PAUSE Love Is A Mental Disease - A One Direction Fantiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Igang
Hope Johnson og Louis Tomlinson har kendt hinanden siden de blev født. Ingen kunne skille dem ad. Indtil den 17 årige Hope tog to år til New York. Imens hun boede der, meldte Louis sig til x-factor. Der blev han et medlem af One Direction, som nu er det største boyband i verden. Når man er kendt, møder man også mange nye mennesker. Det gør Louis nemlig, han møder den smukke Eleanor Calder. De falder hurtigt for hinanden og kommer sammen. Efter to lange år, kommer Hope hjem til England igen. Hun tager kontakt til Louis, som dog har glemt alt om hende. Han ser kun Eleanor, så Hope bliver skubbet længere og længere væk fra det der engang var hendes bedsteven. Et halvt år senere møder Hope en af Louis' venner. Og efter det møde går alt galt. Hope møder sin gamle ven igen, forkerte følelser dukker op mellem de forkerte personer og det hele bliver en kæmpe katastrofe. Aldrig har de seks unge mennesker blevet udsat for noget ligne. Kan de klare det?

102Likes
52Kommentarer
4536Visninger
AA

3. 1. Well... Hello there.

 

Et halvt år senere

 

"Tager du ikke lige det bord derovre?" Spørger Jacob mig om og peger diskret på bordet hvor en ung dreng og hans kæreste, formoder jeg, lige har sat sig.

"Selvfølgelig" Siger jeg, og begiver mig hen til dem.

Og bare så I ved det: Jeg er på arbejde, på en hyggelig lille café i Cambridge. Bare så jeg har penge nok til at betale min husleje. 

Og ja, jeg bor her i Cambridge med min dejlige bedste veninde June. Og det har vi gjort i et halvt år nu.

Det er det skønt at være i England igen. 

Som man altid siger: Ude er godt men hjemme er bedst. Eller noget i den stil...

Nåh, men her er jeg så og er på vej over til de to turdelduer. Jeg regner da stærkt med at de er kærester, da deres hænder ligger sammenflettede på bordet.

Jeg tror ikke at søskende sidder sådan der. 

"Hej. Er I klar til at bestille?" 

Simpel but effektive.

...

Akavet.

Og jeg var ved at glemme de idioter.

"Ehm, ja... Zayn hvad vil du have?" Den lyshåret (og ENORMT kønne) pige ser kærligt på drengen som sidder overfor ud. Og helt ærligt, så ser han heller ikke værst ud.

Han har brunt hår, lidt brunlig i huden og et par skægstubber er også rundt om hans mund og kæbe.

Eller.. ja jeg tror I ved hvad jeg mener.

Ubarberet.

Der var den. Men det ser godt ud. Enormt pænt par. 

Og de virker også bekendte.

Jup... Men hvem fanden er de?

"Jeg vil godt have en burger med pomes frites. Og en... cola tak." Siger han, og smiler venligt til mig. Jeg nikker og ser over på pigen.

"Jeg tager det samme." Siger hun, uden at se på mig. Hun ser på hendes kæreste.

Hvis jeg var hende ville jeg sku også bruge hele dagen på at stirre. 

"Okay, jeres drikkevarer vil komme om få sekunder." Jeg smiler stort til dem, og går hen til Jacob som står og glor på mig.

"Hvordan er de?" Spørger han og ser spændt på mig. Jeg rynker på panden og ryster på hovedet.

"De er vel meget normale. Et sødt par." Siger jeg, og hænger den der seddel hvor jeg har skrevet den såkaldte Zayn's og hans kærestes bestilling op, på sådan en tavle med masser af bestillinger.

Meget svært at forklare... Men I ved vidst hvad jeg mener.

"Hope, det er Zayn Malik og Perrie Edwards." Hviske-råber Jacob til mig.

Perrie Edwards det er sku da hende fra Little Mix, og Zayn Malik er jo... oh fuck.

"Sig bare ikke at det er ham fra One Direction?" Jeg ser frustreret på Jacob, som nikker ivrigt. 

Holy shit. Har jeg lige sagt at en fra One Direction er lækker?

Hvorfor?! 

Jeg tror at jeg er ved at blive syg. Jeg kan ikke lide One Direction. Uden dem ville jeg stadig have Lou-

Og vi stopper lige her. Jeg har levet i et halvt år nu, uden at skænke ham en tanke. Eller det er faktisk løgn.

De første to uger brugte jeg på at sidde i min seng, spise is og se tude film. Men efter det har jeg fuldstændig glemt ham.

Indtil hans band medlem kommer herind.

"Wow du ser begejstret ud, Hope" Joker Jacob og puffer lidt til mig. 

Jeg er ikke i humør til at joke lige nu. Sorry.

"To gange cola til bord fjorten." 

Suk. Bare vær normal Hope. Det er okay.

Det hele er okay.

Jeg tager de to cola glas på en bakke, og går hen til Zayn Malik og Perrie Edwards.

"To gange cola." Siger jeg nogenlunde venligt, og stiller glassene foran dem. Jeg stirrer lidt på Zayn, som smiler venligt til mig, og bider mig lidt i læben.

Forhelved da. Hvorfor genkendte jeg ham ikke fra starten af? Så meget har han sku da heller ikke ændret sig.

Han er bare blevet hundred gange pænere.

Jeg har kun mødt ham engang.  Og det var da jeg skypede med ham. Det var imens de stadig var med i x-factor...

Dumme X-Factor.

"Undskyld mig, men du er ikke tilfældigvis med i det der band... One Direction vel?" Flyver det ud af mig. 

Damn Hope. 

Det er faktisk ret uhøfligt. Og desuden må du ikke spørge om sådan noget når du er på arbejde.

Men det glemmer vi altså lige i et sekund.

"Jo, det er jeg." Siger Zayn glad. Lad være med at være så positivt. Det er ikke positivt at være med i One Direction.

"Aha..." Mumler jeg bare, og ser akavet ned på bakken.

Jeg skulle gå. Jeg skulle gå inden min chef ser mig. 

Vent nu lige lidt.. Han er her ikke i dag. Men hans søn er her, og han er lidt ligesom en chef.

Så jeg burde virkelig at gå nu.

"Er du en fan?" Spørger Perrie om. 

Om jeg er en fan? Ser du, Perrie, jeg var faktisk venner med en af de fem idioter, indtil han fuckede det hele op.

Så nej, jeg er ikke en fan. Mere en gammel ignorerede ven.

"Ikke rigtig... Jeg... jeg kende Lo- en af dem. Så fuckede han det hele op såeh.."

"Louis?" Forhelvede Zayn !! Ikke.nævn.L.ordet!!! 

Det er mere forbudt at sige, end det er at sige Voldemord i Harry Potter. 

"Jup.. Nåh, men ja... eh. Det her er pænt akavet for mig, så jeg tror bare at jeg går." Mumler jeg, og vender mig om for at gå væk fra dem. 

Okay, det her var mærkeligt. Og det værste er at jeg godt kan lide Zayn.

Men han stjal min ven. Jeg skal ikke kunne lide ham.

Nope. One Direction bandmedlemmer er nogen unde mennesker...

Ja okay.

"Så du kunne alligevel ikke lade være med at snakke med ham, huh?" Spørger Jacob mig om, da jeg stiller mig ved siden af ham.

Jeg ser ondt på ham og ryster på hovedet.

"Nej, jeg skulle bare lige være sikkert på at han var en af Toml- idiotens venner." Siger jeg, og tager imod bakken med mad.

"Loui-"

"Ikke L-ordet, Jacob. Ikke L-ordet." Advarer jeg min så dejlige ven, og går hen til bord fem for at give dem deres mad.

 

 

 

Kort kapitel, I know. Men hey, det er jo det første kapitel ! YEEEY !!!<3 <3

Virkelig, jeg er ingengang rigtig begyndt på den her endnu, og

jeg elsker allerede at skrive på den.

Jeg håber at I også nyder at læse den ;) 

Så hvad synes I? Skriver jeg forvirrende, mærkeligt eller er det godt?:P 

Smid en kommentar om hvad I synes, så er I de bedste mennesker her på jorden ;)

Skriv hvad I synes om det første kapitel :D :D 

See ya !!x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...