Rejsen til Ceylon

Unge, engelske Annabell har giftet sig med plantageejeren Charlie, som bor på Ceylon. Foran hende ligger en 4 uger lang rejse med færge og tog mod det tropiske paradis, og oplevelserne på vejen er mange.
-Fortælling foregår i år 1904, dengang England havde underlagt og koloniseret store dele af verden.

Maleriet "Færge" er valgt til inspiration.

11Likes
19Kommentarer
1126Visninger
AA

6. Kapitel 6

De blev mødt på stationen af en singaleser, der holdt to heste. Annabell forstod at han var én af de kulier der tjente på Charlies bungalow.

De steg til hest og efterlod kulien på stationen, sammen med deres mange kufferter og dragkister.

Charlie galoperede af sted og Annabell fulgte med. Hun undlod at klage over den ubehagelige fart, for hun forstod at hende mand ikke kunne vente med at komme hjem, så hun affandt sig med at skulle bumpe op og ned i damesadlen, på den sidste etape af rejsen.

Først til allersidst satte Charlie farten ned. Han så forventningsfuldt på hende og sikrede sig at hun var med, så red de det sidste stykke op til den store låge ind til egendommen.

Bungalowen var et stort fladt hus med store vinduer og brede terrasser. Den var bygget af lystmalet træ og taget var næsten fladt. Annabell syntes at huset så venligt ud.

På gårdspladsen blev de mødt af en anden kuli, der tog imod hestene. Døren ind til bungalowen blev slået op og ud styrtede to enorme mynde-hunde, med kurs direkte imod Charlie. Han så glad på hende, da han klappede og ruskede deres skind.

”Tyson og Lucky!” sagde han bryskt til hundende, der glad sprang op og overslikkede hans ansigt. ”Hils på jeres mor, Annabel!”

Annabell stod forlegent og hilste på hundene, som var de virkelige mennesker.

”Vær ikke så genert, darling!” kom det fra Charlie, der nu var blevet lagt halvt ned af de store hunde. ”Kom og hils!”

Annabell trådte et skridt tættere på og klappede tøvende den ene kæmpe.


 

Huset var lettere usmageligt indrettet, men hun kunne lide det, for overalt i indretningen så hun Charlies flygtighed og optimisme. 

Det kriblede dog alligevel i hendes fingre for at foretage visse justeringer i møbleringen, de steder der virkeligt trængte til en kvindes hånd.

Charlie viste hende begejstret rundt og da de nåede sovekammeret, insisterede han på at bære hende over dørtærsklen.

”Er det ikke meningen at man skal bære bruden over dørtærsklen ind til boligen?” Skreg hun, mens hun klamrede sig til hans skuldre.

Han satte hende ned med et skjult støn.

”Tja, hvad ved sådan en primitiv plantageejer som jeg?” lo han, men så blev hans fortroeligt. ”Desuden.. Så bliver det alligevel i denne del af boligen, du kommer til at opholde dig mest.”

Først forstod hun ikke – hun kom til at tænke på sin mor, der evindeligt opholdt sig i sengen på grund af konstante migræner – men så forstod hun hvad han mente. ”Ih altså din lurifaks!” lo hun og daskede til hans skulder.


 

Senere på dagen kom Charlies forældre på besøg. Op til besøget var Annabell helt ude af den og gik konstant og glattede skørtet på sin kjole og bankede og omplacerede pudderne på sofaer og divaner.

Nervøsiteten flammede op og stod i lys lue, da hun hørte en vogn køre ind på gårdspladsen. Charlie forsøgte at berolige hende, ved at holde om hende og kysse hende i håret, men det hjalp ikke rigtigt.

Hun stillede sig i døråbningen og forsøgte at fremstå som den selvsikre værtinde, men da svigerforældrene kom og trykkede i hånden, var hun bange for at hun gav dem en hilsen, der lignede den hun havde givet hundene.

Forældrene var en del ældre, end hun havde forestillet sig. Charlies far – der også hed Charles – var en tavs lavstammet fyr med måne, en mand der burde se rigtig hyggelig ud, men som ikke rigtig gjorde, tænkte Annabell. Emilie Lerwick var i modsætning til sin ægtemand høj og rank, med en stram, ravnsort knold i nakken og en mund der gik derudad: ”Jeg synes her er lidt støvet, Charlie. Er dine kulier virkeligt så dovne at de undlader at gøre rent, bare fordi du ikke er her? Du må holde dem i kortere snor, ikke darling? De skal vide, hvem der bestemmer – akkurat som hundene!”

”Jaja, mor!” Det var tydeligt at se på Charlies ansigtsudtryk, at han var bedøvende ligeglad, med om der var støvet, mens han var borte fra bungalowen, eller ej.

Moderen vendte sig og så på Annabell med sine lysegrå øjne. ”Ja det er så dit ansvar nu, Annabell”.

Annabell nikkede ærbødigt for den skrækindjagende kvinde, mens Charlie rullede med øjnene.


 

Middagen forløb i tavshed. Kun Mrs. Lerwick talte ind imellem bidderne og klagede over kuliernes kogekunst. ”Åh, jeg ville ønske at du ville flytte hjem til os, Charlie” sagde hun og havde tilsyneladende glemt alt om Annabell. ”Så ville jeg være sikker på, at der blev sørget ordentligt for dig!”

”Tak mor,” sukkede Charlie opgivende. ”Men det skal Annabell nok klare!”

Det gav et sæt i kvinden, da han nævnte Annabells navn. Hun så op og smilede stramt til svigerdatteren. ”Jaja,” hendes stemme var lige så stram som hendes smil. ”Så siger vi det.”

Annabell vred sine hænder. Hun ville ønske at hun kunne finde på et eller andet høfligt at sige, der ville bryde isen, som Emilie Lerwick havde lagt hende på.

”Charlie, har fortalt så meget om din have, Mrs. Lerwick.” sagde Annabell endeligt. ”Den må de endeligt vise mig, når vi kommer på visit!” hun smilede.

”Åh det er ingenting,” sagde Emilie beskedent og så var den samtale slut.

Charlie trykkede Annabells hånd under bordet og smilede undskyldende.


 

”Jeg er bange for, at min mor forguder mig!” lo Charlie, da han med et lettelsens suk lukkede hoveddøren i efter forældrene. ”Hun vil vidst i virkeligehen ikke have, at jeg giftede mig, men det var jo den eneste måde at hun kunne få sine børnebørn på, så hun måtte jo give mig sin velsignelse..” han så, hvordan Annabells ansigt ændrede udtryk fra forskrækket til forfærdet.

”Nå men det skal du ikke tage så tungt, darling! Hun er bare en hønemor.”

Ikke tage så tungt? Charlie havde lige afsløret at Annabell var dømt til at blive hadet af sin svigermor resten af livet.. Hun forsøgte at smile, men kunne ikke ryste tanken af sig.


 

Annabell lå længe vågen den nat. Straks efter at de havde elsket var Charlie faldet i søvn og han lå nu og holdt om hende, med tunge arme, mens hun stirrede ud i mørket.

Egentligt var hun helt og aldeles udmattet og burde være faldet i søvn med det samme, men lydene uden for vinduet var så fremmedartede og uhyggelige, at hun ikke kunne. Hun var egentligt ikke bange – hun følte sig tryg i Charlies favn – men hun kunne ikke lade være med at lytte intenst.

Fra bungalowens lille dam steg frøernes nattelyde og cikaderne sang om kap. Fra den dybe skov lød de eksotiske fugles kvidren, med dybe, hule, vibrerende stemmer. En gang imellem kunne hun også høre en skrigende abe og så en mærkelig udefinérbar dyb og lang tuden, hvis ekko rungede gennem skoven.

Inden hun havde lagt sig i seng, havde én af kulierne måtte fjerne en stor gekko fra væggen ovenover døren. Den havde været gift grøn og set på hende med store, rullende øjne.

Tænk hvis en slange nu havde banet sig ind ad samme vej, som gekkoen? Hun krummede tæer af kuldegysninger.

Nej. En slange kunne vel ikke krybe igennem det enorme net, der var hængt ud over sengen, for at beskytte dem mod myg og andre insekter. Og den kunne vel ikke bide sig igennem, kunne den?

Hun lå uendeligt længe og tænkte og lyttede, da hun faldt i søvn, vidste hun det ikke.


 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...