Rejsen til Ceylon

Unge, engelske Annabell har giftet sig med plantageejeren Charlie, som bor på Ceylon. Foran hende ligger en 4 uger lang rejse med færge og tog mod det tropiske paradis, og oplevelserne på vejen er mange.
-Fortælling foregår i år 1904, dengang England havde underlagt og koloniseret store dele af verden.

Maleriet "Færge" er valgt til inspiration.

11Likes
19Kommentarer
1108Visninger
AA

4. Kapitel 4

Ægypten var kaos.

Lige så snart Charlie og Annabell havde sat deres fødder på landjorden, var der folk der forsøgte at sælge dem alt fra enorme sværdfisk og blæksprutter til, hvad Annabell udfra mændenes fagter forstod, måtte være et sted at sove. Charlie mødte ægypterne med sin sædvanlige åbenhjertighed og interesse, men Annabell blev urolig i al menneskemylderet. Hun klamrede sig til Charlie alt imens hun forsøgte at regne ud, hvor deres bagage var endt.

Charlie stod og diskuterede med en ægyptisk mand, hvilket han tilsyneladende fandt meget underholdende, for han smilede stort, når han engang imellem så på Annabell.

Han endte med at købe en kalabasflaske af manden.

”Smag,” beordrede han stolt Annabell, som modstræbende tog imod flasken – ikke sikker på, hvad hun skulle forvente. Men hun blev positivt overrasket. Drikken var frisk og sød.

”Den er lavet af sukkerrør.” Forklarede Charlie hende, da han så hendes forbløffede ansigtsudtryk. Så vente han sig atter om mod en ny sælger med hvem han ivrigt pruttede om prisen på en lillebitte guitar.

"Charlie.." sagde hun og priste sig lykkelig for at have fanget hans opmærksomhed, da han så ned på hende. "Jeg vil gerne væk herfra. Heden er ved at kvæle mig og det samme er alle de her mennesker."

Han nikkede forstående og gjorde en håndbevægelse til een af ægypterne. Kort efter stod en drosche klar med al deres baggage fastgjort til taget.

Annabell blev hjulpet op i køretøjet af en svedig ægyptisk mand og hun forsøgte høfligt ikke at rynke på næsen, selvom han stank af sved og et eller andet udefinérbart råddent.

Annabell åndede lettet op da droschedøren blev smækket i og hun var alene med Charlie i det lille mørke rum. Droschen satte igang. Ud gennem vinduet så Annabell nu Port Saids mærkelige landskab køre forbi. Byen var en mærkelig blanding af Europa og Ægypten, af natur og bebyggelse. Hun så mænd af alle mulige nationaliteter,  men opdagede at der stort set ingen kvinder var at se i gaderne. Kun en gang imellem fik hun øje på en tilsløret skikkelse i menneskemængden. Gennem gaderne trak de indfødte tætpakkede æsler og i gyderne sad gademagikere og hasardspillere og franarrede folk deres penge. Ude i havnen så hun Suezkanal Kompaniets kontorers gyldne kupler stråle i solskinnet. 


 

Turen til stationen var kort og hurtigt overstået. Charlie fortalte at jernbanen fra Port Said til Kairo var helt nyanlagt. Rejsen til hovedstaden ville tage omkring 6 timer, men Annabell ville desværre ikke få mulighed for at hvile sig, for de skulle sidde i en lille kupé, med plads til 4 andre.

De måtte vente på perronen i en halv time før toget ankom. Heldigvis var ventesalen på stationen nogenlunde kølig, så Annabell slap for at ødelægge sine håndled med viftende bevægelser.

Da de steg ombord på lokomotivet var bagagen atter forsvundet ud af syne. Annabell kunne ikke lade være med konstant at spejde efter kufferterne, mens Charlie sorgløst spurgte hende om, hvad det dog var hun kiggede efter.

I kupéen sad kun en enkelt anden. Han var en alvorlig englænder med næsen dybt begravet i avisen, så Annabell besluttede sig for at hun godt kunne smække benene op på sædet og sove i skødet på Charlie – hendes ægtemands frimodighed, måtte alligevel være smittet af på hende, tænkte hun smilende ved sig selv.

Det lykkedes Annabell at få lidt søvn og da hun vågnede var den alvorlige mand med avisen forsvundet. Charlie sad og læste en bog.

”Åh, vil du ikke læse lidt højt for mig?” spurgte Annabell, mens hun gned søvnen ud af øjnene.

Det gav et sæt i Charlie, der ikke havde opdaget at hun var vågnet og han smilede henrykt til hende.

”Nah, denne her bog vil kede dig ihjel!” lo han, ”Men hvis du giver mig lov til at rejse mig op kan jeg måske finde noget der vil underholde dig mere!”

De næste par timer gik med højtlæsning fra Sherlock Holmes, kun afbrudt af en kort tur til spisevognen.

Landskabet passerede forbi udenfor, men Annabell lå trygt i Charlies skød og så kun himlen og korte glimt at træer og bakker.

Annabell blev næsten overrasket over, hvor hurtigt tiden var gået, da toget stoppede med et brat ryk og togkonduktøren med et aggressivt hvæs i fløjten tilkendegav at destinationen var nået.

Annabell fór op af sædet for at få det sagnomspundne Kairo at se fra vinduet.


 

De fik ordnet det sådan at bagagen kunne blive låst inde et sted på stationen, mens Annabell og Charlie tog ud til pyramiderne. Igen krummede Annabell tæer over Charlies ligegyldighed over for alt materielt. Kunne man stole på at det ægyptiske personale ikke rodede i bagagen og stjal et eller andet? Men hun kunne alligevel ikke lade være med at beundre Charlies ubetingede tillid til alle de mennesker han mødte. Hvis alle var som ham, ville verden være et meget bedre sted, tænkte hun.


 

De blev bragt gennem Kairo i en droshe og sejlet over Nilen med bådfarten. Lidt uden for Kairo lejede Charlie to kameler og en kamelfører.

Kamelføreren beordrede på ægyptisk kamelerne til at knæle, så Annabell og Charlie kunne stige i sadlerne.

Charlie havde på det nærmeste givet Annabell ordrer til at trække i benklæder – alt andet var latterligt, mente han, når man red. Hun følte sig utilpas og henrykt på samme tid; hun følte sig let som en fjer uden de tunge skørter, men var samtidigt alt for bevidst om hvor afslørende bukserne var. Hun skævede til kamelføreren. Hvad måtte denne mand ikke tro om hende? I hans kultur var kvinderne endnu mere blufærdigt klædt end hjemme i gode gamle England, men han lod ikke til at lægge mærke til noget.

Pludseligt gav han kamelerne et ordentligt smæk på bagdelen og Annabell mærkede, hvordan hendes kamel begyndte at svaje og rejse sig. Hun klamrede sig rædselsslagen til sadlen, mens hun blev hævet højere og højere op over jorden. Hvor lange ben kunne sådan et dyr dog have?

Så satte det enorme dyr i gang. En langsom, svingende gang. Annabell skævede nervøst over til Charlie, begyndte at le. Det gik op for hende, hvor komisk hun måtte se ud og trak lidt på smilebåndet – men slappe af, kunne hun ikke! Hun priste sig lykkelig over Charlies idé om at hun skulle sidde overskrævs på dyret, for hun var sikker på at turen i damesaddel måtte være skrækindjagende.

Turen føltes lang. De havde hele tiden pyramiderne i syne og Annabell var hele tiden sikker på at de måtte være tæt på nu.. Meget større kunne pyramiderne vel ikke vokse sig?

Men det kunne de og ørkenen blev ved med at narre hende til at tro at hun var tættere på end hun var.

Da de endeligt nåede frem, kunne hun ikke begribe, hvor store bygningerne var. Blokkene, pyramiden var bygget af, var højere end Charlie og de små dronningepyramider var dem der kom tættest på den størrelse hun havde forestillet sig, de store pyramider ville have. Den gigantiske Keopspyramide var ganske enkelt udenfor hendes fatte- og fantasievne.

Annabell var så betaget at hun glemte alt om sig selv. Hun stod bare og måbede.

Til sidste måtte Charlie lægge en hånd på hendes skulder, for at få hende til at vågne op.

Kamelføreren havde givet til kende, at han gerne snart ville tilbage og Charlie ville gerne nå at tage et billede af dem på kamelryg med pyramiderne i baggrunden.

De måtte ride et godt stykke tilbage, før pyramiderne kunne passe ind på billedet. Charlie havde medbragt sit eget kamera og overtalte kamelføreren til at tage billedet. Annabell syntes at situationen var lidt komisk. Selvfølgeligt var hun selv typen der hørte til på at typisk turistfoto foran pyramiderne, med tropehjelm og hun vidste ikke hvad, men Charlie var simpelthen for excentrisk til sådan et billede.

Da de kom tilbage til Kairo var solen på vej ned. De mødte en ægyptisk mand der kravlede op i et palmetræ og bagefter rækte hånden ud mod Charlie for at få sin betaling. Charlie stak ham en mønt.

”Men Charlie,” udbrød Annabell chokeret. ”Han snød os jo!”.

Charlie smilede bare skævt og trak på skuldrene og hun rystede selv let på hovedet – mest af sig selv måske.. Selvfølgeligt havde hendes man givet ægypteren penge, hvordan kunne det overhovedet overraske hende?

Charlie fandt en restaurant, hvor det spiste lidt mad, før de skyndte sig til stationen, for at nå nattoget. Bagagen stod urørt og Charlie var gavmild med at give personalet drikkepenge, Annabell måtte igen smile og ryste på hovedet. Selvfølgeligt var bagagen urørt – det var jo Charlie hun rejste med og skæbnen var altid på hans side.

Lokomotivet kørte ind på stationen og de steg på. Denne gang i en privat kupé med brikse til at sove på og en lille håndvask med spejl. Turen til Luxor ville tage 18 timer.

Annabell sparkede skoene og strømperne af og lagde sig på sin sædvanlige plads i Charlies skød, mens han læste et par kapitler mere højt af Sherlock Holmes.


 

Annabell var lige så træt, som da hun gik til køjs dagen forinden, da hun vågnede. Togets ujævne og rykkende bevægelser var uvante og ubehagelige for én der havde sovet i flere uger på et skib. Men selvom der stadigt var et par timer til, de nåede Luxor, så kunne hun ikke sove mere. Solstrålerne skinnede ud gennem sprækkerne i rullegardinet og heden var massiv.

Hun vækkede Charlie, der endnu sov trygt og bad om han ikke nok ville gå med ned i spisevognen og få en forfriskning. Det ville han selvfølgeligt.

Bagefter følte Annabell sig en smule mere frisk. Hun rullede gardinet op og bad Charlie om at læse lidt mere for hende og det gjorde han.

Tiden begyndte at flyve hurtigere igen og pludseligt stoppede toget. Det havde nået Luxor.

Igen begyndte hurlumhejet med kufferter der skulle bæres ud og findes og droscher der skulle stoppes og hyres.

De lod sig indlogere på et dejligt hotel nær stationen og det var skønt at vide, at det var deres faste hjem i et par dage. Annabell brugte tid på at pakke ud og gøre suiten pæn, mens Charlie hvilede sig på sengen. - Det var alligevel alt for hedt til at gå ud og foretage sig noget.

Først om eftermiddagen vovede de sig udenfor hotellet for at møde Mr. Carter, som lovet.

Mr. Carter, var en venlig mand på omkring 30 år, der insisterede på at Annabell skulle kalde ham Howard. Han havde for nogle måneder siden fundet Dronning Hathshepsuts – den kvindelige farao – grav, i sin søgen efter barnekongen Tutankhamon.

Graven var dog tom for rigdomme og selve mumien af Hathshepsut var heller ikke noget sted at finde, kun sarkofagen var tilbage.

På trods af hans venlighed og smil, kunne Annabell fornemme Howards målrettede desperation efter at finde den grav der ville føre ham til verdens berømmelse. Graven af Hathshepsut, hvis historie forundrede og betagede Annabell, virkede ligegyldig for ægyptologen, som havde fundet den.

Men det kunne måske også skyldes, at han var så vant med grave og den slags, tænkte Annabell.

Udover Hathesheputs gravkammer havde arkæologerne også fundet fortidsdronningens amme – Sitre Ins grav. I graven lå også en mumie uden sarkofag og Annabell spekulerede i sit stille sind om det ikke kunne være den forsvundne dronning? Men hun sagde ikke noget, af frygt for at lyde fjollet i selskab med de professionelle på emnet.

Arkæologerne var nu i gang med at undersøge området for flere grave. Annabell syntes at det hele var frygteligt spændende og fik helt lyst til selv at kaste sig i gang med arbejdet, da hun så at én af arkæologerne havde taget sin kone med i felten, som sad og tegnede de hieroglyffer af, der var blevet fundet i indgangen til gravene.

Annabell sukkede. Så skulle hun alligevel have gjort mere ud af at lære at tegne, sådan som hendes mor, så gerne ville have haft det.

Charlie var lige så begejstret som hun selv og ville høre alt om kvindefaraoens historie og imens Mr. Howard Carter forklarede og fortalte om Hathsheputs enorme magt, kom han med voldsomme udråb om, hvor skandaløst det var at kvinder i dag ikke kunne få stemmeret når en kvinde kunne blive udråbt til halvgud og monark for 4500 år siden.

Annabell gik i baggrunden og lo stille af sin energiske ægtemand – han var i sandhed et godt menneske.

Solen sank efterhånden i sin bane over himlen og tryllebandt dens tilskuere da den fik ørkensandet til at glitre som guld. Charlie og Annabell tog det som et tegn og tog afsked og takkede arkæologerne der også var begyndt at pakke sammen.

Hjemme på hotellet skyndte de sig at få noget mad, som de glubsk huggede i sig, så de kunne komme op i sengen i en fart – de var fuldstændigt udmattede begge to.

Annabell sov som en sten den nat og vågnede først sent på formiddagen, da Charlie kyssede hendes pande. Hun smilede glad, da hun slog øjnene op og hengav sig til hans elskov.

Senere på dagen tog de ud til Hathsheputs tempel, der lå et stykke fra gravene de havde besøgt dagen før.

Templet var overvældende og langt smukkere end pyramiderne, syntes Annabell og Charlie medgav at det var tydeligt at se, at bygningsværket bar præg af kvindelig æstetik.

De gik ind i templet, men Annabell var hele tiden bange for at de skulle fare vild i de labyrinter hun havde hørt ægypterne havde bygget, så enhver der trængte ind i gravkamrene for at røve dens skatte ville dø i labyrintens gange. Charlie mindede hende om, at dette ikke var et gravkammer, blot et tempel opført til dronningens ære og fortalte at hun ikke skulle tro på alle de myter der florerede omkring de ældgamle bygningsværker.


 

Dagen efter sejlede de på Nilen med en bådfart fuld af andre engelske turister. Charlie fortalte gamle ægyptiske myter og Annabell gøs velbehagelig over deres drama og mystik. Han fortalte om, hvordan det gik til at Ægyptens første farao Osiris var blevet dødsgud og hvordan hans hustru og søster Isis var blevet genopstandelsens gudinde:

”Osiris og Isis blev elsket meget højt af deres folk, men deres bror Seth, var misundelig. Han mente at det burde have være ham, der var farao og planlagde derfor at myrde Osiris.”

Annabell spærrede øjnene op, da hendes mand forklarede, hvordan Seth havde ladet en sarkofag fremstille efter broderens mål og narret ham til at lægge sig den. Seth og hans mænd havde med det samme hamret låget i og sænket den i Nilen, så Osiris druknede. Men Nilen havde bragt kisten med sig og et sted stødte den ind i et træ, der blomstrede op og blev det smukkeste i hele riget.

”Isis var syg af sorg og søgte i hele verden efter sin elskede. En dag nåede hun til det smukke træ og forstod, at det havde vokset sig så stort at det havde opslugt kisten med Osiris,” Charlies tonefald ændrede sig konstant så det passede stemningen. Han var en fremragende fortæller, tænkte Annabell og glemte næsten at høre efter.

”Hun tog kisten med hjem til Ægypten og gemte den.

Men Seth opdagede det og skar Osiris krop i 14 stykker som han kastede i Nilen. Isis måtte nu atter ud og søge efter sin elskede og alle de steder hun fandt en del af hans krop opdagede hun var blevet frugtbare og grønne.”

Annabell stod stolt og betragtede hendes smukke mand, mens han fortalte om, hvordan Isis til sidst havde fundet alle Osiris kropsdele og sat dem sammen til en mumie og avlet en arvetager med Osiris døde krop. Charlie holdt en pause så ordene kunne synke ind og lo, da Annabells ansigt fik et væmmet udtryk.

”Hvor morbidt!” råbte hun forarget.

”Ja, men sådan var det ægyptiske gudefortællinger,” grinede Charlie og afsluttede historien med at fortælle om, hvordan Isis måtte skjule den søn hun havde født, så da han blev voksen kunne besejre Seth og Isis og Osiris efterfølgende kunne forenes i gudeverdenen.

 

Efter turen på Nilen måtte de skynde sig hjem til hotellet for at pakke og spise, inden de igen skulle med nattoget – denne gang tilbage til Kairo.

Togturen forløb nøjagtigt som den forgående; Annabell kunne ikke sove i det alt for varme og urolige tog.

Da de næste formiddag nåede Kairo, kun med udsigten til 6 timer i et nyt tog mod Port Said, var Annabell uendeligt træt af toge, hvilket hun også utilfreds fortalte Charlie, der selvfølgeligt havde sovet som på en sky. Han kiggede forundret på hende, som om han slet ikke forstod, hvad hun mente. Han syntes selv at togene i Ægypten var fantastiske og var fuldstændigt henrykt over at der indtil videre ingen uforudsete stop eller forsinkelser havde været. Annabell sukkede. Hun ønskede ikke at rejse med tog på Ceylon, hvis de fik togene i Ægypten til at fremstå som rene vidundere.

Toget til Port Said var i det mindste det sidste de skulle med – nogen sinde, tænkte Annabell – og så virkede klimaanlægget meget bedre end det i nattoget, så humøret steg en smule.

Charlie læste Sherlock Holmes færdig og da morderen blev afsløret, var det som sædvanlig en stor overraskelse.

”Tænk at kunne skrive sådan!” sagde Annabell begejstret og Charlie nikkede samtykkende. ”Tænk at kunne planlægge et helt forløb og skrive helt uden at afsløre det mindste om slutningen! - Det ville ikke undre mig om forfatteren selv har været i en situation i virkeligheden, hvor han har skulle udtænke et mord, når han kan sætte sig så godt ind i det!”

Annabell lå længe i skødet på Charlie og reflekterede over bogens slutning. Til sidst faldt hun i søvn og vågnede med et sæt da toget standsede for aller sidste gang og destinationen Port Said var nået.

De indlogerede sig på et hotel, hvor de brugte hele dagen, da havnebyen ikke just var det allermest spændende sted at tulle rundt.

 

De vågnede tidligt næste morgen og tog ned til havnen, hvor de så deres skib sejle i land.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...