hende og gav hendes hånd et klem. "Så du kommer fra England?" Spurgte jeg, selvom jeg selvfølgelig kendte svaret. Hun nikkede bare og smilede til mig. "Hvorfor tog du til Danmark?" Spurgte jeg og håbede ikke, hun syntes jeg var en snager. "Jeg tager billeder. Jeg kalder dem for Før det sker." Jeg kiggede uforstående på hende, og hun uddybede. "Der sker altid noget, før noget godt eller skidt sker. Hvis jeg tog et billede med.. dig for eksempel. Ude på toilettet.. uden noget tøj på, ville der helt sikkert ske noget godt bagefter." Hun sad og kiggede lige ud i luften og et smil spillede om hendes læber. Jeg kunne ikke lade være med at rødme over hendes kommentar og hun begyndte at grine højlydt, så alle i det lille fly kiggede om på hende. "For meget koffein," sagde jeg undskyldende og pegede på hende. Hun grinede stadigvæk, dog lavere. Så lænede hun sig ind til mig og sagde 4 små ord, der på det tidspunkt lød utroligt sexede i mine ører: "Dig. Mig. Toilet. NU!" Hun rejste sig og valsede nærmest over til det grønne skilt. Inden hun lukkede døren bag sig sendte hun mig et frækt blik og tog den ene kjolestrop ned over skulderen.

 

 

Rose´s Synsvinkel:

Jeg havde stået ude på toilettet i hvad der føltes som en evighed. Gad vide om han overhovedet havde lyst. Men lige da jeg skulle til at tage kjolen på igen hørte jeg tre bank på døren. Jeg smilede og tog kameraet op. Jeg låste ham ind og nød det, da han kiggede ned ad min krop, der kun var iført trusser. "Det var du godt nok længe om!" Udbrød jeg og begyndte hurtigt at tage alt hans tøj af mens jeg kyssede ham lidenskabeligt.

 

                                                           *                *                *

 

"Hallo? Er der nogen derinde?" Det lød som en af stewardesserne og hun bankede igen på døren. Peter skulle lige til at sige noget, men jeg holdt ham for munden. "Schhy!" Hviskede jeg og fnes lidt. "Jeg må venligst bede, hvem der end er herude om at gå til deres sæder og spænde selerne. Vi er vidst fløjet ind i noget turbolens." Jeg sukkede og rejste mig op for at finde mine trusser igen. Lykken fyldte hele min krop, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvor længe det havde varet siden sidste gang jeg havde haft sex med nogen. Peter smilede og rakte mig dem og tog selv sine egne på. "Jeg ved godt, at vi ikke har kendt hinanden særlig længe, men jeg føler allerede at jeg kan stole fuldt ud på dig," sagde han og jeg vendte mig om mod ham. Vores læber mødtes endnu engang i et kys. "Hvor er jeg glad for, at jeg satte mig ned ved siden af ligepræcis dig!" udbrød jeg og lagde så hovedet mod hans bryst. "Vi må hellere komme i tøjet," fortsatte jeg og vendte mig om, inden han trak mig ind i et hedt kys. Sommerfuglene fløj forvirrede rundt i min mave og jeg vidste at Peter havde gjort mig forelsket i ham. Da vi havde fundet vores tøj og skulle til at gå ud gik der pludselig en rystelse gennem hele flyet. En stemme lød over højtaleren. "Dette er jeres kaptajn. Dette er jeres kaptajn. Jeg beder alle om at sætte sig med det samme og spænde sikkerhedsselerne"

Jeg havde slået mit hoved mod væggen og følte mig lidt rundtosset. Peter tog et fast tag om mine håndled og trak mig op. "Er du okay, smukke?" Spurgte han bekymret og jeg smilede og nikkede langsomt tilbage. Jeg tog mig til hovedet og kunne mærke en varm, tyktflydende væske fra mit hoved. Peter fik mig ud fra toilettet, hvor en stewardesse straks gik i gang med at skænde på os. "Hold lige kæft engang, okay?" Sagde Peter og viste mit hoved til hende. Hun undskyldte og fik os straks ned på plads. "Jeg har det fint," sagde jeg, da Stewardessen kom med et glas og nogle smertestillende piller. Men ligeså snart jeg havde sagt det, begyndte jeg at kunne mærke mit hoved dunke. Jeg tog igen hånden op til hovedet og mumlede et lydløst "Av!" og Peter fik mig til at tage pillen.

 

Peters Synsvinkel:

Da jeg endelig havde fået pillen i hende blev hun mere rolig og jeg kunne se, hun slappede af. Det lignede bare, at der var skrabet lidt hul og det var vidst ikke så slemt, som det så ud. Hun sad og smilede sit kønne smil, mens jeg nussede hende på kinden. Pludselig gik endnu en voldsom rystelse igennem flyet. Jeg kiggede hurtigt op og så en af stewardesserne smile nervøst mens hun holdt om et stolelæn. I det øjeblik gik det op for mig, at der var noget galt. Vejret havde lovet helt vindstille vejr og det her virkede ikke vindstille. Jeg rejste mig lynhurtigt og gik hen til stewardessen, der stadig trippede nervøst rundt. "Hvad sker der?" Spurgte jeg alvorligt og hun kiggede på mig med store øjne. Så lød kaptajnens stemme igen over højtalerne, denne gang meget febrilsk: "Jeg må bede alle passagerer om at sætte sig ned. Vi vil lave en nødlanding." Jeg åbnede og lukkede munden og hørte alle omkring mig gispe, mens nogle mødre skyndte sig at finde maskerne frem til deres småbørn. Stewardessen skyndte på mig, men idet jeg næsten var ved min plads, gik en voldsom rystelse igennem flyet. Højtaleren lød igen, denne gang meget højt. "Jeg kan ikke få den på ret kurs, jeg er ikke sikker på at vi klarer den," sagde mandestemmen og jeg mærkede mine hår på armene rejse sig. "IKKE KLARE DEN?" Råbte en ældre dame og begyndte at hulke. Stewardessen havde slået hånden for munden, og jeg gættede på, at den besked ikke havde været ment for passagererne, for pludselig begyndte panikken at melde sig overalt omkring mig. Stewardessen skyndte sig ind til piloten, og få sekunder efter lød stemmen igen over højtaleren. "Kære alle passagerer. Jeg beder venligst alle om at sætte sig roligt ned og tage maskerne frem. det vil blive vist på skærmen, hvordan de fungerer." Sagde han med en lidt rystende stemme. Rose var begyndt at græde og jeg fik fat i både min og hendes maske. "Peter, jeg vil ikke dø uden at have været til min mors begravelse," græd hun og lagde sig ind til mig. Jeg skulle lige til at sige, at alt nok skulle gå godt, men så gik der en så kraftig rystelse gennem flyet at jeg tabte pusten. Flyet begyndte at tabe højde meget hurtigt og jeg kunne mærke mit hjerte hamre løs på indersiden af mine ribben. "Peter? Mine ører gør ondt!" skreg Rose inde i masken og jeg holdt hende tæt ind til mig, mens jeg tænkte, lad os ikke dø, ikke sådan her! Mens jeg så ud af den lille, ovale flyrude kunne jeg mærke hendes hjerte banke hårdt mod mit bryst og jeg så vandet komme tættere og tættere på. Inden flyet ramte overfladen hørte jeg Rose´s lyse stemme sige: "Jeg tror, jeg elsker dig, Peter."

Og så ramte vi vandet. Fra Rose´s nakke kunne jeg høre et underligt knæk inden jeg ikke kunne mærke hende hos mig længere og alt gik i sort.

 

"Hallo? Mor?" Jeg åbnede øjnene og fandt mig selv siddende alene på flysædet. "Mor, svar!" En lille pige stod ude på gangen og ruskede i en fremmed kvindes arm. Fra kvindens hoved dryppede der dybrødt blod ned på hendes tidligere cremefarvede kjole. Pigen græd og jeg ville trøste hende. Jeg ville trøste hende af hele mit hjerte. Sige til hende, at hendes mor nok skulle vågne op igen og svare, men da kom det hele tilbage til mig. Jeg kunne kun tænke på en person: Rose. Jeg åbnede munden og prøvede at få navnet over mine læber. En hæs lyd kom ud af munden på mig og pigen vendte sig om. Der løb tårer ned ad hendes kinder og hun kravlede hen til mig på sædet. "Vil du hjælpe mig med at vække mor?" Spurgte hun, som kunne jeg med min voksne autoritet få hendes mor til live igen. Jeg kiggede bare på den lille pige og rystede så på hovedet. "Jeg tror hellere din mor vil sove lige nu, min ven." sagde jeg hæst og pigen nikkede, så hendes krøllede lokker dansede. Hun spændte forsigtigt min sele op og hjalp mig op at stå. "Skal vi også finde din mor?" Sagde pigen og tog mig i hånden. Jeg kiggede ned på hende og prøvede at få et smil over læberne. Jeg kiggede rundt i flyet og lige pludselig stoppede mit hjerte. Jeg så en smuk kvinde ligge på gulvet. hendes ben var vredet i en forkert stilling og fra hendes hoved løb der blod. "Rose!" Hviskede jeg. "Nej Rose!" Bad jeg og smed mig ned ved siden af hende. Jeg mærkede febrilsk efter hendes puls, men kunne ikke finde den. "Rose, jeg tror ikke jeg elsker dig. Jeg ved det. Jeg vil aldrig kunne elske andre end dig. Jeg finder din familie og jeg fortæller dem..." Hvad ville jeg fortælle? Jeg sagde ikke mere, lagde bare mit hoved på hendes brystkasse. Mine salte tårer ramte hendes lyse hals og fugtede hendes smukke hår. "Min mor vågner ikke, gør hun?" En lille hånd trak i min trøje og jeg kiggede op på pigen, der havde overlevet styrtet. Jeg trak hende tæt ind til mig og knugede hende. Jeg delte min sorg med hende og sådan sad vi længe. "Nej." Svarede jeg til sidst og så på hende med røde øjne. "Skal vi gå nu?" Spurgte hun og jeg rejste mig op uden et ord, tog hende i favnen og gik langsomt hen mod den lille flydør med visheden om, at jeg aldrig ville møde en som Rose Green igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...