Rejsen til Ceylon

Unge, engelske Annabell har giftet sig med plantageejeren Charlie, som bor på Ceylon. Foran hende ligger en 4 uger lang rejse med færge og tog mod det tropiske paradis, og oplevelserne på vejen er mange.
-Fortælling foregår i år 1904, dengang England havde underlagt og koloniseret store dele af verden.

Maleriet "Færge" er valgt til inspiration.

11Likes
19Kommentarer
1060Visninger
AA

5. Kapitel 5

På den sidste del af rejsen, var Annabells mave blevet fyldt med en konstant kildren. Hun var både spændt og nervøs over den nye verden hun nu skulle til at blive en del af og kunne ikke lade være med at bide negle, når hun tænkte på at hun snart skulle møde sine svigerfamilie. Hvad mon Charlies forældre ville synes om hende?

Den sidste nat ombord på skibet gik med urolige drømme og meget lidt søvn. Da hun vågnede var hun sikker på, at hun skulle brække sig, for der sad en stor klump af nervøsitet i halsen på hende.

Charlie havde derimod et begejstret glimt i øjnene og et stor smil på læberne, da han trak hende ud på dækket, mens morgenen endnu var ved at gry. Han ville være den første til at få øje på Ceylon.

De stod længe og stirrede ud i horisonten og andre rejsende sluttede sig til dem.

Langt om længe begyndte en sort bræmme at brede sig i horisonten. Charlie begyndte henrykt at klappe i hænderne og andre sluttede sig til. Hans smil kunne ikke blive større, da han med højtidelig stemme bød Annabell velkommen til Det Indiske Ocean.

Annabell glemte et øjeblik klumpen i halsen og deltog i sin mands lykkelige begejstring. Han var øjensynligt ved at boble over af lykke og løftede hende op snurrede hende rundt, inden han styrtede ned for at få pakket de sidste sager, så han kunne skynde sig i land.


 

Ventetiden fra at færgen lagde til land til at landgangbroen blev slået ud, var uendelig. Annabell var ved at glo sine øjne ud af hovedet, mens de ventede, for hun ville så gerne se så meget som muligt af Ceylon, lige med det samme. Øen var meget fladere end hun havde forventet. Hun havde forestillet sig at bjergene ville være noget af det første hun så, men hun kunne slet ikke se nogen.

Hun blev også overrasket over hvor engelsk byen så ud. Hun havde forestillet sig lerhytter og primitive markedspladser, men så i stedet brolagte boulevarder og store stenhuse.

Endeligt kunne de gå i land. Både Charlie og Annabell styrtede ned ad landgangsbroen og denne gang havde Annabell ingen tanker om bagage i baghovedet. Alt hun tænkte på, var at udforske det ukendte land.

Duften af kanel og krydderier mødte hende med det samme. Charlie havde travlt med at hyre en vogn, så de kunne komme af sted med det samme, men lovede hende, at hun nok skulle få masser af byen at se fra køretøjet.


 

De kørte igennem dele af byen, der levede bedre op til hendes forestillinger om Colombo. Én af gaderne var pyntede med farvestrålende bedeflag og på en anden var opstillet et marked, sådan som hun havde forestillet sig.

Her kunne hun se store kurve fyldt til randen med al verdens krydderier, eksotiske grøntsager og ildelugtende fisk med fluer sværmende omkring dem og store klaser med bananer hang fra lofterne i de små boder. Andre steder lå silke- og bomuldsruller klar til at blive solgt. Alt var uendeligt farvestrålende. Ind i mellem boderne sad slangetæmmere og spillede hypnotiserende melodier for deres dyr, der snoede sig i dans.

Da de nåede ud i udkanten af byen fik Annabell øje på en elefant. Sådan nogle havde hun kun set i Cirkus og de lignede slet ikke den fine, buttede elefant hun så nu. Charlie forklarede at det var almindeligt at bruge elefanter til at trække eller bære ting her på Ceylon, ligesom heste blev brugt hjemme i England. Ja han havde sågar et par elefanter på plantagen selv.

De nåede snart stationen, hvorfra de skulle køre med tog op til Charlies plantage. Rejsen ville tage 3 timer, hvis alt gik som forventet, havde Charlie sagt, men Annabell havde hængt sig i hans ”hvis alt går som forventet” og husket hans begejstring for de larmende, bumlende og uudholdeligt hede toge i Ægypten. Hun konkluderede at alt nok ikke ville gå som forventet.

Toget holdt allerede på stationen da de ankom, Charlie købte i billetter i en fart og de steg på.

Toget var ikke indrettet i nydelige små kupéer med plads til 6 personer i hver, sådan som Annabell var vant til, men hver togvogn var derimod en stor kupé med mange upolstrede træsæder. Charlie forklarede at de ikke havde fået billetter til 1. klassesvognen og at det var derfor de måtte side blandt de indfødte i den meget uluksuriøse 3. klassesvogn. Men Annabell var ligeglad, hun brugte lejligheden til at studere de mennesker, der nu ville være en del af hendes liv og hverdag på øen.

De første to timer forløb smertefrit. Toget bevægede sig på flad grund og Annabell begyndte at tænke at hun måtte være fejlinformeret om den ø, hun altid havde forestillet sig som et stort bjerg. I lang tid havde de ikke set andet end rismarker og skove, men til sidst fik hun øje på bjergene ude i det fjerne.

Lokomotivet langsomt sin færd opad det mere og mere skrånende terræn. Annabell blev nervøs for at toget skulle glide af skinnerne, for jernbanen steg pludseligt meget stejlt.

Imens hun selv klamrede sig til sædet, hang de indfødte drenge ud af vinduerne og så ned i landet dybt under dem. Charlie efterlignede selvfølgeligt drengene, mens hans frygtløshed var holdt op med at overraske hende.

Skoven udenfor ruden ændrede karakter og de eksotiske løvtræer blev erstattet af fyr og graner. Nåletræernes toppe var dækket af en tyk dis og pludseligt lignede landskabet det velkendte Skotland, som hun mange gange havde besøgt som barn, i stedet for det tropiske paradis hun havde forestillet sig.

Med en sukkende lyd gik toget i stå. Annabell kunne høre råben oppe foran og pludseligt blev døren til kupéen revet op af en engelsk konduktør, der undskyldte og sagde at toget gjorde problemer og at man forventede at det ville holde stille i omkring en halv time, inden han undskyldte igen og gik videre til næste kupé.

”Velkommen til Ceylon!” smilede Charlie bredt.


 

Da toget endeligt satte i gang igen, var disen over nåletræerne forsvundet. Efterhånden som rejsen skred frem, fik Annabell øje på bebyggelser rundt omkring i landskabet. Hun så bungalower med udpræget engelske haver, oversået med velkendte planter som roser og liljekonvaller og store rododendronbuske. Andre steder var tydeligt beboede af de indfødte singalesere. Her flagrede brogede bedeflag og små mærkelige altre, prydet med offergaver i form af morgenfruer, var indrettet i det fri.

Annabell spurgte Charlie om, hvilken religion singaleserne praktiserede og Charlie forklarede at her ikke blot var én religion, men mange.

”Størstedelen er selvfølgeligt buddhister, men her findes også mohammedanere og hinduister..”

”Ænkebrændere?” udbrød Annabell forfærdet.

”Nej, den skik har vi gudskelov fået hinduisterne til at slippe for halvtreds år siden, du kan være ganske rolig,” forsikrede Charlie.

Annabell kunne ud ad vinduet skimte nogle farvestrålende mønstre malet foran singalesernes døråbninger.

”De maler dem med noget farvet pudder, hver morgen,” forklarede Charlie. ”Det er meget smukt! Jeg tager dig med og viser dig dem tæt på, en dag.”

Toget standsede, men Charlie rørte ikke på sig – det var altså ikke her de skulle af.

En indfødt mand trådte ind i kupéen og satte sig. Annabell kunne ikke lade være med at stirre på ham. Han lignede en sørøver, med sin mørklødede hud og farvestrålende klædedragt. På hovedet havde han en stor trekantet hat, fuldstændigt som en piratkaptajn.

Annabell spurgte hviskende Charlie, hvem den mand var og fik at vide at han var en høvding fra Kandy.

Annabell kunne ikke fatte alt det nye hun var vidne til og så sig konstant omkring for at være sikker på at få det hele med. Hun var fuldt opslugt af landskabet udenfor toget, da det standsede og Charlie rejste sig.

Sommerfuglene steg op i maven på Annabell, nu var de tæt på!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...