Rejsen til Ceylon

Unge, engelske Annabell har giftet sig med plantageejeren Charlie, som bor på Ceylon. Foran hende ligger en 4 uger lang rejse med færge og tog mod det tropiske paradis, og oplevelserne på vejen er mange.
-Fortælling foregår i år 1904, dengang England havde underlagt og koloniseret store dele af verden.

Maleriet "Færge" er valgt til inspiration.

11Likes
19Kommentarer
1067Visninger
AA

3. Kapitel 3

De holdt sig mest for sig selv de følgende dage.

De kunne bruge hele døgn på bare at ligge i sengen og nyde hinanden. De elskede når de havde lyst, spiste når de havde lyst og sov når de havde lyst.

Kun en sjældent gang imellem vovede de sig ud af suiten for at deltage i de sociale arrangementer om bord på båden.

Skibet var ikke et af de største idet det kun rummede en første og anden klasse. Førsteklassesdækket var luxuriøt og ekstravagant. Der var op til flere saloner, hvor passagerene brugte tiden med at drikke thé og spise agurkesandwiches eller med kortspil.

Skibet havde også en gymnastiksal, hvor mændene kunne træne på cykel- og romaskiner og kvinderne spille tennis.

Ved siden af restauranten havde mændene et rygerum og Annabell var lettet over at Charlie aldrig gik derind, for hun havde ikke lyst til at være alene også selvom hun selvfølgeligt kunne sidde på verandaen og sole sig sammen med de andre damer eller side og skrive dagbog på skibets bibliotek.

Om aftenen blev der afholdt koncerter og små baller. Her mødte de et australsk ægtepar - Mr. og Mrs. Harris - der var på vej hjem til Sydney. De havde været i England for at besøge deres datter, der havde giftet sig med en englænder. Det fik Annabell til at håbe at hendes forældre måske en dag ville gøre det samme og besøge hende og Charlie på Ceylon.

Ægteparret Harris var meget interesseret i at høre historien om, hvordan Charlie og hun havde mødt hinanden.

"Det er kun et par måneder siden," smilede Annabell, mens hun stod i Charlies favn og lænede hovedet bagud mod hans bryst. "Det var min debutaften i selskabslivet, og jeg var til bal hos nogle familievenner."

"Ja og jeg var tilfældigvis inviteret!" afbrød Charlie. "Mine forældre havde sent mig til England, da de mente at det var på tide at jeg fandt mig en hustru. Og så stod hun der! Ubeskriveligt smuk, i sin nye kjole, men alligevel for genert til at møde bejlernes blikke og deltage i dansen..."

Annabell rødmede let, men Charlie gav hendes hånd et klem og et kys og fortsatte.

"Ja og det var jo så mit held! Jeg gik hen og talte med hende og samtalen gik så let, at vi pludseligt opdagede at vi havde stået og talt i flere timer. Så indvilligede hun endeligt i at danse med mig og jeg forelskede mig på stedet!"

Nu steg rødmen for alvor op i Annabells kinder og hun så kærligt op på sin mand.

Mrs. Harris hvinede på det nærmeste af henrykkelse: "Og hvad så? Hvordan friede du?"

Annabell overtog ordet med hengivelse i stemmen. "Åh det var så romantisk! Vi havde kun kendt hinanden i 2 måneder, så det var helt uventet! Vores fælles venner holdt et nytårsselskab og da de andre gik ud for at se fyrværkeriet, trak han mig ud i vinterhaven og friede til mig mellem de farvestrålende blomster og træer! Jeg var selvfølgeligt ude af mig selv af lykke!"

"Ja, men det var hendes forældre desværre ikke. De vil ikke have at deres pige rejser med mig til Ceylon og det var ligefør at vi ikke kunne få lov at blive gift - vi måtte jo have kongebrev og det hele, for Annabell er jo ikke fyldt 18 år endnu!"

Jamen dog! Lille stakkel,” Sagde Mrs. Harris og klappede Annabells hånd. ”Så var der intet ordentligt bryllup kan jeg tænke mig?”

Annabell rystede på hovedet, først mut, men så med et hidsigt glimt i blikket. ”Men hvad betyder det også, Charlie er den eneste jeg vil dele livet med, og så er et bryllup uden bryllupsfest vel en lille pris, at betale!” udbrød hun heftigere, end det havde været meningen, men Harriserne lod til at forstå at at hendes hidsige vrede, var rettet imod forældrene og ikke dem. De nikkede i hvert fald venligt og Mrs. Harris gav hendes hånd et medfølende klem, inden de undskyldte sig og bevægede sig ind i en af de andre saloner.

 

Annabell lagde mærke til, hvordan havet ændrede farve fra engelsk gråliggrønt til safirblåt. Vejret blev også varmere og hun fik pludseligt travlt med at skifte dynerne i sengen ud med kølige lagner, for ellers var det umuligt for hende at sove.

Hun glemte også at drikke nok vand og måtte tit lægge sig midt på dagen, fordi hun havde hovedpine. Hun frygtede for, hvordan hun skulle klare den på Ceylon når hun ikke engang kunne holde til vejret på Middelhavet, men Charlie trøstede hende med at vejret i Kandys højland på mange måder mindede om det engelske.

Aftnerne elskede hun. Når hun gik ud på dækket om aftenen kunne hun mærke en sød duft af blomster inde fra kysterne og hav. Ude i horisonten blinkede lys fra fyrtårne eller byer en gang imellem om kap med stjernerne.

En aften var det så vindstille at vandet og stilheden kun krusedes af båden, der skar gennem havet. Annabell stod alene på dækket og så stjernerne glimte i deres spejlbillede under hende. Igen strøg den søde brise fra land ind over hende og hun blev opfyldt af en stille lykkefølelse, som hun vidste, hun aldrig ville glemme. 

Hun så op mod månen, hvis halvcirkel havde lagt sig på siden, så den nu så ud som en lysende skål af tomhed, og hun følte sig som det eneste menneske på planeten. Så uendeligt lille og stor på samme tid.

 

Næste morgen sejlede de ind i Port Said.

Charlie havde forklaret at de derfra skulle med jernbanen først til Kairo, hvor de skulle se pyramiderne og senere til Luxor, hvor en af hans bekendte - en arkæolog ved navn Mr. Carter - arbejdede. Og når de havde set udgravningen skulle de tilbage af helt samme vej, inden der var gået en uge.

Annabell syntes at det lød frygteligt udmattende at skulle rejse så meget med tog, men var alligevel spændt på at få fast grund under fødderne.

 

De tog afsked med ægteparret Harris, lovede at skrives ved, og stillede sig klar på dækket.

Kysten sejlede forbi og tættere og tættere på.

Annabell kunne se en flot bygning med tre gyldne kupler på og Charlie hende forklarede at bygningen tilhørte Suezkanal Kompaniet. Sømændenes råb inde på land blev nu og da båret ud over vandet af vinden, sammen med den stramme lugt af fisk.

Skibet sejlede langsomt - uendeligt langsomt tænkte Annabell utålmodigt – ind i dokken og fandt sin plads.

De hørte rumlen og rumsteren fra skibets mekanismer og efter en rum tid, blev landgangsbroen slået ud.

Bare de nu husker at få al bagagen med, tænkte Annabell ved sig selv – på trods af at være vokset op i et hus, hvor der altid havde været tjenestefolk til at tage sig af alting, havde hun svært ved at overlade kontrollen til andre.

Langt om længe fik de lov til at gå i land.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...