PAUSE Love Is A Mental Disease - A One Direction Fantiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Igang
Hope Johnson og Louis Tomlinson har kendt hinanden siden de blev født. Ingen kunne skille dem ad. Indtil den 17 årige Hope tog to år til New York. Imens hun boede der, meldte Louis sig til x-factor. Der blev han et medlem af One Direction, som nu er det største boyband i verden. Når man er kendt, møder man også mange nye mennesker. Det gør Louis nemlig, han møder den smukke Eleanor Calder. De falder hurtigt for hinanden og kommer sammen. Efter to lange år, kommer Hope hjem til England igen. Hun tager kontakt til Louis, som dog har glemt alt om hende. Han ser kun Eleanor, så Hope bliver skubbet længere og længere væk fra det der engang var hendes bedsteven. Et halvt år senere møder Hope en af Louis' venner. Og efter det møde går alt galt. Hope møder sin gamle ven igen, forkerte følelser dukker op mellem de forkerte personer og det hele bliver en kæmpe katastrofe. Aldrig har de seks unge mennesker blevet udsat for noget ligne. Kan de klare det?

102Likes
52Kommentarer
4436Visninger
AA

6. 3. Let's talk.

"...Og så gik jeg." Afslutter jeg min lange fortælling om hvad der var sket. Hvem fortæller jeg det?

Min bedste veninde og homie June. June Winter (link i kommentar). 

Vi bor sammen i en lille lejlighed tæt på universitet sammen med vores anden gode veninde Amanda McCarthy (link i kommentar). 

Irsk. 

"Han tror bare fordi at han er en superstjerne at glemmer jeg alt om at han har forrådt sin bedste ven!" Jeg vifter frustreret med armene og ser på min blondhåret veninde imens.

June sidder med en kop te i hånden og et tæppe omkring sig på vores hvide læder sofa, og ser på mig. 

Amanda er ikke hjemme endnu. Hun arbejder på McDonnals og skal arbejde til sent i aften. 

"Over reagere du ikke lidt, Hope?" Spørger June så, og sætter sig mere til rette i sofaen. Jeg ser på hende med store øjne, og så et ondt blik.

"Jeg over reagere sku da ikke! Han valgte bandet og sin kæreste istedet for mig!" Jeg får en fornemmelse af kvalme ved tanken om Louis' kæreste. 

Nej vi er ikke i en eller anden sukkersød teenage bog hvor jeg er forelsket i min bedste ven. Fordi det er jeg ikke.

Det er bare at Louis og jeg havde lovet hinanden for snart fem år siden, at vi altid ville vælge hinanden istedet for kæresterne. 

Og når Louis og jeg plejer at love hinanden noget, holder vi det. Det har vi hele tiden gjort. 

Indtil han kom ind i det dumme band, og jeg ikke betød noget for ham.

Forstå mig ikke forkert. Drengene gjorde et godt indtryk i dag. De var venlige og søde. 

Men jeg kan alligevel ikke tænke på at de har stjålet min bedste ven.

"Nårh ja hende.. Eleanor ikke sandt?" June stiller koppen på bordet, og ser på mig.

Jeg kommer med en eller anden lyd, som nok skal forstille et 'ja' på mit sprog.

"Hvad med at du snakker med ham? Måske har han en ordenlig forklaring." Siger June så. Man kan se at hun mener det helt seriøst.

Hun er altid Schweiz. Hvis I ved hvad jeg mener. 

Neutral. 

Det er skønt de fleste gange, men i sådan et tilfælde her må hun godt være på min side.

Det har jeg brug for.

"Jeg kender forklaringen. Han synes at bandet og kæresten var lidt mere vigtig end hans bedste veninde som han har kendt de sidste tyve år." Jeg sætter mig hårdt i sofaen og ser på min Starbucks kop.

Jeg har et crush på Starbucks. Virkelig, jeg elsker det.

Især Caramel Cream. Det er gud. Jeg kan ikke leve en dag, uden Starbucks.

Og så heldig som jeg er, har jeg også en Starbucks kop. Altså faktisk en helt normal kop med Starbucks tegnet på.

Bare så jeg kan huske mig selv på at jeg skal have Starbucks hver dag.

Tæhæ.

"Ja, ja... Men han ville gøre det godt i dag. Og det ved du. Fordi du lige præcis kender ham i lidt over tyve år. Giv ham en chance Hope." June ser seriøst på mig, imens hun giver mig min te.

Fordi jeg bare stirre på den, og lader dem blive kold.

Og jeg hader kold te. Det smager af badr.

Jeg sukker lidt, og læner mig tilbage så jeg næsten ligger ned i sofaen.

"Du savner ham, Hope. Tro mig du har ikke rigtig været den samme siden du kom hjem." Jeg ser dumt på June og ryster på hovedet.

"Jeg er bare blevet ældre." Siger jeg så. Fordi jeg har ikke forandret.

Det er nemlig en aftale jeg har gjort da jeg var fjorten. Hvor jeg fik mit hjerte 'knust' for første gang. 

Hvor meget knust det så også var. 

Ham fyren jeg havde et teeny crush på, sagde til mig at han ikke kunne lide piger som mig. Så jeg blev jo fuldstændig knust.

Heldigvis var Louis der for mig. Og sagde til mig at jeg var helt perfekt lige præcis som jeg var, og at jeg ikke skulle ændre noget på mig selv.

Og det var så der jeg lovede mig selv at det ville jeg ikke gøre. Og det har jeg heller ikke gjort.

"Nope. Fordi jeg kan huske at jeg besøgte dig kun to uger før du kom hjem. Og der var du stadig... mere livlig. Da Louis..." June ser lidt på mig og bider sig i læben.

"Smækkede døren op i hovedet på mig?" Jeg ser spørgende på hende, imens hun nikker.

"Præcis. Da han gjorde det, blev du mere... Stille. Misforstå mig ikke. Det er ikke fordi du er en stille type, fordi det er du bestemt ikke. Men man kan allerede se nu hvor Loui spraktisk talt er kommet ind i dit liv igen, er du helt anderledes." Jeg bider mig selv i læben, imens jeg lytter til June meget poetiske ord. 

Jeg ved at hun har ret. Jeg har aldrig følt mig hel siden jeg ikke havde Louis. 

Der var altid et eller andet der manglede. Ikke at det er bedre nu.

"Louis er ikke inde i mit liv. Og det kommer han heller aldrig til." Siger jeg bestemt og drikker lidt af min citron te, fordi jeg elsker citron te.

Det smager fantastisk med lidt honning.

"Oh god Hope." Mumler June. 

Vi sidder begge to på sofaen og stirre på det slukkede tv, som står foran os.

Måske skulle jeg virkelig snakke med Louis. Jeg mener... Det ville måske gøre godt. Bare fortælle ham hvor stor en idiot han er. Komme ud med alt det jeg gerne ville have sagt til ham for et halvt år siden.

Lade ham komme med undskyldninger, og prøve at gøre det godt igen. Hvis det er det han vil. 

"Ved du hvad?" Udbryder jeg så. June ser forskrækket på mig. 

Jeg smiler skævt, og rejser mig ordenligt op.

"Jeg har tager over til Louis' hotel i morgen. Får snakket med ham, og tager så hjem igen. Jeg har alligevel fri i morgen. Dig og Amanda er alligevel ikke hjemme hele dagen, så jeg har ikke bedre at gøre end at besøge min gamle bedste ven." Det sidste siger jeg med en sarkastisk undertone, og smiler fjoget til June.

Hun himler med øjnene men nikker så.

"Det lyder som en god plan... Men husk at købe noget Starbucks først. Bare så du er i humør" Hun ser drillende på mig, og noget siger mig at min bedste veninde gør grin med mig.

Lækkert.

 

---Next morning----

Også hvis June gjorde grin med mig i går, synes jeg faktisk det var en god idé. Altså at tage hen til Starbucks før jeg besøger Louis.

Fordi Starbucks kan altid få mig i godt humør. 

Jeg ved også hvor Louis og de andre drenge overnatter. The Varsity Hotel & Spa.

Fire og en halv stjernet. Spørg mig ikke hvorfor jeg ved at de overnatter det. Det vidste June nemlig.

Sikkert fordi at hende hun arbejder med er en kæmpe Directioner. 

Nåh, men jeg er på vej derhen. Jeg aner ikke hvor det ligger. Og jeg var så dum og så ikke på Google Maps, hvor det enlig ligger.

Jeg overvejer faktisk bare at tage en taxi. De ved sikkert hvor det ligger, right?

Jo, det burde de.

Ved I hvad, det var faktisk en vildt god idé.

Jeg ser lidt rundt og leder efter en taxi.

Kom baby, kom til mig.

DER! Jeg håber ikke at den står og venter på en. Fordi jeg har mere brug for den. 

Muhaha... Ja okay.

Jeg små løber hen til den hvide bil og ser med held at der stadig ikke sidder nogen i den. 

Undtagens chaufføren. 

"Bare hop in Ms" En mand i fyrrende med fuldskæg og det hele, smiler venligt til mig.

"Tak... Kan De køre mig til øh... The Varsity Hotel and Spa" Spørger jeg, og spænder mig. Han mumler et eller andet, som jeg utydeligt kan høre og begynder at køre.

Jeg sidder og ser ud af vinduet af bilen pludselig stopper. Jeg ser at vi er stoppet foran en kæmpe bygning. 

Lukseriøst.

"Det bliver ti pund." Siger han, og smiler venligt til mig igen. Jeg nikker og fisker en ti punds seddel fem.

Jeg giver ham den og siger tak for tur.

Fordi så venlig er jeg. Jeg ser lidt på bygningen, og så på de mange piger der står foran den.

"Jup det er her." Mumler jeg til mig selv. Jeg ser rundt, og opdager så indgangen.

Om jeg overhovedet må komme ind? 

Vi kan da prøve.

Jeg går igennem pige mængden og ser på de to bodyguards der står udenfor. 

Fuck.

Uhm, lad som om du hører til her, Hope.

Jeg går hen til dem, og de ser på mig. 

Holy crap. 

"Uhm... Jeg skal mødes med en derinde. Det er meget vigtigt." Siger jeg så, og prøver at lyde så over bevisende som overhovedet muligt.

Kom nu. Det passer faktisk.

Til min store overraskelse nikker de, og åbner dørene for mig. Den ene står bag ved mig, og spærre for de andre piger.

De lukker hurtigt dørene efter jeg er kommet derind.

Lobbyen er malet med lyse farver. Der er en kæmpe stor "disk" hvor to mennesker står.

Den ene, som er en mand, snakker lavt i telefon. Imens den anden, som er en kvinde, sidder og ser i nogen parpier halløjsa.

Gud hvor skal jeg aldrig arbejde på et hotel. Det må være røv sygt. 

Jeg ser lidt rundt i rummet. I håb om at Louis vil dukke op.

Så jeg ikke behøves at lede efter ha-

"Ms, kan jeg hjælpe Dem?" Spørger en skinger stemme. Jeg vender mig om og ser at damen som lige før havde parpirre i hænderne, nu ser på mig. 

Med et stift smil.

Oh god, det her bliver fantastisk. 

"Ehm ja... Er en Louis Tomlinson her?" Spørger jeg og går hen til hende. Hun nikker kort, og løfter øjenbrynene.

"Godt... Uhm må jeg få hans værelse nummer?" 

Oh god Hope! Vi er ikke på et tre stjernet hotel, som du er vand til. Vi er på fire og et halvt!

Og som jeg havde regnet med, siger damen med en skinger og skrap stemme.

"Det kan jeg desværre ikke give dig. Hvordan er du i det hele taget kommet ind?" 

Siden hvornår er vi kommet på 'du-niveauet'? Gud, hun skræmmer mig.

"Fans har ikke lov til a-" Okay vent lige?

Jeg er ingen fan!

"Jeg er ikke nogen fan! Jeg er en af hans gode venner, og vil meget gerne have kontakt til ham. Nu." Jeg ser fornærmet på hende. En lille rynke kommer frem på hendes pande, så hun bare ligner en gammel dame.

He. 

"Som De ønsker" Siger hun så, og tager fat i en telefon som står ved siden af hendes PC og ringer op.

"Goddag Mr Tomlinson. Undskyld at jeg forstyrre dem, men der er en ung dame som gerne vil snakke med dem hernede" Oh god!

Jeg fortryder! Det her er ikke nogen god idé!

Hvad fanden havde jeg tænkt på?! Hvad skal jeg sige til ham?

'Hey Louis... Uhm jeg ved godt at jeg sagde til dig at jeg ikke ville have noget med dig at gøre, men uh... Nu er jeg her... YEY!' Oh god.

Kan jeg ikke...

"Mr Tomlinson kommer om lidt. De kan sidde jer på en af sofaerne indtil han kommer." Hun peger på sofaerne og imens hun ser mistroisk på mig.

Jeg nikker nervøst og går med små skridt hen til en af de mange blå sofaer. Jeg sætter mig på den, og spænder i hele kroppen.

Okay tag det roligt Hope. Du kan godt. Du har ikke gjort noget forkert. Det er ham der har kvajet sig, og du giver ham en chance for at komme med en undskylding.

Der lyder en lille "ping" lyd, og ud af en gulv elevator træder selveste Louis Tomlinson ud.

Han ser lidt rundt, og får så øje på mig. Jeg rejser mig med et sæt op, da han ser på mig.

"Hope?"

 

Louis' synsvinkel

Jeg ligger på min seng og spiller et eller andet fodbold spil på min mobil, da telefonen på mit natbord ringer.

Jeg rynker panden og sætter mig op, for at tage telefonen.

"Ja hallo?" Spørger jeg.

"Goddag Mr Tomlinson. Undskyld at jeg forstyrre dem, men der er en ung dame som gerne vil snakke med dem hernede" Jeg genkender den skingre stemme med det samme. 

Det er damen nede i lobbyen. Jeg hader hendes stemme, den er virkelig uhyggelig.

Og hendes smil. Ugh.

"Øh okay?.... Sig at jeg kommer lidt." Siger jeg, og lægger på.

Hvem fanden kan det være? Det kan ikke være...? Nej. Hvorfra skulle hun vide hvor vi bor?

Desuden sagde hun at hun ikke ville have noget med mig at gøre.

Jeg rejser mig op og tager mine nøgler i mine bukselommer, og går ud af mit værelse.

Hotellet er meget lukseriøst. Vi har været på bedre og mere luksuriøse hoteller, men det her er helt fint. 

Jeg går hen til elevatoren, og trykker på første sal.

Jeg bor oppe på tredje sal. Jeg har den bedste udsigt. Bedre end de andres. De har også en god udsigt, men jeg kan bedst lide mit værelse. 

Det siger et lille "ping" og elevator dørene åbner sig. 

Jeg træder ud i lobbyen og ser mig omkring. Og ganske rigtigt.

I en af de mange blå sofaer sidder en lysebrun håret pige med dip dye.

Mørk i toppen og lys i spidserne. I ved vidst godt hvad jeg mener med dip dye ikke? 

Hendes milde brune øjne er også meget velkendte. 

Hun ser på mig, og springer op af sofaen. 

"Hope?" Spørger jeg forvirret. Hun ser ned på sine sandaler og bider sig i sine læber.

Hvad laver hun her? Ikke at jeg ikke er glad for at se hende. Jeg har savnet hende enormt meget det sidste halve år. Jeg fortyder virkelig hvad jeg har gjort. 

Men hun udtrykkede sig meget tydeligt i går; hun ville ikke have noget med mig at gøre.

"Hi Louis..." Mumler hun. Jeg går hen til hende, og stopper ca en meter væk fra hende.

"Hi... Hvad laver du her?" Spørger jeg, forbavset. Hun ser på mig og trækker på skuldrene.

"Jeg... Urg, det her var en dårlig idé. Vedduhvadjegtrorbareatjeggårnuseslouis" Det sidste forstår jeg kun utydeligt, da hun snakker hurtigere end jeg kan følge med. Men da hun vender sig om og begynder at gå væk fra mig, fatter jeg det.

"Nej, vent Hope." Jeg fat i hendes håndled og snurre hende rundt. 

Jeg mærker damen ved diskens blik, men vover ikke at se på hende.

"Vil du ikke med op?" Jeg smiler forsigtigt til hende.

Måske er det her min eneste chance for at sige undskyld.

Jeg har ikke rigtig noget at forklare. Jeg var en kujon, bange for at noget ville gå galt. Og valgte så at smække døren op i hovedet på min bedste veninde, som jeg elsker mere end nogen anden.

Hope bider sig lidt i læben, og ser tøvende på mig.

"Kom nu... Jeg tror der er meget vi skal snakke om." Jeg trækker lidt i hende. Hun nikker lidt og går så med. 

Jeg holder stadig fast i hendes håndled, imens vi venter på at elevator dørene vil åbne. Vi går sammen ind.

Hope´s øjne på vores hænder.

"Du må godt give slip nu." Mumler hun. "Jeg kan ikke løbe væk længere." Jeg ved ikke om hun ville joke lidt, eller om hun faktisk mente det seriøst. Men jeg klukker alligevel, og fjerner min hånd fra hendes håndled.

"Undskyld." Mumler jeg så. Hope ryster bare på hovedet, og ser ned på sine fødder. Vi står lidt i stilhed indtil elevator dørene åbner sig og vi går begge to ud. 

 

Hope´s synsvinkel

Louis låser døren op til hans værelse. Det er ikke en suite, men det her er næsten bedre.

Han har en enormt smuk udsigt over Cambridge. Der er store vinduer som skal forestille sig at være en væg.

Hvis I forstår hvad jeg mener. Altså så store vinduer at de går fra loftet til gulvet. Og fire stykker af de vinduer.

Hele værelset er indrettet enormt stilfuldt. 

Det er lige før at jeg er misundelig over at han har sådan et værelse.. Who am I kidding? Jeg ER misundelig. 

Det sidste jeg ville få råd til er sådan en værelse. 

Nåh, men tilbage til virkeligheden. 

Louis sidder på sin seng, og ser op på mig med hans blå-grå øjne.

Det vil være en løgn, hvis jeg siger at jeg ikke har savnet dem. Fordi det har jeg. 

Louis' øjne. Det har altid været det jeg bedst kunne lide ved Louis' krop.

Og ih hvor lød det bare forkert. Men det er rigtigt. 

Oh god, nu misforstår jeg mig selv. 

"Hope?" Jeg nikker lidt, og piller lidt ved mine shorts fra Topshop.

Den bedste butik i VERDEN! 

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler ikke rigtig at jeg skal sidde mig ned, så jeg står op hvilket også er pænt akavet. 

Så er der kun den mulighed at ligge ned, og det har jeg heller ikke rigtig lyst til.

"Du ved.. Jeg er ked af det. Det er jeg virkelig. Hvis der er noget jeg fortyder i mit liv, er det at jeg behandlede dig sådan. Tro mig, jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg skulle have stoppet dig da du gik. Jeg skulle have... Skulle sige at jeg ikke mente det. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg ikke gjorde det..." Louis bider lidt på sin underlæbe. Han ser ned, bange for at møde mit blik.

Det er lige før jeg har ondt af ham. Jeg hader at se Louis sådan her. 

Men han har god grund til at sige undskyld. 

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige til ham... Jeg har lyst til at råbe af ham, men alligevel bare holde om ham og sige at alting er okay.

Også hvis det er en løgn.

"Jeg forstår godt hvorfor du hader mig. Jeg hader også mig selv for hvad jeg har gjort." Tilføjer Louis. Stadig uden at se op.

Jeg bider mig selv i læben, imens jeg overvejer hvad jeg skal sige. 

Jeg tager en dyb indånding og åbner munden for at sige noget.

"Jeg har god grund til at være sur, Louis. Virkelig. Bare på den måde du gjorde det. Du... Du sårede mig. Jeg forstår godt at du elsker dine drenge og også.. Eleanor. Men at du ikke ville have noget med mig at gøre. Efter tyve år! Jeg troede at jeg betød noget for dig." Louis ser endelig op på mig.

Hans øjne møder mine. Kan I huske hvor jeg nævnte i går at når man først ser op i Louis' øjne, så har man svært ved at se væk igen?

Det har man i hvert fald når man er lille mig.

Louis' øjne er blanke. 

Det er ikke tit at Louis græder. Jeg har vidst kun set ham græde tre gange eller sådan noget. 

"Undskyld. Undskyld Hope. Jeg er så ked af det..." Han rejser sig op, og går hen til mig. Jeg tager et skridt bagud og ryster på hovedet.

"Hvorfor gjorde du det overhovedet? Og kom ikke med den forklaring du kom med dengang! Hvorfor fanden behandlede du mig på den måde?" Mine øjne sviger, men jeg ignorerer det.

Jeg skal ikke græde. Ikke nu. 

Louis ser tøvende på mig. 

"Jeg var bange." Siger han så. "Jeg var hunde red for hvad der ville ske. Hele mit liv er blevet forandret. Jeg var bange... Jeg var bange for at du ikke ville kunne den nye mig. Ikke lide at jeg kun ville se dig to-tre gange om måneden. Hvis vi var heldige. Jeg var bange for at Eleanor ville misforstå vores forhold." Det er først ved det sidste Louis siger, at jeg lader tårrene trille ned af mine kinder.

"Hope... Jeg elskede hende, okay? Dengang var det kun hende. Jeg ville ikke have noget med andre piger at gøre. Jeg ville vise El at hun var min eneste ene. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere kærlighed så stor som den." Louis ser bedende på mig.

Selvfølgelig vidste jeg at det ville komme. Jeg har hele tiden vidst at Louis' følelser for Eleanor var stærkere end noget andet han havde oplevet.

Men at høre ham sige at hun er hans eneste ene, gør ondt. 

Jeg ved ikke hvorfor, om det er fordi jeg ikke har fundet min eneste ene endnu, eller hvad. Men det er som om jeg ikke kan trække vejret i et sekund.

Og gud hvor lyder jeg som i en sukkersød teenage film eller bog. Men det passer.

"Hope, lad være med at græde, okay? Jeg var ikke klar over at man faktisk kan elske på mange måder. Jeg var..." Louis holder en kort pause. Det ligner at han rent faktisk er nød til at tage mod til sig. "Jeg var bange for at jeg elskede dig på den måde. At jeg simpelhent var forelsket i dig. Jeg var ikke klar over at jeg elskede dig for den ven du er for mig. Ligesom jeg elsker drengene." Jeg ser forskrækket op på Louis. Var han bange for at være bogstaveligtalt forelsket i mig?

"Og du kunne ikke tage dig sammen og snakke med mig om det?" Spørger jeg vredt. "Eller var du bange for at Eleanor ville opdage det?  Helt ærligt Louis! Selv jeg som aldrig har været rigtig forelsket før, ved at man kan elske på forskellige måder!" 

Nej, jeg har aldrig forelsket. Selvfølgelig har jeg haft kærester og sådan. Men jeg har aldrig været sådan rigtig forelsket.

"Men jeg ved det nu! Jeg fucking ved at du altid vil betyde mere for mig end nogen anden! Hvorfor jeg skulle forstå det på den hårde måde, ved jeg ikke!" Louis' stemme er også blevet lidt højere. Men stadig så lav at folk ude på gangen ikke kan høre os.

Det er måske også den eneste grund hvorfor jeg ikke skriger af ham. Bogstaveligtalt skriger.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige. Om jeg skal tro på ham, eller ej.

"Hvorfor skulle jeg tro dig?" Ryger det ud af mig.

Min stemme er lav, næsten en hvisken. Jeg ser ned på mine fødder, bange for at møde Louis' blik.

"Fordi det passer... God Hope! Hvorfor kan du ikke tro at folk faktisk holder af dig. Ja, jeg lavede en kæmpe stor fejl. Men det betyder ikke at jeg har glemt alt om dig." Jeg ser på gulvet hvor Louis' skygge kommer tættere og tættere hen til mig. Til jeg til sidst kan mærke Louis' ånde på min pande.

Louis' tager fat i min hage, og tvinger mig til at se op på ham.

"Hey..." Han tørre mine tårer væk og smiler sørgeligt til mig. "Giv mig en chance, okay? Lad mig bevise at jeg er ked af det." 
Først ved jeg ikke hvad han mener. Men så går det langsomt op for mig hvad det er han vil. 

Vi skal være sammen igen. Som om intet var sket. 

"Louis..." Mumler jeg. Louis' arme låser sig fast om mig, så hans hænder mødes bag min ryg. Han trækker mig helt ind til ham, og hviler sit hoved på mit hoved.

Jeg er ikke særlig glad for at indrømme det. Faktisk slet ikke glad for det, men jeg har savnet ham. Det her at vi kan stå og nyde hinandens selskab uden at sige et ord. 

Med tøvende bevægelser lægger jeg mine arme om Louis' hals, så jeg kan komme de sidste mm hen til ham. 

Jeg er en del mindre end Louis. Eller.. Han er sådan ca 175 cm. Og jeg er 170. Så der er de der fem cm's forskel. 

Hvilket gør det nemmere for mig at sådan set begrave mit ansigt ned i Louis' hals.

"En chance. Det er det eneste jeg beder om. Jeg vil gøre det hele okay igen." Hvisker Louis. 

Jeg ved ikke hvorfor jeg er så tøvende. Jeg vil have min bedste ven tilbage. 

Jeg har savnet ham.

"Okay. Men du må love mig at du vil fortælle mig alt, ligemeget hvad. Og at lige meget hvad der sker, så låser vi ikke hinanden ude."

"Det lover jeg."

 

!LÆS LÆS LÆS!

OH GOD !!!!

Jeg er SÅ FUCKING KED AF DET! Jeg ved ikke hvad der skete for mig,

men jeg havde bare brug for en pause med at skrive! Arh!

Jeg hader mig selv for det!

Nåh, men nu er jeg klar igen til at skrive, og jeg LOVER JEG HØJT

OG  HELLIGT AT DET IKKE VIL SKE IGEN! I hvert fald ikke i den nærmeste fremtid!

Så hvordan har I det? Og hvad synes I om dette kapitel?

Jeg synes personligt at det er kedeligt. Men det er lige det bedste jeg kunne skrive :D 

Så hvad synes I om at Hope har givet Louis en chance? 

Skriv jeres mening i en kommentarrrr :D

Så ville jeg bare lige nævne at jeg sætter link i en kommentar

hver gang jeg har skrevet et kapitel.

Blandt andet til Hope's outfit, og sådan. :D

Så ja, tjek det lige ud hver gang I har læst et kapitel ;) <3

Jeg ELSKER jer, see ya !<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...