One Direction Imagines

Alle mulige små imagines, som jeg kommer på! Men når jeg ikke kan komme på nogle, har jeg brug for din hjælp, for du er nemlig den eneste der ved, hvad du vil have og hvis nu du går rundt med en idé, som du synes er god, kan du bare fortælle den til mig, så skal jeg nok gøre al skrivearbejdet ツ

60Likes
71Kommentarer
10361Visninger
AA

21. The Ghost - Louis

Dig og din familie var lige flyttet ind i jeres nye hus. Der varede ikke længe før der begyndte at ske underlige ting; ting der pludseligt forsvandt, for så at komme tilbage lidt tid efter, døre der smækkede, mystiske fodtrin, ting der faldt på gulvet og skikkelser, når du var alene hjemme. I vidste, at noget var galt med det hus og ville gøre noget ved det, for du kunne mærke hvor meget det påvirkede din familie...

Det var en helt almindelig dag. Dig og din lillebror var lige komme hjem, og han havde tvunget dig til, at spille Wii med ham. Han løb op på sit værelse for at hente det spil, han ville spille, men kom hurtigt ned igen, med et skrig, der var så højt og skingert, at du næsten var sikker på, at jeres 90-årige, halvinvalide nabo kunne høre det, og tåre løbende ned af hans kinder.

"Hvad er der?" spurgte du bekymret, da han kom ind i stuen. Han svarede ikke, men græd bare. Du sukkede og gik så op for at se, hvad han var blevet så bange for. Hele vejen op mod hans værelse, følte du, at du blev overvåget, som om nogen fulgte efter dig. Da du kom ind på værelset, var der dun fra hans dyne og hovedpude overalt i værelset, hans fiskebowle lå smadret på gulvet sammen med hans to, nu døde, guldfisk og alle hans bamser halshugget og sprættet op, spredt ud over hele rummet. Du gik ind og kiggede lidt rundt. Først tænkte du indbrud, men så slog det dig, hvad der kunne være sket. Idet den tanke slog dig, hørte du en le. Det var en drengs latter og det blev koldt omkring dig. Det var på ingen måde en uhyggelig latter. Det var en varm latter. "Hvorfor gør du det her?! Hvorfor kan du ikke lade mig og min familie være i fred!" snerrede du. Du hørte latteren igen, denne gang var den bare højere.

"Er du slet ikke bange?" hørte du stemmen sige. "Din hus er hjemsøgt og du er slet ikke bange?"

"Hvorfor skulle jeg være bange for noget, jeg ikke kan se."

"Så du er ikke bange for mig?"

"Jeg er ikke bange for spøgelser."

"Det hedder det ikke, dumme! Det hedder hvileløs ånd! Og i nogle tilælde poltergeist!"

"Hvad fuck er en poltergeist?"

"En ånd, der laver ulykker. Man kan også kalde os drilleånder. Men det er ikke min pointe! Du burde altså være bange for mig!"

"MEN DET ER JEG ALTSÅ IKKE!" Idet du sagde det, forsvandt kulden fra rummet og der blev helt stille. Du kiggede rundt og så en eller anden sidde på din brors seng. Han var transparent, men alligevel kunne du tydeligt se ham; både farver og udseende. Du gik hen og sat dig ved siden af ham.

"Jeg er en dårlig ånd. Jeg kan ikke skræmme folk. Jeg er god til at få folk til at grine, men jeg dur bare ikke til at skræmme," sagde han stille.

"Det passer ikke," sagde du og lagde din hånd på hans ryg, men den røg bare igennem. "Ups. Undskyld."

"Det er okay, (d/n)," lo han.

"Hvorfra ved du, hvad jeg hedder?"

"Jeg bor hos jer, så det er da klart jeg ved, hvad I hedder..."

"Nåh ja," mumler jeg. "Men du er ikke en dårlig ånd! Du er en god ånd! Du er god til at skræmme folk!"

"Nej, jeg er ikke!"

"Du skræmte sgu da min lillebror!"

"Seriøst?"

"Ja! Hørte du ikke, at han skreg helt vildt?" Han kiggede må dig med et smil.

"Så du synes ikke jeg er en dårlig ånd?" Du rystede på hovedet.

"Jeg synes, at du er en god ånd. Du har virkelig skræmt min familie!"

"Tak, (d/n). Jeg hedder forresten Louis."

"Sødt navn. Det passer bare ikke så godt til en drilleånd."

Louis smilede til dig og lovede, at han ikke ville drille din familie igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...