Rejsen til Ceylon

Unge, engelske Annabell har giftet sig med plantageejeren Charlie, som bor på Ceylon. Foran hende ligger en 4 uger lang rejse med færge og tog mod det tropiske paradis, og oplevelserne på vejen er mange.
-Fortælling foregår i år 1904, dengang England havde underlagt og koloniseret store dele af verden.

Maleriet "Færge" er valgt til inspiration.

11Likes
19Kommentarer
1062Visninger
AA

1. Kapitel 1

Det var en tåget morgen, da skibet lagde fra land. 

Vejret gjorde det meget lettere for Annabell at tage afsked med England, men samtidigt gjorde den fugtige stilhed hende vemodig. Der stod ingen på kajen og vinkede farvel, og ingen afskedstårer blev fældet. I stedet lå den klamme tåge, som et kvælende tæppe over dokken og gjorde alting mørkt, så Annabell ikke kunne lade være med at føle at hun stak af fra noget i et lysskyt ærinde. 

Og det gjorde hun vel også. Hun stak af til Ceylon med Charlie - den mand hendes forældre hadede ligeså meget som hun selv elskede. 

Hendes forældre havde været imod ægteskabet fra starten. Charles Lerwick var født på Ceylon og de mente at omgivelserne måtte være smittet af på ham. "Han er.. Usleben" havde Annabells mor sagt.

Det gjorde det heller ikke bedre at han kom ud af en slægt af skotske fårehyrder, der først for nyligt var kommet til penge eller at Charles havde haft planer om at tage Annabell med sig til Ceylon, så snart de var blevet gift.

Måske var det det sidste, der var det værste. Annabell var deres eneste barn, efter at faderen havde slået hånden af hendes bror Aidan fordi han havde giftet sig med en skuespillerinde, han havde mødt i London - og nu havde Annabell gjort noget lignende og det var ikke engang nødvendigt for dem at gøre hende arveløs, for hun rejste helt af sig selv. Det havde været et stor nederlag for dem

Hun sukkede. Det var jo ikke fordi hun havde lyst til at trodse forældrene - hun elskede dem meget højt - men hun kunne ganske enkelt ikke lade Charlie rejse tilbage til Ceylon uden hende! I den korte tid de havde kendt hinanden, var han blevet en del af hende - et vitalt organ hun ikke kunne leve uden og det var netop alt det der afskrækkede forældrene fra ham - det uslebne - som Annabell fandt så utroligt tiltrækkende.

Charlie var vild og impulsiv og hun var blevet afhængig af de oplevelser han gav hende, som var de opium. 

Det gav et sæt i hende, da han lagde en hånd på hendes skulder. Hun så op på ham. Det var som om der allerede var noget anderledes ved ham. Han virkede lettet, som om England havde haft en trykkende virkning på ham, og at han nu - straks efter de havde lagt fra land - var sluppet ud af landets klaustrofobiske greb. Hans smil var fuld af forventning.

"Vi er blevet indlogeret i vores suite nu, Darling," han lagde armene om hende og hun kunne høre hvordan han indsnusede duften af hendes hår. Hun lukkede øjnene og nød fornemmelsen af at være hans og kun hans. "Vil du med ned og se den?"

Hun rystede på hovedet. "Jeg bliver herude lidt endnu," sagde hun. Han så først lidt uforstående på hende, men nikkede så.

"Vi mødes i loungen" sagde han.

Hun vidste godt at det var skørt. Tågen var så tyk at hun ikke engang kunne ane kystlinjen - alt var gråt i gråt - men hun vidste at de stadigt sejlede i britisk farvand og hun havde brug for at stå og lytte til lyden af de engelske bølger der slog mod skroget og tage afsked med fædrelandet.

Hvornår ville hun mon komme tilbage? Ville forældrene mon have lyst til at se deres børnebørn, når de engang kom til? Eller var det først den dag forældrene var borte, at hun ville vende tilbage for at tage endeligt afsked.

Det løb hende koldt nedad ryggen, da hun indså de fulde konsekvenser af hendes handlinger og hun følte sig pludseligt frygteligt ensom i tågen.

Hun trak frakken tættere omkring sig og skyndte sig efter Charlie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...