Rejsen til Ceylon

Unge, engelske Annabell har giftet sig med plantageejeren Charlie, som bor på Ceylon. Foran hende ligger en 4 uger lang rejse med færge og tog mod det tropiske paradis, og oplevelserne på vejen er mange.
-Fortælling foregår i år 1904, dengang England havde underlagt og koloniseret store dele af verden.

Maleriet "Færge" er valgt til inspiration.

11Likes
19Kommentarer
1058Visninger
AA

7. Kapitel 7

Charlie var heldigvis ikke skyggen af morsyg. Han nød at være alene med Annabell og udskød besøgende til og fra forældrenes bungalow med passende mellemrum, så de blev udholdelige.

Annabell havde set få slanger bugte sig rundt ude i haven, mens hun lugede mellem de smukke planter Charlie havde skaffet til hende, men aldrig inde i huset.

Annabell elskede haven og i modsætning til de andre kolonister, valgte hun at plante singalesiske blomster og ikke kun de hun kendte hjemmefra. Det var Charlies idé og hun kunne lide den.

Det var dog ved at gå op for hende at de andre briter på øen ikke brød sig om den måde Charlie integrerede sig på. Det var den almene opfattelse, at Storbritannien var verdens førende nation og at det derfor kun kunne være resten af verden, der kunne lære noget af dem og ikke omvendt.

Der blev derfor set skævt til Charlie, for imens alle andre kolonister klyngede sig til engelske traditioner og værdier, så var Charlie ude og lære af og iagtage de indfødtes kultur.

Annabell elskede disse gode træk ved Charlie. Han så ikke forskellene imellem mennesker, kun lighederne. Det var ikke noget hun havde tænkt over før.. Hun havde altid delt den almene opfattelse af at Englands metoder var de eneste rigtige, men hun følte at Charlie havde åbnet hendes øjne.

Hun begyndte og interessere sig for og misunde singalesernes mere enkle tilværelse, når hun deltog i Charlies ture rundt til de små landsbyer.

Men livet for de indfødte var også hårdt. Mange sled sig ihjel og barnefødsler fik ofte tragiske konsekvenser. Hun beundrede, hvordan Charlie forsøgte at lette deres byrder, ved at sørge for lægehjælp til de syge og nedslidte, og hun forsøgte selv at deltage i arbejdet. Dog måtte hun konstatere, at hun var fuldstændigt hjælpeløs, når det kom til sygepleje og barnefødsler og hun forbandede sin tomme og mangelfulde opdragelse.

 

Livet på bungalowen var fredfyldt. Annabell sad alene og skrev breve til veninderne hjemme i England, mens Charlie var ude og drive plantagen. Dog skrev hun ikke til forældrene – hun kunne ikke formulere ordene og ville ikke undskylde for sit valg, for hun elskede Charlie højere og højere for hver dag der gik. Desuden håbede hun inderligt at forældrene selv, ville være dem der skrev først og kom med en forsinket velsignelse af ægteskabet.

Hun ventede og ventede, men ingen breve kom.

Annabell så sjældent noget til kulierne, der opvartede hende, men hendes sokker var altid stoppede, morgenen efter der var gået hul på dem og hendes blækhus var altid fyldt, uanset, hvor mange breve hun skrev. Det var som at blive opvartet af usynlige tjenere.

Men hun følte sig ikke ensom. Hun havde altid holdt af at være alene og pusle for sig selv og der var desuden nok at gøre ude i haven.

Charlie havde også købt hende en cykel og det var en fantastisk følelse af frihed, den gav hende. På cyklen var hun ikke afhængig af nogen og bestemte selv farten og destinationen.

Hun havde altid ønsket sig en cykel, men forældrene derhjemme havde ikke ville ladet hende få en, det var alt for uanstændigt for en ung pige af god stand.

Enkelte gange cyklede Annabell ud på plantagen til Charlie, men landskabet var for bakket og stejlt til at hun turde mere. Ikke i hendes tilstand.

Hun havde ventet længe med at fortælle Charlie den gode nyhed - hun ville være helt sikker først – og han blev himmelhenrykt da han havde hørt det. Indeni jublede hun også selv af glæde.

Ville det blive en søn og arving til plantagen? Eller en fin lille datter, da kunne holde hende med selskab?

Hun overvejede at skrive til forældrene om den fantastiske nyhed, men ventede i sit stille sind på at et brev fra dem ville nå frem først.

Tiden gik og bulen på maven voksede sig større og større, men der kom ikke noget brev.

Til sidst satte hun sig selv ned og skrev:

 

2. juni år 1904

Kære mor og far.

Det er nu nogle måneder siden, jeg ankom til Ceylon.

Det er et rent paradis og jeg er så uendeligt lykkelig, for at jeg har truffet Charles.

Jeg skriver for at fortælle jer, at jeg savner jer og elsker jer, men at jeg ikke fortryder noget. Charles er den bedste mand jeg kunne have giftet mig med og han har vist mig en helt ny verden.

Jeg ville ønske, at I ville give mig jeres velsignelse og komme og besøge os, så I også kan få dette paradis at se!

Men mest af alt ønsker jeg at I vil godkende mit valg og komme til Ceylon, fordi jeg ønsker at I får jeres barnebarn at se. Doktoren siger, at jeg er 3 måneder henne og jeg er ude af mig selv af lykke. Det samme er Charles naturligvis.

Hvis I bare ville lære ham at kende, er jeg sikker på at I ville holde lige så meget af ham, som jeg gør.

 

Jeres datter

Annabell Lerwick”

 

Hun lagde med et suk pennen fra sig og læste brevet igennem. Det var ikke langt, og ikke godt formuleret, men hun vidste at hun ikke kunne gøre det bedre. Hun foldede det sammen og lagde det i en konvolut, som hun gav til een af kulierne.

Så gik hun ud i haven, hvor Charlie sad og nød et glas whiskey, mens solen gik ned over bjergene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...