PAUSE Love Is A Mental Disease - A One Direction Fantiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Igang
Hope Johnson og Louis Tomlinson har kendt hinanden siden de blev født. Ingen kunne skille dem ad. Indtil den 17 årige Hope tog to år til New York. Imens hun boede der, meldte Louis sig til x-factor. Der blev han et medlem af One Direction, som nu er det største boyband i verden. Når man er kendt, møder man også mange nye mennesker. Det gør Louis nemlig, han møder den smukke Eleanor Calder. De falder hurtigt for hinanden og kommer sammen. Efter to lange år, kommer Hope hjem til England igen. Hun tager kontakt til Louis, som dog har glemt alt om hende. Han ser kun Eleanor, så Hope bliver skubbet længere og længere væk fra det der engang var hendes bedsteven. Et halvt år senere møder Hope en af Louis' venner. Og efter det møde går alt galt. Hope møder sin gamle ven igen, forkerte følelser dukker op mellem de forkerte personer og det hele bliver en kæmpe katastrofe. Aldrig har de seks unge mennesker blevet udsat for noget ligne. Kan de klare det?

102Likes
52Kommentarer
4435Visninger
AA

5. 2. And this is One Direction...

Louis' synsvinkel

"Skal vi ikke ud og se på byen? Det her er kedeligt." Brokker Niall sig. Han sidder på sofaen på hans værelse, hvor vi alle sammen er samlet. 

"Det er Cambridge, Niall. Ikke lige frem Rom eller Paris for den sags skyld." Siger jeg, og ser ned på min mobil igen. 

Jeg ser på et par enkelte beskeder på Twitter, uden rigtig at koncentrere mig.

"Lad os gå ud og møde nogen fans. Desuden mangler jeg et par nye bukser." Liam har fået rejst sig op. Niall smiler stort til ham og lægger sin mobil i baglommen på hans bukser, imens han stiller sig ved siden af Liam.

"Jup, vi har godt af noget frisk luft." Mumler Harry, uden at lyde ret overbevisende.

"Kom nu Louis." Liam ser strengt på mig. 

Jeg ryster kort på hovedet, uden at se på mine fire venner. 

"Du kan ikke ligge der og dovne resten af dagen." Jeg nikker som svar, og lægger mit ene ben over det andet.

Det er lige præcis det jeg kan. Og det er det jeg har tænkt mig at gøre.

"Du opfører dig som en teenage tøs, som ikke kan komme sig over hendes kæreste." Mumler Harry. Som om hans vidste hvad der skulle til for at få mig op. I hvert fald lægger jeg min mobil i lommen, og springer næsten op fra sofaen.

"Jeg er ikke en teenage tøs." Mumler jeg, og går ud i gangen. De andre følger lige så stille efter mig, imens de griner lidt af mig.

Idioter. Tag det ikke bogstaveligt. Jeg elsker mine fire, dumme, venner. De er mit et og alt. 

Jeg er bare ikke i et særlig godt humør lige nu. Man skal enlig bare holde sig væk fra mig.

"Hvor er pigerne enlig?" Spørger jeg, efter vi går forbi Danielle og Liams værelse. 

"De tog ud i byen for at købe tøj." Svarer Harry, som er kommet op på siden af mig. Han har trukket en beanie over hovedet.

Midt om sommeren. Det sku også smart Styles.

"Sig mig hørte du i det hele taget efter?" Spørger Harry, og ser anklagende på mig. Jeg ryster let på hovedet, uden rigtig at se på ham.

"Jeg er sulten.. Skal vi ikke have noget mad først?" Spørger Niall. Selvfølgelig.

Han er altid sulten. 

"Vi kunne tage hen til den café Perrie og jeg var ved i går. Måske er din gamle veninde der også." Siger Zayn. 

Jeg stopper bræt på og ser dumt på Zayn.

"Jeg kender ikke nogen som bor i Cambridge." Siger jeg så og går videre. Mere fordi Liam brikker til mig.

Vi går ind i elevatoren. 

"Hun sagde ellers at hun kendte dig... Men at det var lang tid siden sidst I så hinanden sidst." Der kommer små folder på Zayn's pande og han ser underligt på mig. "Hun virkede ikke særlig glad for at snakke om dig." 

"Måske er det en af Louis' eks kærester." Driller Harry. Også hvis det på ingen måder er sjovt.

Eller det er det for de andre. Men ikke for mig.

Jeg har nok af eks kærester her på det sidste.

"Hvad hed hun?" Spørger jeg Zayn, og prøver at ignorere de andre. Zayn trækker lidt på skuldrene og går ud af elevatoren. Jeg går lidt slentrende efter drengende, imens de pjatter rundt. 

Paul, som åbenbart har fået besked på at vi skulle afsted, står ved døren til hotellet og venter på os.

"Nåh drenge, skal I ud og udforske Cambridge?" Spørger han, drillende. Jeg kan godt lide ham. 

"Nej, vi skal finde noget mad." Siger Niall, stolt. Paul griner lidt og ryster på hovedet af ham.

Hvilket vi vidst alle gør.

"Hey, drenge. Skal vi ikke sige at I går ud og spiser sammen med Niall? Så tager Liam og jeg ud og køber bukser?" Harry ser forventningsfuldt på os. Vi nikker lidt, og ser på Paul.

"Fint. Drenge jeg går sammen med Harry og Liam. I de fleste cafeer må der ikke komme alle mulige ind." Vi nikker indforstået, og ser ud på den mørke dør. 

Så man ikke kan se de tusinde af skrigende fans. Men man kan høre dem. 

Tydeligt.

"Hva skal vi gå, eller skal vi blive stående her indtil maden kommer flyvende?" Spørger jeg og går hen mod døren. Paul giver tegn til en anden bodyguard, som åbner dørene for os. Og ganske rigtigt

Et par stykker, ca de der hundrede, skrigende piger står og bliver fuldstændige hysteriske. 

Der er blevet stillet sådan et hegn op, så de ikke kan komme hen til os. 

Men vi kan komme hen til dem. Og det er lige præcis det vi gør.

Jeg går hen til et par piger, som skriger mit navn.

"OMG LOUIS !!! MÅ JEG FÅ ET BILLEDE?!?!?" Bliver der råbt, skreget og grædt. Jeg griner lidt og smiler til de flere tusinde kameraer der bliver stukket op i ansigtet på mig. 

Jeg skriver et par autografer og tager et par enkelte billeder, før Paul kalder på mig. Jeg går hen til taxa der står næsten foran mig.

Det er vidst den som skal køre os hen til cafeen.

Jeg forstår enlig ikke hvorfor vi ikke kan gå,  men det kan vi åbenbart ikke.

Jeg stiger ind i taxa'en og lukker døren efter mig. 

Niall og Zayn sidder sammenklemt ved siden af mig. Zayn siger navnet på cafeen, og så kører taxaen ellers bare hen til cafeen.

 

 

"Hvorfor var det lige at vi skulle køre i taxa?" Spørger Niall kun to minutter efter vi er steget ind.

Og vi er her allerede. Eller cafeen er på den anden side af gaden.

Jeg trækker på skuldrene og ser rundt efter et fodgængerfelt. Jeg hiver lidt i Niall's t-shirt, og peger på fodgængerfeltet jeg har fået øje på, kun få meter væk fra hvor vi står.

"Skulle vi få noget at spise eller hvad?" Spørger jeg og går der over. 

"Jeg håber de har god mad." Mumler Niall imens vi går der over.

"Niall du spiser alt." Siger jeg og går efter Niall og Zayn ind på cafeen. 

Det er enlig en ret stor café. Fyldt med mennesker. 

Jeg ser rundt efter et frit bord eller en tjener.

"God idé at gå ind på en propfyldt café når man er en af de største sangere i verden." Mumler jeg for mig selv. Men så Zayn stadig godt kan høre det.

Han puffer lidt til mig, og peger diskret på et bord oppe i et hjørne.

Væk fra døren og vinduerne.

Jeg nikker bekræftende og går sammen med de andre to, derop.

Jeg sætter mig ned på en af de yderste stole, og ser rundt.

Mine øjne får øje på en af tjenerene. Hun har lysebrunt hår sat op i en rodet knold. 

Hendes ansigt virker bekendt.

"Oh se der er hun." Zayn har fået øje på den samme pige. Hun snakker med en af de andre tjenere, som nikker hen imod os. Hun ser på os, og nikker hurtigt, før at går hen til os.

Og der er det at det slår mig. Det slår mig hårdt.

Bogstaveligtalt, jeg er ved at falde ned fra min stol.

"Uhm drenge.. jeg, øh... smutter lige på toilet." Uden at vente på svar, går jeg med hurtige skridt væk fra hvor pigen står.

Jeg skal bare væk. Jeg fumler lidt med mine solbriller og får sat dem på.

Så kan hun i det mindste ikke kan kende mig med det samme. Jeg ser fortvivlet rundt og får så øje på toilet skiltet.

 

Hope's synsvinkel

Det er en hård arbejds dag i dag.

Der er enormt mange mennesker, hvilket stresser mig. 

"Hope, du tager bordet over i hjørnet ikke?" Jacob nikker diskret i retningen til et af vores mange hjørner.

Og wow, det lyder dumt. Nåh men, whatever.

Jeg ser hurtigt på det, og nikker så. Jeg går hurtigt hen til dem. En af dem rejser sig hurtigt op, og gå væk fra mig.

Jeg går de sidste par skridt hen til bordet, og smiler venligt.

"...en af hans gamle kæres-.. oh hey." En blond fyr, men en irsk accent, smiler venligt til mig.

Jeg tror da det er irsk. Det lyder meget som min venindes accent. Og hun er irsk. 

"Er I klar til at bestille?" Jeg ser på den anden.

Holy shit. Du spiste allerede i går. 

Hvad fanden laver han her?

"Hej igen." Selveste Zayn Malik smiler venligt til mig før han ser ned på sit menukort.

"Din kæreste har ændret sig lidt." Mumler jeg, ude af stand til sige anden. Han griner lidt, inden han ser på mig igen.

"Det her er mere min baby end min kæreste." Siger han, drillende. Tydeligvist for at drille den blondhåret fyr, som er blevet pænt rød i hovedet.

Nurh han rødmer. Jeg elsker drenge der rødmer.

"Nåh, hvad vil I have?" Spørger jeg. Den irske (han er irsk!!) ser på menukortet og smiler stort til mig.

"En burger, med extra meget pomes frites, ehm.. og fish and chips og... en stor cola." Jeg skriver hurtigt op og smiler skævt til ham.

"Stor appetit." Siger jeg og blinker til ham. Han smiler stort til mig, inden han ser på Zayn.

Det samme gør jeg.

"Det samme som i går." Siger han bare. Jeg bider mig kort i læben.

Kald mig dum, men jeg aner ikke hvad Zayn Malik bestilte i går.

"Burger med pomes frites og en mellem cola." Smiler han venligt til til mig. Jeg nikker kort, og skriver det op på min blok.

Ikke rødme Hope. Ikke rødme.

Ikke rødme overfor selveste Zayn Malik og... Sig ikke at han også kommer fra One Direction.

Jeg var ved at kunne lide ham.

Altså den irske fyr. Irsk og blond håret. 

Sødt. Og så rødmer ham. Hvilket bare er et bonus.

"Og Lou skal have... Oh hey Louis. Hvad vil du have?" Niall ser på en person bag mig. Jeg skulle vende mig om.

Men jeg kan ikke. Det er som om hele min krop er blevet til is. 

Selvfølgelig er der hundrede af Louis'er her i verden. Men jeg ved med 100 procents sikkerhed at personen bag mig, er den Louis i verden, jeg ikke vil møde.

Langsomt får jeg vendt mig. Med robot agtige bevægelser. 

Og ganske rigtigt. Der står selveste Louis Tomlinson. Fast frossen, med øjnene rettet mod mig.

Og jeg kan fortælle jer at han er bange. 

Jeg siger intet. Louis siger heller ikke noget.

"Hallo?" En irsk stemme bryder den ubehagelige og akavet stilhed.

"H-hej." Siger Louis så. Stadig uden at røre på sig. 

Min krop er også ved at tø op. Jeg bider mig hårdt i læben, for ikke at råbe af ham.

Hej? Hvad fanden skal det forstille, Tomlinson? Et hej? Efter at du smækkede døren op i mit hoved, sidste gang vi så hinanden?

Idiot.

Mine øjne fanger kort Jacobs, som ser strengt på mig.

Fuck det, jeg er stadig på arbejde.

Og man må ikke råbe af sine kunder. Desværre.

Jeg har eller lyst til det lige nu.

"H-hva-..." Dyb indånding Hope. Helt rolig. "Er du klar til at at bestille?" Min stemme ryster stadig en lille smule. Men jeg har den nogenlunde under kontrol. 

Louis' grå blå øjne ser ind i mine. Det ubehagelige ved Louis' øjne er, at når han først har fanget ens blik kan man ikke væk fra dem igen. 

Man er fortabt når man ser ind i dem.

"Øh, selvfølgelig. Jeg tager en øh... noget... kylling?" Han bider sig nervøs i læben. 

Kylling? 

Jeg ser dumt på ham, og himler med øjnene.

"Det har vi ikke." Siger jeg kort. 

Ingen tid til at være venlig, sorry. 

Eller, drop det der sorry.

"Jamen så... Det samme som Zayn tog." Jeg nikker kort og skriver det op på min blog. Den eneste trofaste ven jeg har her i nærheden lige nu.

Den er ikke dum. Jeg elsker den.

Der er altid tid til at være mærkelig.

"Maden kommer om lidt." Siger jeg, og prøver at smile venligt til den blond håret fyr og Zayn. Uden at se på Louis, går jeg hen til disken og hænger sedlen op på den der tavle.

Og det har jeg så allerede forklaret jer, hvordan den virker...

Jeg ser på Jacob, som kommer op ved siden af mig.

"Hvad?" Spørger han, og ser forskrækket på mig. 

Til jer som ikke kender mig. Når jeg er vred, kan mine blik godt være skræmmende. 

Og jeg er vred. Jeg ved ikke hvorfor det går ud over Jacob, men det gør det altså.

"Hvorfor fanden skulle jeg have det fucking bord?" Hvæser jeg. Lavt, så ingen andre kan høre mig. "Kan du ikke tage det`?Min.. min.. den fyr jeg hader mest er der. Og jeg vil ingengang overveje at snakke med ham." 

Jacob ser forsigtigt på bordet med de tre drenge, og så tilbage på mig.

"Hvad end du har med de drenge Hope, så betjener du det. Jeg har masser ting at gøre." Jacob ser strengt på mig, inden han tager en bakke med tre glas cola på.

Til bord otte.

"Og hvis jeg var dig, ville jeg tage mig sammen. Så slemt kan det jo ikke være." Jacob smiler irriterende venligt til mig, og går hen til en anden færdig bestilling.

Jeg skuler ondt til ham, inden jeg tager en dyb indånding.

Du kender ham ikke, Hope. Han er en fremmed. En du måske har mødt et par gange da du gik i skole.

Han er ikke vigtig.

Jeg vender mig hurtigt om og går imod bord otte.

Mit nye hade tal er blevet otte.

"Tre gange colaer." Siger jeg, venligt. Den irske fyr smiler stort til mig. 

Inden han tager i mod sit glas. Jeg stiller de andre to glas foran Zayn og Louis. Uden rigtigt at se på Louis, går jeg igen.

 

----Later----

Om i helved ikke at Louis glor på mig. 

He got a problem. 

Jeg har været rundt ved andre borde og betjent dem. Sørget for at jeg kommer længst væk fra Louis som overhovedet muligt. 

Og så skulle man tro at Louis var lige så klog og bare prøvede på at undgå mig. Men nej.

Han skal selvfølgelig kigge på mig. Og så dum som universet er, så for det mig til at se på Louis hver gang jeg får mulighed for det.

Jeg skal ignorere ham. 

Dumme univers. 

"Mad til bord otte." Og fuck det.

Jeg tager imod bakken og går hen til bord otte.

"Halløj igen..." Zayn ser spørgende på mig. Jeg stiller bakken på bordet, og ser dumt på ham.

Vil han.. Nååårh.

"Hope." Svarer jeg, og smiler kort. Hvor er mine tanker i dag?

"Halløj igen Hope" 

"Ja.. ehm. To gange burger." Jeg stiller den ene tallerken foran den irske fyr, som jeg stadig ikke ved navnet på, og foran Zayn.

Og det er med vilje at jeg glemte Louis. Han må hente sin mad selv.

Ej, just joking. Eller...

"Resten kommer om lidt." Jeg smiler til den irske One Direction medlem, så meget ved jeg, og går tilbage til diske ting ting, sammen med bakken.

Jeg tager den anden bakke med resten af deres mad. Og så må man begive sig hen til bordet igen. 

 

---Later---

Det hele her ved at slappe lidt mere af. Klokken er også  ved at blive fem, så der kommer ikke så mange længere.

Men der er stadig et par stykker. Inklusivt hele One Direction.

Ja, hele fucking One Direction. 

Den irske dreng hedder Niall, det fandt jeg ud af da de andre kom. Harry og Liam. 

Badr. Eller ikke. Harry er meget pæn. 

Men han er fra One Direction, hvilket er et kæmpe minus.

"En cola" Siger jeg, og stiller den foran Harry. Det er hans anden cola på.. femten minutter. Jeg aner ikke hvordan den dreng gør det.

Men han gør det. 

"Vi vil godt betale nu." Siger Liam, en enormt venlig fyr med brunt hår og brune øjne. Lidt ligesom mig.

Bare at jeg ikke har kort hår. Og jeg har lysere hår. 

Faktisk har vi bare de samme øjne. 

"Hvad, nej" Protestere Harry, hvilket får mig til at fnise.

Ja, Harry Styles får mig til at fnise. Enlig er de alle sammen meget søde.

Undtagens Louis selvfølgelig. Men han har ikke sagt noget siden sin bestilling, hvilket passer mig fint.

"Jeg skal nok komme med regningen." Siger jeg, og vender mig om for at gå igen.

"Hey Hope.. Du har fri efter du har givet bord otte regningen." Jacob kommer smilende hen til mig. Jeg smiler stort til ham, og takker ham.

En time før fri. Skønt.

Jeg er virkelig træt. Virkelig, virkelig træt.

Jeg går hen til kassen og taster alt ind hvad drengene har bestilt. Eller hvad man nu siger...

Jeg finder ud af hvor meget de skal betale. Så enkelt er det.

Ikke særlig kompliceret.

Jeg tager den der regning kvittering der og den der kort automat. Jeg regner nok med at de betaler med kort.

Træt efter en lang arbejds dag går jeg hen til One Direction og lægger kvitteringen på bordet. 

Jeg er ved at gå igen, da en blød hånd tager blidt fat i mit håndled.

"Ehm hey babe... Du kender ikke et godt sted at spise, vel?" Det er Harry's grønne øjne der ser på i mine. Han holder stadig fast om mit håndled. 

Jeg ser lidt akavet ned på vores hænder, og så op hvor Louis sad. Men han er væk.

Og så hen på Harry igen. Jeg bider mig dumt i læben, og prøver at ignorere at selveste Harry Styles holder mit håndled.

One Direction or not, det her er virkelig... Harry Styles er her med en undtagelse.

"Ehm... Det kommer an på hvad slags I vil have." Siger jeg. Harry smiler enormt charmerende til mig.

Pas på Harry. Du er min type, pas på at jeg ikke overfalder dig.

"Noget.. Udenlandsk ville være godt." Siger Niall, åbenbart ligeglad eller har ikke bemærket at det her er pænt... akavet.

Jeg kan virkelig ikke finde et andet ord for det her. Zayn og Liam ser strengt på Harry, imens han ser på mig. 

Stadig med hans fordømte hånd om mit håndled.

"Ehm.. altså der er en græsk restaurant fem hundrede meter herfra. Den er virkelig god." Siger jeg, og smiler til Niall.

Harry's greb om mit håndled stræmmes, hvilket får mig til at se på ham igen.

Jeg advarer dig Styles. En forkert bevægelse og jeg glemmer alt om at du er et medlem af One Direction.

Også kendt som Louis' bedsteven. 

To små smilehulder kommer frem i Harry's kinder, hvilket får mig til at kigge væk.

Jeg kan ikke tage nuttede drenge. Og Niall Horan og Harry Styles ER nuttede.

"Goodie, så tager vi derhen... Harry." Noget har fået Liams opmærksomhed, så han rejser sig hurtigt op."Harry, slip hende og lad os gå." Han hiver lidt i Harry's sorte og stramme t-shirt.

Harry ser endelig op på Liam, og så på Louis som står bag mig. Og hans øjne stirrer direkte på Harrys hånd.

Spørg mig ikke hvad der foregår lige nu. Fordi jeg har ingen anelse. 

Det her er virkelig, virkelig forvirrende.

Endelig slipper Harry mit håndled og rejser sig op.

"Nåh, det var hyggeligt at møde dig Hope." Niall, som har fået rejst sig op og smiler stort til mig.

"J-jeg har kun givet jer mad. Ikke rigtig andet." Mumler jeg genert, og ser ned på mine fødder. 

"Og det er allerede en grund til at jeg elsker dig." Niall smiler stort og trækker mig i et uventet kram.

"Woah, jeg er stadig på arbejde... Og jeg tror nok at i reglerne står at jeg ikke må kramme kunderene." Jeg ser dumt på Niall, som bare griner af mig.

"Tror?" Harry ser skeptisk på mig, hvilket får mig til at smile. Jeg nikker lidt og ser rundt på de andre. 

Jeg undgår Louis' blik, som ser brændene på mig.

Helt seriøst hvad er der galt med de drenge? 

"Nåh, I må hygge jer." Jeg smiler sødt til dem. De mumler alle sammen et hej, og begynder at traske ud af døren. 

Undtagens en. 

"Har du glemt noget?" Spørger jeg dumt, og ser halv koldt på Louis. Han bider sig i læben og ryster på hovedet.

"N-nej..." Stammer han, og ryster fraværende på hovedet. Jeg trækker på skuldrene og vender mig om for at gå.

Fordi så klog som jeg er, så tænker jeg selvfølgelig at Louis også er klog og vil gå ud til hans venner.

Men nej. Jeg har altid været den klogeste af os to. 

"Hope..." Louis' stemme ryster af nervøsitet, gætter jeg. Jeg vender mig hurtigt om og ser Louis for første gang i så lang tid direkte i øjnene.

"Nej Louis. Hvis du vil fortælle hvor ked af det du er, sige undskyld eller for den sags skyld har savnet mig, kan du godt sparre dig det. Dine venner der er søde... Men jeg orker virkelig ikke at have dig ind i mit liv igen." Og med de poetiske ord vender jeg mig om og går væk fra Louis.

 

DADAM :D 

Aner ikke hvad der gik af mig i det sidste stykke. Jeg er meget...

følsom og poetisk lige nu. Spørg mig ikke hvorfor. 

But... What do you think? Kedelig? For langt? For kort? For...? SKRIV JERES MENING ;) :D

 

Undskyld med alt det rod ved det gamle kapitel, men det var virkelig..

Har aldrig skrevet sådan et dårligt kapitel i hele mit liv. Men her er et andet :D

Igen: Hvad synes I om det?

 

Love ya xxx 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...