Én verden - millioner af facader

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2013
  • Opdateret: 12 maj 2013
  • Status: Igang
En kort fortælling om livets lange vej, der udfordrer dig på alskens vis, som f.eks. at bryde igennem til verdens forskellige mennesker og deres historier.
- Inspireret af Ulrik Møllers maleri, Centrumpladsen i Vester Åby, fra 2010

0Likes
0Kommentarer
217Visninger
AA

2. Facaderne gennembrydes

Indlevelse finder du sjældent. Nogen gange kan det endda være svært at indleve sig i sit eget. Finde sig selv og sit eneste ene. Sig selv.
Med denne tanke, forstil dig herved, at skulle bryde igennem en række af facader, når du til tider kan have svært ved at bryde igennem din egen. Vi sætter en facade op for vores omverden. Vores medmennesker – og i sidste ende os selv.
Vejen er lang, og til tider mere befærdet end andre. På denne vej, skal du opnå at bryde igennem adskillelige facader. Hårde facader. Stærke facader. Tunge, lette, skrøbelige. Nogle kan måske end ikke brydes, men forbliver hemmelige og indelukkede – i hvert fald for dig.

Med alt dette, der nu fylder dine tanker ud, prøv så at gøre plads til en ekstra lille tanke:
Forstil dig, at kunne kigge lige igennem alle slags facader, uden så meget som at røre en finger. Du kan trænge igennem til enhver person. Følge deres tankegang, deres liv – fremad, bagud, til højre og venstre, mod alle verdenshjørner og til verdens ende.

Lad os prøve engang: Du går hen ad gaden. Det småregner. Det kan både mærkes, ses og lugtes – en klam fornemmelse fylder dine lunger, men pludselig bliver den forstyrret af de duftende lavendler i haven du passerer. Du kigger, tager et ordentlig sug, så dine lunger bliver fyldt helt op med denne friske, altigennembrydende duft. Du kigger op mod himlen, ånder ud, hvorefter du tager et kig på havens ejer. Det eneste du ser, er et gråt, trist hus. Vær ikke forurettende, for i det øjeblik du kigger igennem husets facade, ser du alt andet end noget der skulle forstille at være gråt og trist. Du ser en glad familie, der ingen grund har til at være triste. De har hvad de har brug for. Ikke mere, ikke mindre. Tilpas.
Et smil breder sig på dine læber. Tænk engang – under såkaldte ”normale” omstændigheder, ville det se godt ud udenpå, hvoraf det ville være fuldstændig ødelagt indeni. Men ikke denne familie.
En varme spreder sig langsomt i dit indre, på trods af den ellers så klamme luft der daler ned på dit ydre.
Du suger endnu engang ind, og fører langsomt dit blik tværs over vejen. Dine øjne falder på et ældre ægtepar, der langsomt sænker sig i deres position på en bænk, der står i et lille indhak ved fortovet. Ikke hvilken som helst bænk. Bænken. En lille hvid bænk. Under hele rejsen har de hinanden I hænderne, aldrig giver de slip.
Lyset bryder nu frem fra de tunge grå skyer. Det kæmper sig langsomt, men kraftfuldt, igennem den grå triste atmosfære. Men lyset er ikke hvilket som helst lys. Det er dét lys. Verdens ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...