A boy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
Mie er en stille pige på 15. Hun hader alt og alle. Drengene føler sig altid tiltrukket af hende, hvilket får hende til at hade mennesker mere og mere. Hun hader sine forældre for at hvad de gør. Hun holder sig for sig selv. Hun prøver at pjække så lidt så muligt.

En dag da der kommer en ny dreng i klassen, falder pigerne nemt for ham. Men han afviser pigerne, som Mie afviser drengene. Der falder hun interesse for ham, men ikke på samme måde som pigerne falder for ham. Men hun lader være med at snakke til ham den første uge. Ved en pjækkedag sad hun ved biblioteket, og pludselig stod der en fremmed overfor hende...

16Likes
19Kommentarer
1088Visninger
AA

2. Kapitel

En ny verden

Mie vågnede op i en fremmed seng. Hendes hoved gjorde ondt, og hun kunne ikke se ud af det ene øje. Hun tog en hånd op for at mærke det, men mærkede istedet en forbinding. Mie satte sig op, men lagde sig hurtigt ned igen. Hendes brystkasse gjorde afsindigt ondt. Rummet var ikke specielt stort. En lille flamme i et hjørne lyste rummet en smule op. Mie holdte vejret, da hun tog mod til sig og satte sig op.                                                                         

Hun blev skubbet ned i sengen igen. Nogle fremmede øjne mødtes med hendes. "Rør dig ikke. Vi kan blive opdaget" en kvinde stemme. Ingen skulle bedstemme over Mie! Men noget sagde hende alligevel, at hun ikke skulle sætte sig op igen. Mie lukkede øjnene og hun genkendte kvindestemmen. Det var hende fra skoven, hvor Marcas nærmest lå over hende.

Kvinden fjernede sin hånd fra Mies mund. Døren stod på klem, og Mie kunne både se og høre. Hun kunne se nogle skygger. De talte et sprog hun ikke helt kunne forstå, men hun genkendte det nemt. Det var Mies modersprog. Hvor var hun henne i verden?

 

 

Øjenlågene var tunge. Han havde brugt alt for meget magi dagen før, og det fik ham til a tænke, på om han måske var overhelet. For selvom kroppen ikke gjorde ondt, havde han mange smerter i brystet. Det gik op for Marcas, at han manglede sine piller. Skolen startede snart, og hvis han ikke snart tog dem, ville han blive til noget frygteligt. Han så op mod himlen hvor hans hånd skyggede øjnene. Hånden faldt ned igen, og ned i hans lomme. Han fandt den lille beholder, som var fyldt med lys. Han havde ikke set sådan en, før han kom til den nye verden, siden hans sidste besøg. Når han tænker over det, giver det meget mening, at det ikke var meningen han skulle være kommet der. Men så så han hende. Hende han følte sig så tiltrukket af. Hun havde bare ignoreret ham. Hun havde slet ikke lagt mære til ham.

Marcas gav sig selv en lussing. Når han tænkte på hende, blev hans krop så glad. Den følelse havde han før Inden han mistede sin Gavalandi. Den skønhed, og den bekræftelse, at han ville beskytte ham. Men det var underligt. Han havde lyst til at beskytte Mie. OG det var generelt underligt, fordi det var kun ens eget køn man måtte vælge som Gavalandi, og det var hjertet der bestemte hvem der skulle blive det. Marcas' hjerne sagde nej, men hjertet sagde ja. Ja til Mie.

Hjertet gjorde ondt da han tænkte på hende. Han skal have hende. Hende skal han have til Gavalandi! Det er bedstemt. Men så er det bare lige. Hvor er hun? Hun kan da ikke være her i Trianomikalan. Marcas tænkte sig om, for han kunne ikke sådan rigtig komme tilbage til menneskene. Han tænkte sig om. "Kia... Omaladi... Sahle" en lysende kugle svævede foran ham. Besværgelsen hvor man kunne se den person man allerhelst ville se, og hvor personen er. Og billedet at Mie kom frem. Marcas to hurtigt hånden til hjertet, og ville se væk, men kunne ikke. Mie sov i en lille seng. Maroritta sov i en anden seng. De havde begge to intet tøj på. Rummet var mørkt, og billedet af et kendt ansigt kom frem. Han smed den lysnede kugle fra sig, og kaldte på sin Grif  men det hed den ikke der, det hed en Fralalandt. Fralalandten kom flyvende, og landede på sinde store røde kløer. Dens næb var også rødt, men det plejer at være gult, den måtte have jaget før. Vingerne ar store, og selve kroppen kunne hold en stor blåhval. Fralalandten stak næbbet hen til Marcas, og Marcas gav den et stykke kød. Kroppen var på størrelse med en løve. Forpoterne var ørne poter  eller noget i den stil. Bagparten var så store kattepoter, hvilket vil sige, en løve. Halen var formet som en løve, men så lang som en ørns. Marcas hoppede op forand vingerne på den. "Weinarch!" Fremad. Fralalandten lyttede, og den satte at med det samme.

Han gned sig i øjnene, for han kunne godt mærke, at han manglede den søvn han havde brug for. Han kunne ikke klare meget, men han skulle holde sig vågen, for hjertet blev mildere og mildere, jo tættere han kom på hende. I menneskenes verden, var det bare meget anderledes. Hjertet bankede også der... men det var anderledes.

Kulden trængte sig omkring ham, men han ignorerede den. Men kulden gjorde ham også så træt. Det gjorde ondt i knæende, og før han vidste af det, kunne han ikke mærke si Fralalandt under sig. Han lukkede sine øjne, og det blev pludselig varmt, men han kunne ikke få sig selv til at åbne sine øjne, selv hvis han prøvede, var det umuligt for ham. Varmen trængte sig omkring ham, og selvom han var løbet tør for kræfterne, smilede han alligevel. Aldrig nogensinde, i hele sit liv, har han haft den dejlige følelse.

 

Da Marcas åbnede sine øjne igen, så han Mies sovende ansigt. Hjertet bankede, han så ikke ned af hende, men fokuserede kun på hendes ansigt, og lidt efter, åbnede hun sine øjne. Hun lænede sig frem, og kyssede ham... Han slog sine øjne op. Det hele. Det hele var en ... drøm. Hjertet bankede stadig i brystet, men den her gang af chok, for han lå ved siden af Mie. Mie slog bare ikke sine øjne op. Hun var helt bleg over det hele. Det så ikke ud som om hun havde fået noget at spise længe. Marcas satte sig op, og døren blev flået op. Wolanca kom ind. Hans øjne viste tørst. Marcas vidste godt hvilken slags tørst. "Hvis du rører hende." hviskede Marcas. Hans ansigt var vredt. Wolanca smilede hånende, og lænede sig over Mie, som rørte let på sig. Marcas sparkede Wolanca i maven, så han faldt ned ved siden af sengen.

Marcas prøvede en besværgelse, men mærkede med det samme rebene. De var der så pludseligt. Lige inden Wolanca kom ind. Så Marcas brændte sit reb over. Han tog fat i Mie og Maroritta stod allerede op. Og før Marcas kunne nå at tælle til ét var hun ude af døren. Marcas tog Yndefyldt fat om Mie og stak hende over armen. Han kaldte på sin Fralalandt, og den kom med det samme. Marcas satte sig på den, og Mie lå bag på Fralalandten, hvilket den ikke kunne lide.

 

 

Mie åbnede sine øjne. Da hun så sig omkring, fik hun et chok. Hun frøs, og var langt over jorden, de eneste hun så, var noget grønt, hvilket hun gættede på var træer. Men hun lå på noget blødt, og varmt, men det var lidt grumset. Hun så ned af sig selv, og gik pludselig i panik. Men der sad en foran hende. Hun kunne ikke kende ham, men hun syntes at have set ham før. Marcas så om på hende, men kun på ansigtet, hvilket Mie syntes at være underligt. Drenge vil bare kunne kigge på kroppen og ikke hovedet, hvis man ikke havde noget tøj på, men Marcas. Han var anderledes, og det fik hendes kinder, til at få lidt farve.

Mie så ned af sig selv, men mærkede stadig øjnene på sig. Nu gibbede Mie i chok, hun glemte at tage fat, og gled ned over væsenets bagparti. Et sus i maven kom frem da hun var i luften, og før hun vidste af det, var hun på væsenet igen. "Vi må finde noget tøj til dig." sagde Marcas. Han havde smilende øjne, på sig. Hans hår var stadig kulsort, og pludselig havde Mie lyst til at kysse ham, men lod værre. Hun skulle slet ikke igang med en dreng. "Hvor er jeg henne?" spurgte Mie med en meget kold stemme. "Trianomikalan" svarede Marcas. Mie så ned. "Hvor er det?" spurgte hun. Marcas rullede drillende med øjnene. Han vendte sig om på det væsen de sad på. Han flyttede sig tættere på Mie, og løftede armene. "Massimo... Trivialroman Trianomikalan Kapitalakkumulation" og noget støv faldt ud fra Marcas' hænder.

Og før Mie vidste af det, bar hun den smukkeste kjole hun nogensinde havde set. En sort kjole, men nogle ærmer, der var stribet, grå og sorte, den sluttede ved ringefinderen, som holdt ærmet strakt. Kjolen lå lige under knæende på hende. Hun havde strømpebukser på, som matchede ærmerne, og hun havde nogle sorte sko. Hendes hår var sat op som et sort bånd. Hun følte sig fri. et var bare som om hun kunne flyve i det hele.

Mie tog fat rundt omkring sig, og spredte armene, men tog dem hurtigt til sig, da hun så Marcas beundrede hende. Han lænede sig over hende, og kyssede hendes pande. Mie gibbede, og så muggent op på ham. Hvad bildte han sig ind. "Nu du min Gavalandi. ... Gavalandi si Mai Mie Grietask " og væsenet stoppede op i luften. Mie så luften omkring hende samle sig. Der blev sort.

 

--------------------------------

Hej venner! Jeg er ked af, kapitlet her først kommer nu :( Har bare haft så travlt, og har ikke rettet i det her kapitel, fordi så ved jeg i bliver skuffede, fordi det tager nemlig tid for mig at rette det hele. Hey, hvis i ikke forstår noget, ka i jo bare skrive til mig i comment ikke? Jeg kan give jer en forklaring :) Håber i nød dette kapitel :3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...