At række hånden frem


1Likes
0Kommentarer
1528Visninger
AA

1. At række hånden frem.

Det var en solfuld dag da jeg svingede mine ben over cyklen, og suste hen ad den ensrettede gade. Jeg var på vej hen for at mødes med mine forældre, på hjørnet af Tingelgade. Vi skulle sammen følges ad hen til restauranten. Derinde skulle vi møde min udgiver. Det var nervepirrende at tænke på, så jeg samlede alle min nerver i en lille boks og gemte den væk bag lås og slå. Denne aften var ment til at være afslappende, det var nok derfor vi skulle snakke over middag, på byens bedste restaurant.

Da jeg svingede om hjørnet af Tingelgade i fulde fart, kom en bil kørende lige i mod mig. Jeg havde ingen chance for at undgå billisten, for personen bag rettet havde ingen intentioner om at sætte farten ned eller køre ind til siden i stedet for at køre i midten af vejen. Jeg nåede ikke at tænke den sidste tanke, før mit forhjul ramte bilens kofanger og jeg fløj af sted i en cirkel over bilens tag. Jeg lavede en rullende salto og knaldede røven i asfalten. Bilen stoppede med et hjulspor der sagde spar to og føreren steg ud. Der kom langsomme, tunge skridt hen imod mig. Men det eneste jeg egentlig lagde mærke til var hånden han rakte ud i mod mig, efter han havde spurgt om jeg var okay. Okay…  Han havde lige kørt mig over, og så skulle jeg være okay. Min røv gjorde ondt som helvede, men ellers så havde jeg det jo fint, bortset fra den hånd han havde rakt frem mod mig, som det var meningen at jeg skulle trykke. Jeg tøvede et sekund, men så trykkede jeg den. Jeg vendte mig væk fra manden og søgte efter mine forældre, de stod ovre på den anden side af gaden, og havde overværet hele scenariet. De stod med blege, stive ansigter og frygten der lyste ud af dem kunne ses på lang afstand. De rørte sig ikke en millimeter, da jeg bevægede mig hen over gaden.

Da vi gik op af den travle gade, blev der ikke udvekslet et ord med hinanden. Efter et stort skænderi med føreren af bilen, hvor jeg havde sagt mindst hundrede gange at jeg var okay, før vi kunne komme videre til vores vigtige møde med udgiveren af min nye bog.

Vi var langt om længe noget til restauranten, da jeg pludselig blev nervøs. Jeg stoppede op i et sekund, men fortsatte så ind ad dørene til vores spisested. Jeg følte næsten at det hele gik i slowmotion, på vej hen mod bordet. Det var først da jeg stod foran udgiveren og var parat til at sætte mig ned, at jeg kom i tanke om håndtrykket. Jeg måtte række min hånd frem og give det, det håndtryk som jeg havde ventet på, det jeg havde været nervøs over og det som var licensen af det hele. Håndtrykket.

Jeg rakte langsomt armen hen i mod hånden, der ventede på at blive klemt. Jeg havde aldrig nogensinde før givet sådan et meningsfuldt håndtryk, men en gang skulle jo være den første. Jeg blev næsten i tvivl om hvor hårdt trykket skulle være. Jeg kiggede først op til min far, for at søge hjælp, men han smilede bare. Ingen hjælp at hente der. Jeg pegede der næst mine øjne over på min mor, men det nyttede heller ikke. Til sidst vendte jeg mine øjne mod vinduet, men lyset skar mig i øjnene. Jeg tog mine øjne til mig da jeg så på hånden igen, den glimtede næsten i lyset som tusinde af diamanter. Jeg havde aldrig set noget lignende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...